Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
36Kommentarer
9880Visninger
AA

7. Kapitel seks, Laura Morrison

Kapitel seks, Laura Morrison

Efter en vellykket dag på Colbrook Senior High slog klokken ud og eleverne strømmede ud af lokalerne, og det samme gjorde jeg. Harry havde fået mig ind i kantinen og var hos mig alle pauser igennem dagen. Han virkede som en flink dreng, men jeg vidste stadig ikke hvor jeg havde ham henne.

    “Vi ses imorgen miss Morrison,” sagde Mrs. Turner lavmælt fra sit skrivebord. Jeg kiggede forskrækket hen på hende og kunne ikke lade være med at smile. “Husk dine bøger på biblioteket.”

    “Ses,” svarede jeg og forlod klasseværelset med et lavt suk. Jeg var allerede træt af at være i min klasse, men jeg tror bare det var på grund af Michael. Han er ikke det værd, tænkte jeg og rystede på hovedet.

 

Min far holdt ude på parkeringspladsen i bilen med de tonede ruder. Han kunne godt lide hvis fremmede ikke kunne se ind på os fra siderne. Spørg mig ikke hvorfor…

Da han så mig bag solbrillerne han havde lagt på næsen, tændte han bilen og kørte lige så stille hen imod mig. Jeg håbede hurtigt ind i bilen og tog selen på.

    “God dag?” spurgte han.

    “Nogenlunde,” svarede jeg.

    “Hvad så?” spurgte han og så bekymret på mig.

    “Bare en dreng fra min klasse. Lidt for fin,” grinte jeg, bare for at ændre stemningen. Det var ikke noget som gik mig på sådan forfærdelig meget, men det var da stadig en ting som rørte mig.

    “Ah, sådan en.”

    “Yeah,” svarede jeg.

 

Far og jeg havde aldrig rigtig haft et far-datter forhold som man kunne forestille sig. Nogle gange var vi bedste venner, men så var vi også fremmede for hinanden.

Så imens bilen var fyldt med stilhed, så fandt jeg min mobil frem og Harrys visitkort. Jeg tastede nummeret ind og tog en dyb indånding, inden jeg trykkede på besked.

    //Hey, tak. x M//

Jeg pressede send og låste min mobil. Jeg vidste godt at han nu havde mit nummer, men Harry virkede fuldkommen anderledes end hvad hans mor beskrev.

    “Fik du nogle bøger idag så?” spurgte far. Jeg så på ham, og det lignede at han var anspændt, og så så jeg væk igen.

    “Ja, jeg hentede dem på biblioteket før jeg kom ud. Det var kun tre bøger, fordi jeg ikke har et hovedfag.” forklarede jeg uden at kigge på ham. Jeg stirrede bare ud i den blå luft, mens Colbrook fløj forbi os.

    “Hvad laver du så, når de andre studerer deres hovedfag?” spurgte han nysgerrigt. Han var ved at løsne op, det kunne jeg se, for nu var han interesseret og virkede knap så anspændt.

    “Jeg har vist fritid, hvor jeg så skal terpe i de andre fag. Det er vel også en god ting,” sagde jeg med et svagt grin. Han lo med mig. “Hvad skal vi egentlig i centeret?”

    “Jeg snakkede med George om det da du var taget i skole, og vi besluttede os for at du skal forkæles lidt. Jeg ved hvor hårdt din mors dødsfald var for dig, selvom du aldrig snakker om den.” sagde han med et roligt toneleje. Det gav mig vandede øjne, men jeg gav ikke ind.

“Hvordan?” sagde jeg - nærmest hviskede.

“Hvordan hvad?”

“Hvordan kan du mærke det på mig?” spurgte jeg. Han tog en dyb indånding og knugede sine hænder fast til rattet.

“Det er sådan noget en far kan,” sagde han med et lettere smil på læberne.

“Så siger vi det,” grinte jeg.

“Det er rigtigt!” forsvarede han sig og vi grinte sammen. Det var dejligt at være sammen med far alene, og måske ville jeg også forklarer ham hvordan jeg havde det. Nu hvor George ikke vil være her.

“Hvor er George egentligt?” spurgte jeg.

“Han har fået job i en tattoo salon, ikke så langt fra centeret. Vi kan besøge ham når vi har shoppet?” spurgte han.

“Det kan vi godt.”

 

|

 

Vi havde shoppet i et par timer og jeg var efterhånden blevet træt i benene, af at gå rundt hele tiden. Jeg vidste ikke at min far havde så meget tålmodighed, mens jeg spadserede mellem uendelige tøj rækker og med glæde bar poser for mig.

