Den officielle teenage guide til at overleve i drama

15-årige Lisa har en verden fyldt med drama. Det følger hende overalt og det kan hun mærke. Flere drenge med stor betydning kommer ind i hendes liv på samme tid, men hvad skal hun gøre med alle de drenge?! Man følger hendes liv, hendes beslutninger, som en gang imellem giver bagslag, og hendes alligevel udbrydelige venskaber.

0Likes
0Kommentarer
74Visninger
AA

1. Et safeplace

 

 

Et “safeplace”. Et fristed, hvor man kan være alene med sit tankemylder. Det lille indhug af en cementbro, der løber over den, for det meste, stilfærdige å. Det specifikke sted er mit “safeplace”. Det er roligt og fredeligt, selvom bilernes susen fra motorvejen ved siden af er tydelig. Atmosfæren så tyk af minder at når jeg bare sidder der, kører der en film for mit indre blik. Selvom jeg godt ved at der ikke er nogen, skuer jeg alligevel ud over stien og marken for at finde ham. Peter. Ham alle minderne på broen omhandler. Ren rutine. Vi mødtes ofte på broen og snakkede. Han var min bedste ven, men jeg vidste ikke helt om jeg ville mere. Eller om han ville. Jeg kiggede mig over skulderen idet jeg hørte sagte skridt, og dér stod han så. Men ikke ham jeg havde regnet med. Der stod Jakob. 

“Du er tilbage”, konstaterede han forsigtigt med hænderne begravet i lommerne. Jeg nikkede ud mod åen. Jeg kunne fornemme hans rødmende ansigtsudtryk da han forsatte;

“Øhh, var det en god lejr?”.

“Ja, det var det. Tak! Har du nydt de første uger af ferien?,” spurgte jeg høfligt, men jeg kunne mærke hvor hurtigt akavetheden kom snigende. Han fik et lettere hårdt blik i øjnene og tog et par tøvende skridt hen ved siden af mig. Langsomt svingede han det ene ben ud over kanten og så det andet. 

“M-min mor er blevet indlagt igen. Lægerne, d-de ved ikke hvad der er galt eller hvad de skal gøre ved hende..” Han lagde ansigtet i hænderne.

“Wow, Jakob, det er jeg virkelig ked af at høre!..”, sagde jeg stille. Han nikkede bedrøvet. Jeg overvejede om jeg skulle stille det spørgsmål, der havde ulmet i min underbevidsthed siden han dukkede op. Måske var det dumt, men på den anden side ville det måske gøre ham i bedre humør. Og jeg ville virkelig gerne have svar. Jeg kunne ikke klare tanken om ham og hende. Sammen.

“Er du… Hvordan går det med… Pamela?”, spurgte jeg så henkastet jeg kunne, men jeg kunne mærke hvor meget ordene brændte i munden. Jakob kiggede overrasket op fra sine håndflader et øjeblik, men lagde så hovedet til rette igen. 

“Jeg slog op med hende. Det var bare ikke rigtigt. Det er ikke hende jeg vil være sammen med.”, han skævede genert til mig. Han tog en tung indånding inden han forsatte stille.

“Det er egentlig også derfor jeg er her. På en måde. Jeg vil gerne snakke med dig. Om os…”. Nu blev jeg for alvor mærkelig til mode. Ja, vi havde en lang fortid, som venner, sammen og måske var der et mini-os, men… Jakob må have lagt mærke til den overraskede grimasse jeg havde i ansigtet, for han begyndte at forsikre mig om, at han bare ville snakke om os som venner. Luften sivede lettet ud af mine lunger, som hvis jeg havde holdt stramt om toppen af en ballon. I det samme sagde min mobil en skarp lyd og jeg fandt den hurtigt frem. SMS fra min mor. “Så det hjem, Lisa. Din kuffert pakker ikke sig selv.:)”. 

“Jeg bliver nødt til at gå, Jakob. Kan vi snakke en anden dag? Måske til sommerfesten hos Louise?”. Jeg rejste mig op og Jakob fulgte omgående efter. Det eneste han gjorde var at nikke let. Jeg gav ham et hurtigt knus og ønskede ham held og lykke med sin mor. Uden egentlig at vide hvorfor skyndte jeg mig faktisk væk. Det var som om der hang en tyk sky af drama rundt om Jakob og jeg tror ikke han vidste, at den var der. Skyen gav mig kvalme, hvis jeg blev der for længe, og jeg havde ingen idé om hvad den ville gøre ved mig på længere sigt. Jeg måtte bare væk. Ud i den rene, udramatiske luft.

 

Forsættelse følger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...