Lost In the City - HS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Da den unge Megan Morrison mister sin mor, ramler det hele for hende, broren og faren kort efter. Livet bliver vendt 180 grader og de ved ikke helt hvad der skal gøres nu, end at starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.
Megan og hendes bror har altid været nogle hårdkogte mennesker, hvilket de har lært af deres far, for det var nødvendigt i miljøet i det dystre Pondminster. Vil Megan spille kortene rigtig, så hun kan falde til i det nye og anderledes miljø, og redde sin egen røv fra konsekvenserne hendes far står for - det liv som hun slet ikke vidste fandtes så forfærdelig tæt på hende?

60Likes
38Kommentarer
9908Visninger
AA

2. Kapitel et, Colbrook

Kapitel et, Colbrook

I det sekund jeg trådte ind i rummet, kunne jeg mærke spændingen herinde. Det var blot kun tre uger siden hendes død og huset var næsten tømt. Hverken min bror, George, eller jeg forstod hundrede procent hvad der skete. Og hvorfor vi skulle flytte, det forstod vi egentlig heller ikke. Far mente bare at det var for at slippe væk fra alt der mindede om mor.

    “Har du pakket hvad du har brug for i det første stykke tid, Megan?” spurgte Carl Morrison, min far, som ikke hævede sit blik op fra æsken med alle kortene fra hendes begravelse, som folk havde sendt som en slags medfølende sorg. At kondolere.

    “Næsten.”

Jeg talte ikke særlig meget med min familie, så det var ikke noget unormalt for mig. Dog ønskede jeg, at jeg fik snakket noget mere med min mor. Hun var en herlig kvinde som passede på os alle, når far var ude.

    “George er allerede kørt til lufthavnen. Der vil han vente på os,” fortalte han. Jeg nikkede stilfærdigt og drejede om på hælen for at gå tilbage på mit værelse igen. At flytte fra Pondminster til Colbrook, som lå meget langt fra hinanden, var en stor milepæl. I det mindste var jeg ikke alene om dette.

Jeg havde aldrig set min far græde. Ikke før begravelsen, men derefter var det som om han aldrig havde grædt.

 

|

 

Da vi var kommet til Colbrook efter en lang og stille flyve- og køretur herhen, ankom vi til det pæne og store træhus som nu var vores. Der var et hvidt hegn mellem alle naboer her. Det lignede en omvandrende dukkeforestilling.

George kunne godt fornemme det på mig, men han sagde ikke et ord. Hvad skulle han overhovedet sige? Tænkte jeg, idet jeg steg ud af bilen som vi havde lånt ved lufthavnen. Ligeså snart vi havde fået vores egen bil, så afleverede vi lufthavnsbilen tilbage.

    “Megan du har værelse til venstre side og George du har til højre. Så tager jeg det i midten,” forklarede far som løftede vores kufferter ud af bagagerummet. Jeg tog min sorte kuffert og begyndte at gå ind mod hoveddøren. Jeg studerede huset udefra nøje, mens jeg spankulerede derhen.

Det var lyst creme farvet cement, så huset fik en fin overflade. Hvide trævinduer, som faktisk var ovenud fantastisk flotte og en hvid dør med små glas vinduer i. Taget var også hvidt. Forhaven var pyntet med pæne blomster og en hvid trætrappe ledte en op til verandaen. Det var som en klassisk amerikaner film. Det var et to etagers hus.

    “Døren er åben!” råbte far efter mig. Jeg åbnede døren og en flot lys entre med mørkebrunt trægulv mødte mit syn. Der var en flot trappe med et lys bronze/guld tema, selvom det sikkert bare var malet på. Gelænderet var smukt. Der var tre åbne “døre” ind til køkkenet, noget der lignede en spisestue og en stue. Toilettet var nok bag den lukkede hvide trædør.

“Holy shi-”

“George, sproget.”

Selvom at far også var hårdkogt, så prøvede han stadig at lære os at snakke ordentligt. George og jeg snakkede normalt til hinanden på en beskidt måde. Det brød mor og far sig ikke om.

“Hvordan fandt du det her sted?” spurgte jeg.

