Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
36Kommentarer
9888Visninger
AA

8. Kapitel syv, Senior Party pt. 1

Kapitel syv, Senior Party pt.1

Jeg havde valgt at tage et par spritnye sorte bukser på og en skjorte med marble mønster i rødvins rød. Jeg havde været i bad og derefter tørret mit hår, og lod det hænge ned om mine skuldre da de naturligt var helt fladt. Vi skulle til middag hos naboen.

    “Megan, er du ved at være klar?” råbte far fra trappens ende.

“To sekunder!”

 

Da jeg havde gjort mig klar tog jeg min mobil ud af opladeren, og tog mobilen i lommen, gik jeg nedenunder. George havde et pæn t-shirt på, og et par lange og ikke hullede bukserne på. Far havde skjorte og slips på, efter jeg forklarede dem at deres hjem så fint ud.

    “Må jeg lige se dit håndled?” spurgte George da han så mig. Jeg knappede hurtigt ærmet op og viste mit håndled. George pillede det gennemsigtige film af mit håndled.

    “Skal det ikke blive der?” spurgte jeg uvidende.

    “Du må gerne tage det af nu, for det er slet ikke hævet. Er det ømt?” spurgte han og trykkede blidt på L’et. Jeg rystede på hovedet.

    “Super.”

 

Harry så os fra det gigantiske vinduet i stuen og som jeg kunne fornemme, så gik hen imod døren. I det sekund min far skulle til at ringe på, åbnede han døren og gav os alle et venligt smil. Han havde våde lokker hår, hvid trøje som var blevet næsten gennemsigtige i små pletter på grund af vandet fra hans hår, så hans kraveben stod tydeligt frem. Et par sorte skinny jeans og hvide sokker var hans ben beklædt med.

    “Velkommen Carl og George,” hilste han og bød dem velkommen. “Megan,” sagde han og fik min fulde interesse. “Kan vi lige snakke?” Selvom jeg var bange for hvad han ville sige, så nikkede jeg og kiggede væk i et øjeblik. Harry lukkede døren og tog fat omkring mit håndled, før han ledte mig hen til hjørnet af verandaen.

    “Hvad så?” spurgte jeg.

    “Jeg ville høre om du havde lyst til at tage til en fest her senere på aftenen? Jeg har snakket med min far om det,” forklarede han med lysende øjne. Først så jeg lidt forvirret på ham, men så fattede jeg hvad han sagde.

    “Øh - jeg ved ikke, om jeg må overhovedet.” sagde jeg.

    “Vi kan spørge din far? Jeg skal nok passe på dig, det har jeg lovet min far. Og så er det bare en månedlig fest for sidste års eleverne - så jeg tænkte at du ligeså godt kunne være med.” sagde han meget hurtigt, så jeg måtte virkelig fokusere på ham. Han virkede til at være meget begejstret over dette, og virkelig havde tænkt det hele igennem.

    “Jeg har aldrig været til en fest med ens skole før…” mumlede jeg. Det var faktisk ret pinligt, men jeg foretrak vennerne i Pondminster.

    “Så kan dette jo blive din første. Kom nu, det bliver mega sjovt!” Han råbte nærmest af ren plageri og begejstring. Jeg synes det var sødt, at han ville have mig med.

    “Jeg ved ikke rigtig… Kan jeg tænkte over det?” spurgte jeg. Han nikkede.

    “Selvfølgelig.”

 

Vi gik indenfor igen og George skød mig et dømmende blik. Jeg rystede på hovedet, så han vidste at Harry og jeg ikke havde noget sammen. Jeg tror det lettede en byrde på hans skuldre.

    “Middagen er klar, så hvis vi alle rykker ind i spisestuen, så ville det være fantastisk.” forklarede Pearl mens hun tørrede fingre af i et hvidt viskestykke. Hun havde en flot og 60’er agtig kjole. Dem man så i de gamle film, hvor de fine damer nedgjorde de sorte. Ligesom i bogen og filmen Niceville.

    “Mange tak fordi vi måtte komme Pearl og Douglas,” sagde min far, før vi alle forsvandt ind i spisestuen. Der var tre pladser på hver side af bordet og en for hver ende. Far, George og jeg satte hos hurtigt på den ene side, hvorefter Harry var hurtigt til at sætte sig ved den ene, ved mig. Anna satte sig overfor mig, hvor Pearl og Douglas sad foran far og min bror.

    “Det ser lækker ud Pearl,” komplimenterede George med et stort smil. Pearl så ud til at være lykkelig, når hun fik komplimenter for hendes arbejde. Hvem gør ikke det? Mor havde altid lært os at komplimentere en kvindes mad, lige meget om det så smagte forfærdelig.

