Without you |One Direction|

En dag bliver zoe som er 18 år bortført at nogen mænd hvordan reagerer zoe's bedste ven Harry når hun bliver bortført der nu gået fem år og Harry Kan stadigvæk ikke lade være med at tænke på hende ser de to bedste venner nogensinde hinanden følg med i venskabs/kærlighedshistorien og finde ud af om zoe og Harry nogensinde ser hinanden igen

ADVARELSE kan godt fortage sex scener

0Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

1. please find me

Zoes synsvinkel.

Mit navn er Zoe. Zoe Campbell. Som I nok allerede ved er jeg 21 år gammel, og ifølge mig selv; lever jeg et lorte liv. Min daværende bedste ven hedder Harry - min bedre halvdel kan vi også kalde ham - Harry ville gå igennem ild og vand for mig og omvendt.

Da vi var mindre - lige omkring 9 år, flyttede jeg til Holmes Chapel med mine forældre. Jeg kan huske, at jeg spurtede gennem vores dengang nye hus, for at finde det helt perfekte værelse til mig selv. Jeg fandt det da også meget hurtigt. Det var ikke så meget værelset i sig selv der fangede min opmærksomhed, men den krølhåret dreng på den anden side af vinduet, med de skinnene grønne øjne. Fra den dag af blev den dreng hele min verden og har været det lige siden. Jeg kan huske at vi hver aften sad i vores vindueskarme og sang og spillede musik. Uanset hvordan vejret var, spillede vi altid. Lige så tydeligt står minderne om den dag han skulle til X Factor audition. Han var helt vildt nervøs og det gjorde mig nervøs.

Men for lige at vende tilbage til X Factor, så kom han jo heldigvis videre. Da jeg så fandt ud af at han var blevet sat i en gruppe med fire andre ligeså begejstrede og glade drenge, gjorde det slevfølgelig også mig ufattelig glad. De var kommet så langt. Men så skete det, som ingen af os havde forudset.

Jeg var på vej hjem fra skole, datoen var den 11 november 2010. Som jeg havde gjort de sidste mange uger gik jeg selv hjem fra skole. Harry var jo ikke hjemme på grund af X Factor. Så for at være helt ærlig så følte jeg mig da lidt alene. Jeg gik ned ad den sædvanlige ’kedelige og ikke fyldt med mennesker’ gade. De ene ud af to veje der førte hjem til hvor jeg boede –for man kan vidst ikke rigtig sige at jeg bor der længere…

Jeg gik lidt længere ned, forbi den lille men hyggelige bager og skulle lige til at krydse vejen, da noget klamt og fugtigt blev lagt for min mund og næse. Jeg panikkede straks og begyndte at vride mig i personens greb. Jeg skreg og skreg. Men som sekunderne gik, blev jeg mere og mere døsig. Til sidst var jeg så træt og udmattet at jeg valgte at give op. Jeg tænkte at det var enden på mit liv. Jeg tænkte på mine forældre, på de piger der altid har hadet mig og selvfølgelig Harry. Ham må jeg ikke glemme. Han fyldte mine tanker til det sidste sekund jeg var ved bevidsthed. Hvordan mon han ville reagere når han kom hjem på den lille ’weekend’ han så sjældent havde. Hvad ville han sige til at jeg var blevet dræbt –jaeh spørg ikke hvorfor, jeg var så bange og desperat at jeg tænkte det ville være enden på den 16 årige Zoe Campbells liv. Men det blev det altså ikke.

Her sidder jeg som 21 Årig i en lille, indelukket træhytte og er kun sjældent udenfor. Ikke fordi jeg ikke må, men fordi jeg ikke tør… før i tiden var jeg frygtløs, jeg var ikke bange for noget som helst. Nu er jeg bange for at gå uden for en fucking trædør!

Jack har fortalt mig så mange frygtelige ting om verdenen derude. Han bliver ved, dag efter dag efter dag. Nu er jeg begyndt at tro på ham. Meget af det han fortæller er også om Harry. Hvor berømt han er blevet i de år jeg har været væk. Med tusindevis af fans verden over og flere hittende singler.

Når han tror jeg ligger og sover, ligger jeg i stedet og lytter til hans telefonsamtaler. De er alle sammen med en der hedder George og de snakker altid om, hvor stor en dusør de ville kunne få fra Harry, hvis han fandt ud af at de havde mig. For lige omkring en uge siden snakkede de også om at flygte til Spanien, fordi FBI er på sporet af hvor jeg er gemt. Men så sagde George jo ’klog som han er’ at de jo bare kunne "fake" min død. Så lige nu tror hele England –eller i hvert fald dem der følger med i sagen, at jeg er så godt som stendød. Hvordan de to mænd har fået dem overbevist, ja det må guderne vide.

Jeg har så ondt af min mor og far, af Harry… Bare af alle sammen der går i tvivlen om jeg er uskadt, om jeg trækker vejret eller ligger og er død et eller andet ukendt sted. Nogen gange er jeg selv i tvivl. Jeg føler ikke at jeg er vågen, men på den anden side er smerten inden i for stor til at kunne være en drøm.

I starten eller rettere sagt, de to første år, gik jeg hver dag og håbede på at mine forældre og Harry ville komme løbende ind af den tunge trædør og tage mig med hjem. Men som dagene, månederne og årene gik, gav jeg mere og mere op for hver dag der gik. Man kan ikke sige at jeg har mistet alt håbet på at blive fundet igen, men det er tæt på at svinde helt ind. Jo ældre jeg bliver, jo mere realistisk ser jeg også på tingene. Jeg tror ikke på at jeg bliver fundet, men jeg håber inderst inde, dybt inde i mit stadig bankene hjerte, at jeg en skønne dag bliver fundet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...