Blandede følelser

16-årige Malou flytter med sin familie til USA, da hendes far får et nyt arbejde. Hun begynder på en af de lokale High Schools i Washington D.C. Det er en kæmpe omvæltning fra alt det hun kender fra Danmark, men noglegange er en omvæltning godt. Malou får en masse nye venner og oplevelser, alt imens hun prøver hårdt på at finde sig selv, og hvem hun er.

2Likes
2Kommentarer
255Visninger
AA

3. Første dag

Skoleklokken rungede igennem det ellers stille klasseværelse. Første dag var gået. Den havde været okay. Dagen var startet med engelsk, så kemi, idræt og til sidst samfundsfag. Jeg pakkede mine ting sammen og tog min taske på skulderen. De andre elever var allerede forduftet, som dug for for solen. 

"Malou, vent lige lidt.", sagde min lærer, mrs. Johnson, idet jeg skulle til at forlade klasseværelset. Jeg nikkede til hende som svar.

"Jeg ville bare lige sikre mig, at du har haft en god start.", forklarede hun og satte sig på kanten af et bord. Hun var faktisk ret køn. Hun var ikke en dag over 30, snorlige kastanjebrunt hår, høje kindben jeg ville dø for og dybe, mørkebrune øjne. Hendes tøjstil var heller ikke værst.

"Jo tak," svarede jeg høfligt. "Det har såmænd været fint. Folk har været venlige.". Hun betragtede mig lidt.

"Det var godt at høre," sagde hun så. "Du er en klog pige med gåpåmod. Det kan jeg li'! Nå, forsat god dag, Malou!", afsluttede hun. Jeg nikkede kort og gik ud af klassen. 

Jeg havde fået tildelt et skab, desværre var det ret langt væk fra hvor jeg havde timer. Jeg gik ned af de lange gange, som igen var ved at være så godt som tomme. Mine skridt førte mig ned og op af trapper og jeg begyndte at få følelsen af at være faret vild. Pis, tænkte jeg højt for mig selv. Jeg havde hvertfald ikke været på denne gang før. I det øjeblik savnede jeg min lillebitte skole hjemme i Danmark. Mit blik fandt mit armbåndsur. SHIT. Klokken var allerede kvart over fire. Lucas var sikkert hjemme forlængst! Prøvende småløb jeg ned ad den nærmeste trappe. Trinene var stejlere end de tidligere, så jeg kom hurtigt op i uønsket fart. Pludselig snublede jeg i min snørebånd, som må være gået op, og jeg nærmest fløj ned over de sidste trin. Idet samme var der to stærke arme, der greb fat om min talje og trak mig ind til sig. Jeg kiggede forskrækket op og så direkte ind i to lysende blå øjne. 

"Du må hellere passe på med at løbe når du har de der lange converse-snørebånd.", sagde han med et skævt smil og fik mig op at stå. Wow, han var charmerende. Han havde det lækreste platinblonde hår, der bølgede på en lidt rodet måde. Pæn lige næse og regelmæssige ansigtstræk. Wow. 

"Jah, undskyld. Men tak fordi du greb mig.", sagde jeg med en lettere flov grimasse. Jeg bøjede mig ned for at samle mine tabte bøger op. Forhåbentlig så det bare lidt sexet ud... Jeg kiggede op, da jeg fornemmede bevægelse og dér var de sandelig igen. Hans øjne så helt kornblå ud, i det dunkle lys nede ved gulvet. Jeg stirrede fortabt ind i dem, men stoppede hurtigt igen. Jeg hostede let og rejste mig op. 

"Værsgo,", sagde han og rakte mig bøgerne. Vores fingre strejfede let hinanden og det kildrede helt ned i tæerne. Han rømmede sig inden han forsatte;

"Sig mig lige en ting, er du ikke ny her?", spurgte han forsigtigt.

"Jo, det er jeg. Mig og min familie flyttede hertil fra Danmark i fredags.", forklarede jeg og forsatte. "Jeg hedder Malou".

"Hej Malou. Jeg er Sebastian. Velkommen til Washington D.C.", meddelte han. Jeg sagde grinende tak

"Nå, vi ses, Malou. Du må endelig sige til hvis jeg skal komme og gribe dig igen!", lo han. 

Jeg vinkede smilende til ham. Den her dag var lige steget i min meningsmåling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...