Without you |One Direction|

En dag bliver zoe som er 18 år bortført at nogen mænd hvordan reagerer zoe's bedste ven Harry når hun bliver bortført der nu gået fem år og Harry Kan stadigvæk ikke lade være med at tænke på hende ser de to bedste venner nogensinde hinanden følg med i venskabs/kærlighedshistorien og finde ud af om zoe og Harry nogensinde ser hinanden igen

ADVARELSE kan godt fortage sex scener

0Likes
0Kommentarer
296Visninger
AA

2. i hoop its a Dream

Harrys synsvinkel.

Jeg går endelig ned af de velkendte sten der fører hen til mit hus. Jeg stopper op og kigger til siden hvor det flotte, hvide hus står. Derinde et eller andet sted sidder min bedste veninde og venter. Jeg har fortalt hende at jeg snart ville komme hjem, men ikke hvornår. Hun fortalte mig at hun ville sidde i hendes vindueskarm og vente til jeg kom frem i mit vindue. Jeg har savnet hende ufattelig meget. Hendes smil der lyser min hverdag op, hendes fantastiske grin, bare generelt hele hende. Jeg har fået fire nye gode venner, men ingen af dem vil nogensinde kunne erstatte Zoe.

Jeg går stille videre mod vores dør og går roligt ind. Jeg når kun lige at stille min taske før Gemma står i mine arme. ”Hva’ har du savnet mig sis? ” hun nikker, trækker sig ud af krammet og sender mig et stort, men ikke rigtigt smil. Min mor kommer kort tid efter ud til os. ”Hej mor” siger jeg inden jeg hurtigt står og krammer hende. ”Hej Harry. Hvordan har du det? ” spørger hun. Jeg trækker mig væk og kigger forvirret på hende. Det plejer hun kun at spørge om når der er noget hun ikke fortæller mig, men som jeg burde vide. ”Jeg har det godt, tror jeg. Jeg er glad for at være hjemme” svarer jeg hende med et grin i stemmen.

****

Der er gået nogle timer siden jeg kom hjem, men det er bare ikke det samme som det plejer at være. Stemningen virker helt vildt trykket og jeg ved der er noget de ikke fortæller mig. Jeg går stille ned mod køkkenet for at se hvornår aftensmaden er klar. Jeg stopper dog foran døren da jeg kan høre mor og Gemma snakker. Jeg ved godt at jeg ikke burde lytte til deres samtale, men jeg har aldrig rigtig været god til at lade vær, jeg er og forbliver bare alt for nysgerrig.

”Hvornår har du tænkt dig at vi skal fortælle ham det? ” jeg kan tydeligt høre at Gemma er oprevet, men over hvad, det ved jeg ikke. Hvad er det de ikke fortæller mig! ”Snart Gemma” siger min mor og sukker. ”Vi kan da ikke blive ved med at holde det hemmeligt! Han har jo tænkt sig at besøge hende inden han tager afsted igen! ” min mor afbryder hende inden hun flipper helt ud. Hvem er det de snakker om. Jeg bliver nødt til at vide det.

Jeg tager fat i dørhåndtaget og åbner døren stille. Gemma der står med ryggen til vender sig med det samme om og kigger mig direkte i øjnene. Hendes øjne er røde og hendes kinder er våde. Et sikkert tegn på at min søster har grædt… ”Hvad er det i ikke fortæller mig? ” siger jeg med et skævt smil. ”Har du lyttet gennem døren igen? ” spørger Gemma hurtigt. Jeg nikker stille ”Men jeg tænker ikke at jeg hørte noget jeg ikke burde. Jeg troede i ville fortælle mig hvis der var noget galt med det samme! Bare fordi jeg ikke er her hele tiden, vil jeg stadig gerne vide hvad der sker her hjemme! ” siger jeg med en hård stemme. ”Kom med ind og sæt dig ned… så fortæller vi dig det” siger min mor og går ind i stuen. Det tegner ikke godt det her.

Gemma sætter sig i lænestolen og min mor ved siden af mig i sofaen. Hun tager min hånd og begynder langsomt at snakke. ”Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal fortælle det her Harry. Vi ville ikke fortælle det til dig før vi kunne være hos dig” siger hun og kigger over på Gemma, og så tilbage på mig igen. ”Det er omkring Zoe. En dag her i sidste uge kom hun ikke hjem fra skole som hun plejer… og det gjorde hun heller ikke dagen efter. Senere fik hendes forældre et opkald fra nogle fremmede mænd. De har taget Zoe… ”

Jeg kigger bare tomt på min mor. Det begynder at prikke i mine øjne og mine hænder ryster. ”De-det mener i ikke ve-el? ” spørger jeg, selvom jeg nok allerede kender svaret. De ville aldrig lave sjov med sådan en ting. Slet ikke når de ved hvor meget hun betyder for mig. ”Det er jeg bange for vi gør Harry. Politiet arbejder på højtryk for at finde hende. De ved hvor vigtigt det er” siger min mor og min underlæbe begynder langsomt at vibrere. Jeg rejser mig hårdt op og slår ud med mine arme. ”De kan da ikke bare gøre sådan noget! Man kidnapper sgu da ikke bare folk! ” råber jeg. Jeg kigger på dem begge to inden jeg vender om og sætter i løb op af trapperne og ind på mit værelse. Jeg smadrer døren i og sætter mig over i vinduet hvor jeg lader tårerne få frit løb. Jeg kigger ind af hendes vindue og ind på hendes værelse. Alle minderne vælter ind over mig. Alle de ting vi har lavet sammen, de sange vi har skrevet sammen, simpelthen alt. Jeg rejer mig op og tager fat i glasset der står på mit natbord. Jeg bliver nødt til at komme ud med alt min vrede på en eller anden måde. Jeg kaster så hårdt jeg kan, glasset i gulvet og glasstumperne flyver omkring mig. Jeg råber, skriger og smadrer de ting jeg kan komme til.

Jeg har lyst til at stikke af fra det hele. Men det kan jeg ikke, det må jeg ikke. Hun ønsker det bedste for mig, hun vil have at jeg udlever min drøm. Det har hun altid sagt. Selvom det nok bliver rigtig hårdt uden hende. Jeg sætter mig op i vinduet igen. Alle følelserne vælter ud af min krop, samtidig med at tårerne vælter ned af mine kinder. Alle tankerne har frit løb og svæver fredeligt rundt i det mørke, tomme og kolde rum. Mine øjenlåg bliver langsomt tungere og min krop mere træt. Jeg lukker mine øjne og falder hen, med et ønske om at når jeg vågner i morgen vil det hele bare være en ond drøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...