Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
36Kommentarer
9866Visninger
AA

3. Kapitel to, Harry Styles

Kapitel to, Harry Styles

Jeg tog hurtige skridt hen mod naboen mens jeg kiggede videre på deres hus. Vinduet lige overfor mit værelse var rullet for med mørke gardiner, men jeg kunne se at der var noget i gang på det værelse. Om det var lyset fra tv skærmen eller noget helt andet, turde jeg ikke sige.

Jeg tog hurtige og tunge skridt op af trappen og gik hen til døren, hvor jeg bankede på. Jeg tog et par skridt tilbage og ventede i en akavet stilhed, mens jeg studerede miljøet heromkring.

    “Mor, der står en fremmed ved døren!” hørte jeg en yngre pige stemme bag døren. Jeg kunne ikke lade være med at fnise for mig selv. Kort efter blev døren åbnet op og en midaldrende kvinde stod i døråbningen.

    “De må være vores nye nabo! Hvad kan jeg gøre for Dem min kære?” spurgte hun med en venlig stemme - al for venlig. Værre end min mor og hun var ellers fin i betrækket.

    “Yeah, mit navn er Megan. Jeg skulle give dig min fars nummer og spørge om I kunne ringe til ham.” forklarede jeg med et pålagt smil.

    “Selvfølgelig! Må jeg spørge Dem om noget først?”

Er det mærkeligt at synes, at De/Dem er for gammeldags?

    “Ja,” svarede jeg uden at trække en mine.

    “Hvorfor kom Deres far ikke herover selv?” spurgte hun med forvirret øjne og rettede hurtigt på hendes cardigan.

    “Han har travlt med at pakke ud.”

Hun nikkede forstående og gik hen til en høj vitrine, hvor hun tog et stykke kvadratisk papir og en kuglepen. Hun rakte det til mig. Jeg skrev Carl Morrison og hans nummer ned, og gav sedlen og kuglepennen til hende igen.

    “Jeg sørger lige for at min mand ringer senere idag,” sagde hun med et stort smil. Jeg nikkede og hviskede tak, og skulle lige til at vende om og gå hjem igen, men hun kom mig i forvejen. “Vil du ikke ind og have noget at drikke? I kan umuligt have fyldt køleskabet om endnu!” sagde hun forbavset. Jeg kiggede på hun og skulle lige til at skraldgrine, men så tænkte jeg på hvad min mor selv ville have gjort af ren venlighed. Det præcis samme.

    “Jo tak da. Hvad hedder du egentlig?” spurgte jeg og nikkede som tak efterfulgt af et smil.

    “Mit navn er Pearl Styles og min mand hedder Douglas Styles,” sagde hun og bød mig indenfor. Jeg satte forsigtigt mine beskidte støvler hen i hjørnet hvor de umuligt kunne gøre noget beskidt, udover gulvet.

    “Jeg hørte en pige lige før du åbnede døren,” sagde jeg i undren. Hun slog en mor-lig latter op og trak mig ind i en stor og flot stue. De måtte være rige.

    “Det var min datter Anna. Hun er meget genert hvad angår nye mennesker,” forklarede hun med en latter. Jeg nikkede og kiggede rundt i rummet. Det var lyst med få mørke farver og ingen mørke gardiner, i forhold til værelset foran mit.

    “Har I andre børn end Anna?” spurgte jeg af ren nysgerrighed. Jeg tænkte vel også bare at far gerne vil vide så meget om dem i forvejen.

    “En søn på nitten. Harry,”

    “Fedt. Jeg er selv snart nitten og har en bror på tre-og-tyve,” sagde jeg.

 

Hun sendte mig endnu et smil inden hun forsvandt ud af stuen. Det var akavet for mig selv at sidde herinde alene og i et fremmed hus, selvom det nok ikke var sidste gang jeg kom herind.

    “Hvem er hende i stuen?” hørte jeg en dyb stemme sige ude fra køkkenet, hvor Pearl var gået ud til. Det måtte være Douglas, hvis ikke jeg tog fejl.

    “Megan. Gå da ind og hils på hende - det er din nye nabo,” forklarede Pearl. Jeg hørte nogle skridt komme tættere på stuen og en høj figur troppede op i dørkarmen. Holy shit.

