Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
36Kommentarer
9866Visninger
AA

4. Kapitel tre, Eggs and sugar

Kapitel tre, Eggs and sugar

det jeg fik øjenkontakt med Douglas, så forstod jeg hvor stor en modsætning, af en far jeg havde. Han lignede ikke så mange andre fædre. Han manglede det der faderlige blik, men det var jeg stort set ligeglad med lige nu. Min far var en fantastisk mand.

    “Jamen se denne skønne sag!” lo Douglas med et kæmpe smil på munden. Jeg var overrasket over deres venlighed i Colbrook. Mit blik faldt på Harry som stod og rullede øjne af os. Jeg sendte ham et skeptisk blik. Nar, tænkte jeg.

    “Hvor kommer I så fra, Megan?” spurgte Douglas som satte sig ned i den stol Harry lige havde siddet i. Harry slog sig ned ved enden af den sofa jeg sad i. Det var akavet, hvis jeg skulle være helt ærlig.

    “Pondminster,” smilte jeg.

    “Det ligger da langt væk! Hvorfor flyttede I så helt herop? Var der en trang til noget nyt?” ævlede Pearl løs. Havde den dame ikke en stopknap?

    “Min mor døde, så vi havde brug for at komme væk.” Jeg nægtede at fortælle dem om hvordan hun døde. Det skulle de slet ikke vide, og overhovedet ikke på første dag jeg var her. De har jo ikke engang mødt George eller far.

    “Oh,” lød det bare fra Douglas og et sørgeligt blik kom pludseligt fra Harry. Anna sad bare helt stille i sin egen verden med en bog.

    “Jeg kondolere,” sagde Pearl. “Hvis der er den mindste ting, så kommer du bare herhen. Sig det gerne til George og din far!” var hun hurtigt til at fortælle. Jeg smilte til hende som tak. Jeg vidste ikke helt om jeg var klar til at komme helt tæt på Pearl. Hun virkede lidt som min mor i nogle af hendes træk.

    “Jeg tror altså, jeg skal hjem nu og hjælpe til, men mange tak for velkomsten og forsyningerne!” sagde jeg, selvom jeg slet ikke havde drukket noget. Et blik af foragt fandt sted i Pearls øjne da jeg kiggede på hende. Det gav mig dårlig samvittighed, men jeg vidste også, at jeg umuligt kunne blive her længere uden at spolere noget.

    “Det er helt okay, men kom forbi i morgen og så kan vi alle spise sammen! Familien Styles og Morrison’s middage,” foreslog Douglas med et større smil på læben end jeg nogensinde havde set på ham.  

    “Mange tak og det skal jeg nok sige til ham.”

 

|

 

    “Far, vi er inviteret til middag i morgen hos naboen!” råbte jeg, idet jeg trådte ind af døren til vores nye hus. Både hans og George hoved stak ud fra køkkenet, hvor de så på mig forskrækket. Mere overrasket egentligt.

    “Seriøst? Gav du dem mit nummer og så sagde de bare det?” spurgte han. Jeg nikkede og smed mine sko hen til skohylden.

    “Du var væk i lang tid,” kommenterede George.

    “De snakkede sygt meget og bad mig på forsyninger, så jeg blev der lidt. Ellers vidste I jo godt hvor jeg var henne, hvis I blev nervøse,” sagde jeg og gik ud i køkkenet til dem. De var ved at stable køkkengrej som vi havde taget med i bilen selv, for det var nok det vi havde brug for allerede første dag, udover tøj og hygiejniske produkter.

    “Hvem er de så?” spurgte far.

    “Der er moren Pearl Styles, faren Douglas Styles og børnene Harry og Anna Styles. De virker flinke og jeg skal gå i skole med knægten.” fortalte jeg. De nikkede anerkendende, men jeg kunne godt føle, de følte sig anspændte over det med Harry. De ville helst ikke have jeg knyttede mig for hurtigt til en dreng endnu, selvom jeg altså var atten.