    “Skal vi smutte forbi salonen?” spurgte far da vi var på vej mod udgangen. Jeg nikkede og gav ham et smil. Jeg kunne se at han var glad, for at se mig glad. Det havde han ikke længe. Jeg var typisk ikke den pige som blev glad, når hun blev forkælet.

    “Vi kan smide poserne i bilen og så gå derhen. Det ligger små hundrede meter herfra,” forklarede han.

    “Det kan vi vel godt,” svarede jeg.

 

Da vi havde smidt poserne i bilen og var nu på vej mod tattoo salonen, lagde jeg mærke til hvordan Colbrooks borgere virkede til at kende hinanden. Folk var smilende, venlige og hilste på en selvom man ikke kendte dem, og det lignede overhovedet ikke skumle Pondminster.

    “Har du lyst til at få en tatovering Megan?” spurgte far lige pludselig. Jeg så på ham, overrasket og overvældet over at han spurgte. George og ham selv havde et par stykker, men der var aldrig spurgt om jeg havde lyst. George fik endda sin første som sekstenårig.

    “Måske - gør det ikke ondt?” spurgte jeg og så på hans arme, som var dækket af tatoveringer.

    “I starten, men du kan altid bare få tatoveret en lillebitte ting. Såsom et bogstav, eller et tegn.” forklarede han og skubbede blidt til mig med sin albue. “Hvis man har viljen, har man også styrken.”

De sidste tyve meter gik jeg og tænkte over, om jeg virkelig skulle få en tatovering. Men hvad skulle det være? Tænkte jeg.

 

Da vi kom ind i salonen skød lyden af nåle, i ørene af mig og sendte myrekryb ned af mine arme. Jeg kiggede rundt i salonen og fik hurtigt øje på George, som sad med en blok papir og en blyant. George var uddannet tatovør.

    “Hey George!” hilste min far højlydt udover alles hoveder. Nogle kiggede hen på os, mens andre bare ignorerede ham og arbejde videre.

    “Hey far, hey Megan.” smilte han, da han så op fra sin blok. Jeg kunne se han arbejde på noget nyt - måske en ny tatovering til ham selv. “Hvad laver I her egentligt?”

    “Vi ville lige hilse og så skal Megan måske have en,” forklarede far som slog sig ned på en stol ved siden af George. Jeg så på dem, og så hvordan de lignede hinanden. Jeg lignede ikke nogen af dem. Jeg lignede mor.

Og dér slog det mig.

    Et L,” hviskede jeg for mig selv. L for Laura Morrison.

    “Hvad?” spurgte far, som om han troede jeg sagde noget til ham.

    “Jeg vil gerne have tatoveret et L,” svarede jeg. “Det skal være noget der betyder noget for mig, og noget som ikke er for voldsomt.”

    “Et L det bliver,” sagde George og smed blok og blyant fra sig. Jeg så forskrækket på ham, fordi jeg ikke tænkte at min egen bror skulle lave min første tatovering. Jeg så ham aldrig som en rigtig tatovør.

    “Slå røven i sædet,” sagde han og klaskede på en stol ud af sort læder. Jeg begyndte at ryste. Det var virkelig nu, tænkte jeg og satte mig ned uden tøven. Jeg var ikke i tvivl om at det skulle være noget om mor, men jeg var i tvivl om nålene. Gjorde det meget ondt eller var det bare noget som hurtigt skulle overstås?

    “Hvorhenne skal L’et være og hvilken skrifttype?” spurgte han.

    “Kan jeg få det på venstre side af mit håndled? Skrifttypen må gerne være i kalligrafi,” svarede jeg og viste på min arm hvor jeg mente. “Lige dér?”

    “Selvfølgelig.”

 

Der gik lidt tid før George kom tilbage med et stykke papir med et lille elegant L skrevet på med lilla tusch. Han lagde forsigtigt papiret på mit håndled, lige præcis hvor jeg ønskede det og så sprøjtede papiret til med noget væske. Han pillede papiret af og L’ets lilla tusch sad på min hud.

    “F-far,” stammede jeg, da jeg indså hvad der skulle til at ske nu. Jeg søgte hans hånd, og han var ekstremt hurtigt til at gribe min. Jeg glemte fast i den.

    “Det er hurtigt overstået, okay Megan?” sagde han og så mig direkte ind i øjnene. Jeg nikkede anspændt og stirrede på ham med store øjne.

I det sekund han startede maskinen følte jeg frygten stige i mig, men jeg gav ikke op. Nålene stikkede op og ned i min hud, og det gjorde ondt men det var ikke slemt. Jeg slap min fars hånd lige før George var færdig og stirrede stilfærdigt ned på mit håndled.

L…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...