    “Jamen goddag Megan. Jeg er Harry,” sagde han med et overlegent smil. Han var slet ikke som jeg troede. Han havde langt og krøllet, brunt hår som gik til under skulderen. Bar næsten kun sort tøj udover sine hvide strømper. Han var gude skøn at se på, for at være ærlig.

    “D-davs,” stammede jeg og gav ham elevatorblikket en gang til.

    “Kan du lide hvad du ser?” grinte han flabet og det skød mig med det samme tilbage til reality. Jeg fnøs af ham og rullede mine øjne, før jeg lændte mig anspændt tilbage. Jeg måtte ikke ødelægge mit ry som jeg havde i Pondminster.

    “Hvad laver du så i Colbrook? Er du ikke lidt for afslappet til det?” spurgte han og gav et blink med sit ene øje. Jeg blev overrasket over hans måde at snakke på. Han måtte enten være et henrivende selskab for tabere der tror de er noget eller en badboy.

    “Hvad med dig selv mester?” svarede jeg. Det fik ham til at grine. Præcis det modsatte af min hensigt.

    “Jeg bor her,” svarede han med et blik i øjnene som tydeligvis var et tegn på at han flirtede.

    “Det gør jeg så også.”

    “Tror du ikke jeg ved det? Jeg kan se lige ind på dit værelse bag de hvide gardiner,” grinte han og slog sig ned i stolen som var skråt over for mig. I stedet for at give ham et ultimativ bitchflip, beholdte jeg masken på, og så på ham med kolde øjne.

    “Jeg trækker dem bare fra,” protesterede jeg. Han fnes og rystede på hovedet imens han lod en hånd stryge gennem det lange og halvfettet hår.

    “Det hjælper skam ikke. Den sidste pige der boede derinde kunne jeg se alt ind til - specielt når hun hyggede sig,” sagde han overlegent og alt for stolt. Det gav mig kuldegysninger.

    “Fuck, hvor er du da klam.”

    “Hov hov,” grinte han og rettede sig op i stolen. Jeg skulle lige til at blive gal på ham, og fortælle ham, at han ikke skal hamle sig op imod mig men i samme sekund kom Pearl ind med en bakke. Der var linet saftevand, vand og te op med nogle glas.

    “Harry, finder du lige Anne og Douglas, og siger vi har en gæst?” spurgte Pearl med sin moderlige stemme. Harry rullede hurtigt sine øjne før han nikkede til sin mor og rejste sig op fra stolen. Han havde satme respekt for den dame.

    “Harry kan være strid en gang imellem, så jeg håber ikke han har sagt noget der gjorde dig ukomfortabel. Han er bare -” hun holdt en kort pause og så sig omkring. “En ballademager, hvis vi skal sige det pænt. Han har et dårligt ry i Colbrook,” forklarede hun. Jeg nikkede kun for at hun ikke skulle føle sig som en dårlig mor. Hun var ikke den eneste forældre som havde nogle ballademagere som børn - bare se på George og jeg. George var dog den værste.

    “Hvor skal du så gå i skole? Og hvad med George?” spurgte hun. Jeg lagde mærke til at hun havde droppet Dem/De talemåden. Måske fandt hun hurtigt ud af at jeg ikke var den type.

    “Jeg skal starte på Colbrook Senior School i morgen og George vil ud og finde et deltidsjob,” sagde jeg og tog en dyb indånding da det først slog mig nu. Jeg skulle et helt nyt sted hen, med nye mennesker.

    “Der går Harry også! Så kan I altid følges og han har endda bil,” sagde hun begejstret. På en måde så var jeg glad for at der nok var mulighed for lift, hvis der blev dårligt vejr en af dagene. Ellers havde jeg også George og mine ben, heldigvis.

    “Cool,” var det eneste jeg kunne få ud. Hun skulle ikke vide hvem Harry var, får det vidste jeg ikke, om jeg måtte fortælle. Jeg rystede hovedet for mig selv. Det var allerede forvirrende på første dag. Jeg så hen på åbningen ind til stuen og så en høj mand i pænt tøj, og et stort smil. Det måtte være Douglas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...