    “Douglas skulle nok ringe senere,” fortsatte jeg.

    “Super. Hvem vil med ud og handle ind?” spurgte far. Jeg kiggede på George for at han skulle tage tjansen denne gang. Jeg magtede ikke at handle lige nu. Ikke efter flyveturen herhen og at skulle forlade ens barndom bag sig.

    “Det gør jeg. Så kan Megan passe på huset,” foreslog George. Jeg nikkede hurtigt da far så hen på mig.

Kort efter forlod de begge huset, så jeg kunne overtage med at putte al køkkengrej på plads.

 

Jeg havde sat min mobil til at spille musik, mens jeg gik i mine egne tanker, i køkkenet. Det var mærkeligt at skulle leve et nyt sted og få sig møvet godt ind på nabolaget.

Jeg røg ud af mine tanker, da jeg kiggede ned i kassen med diverse køkkengrej, og der fandt jeg en kogebog. Det var den min mor altid brugte og jeg kan tydeligt huske hvordan jeg læste højt fra den som lille.

 

        “Æg!” råbte jeg spændt, mens jeg sad på køkkenbordet med bene hængende over bordkanten. “Sukker!”

 

Selvom jeg aldrig sagde hvor meget der skulle bruges af hver, så havde mor lært opskriften udenad. Hun grinte og smilte bare af mig, når jeg spændt sad med kogebogen i skødet, i min natkjole. Det var tidlig morgen og mor og jeg havde altid tradition, om at lave pandekager søndag morgen. Så ville jeg efterfølgende løbe op på Georges værelse og hoppe i hans seng indtil han stod op, og det samme med far. De var normalt vågne af mit råberi nede i køkkenet om hvad der skulle bruges.

Jeg lo for mig selv af tanken om det hele. Jeg følte en smerte i mig over at have mistet hende.

    “Gud hvor jeg savner dig mor,” hviskede jeg lavmælt og satte kogebogen op på en af hylderne i køkkenet. Jeg begyndte at danse lidt rundt i køkkenet til musikken, selvom jeg aldrig var den type som gjorde det i offentligheden - når der var andre.

 

Jeg havde næsten fået alle knive, gafler og skeer på plads da jeg hørte døren gik op. Jeg stoppede med at trippe med foden og bare stå i mine egne tanker, imens musikken stadig spillede køkkenet i et bedre humør. Pludselig stoppede den musikalske lyd og jeg vendte mig om, i tro om at jeg skulle skælde George ud for han havde ikke fået tilladelse til at slukke det, men det var ikke George. Eller far.

    “Hvad laver du her? Og hvorfor banker du ikke på?!” vrissede jeg af Harry som stod ved indgangen til køkkenet. Han fnes og kiggede sig rundt i køkkenet uden at sige noget som helst.

    “Gider du godt at svare mig,” spurgte jeg næsvist og kiggede hen på min mobil som lyste op. Jeg gik hen til den imens jeg ventede på svar. Det var en besked fra far.

    “Altså det gjorde jeg også, men det virkede så ikke. Så jeg gik bare ind for døren var ikke låst.” sagde han som om det ikke var noget stort.

    “Hvor langt tid har du så været i mit hus?” snerrede jeg.

    “Slap nu af, jeg var her jo nok ikke til at se dig danse rundt i køkkenet eller sådan noget.” Han lo af mig, men jeg blev kun mere skræmt.

    “Så du det?” røg det ud af mig.

    “Så det gjorde du rent faktisk,” små grinte han og tog sig endnu et kig rundt i køkkenet, før han satte sig op på køkkenbordet.

Jeg låste min mobil op og så på beskeden fra far.   

 

        //Hey Megan, vi bliver lidt forsinket. Hvis der er noget, så gå hen til naboen eller ring til os. Far//


Jeg låste min mobil og så på Harry. Hvad ville han egentligt? Tænkte jeg, men spurgte ikke. Jeg fortsatte mit arbejde med bestikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...