 

    “Husk nu: altid komplimenter en kvindes madlavning og husarbejde, lige meget hvor ringe det så kan være. Hellere sig din mening under to øjne, end at ydmyge foran mange øjne.” forklarede mor mens hun strøg hænderne op og ned af forklædet, som hang så frodigt ned af hendes kjole.

    “Det skal jeg nok mor,” svarede jeg.

 

Mindet fik mig til at smile og det var først da jeg opdagede Harry stirrede forvirret på mig, at jeg smilte helt lykkeligt. Jeg huskede tydeligt dagen hvor jeg fik at vide, at hun var blevet dræbt i et trafikuheld…

    “Hvad tænker du på?” spurgte Harry som lænede sig hen imod mig.

    “Min mor,” hviskede jeg. Han nikkede forstående og gav mig et venligt smil. Jeg var overrasket over, at han slet ikke havde nævnt at han havde mit nummer nu. Det var jo det han havde ønsket siden igår.

    “Hvordan var din første dag så, Megan?” lød det fra Harry mor. Jeg så på hende og sendte hende et varmt smil.

    “Den var fin. Det vil nok tage mig noget tid at vænne mig til min klassen, men så er det vist godt jeg ikke skal være der længe.” forklarede jeg.

“Hvor skal du må college efter sommerferien?” spurgte Douglas. Han stemme var meget mandig og han lignede en rigtig businessmand. Det var tydeligt at ham og Pearl passede perfekt.

“Jeg har ikke bestemt mig endnu, men jeg tror også, at jeg

tager et sabbatår.” forklarede jeg og de nikkede bare i stilhed. Det skulle ikke undre mig at de allerede havde Harrys fulde plan for livet. Eller Annas for den sags skyld.

    “Harry skal på det bedste universitet i England. Der kunne du også søge hen?” sagde Pearl. På en måde, så var jeg ked af, at det var hende som foreslog mig college muligheder - og ikke min egen mor…

    “Hvad er hovedfaget der?” spurgte jeg.    

    “Der er mange fag. Såsom; politi, professor og endda kunstner.” sagde Harry. Hans stemme skar igennem hver og en herinde. Den var så dyb. Og så forfængel-

    “Harry vil gerne være professor i arkitektur. Han studerer jo arkitektur på skolen som sit hovedfag, ikke sandt Harry?” spurgte Douglas og vi vendte alle sammen vores blik mod ham. Han nikkede bare, så jeg blev pludselig i tvivl om det var virkelig det han ville, eller om det var hvad hans forældre ville have.

    “Kan man også tage forfatter uddannelsen der?” spurgte jeg. Far og George så forvirret på mig. Jeg havde aldrig fortalt dem om mine fremtidsplaner.

    “Sagtens og-”

    “Mr. Morrison, George,” afbrød Harry pludselig. Vi kiggede alle hen på ham igen. Han så op fra sin tallerken. “Må jeg tage Megan med til sidste-års-elevs månedlige fest i aften?”

Og en forfærdelig stilhed faldt over bordet. Jeg håbede egentlig at de ville sige ja, bare så jeg kunne lære Harry bedre at kende. Selvom han sikkert ville blive fuld.

    “Det er en hverdag. I skal i skole imorgen?” sagde George.

    “Vi drikker ikke alkohol,” sagde Harry, men jeg vidste han løj.

    “Så gætter jeg da på at du godt må,” sagde far. Jeg smilte til ham og kiggede derefter tilbage på Harry. Han så på mig med lysende øjne igen og smilte med alle tænderne.

 

|

 

Harry og jeg tog hans motorcykel, og denne gang havde han hjelme til os begge. Måske fordi vores familie stod på verandaen klokken lidt i ti og nærmest overvågede os. Vinden var taget en lille smule til, mens vi alle nød hinandens selskab i familien Styles’ yndefulde hus. Heldigvis lånte jeg en af Harrys gamle jakker, da jeg ikke havde taget en med. Det var en gammel læderjakke som han ikke længere kunne passe. Han sagde jeg måtte få den.

 

    “Bare hold dig til mig, Megan.” sagde han lavt da vi steg af hans motorcykel. Jeg nikkede, men undrede mig ikke over, hvis han skulle ske at blive væk fra mig. Det så ud til at være et sted med mange mennesker. Trods næsten alle sidste-års-eleverne.

    “Jeg skal da prøve,” svarede jeg. Han kiggede ned på mig og det virkede til, at han faldt i staver. Han stirrede bare. Jeg rømmede mig og fik ham blæst ud af sin trance.

    “Jeg løj altså om alkoholen, men man bestemmer selv. Jeg vil råde dig til at lade være,” sagde han med et svagt grin. Jeg satte hånden på min hofte og skød den ud til siden, før jeg gav ham et overlegent blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...