Knoglepiger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2016
  • Opdateret: 29 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er bare nogle små tekster fra mit eget kendskab til bulimi og depression. Jeg har længe gået og tumlet med det her, men jeg har aldrig kunne tale med nogen om det. Det her er min måde at vise hvad jeg føler.

1Likes
0Kommentarer
469Visninger
AA

1. Fristelse

Rundt og rundt og rundt. Mine øjne følger lasagnen med øjnene som den bliver varmet i mikrobølgeovnen. Jeg holder vejret i ærefrygt.

Dette stykke lasagne er roden til alle mine bekymringer. Det håner mig derinde velvidende at jeg ikke kan modstå det.

Duften har allerede spredt sig i køkkenet. Den har sneget sig op i mine næsebor og ned til min sultne mave.

Jeg er sulten. Det er derfor jeg har gjort det. Det er derfor jeg har varmet lasagnen. Jeg er svag. Jeg kan ikke modstå det. Jeg så det i køleskabet og så ville jeg have det. Al min viljestyrke blev bare smidt over bord.

Mikrobølgeovnen bipper. I lang tid gør jeg ikke noget. Der er helt stille i køkkenet som den grav jeg er ved at synke dybt ned i. Jeg holder vejret.

Det er dumt. Meget dumt. Så utroligt skide dumt.

Jeg bliver nødt til at holde fokus. Holde mig i skindet eller hvad fanden det nu er. Være stærk.

Men det står lige der og jeg er så forfærdelig sulten.

Mens min hjerne er i vildrede tager min mave en rask beslutning. Min hånd stryger op og river med rystende fingre lasagnestykket ud. Nu kan jeg rigtig mærke duften. Den er helt berusende.

Gaffel og kniv, hurtige mundfulde, skovler det ned. Jeg er så sulten, jeg har ikke spist siden i morges. Det føles så godt. Min mave skriger, tarmene jamrer og jeg skal bare have mere. Jeg når ikke engang at smage på det.

En to tre og så er det væk. Ikke mere tilbage. Min maves sultorkan er drevet over.

Jeg stirrer på den tomme tallerken med resterne af min viljestyrke. Jeg kan mærke den dårlige samvittighed blande sig med følelsen af at være blevet tilstoppet.

Jeg har forædt mig.

Jeg er en gris.

En modbydelig lille gris. Det gik så stærkt. Jeg nåede ikke engang at opfange hvor meget jeg spiste.

Jeg skubber tallerkenen fra mig i væmmelse. Mærker hvordan kalorierne spreder sig i min krop som en sygdom der inficerer mig. Som et spindelvæv der kribler med edderkopper under min hud. Jeg er et misfoster, en fejl.

Jeg kan ikke engang modstå et skide stykke lasagne. Jeg kan ikke styre en skid.

Jeg er ligeså ubrugelig som en enlig sok og ligeså viljestærk som en regnorm der har fået trykket det sidste masse ud af sig.

Jeg er nyttesløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...