“Jeg ville finde noget anderledes og ikke det dystre i Pondminster,” sagde han og satte skoene henne ved skohylden, som jeg først lagde mærke til nu. “Dette er jo Colbrook.” Jeg var hurtigt til at få smidt dem derhen også. Det samme med George.

Far og George begyndte at sludre om indkøb henne ved dagligvarebutikken, men jeg lukkede af for dem og forsvandt op af den smukke trappe, og ind til venstre.

 

Da jeg trådte ind i det rum som nu var hvor mit liv begyndte uden en moderlig figur, blev jeg blændet med det lyse. Væggene var hvide, sengen var i hvidt træ og gardinerne var hvidt og svagt gennemsigtige. Gulvet var ligesom nedenunder - mørkt trægulv. Mit værelse var en fantastisk størrelse og der var plads til alt mit ragelse.

    “Dette skal nok blive godt,” hviskede jeg for mig selv. Jeg smed kufferten over på sengen med det hvide sengetøj. Værelset var helt tomt, og der var intet herinde udover en seng. Det var egentlig heldigt, for jeg havde et hvidt og stort vintage skrivebord. Jeg gik hen til væggen hvor to døre og åbnede dem. Et walk-in closet i en god størrelse stod for øjnene af mig. Hvordan havde far råd til dette?

    “Tror du, at vi kan falde til ro her?” hørte jeg en stemme bag mig. Det var Georges. Den var hård og mørk, men det var bare sådan han var. “Det lyder fandme som om at far ønsker vi skal være en perfekt familie, som bare skjuler alt for det nye fællesskab. Ligesom i det der film der,” forklarede han med irritabel blik i øjnene. Han var træt af at forlade sine venner derhjemme.

    “Vi skal bare tage vores tid,” sagde jeg og gik hen til min kuffert igen. George kom længere ind på værelset og smed sig ned i min seng. George var en høj mand på 1.98 i sit tre-og-tyvende år. Jeg var blot en tøs på 1.73cm og 18 år gammel.

    “Det er squ’ lettere sagt end gjort.”

    “Har du ikke noget du skal pakke ud?” spurgte jeg vrissende, for jeg gad - for at være ærlig - ikke ham lige nu. Jeg havde brug for at være mig selv og alene.

    “Du behøver da ikke blive sur. Jeg skal da nok gå,” sagde han i en flabet stemme. Jeg rullede øjne af ham og stirrede på hans nakke, mens han forsvandt ud af mit værelse. Jeg åbnede kufferten helt og kiggede ned på billedet af min mor som jeg havde lagt i en bronze belagt ramme. Det var hende i sine unge dage og det var skræmmende hvor meget vi lignede hinanden.

 

Da jeg havde fået pakket alt mit tøj ud og hængt ind i klædeskabet og foldet sammen på hylderne derinde, besluttede jeg mig for at der havde været nok stilhed for idag. Så jeg tog min mobil og kiggede hurtigt udenfor, inden jeg skred ud fra mit værelse.

Jeg kunne godt høre at George stadigvæk var inde på sit værelse, får han havde mere tøj end mig. Han gik mere op i sit tøj end jeg gjorde - det var lidt mystisk en gang imellem.

    “Megan?” lød fars stemme nedenunder. Jeg stak hovedet ud over halvvæggen, så man kunne se ned i entreen. Han stod nede i gangen ved døren ind til køkkenet.

    “Hvad så?”

    “Går du lige hen til naboen på din side og giver dem mit nummer? Du må gerne lige bede dem om at ringe hvis de har tid.” spurgte han. Jeg så på ham forvirret over hans spørgsmål et stykke, men så forstod jeg den hurtigt. Han var vel bange for det nye sted, men prøvede at skjule det for sine børn.

Det virkede ikke særlig godt.

    “Jo jo,” sagde jeg og trissede ned af trappen. Han havde sikkert også travlt med at færdiggøre alt hernede og så også sit værelse.

    “Tak, jeg skylder dig en.”

Jeg fik mine støvler på og forsvandt ud af døren uden at sige noget. Solen stod højt og skyerne var der kun få af, og der var varmt. Jeg så op på det andet hus som lignede en kopi af vores. Bare større.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...