Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
38Kommentarer
9914Visninger
AA

11. Kapitel ti, Alcohol

Kapitel ti, Alcohol

Det var blevet aften i Colbrook. Nyhederne kørte nærmest på replay omkring den døde dreng fra skolen. Det var de samme triste nyheder om at politi endnu ikke ville frigive hvad der skete. Jeg var alene hjemme, for far og George var taget ud for at have noget tid sammen. Det skulle ikke undrer mig hvis de var taget på en pub.

    “‘Og nu kan vi så fortælle noget nyt om drengen der i nat blev dræbt. Politiet har fortalt os, at han er blevet myrdet i området, hvor der igår blev holdt den månedlige Senior High fest.’”

Det rystede ned af mine arme og langs benene. Myrekryb dannede sig. Jeg overvejede at skifte kanal, men jeg vidste, at jeg alligevel var for nysgerrig, til at skifte.

    Bank! Bank! Bank!

Jeg sprang nærmest op af sofaen, da lyden af en voldsom hånd bankede på hoveddøren. Jeg strakte hals og prøvede at se hvem det var, men jeg kunne intet se i det mørke udenfor. Det var næsten som om at hånden blev banket flad op af døren. Som et klask.

Bank! Bank! Bank! Bank!

“Mega-!” det lød som om stemmen blev kvalt af sig selv. Jeg kunne tydeligt hører det var en mandlig stemme, men jeg kunne ikke genkende hvem. Jeg listede hen til døren på tå og slap ikke mit syn fra skikkelsen der langsomt stod frem bag det mønstrede glas…

BANK! BANK! BANK!

“Jeg.. Jeg ved du er derinde!” råbte manden i fuldskab, samtidig med at han skvattede rundt derude. Jeg følte noget falde ned på træbrædderne, på verandaen. En flaske, tror jeg.

“Hvem er det?!” råbte jeg og tog fat i en vase, fjernede blomsterne og smed dem på kommoden igen.

“Åben nu for helvede!”

Jeg tog rystende fast i låsen og drejede om. Jeg åbnede døren så jeg lige kunne se ud imellem sprækken, mens jeg gemte vasen bag min ryg.

    “H-Harry?” spurgte jeg forskrækket, da jeg hurtigt genkendte den store manke. Jeg åbnede døren og slappede af i hånden som holdte vasen. Han så ned på min hånd, og så ind i mine øjne.

    “Havde du tænkt dig.. Tænkt dig at slå mig n-ned?” spurgte han og tog et par vejrtrækningen imellem ordenen. Jeg skubbede døren lidt længere i, for jeg vidste ikke hvordan han var, når han var fuld.

    “Er du fuld?” spurgte jeg usikkert.

    “Næh,” grinte han og var ved at falde tilbage på røven.

    “Gå nu hjem…” mumlede jeg og skulle lige til at lukke døren i, da en fod stoppede mig. Jeg kiggede ned på hans beskidte sko og tog en dyb vejrtrækning. Harry var min eneste… Ven? Så jeg kunne ikke blive sur på ham… Tænkte jeg og så op på ham igen. Hans øjne var helt rundt i hovedet af ham, og det samme var hans tanker.

    “Lad mig nu bare crashe her, smukke-” Ordene slog mig hårdere end jeg havde troet. Var Harry en player når han var fuld, eller var han rent faktisk ærlig? Tænkte jeg og kiggede på ham med store øjne. “Kom nu…” tiggede han.

    “Jeg ved nu ikke helt… Sover du på sofaen?” spurgte jeg.

    “Eller oppe i din seng?” spurgte han på en lav og forførende måde. En klump formede sig i min hals… Hvad skulle jeg sige?

    “Sofaen, eller så render du bare hjemad.” advarede jeg og åbnede døren, så han kunne komme indenfor. Han smed sine mudret sko på måtten og fik sig kæmpet ind i stuen.

    “Hvorfor er du også altid så gal på mig?” spurgte han og gik helt tæt på mig. Nærmest som om han spærrede al vej for mig. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han tog fat omkring mine håndled. Jeg følte noget i mig. Noget som signalerede at dette var en meget dårligt tegn. Og at jeg skulle komme ud af denne situation. Nu.

    “Jeg tror det er bedst, at du slipper mig. Lige nu, Harry.” sagde jeg til ham uden at vie mit blik fra ham. Han var stangstiv. Det var helt forfærdeligt. Han slap ikke mine håndled.

“Du er så fandens kedelig, selv af en som har haft pikken op i sig!” grinte han nedladende. Jeg så på ham med store øjne. Dette ville ikke ende godt, hvis jeg ikke snart fik ham hjem.

“Hold nu bare din fucking kæft!” vrissede jeg og hev mine arme til mig.

“Woah - slap lige af. Hvad sker der?”

Og pludselig var det som om at han var en anden. Det var mærkeligt. Mystisk, ville jeg hellere sige.

    “Harry?” spurgte jeg.

    “Megan?” svarede han og så på mig med hævede øjenbryn. Jeg skubbede ham blidt væk fra mig, og han var hurtig til at flytte sig endnu mere. Dette var ikke normalt, tænkte jeg og tog en dyb indånding.

    “Kan du slet ikke huske hvad der lige skete?” spurgte jeg undrende og så op og ned på ham. Han rystede på hovedet. En af hans lokker faldt langsomt ned over hans pande og spidserne dansede på hans næsetip, på en kildrende måde, så han vrikkede med næsen. Der var noget sødt over de- Megan, styr dig, tænkte jeg og slog mig mentalt tilbage til virkeligheden.

    “Du- Du- Du prøvede på-”

Jeg tøvede på, om jeg overhovedet skulle fortælle ham hvad der skete.

    “Jeg prøvede på hvad?”

Og den pludselig panik jeg så i hans øjne, fik min undren helt væk. Jeg måtte lyve for ham, for han ville aldrig tilgive sig selv, hvis han vidste det.

    “Det er ligemeget. Tror bare, at det var ren og skær fuldskab for et øjeblik,” forklarede jeg og rystede stille på hovedet. Han så på mig i nogle sekunder. Stilheden fløj over os, men jeg kunne stadig høre hans dybe vejrtrækning, som havde en stærk scent af alkohol i sig. Det beroligede mig ikke ligefrem, når jeg nu vidste hvordan Harry kunne være.

    “Er du sikker? Min mor har fortalt nogle episoder om min opførsel, så-”

    “Jeg ved det.” afbrød jeg.

 

|

 

Da jeg endelig havde fået lagt Harry i seng, nede på sofaen i stuen, kunne jeg med ro og mag bevæge mig ovenpå, på mit stille værelse. Harry snorkede højlydt nede i stuen, men heldigvis kunne jeg ikke høre en lyd fra ham.

Det var faktisk overvældende dejligt, at der var stilhed og, at han var kommet over sit perverse stadie.

Med posede øjne og lugten af alkohol som stadig hang i næsen, smed jeg mit tøj af mig, smed det hen i vasketøjskurven henne i hjørnet af mit værelse - eller prøvede ihvertfald - og faldt derefter ned i sengen.

Der gik ikke et minut, så var jeg ude som et lyn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...