Flugtens dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2016
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Flugtens dagbog

0Likes
4Kommentarer
101Visninger

1. kl. 00:09

Kære dagbog.

Jeg har ligget her længe nu. Tanker flyver rundt i hovedet på mig. Det startet med at min krop kløet som en sindsyg. Det gør den tit nå jeg er hos svigerfamilien. Måske er det katten, eller så er det stemningen og tonen jeg ikke kan klare. Jeg ved bare at jeg ikke har det godt mere.

Det har været svært i det sidste stykke tid. Med skolen og kæresten som ikke kan finde sig helt tilrette i samfundet, det er han ikke ene om. Men hvert lille problem der opstå på vores vej, på en eller anden måde bliver det til min skyld. Det er som om min familie ikke ser eller høre nå mit hovede eksplodere. Hvad er det jeg sig. De ser ingen ting der har noget at gøre med mig. Jo mere kæresten er sammen med min familie, jo mere giver han også mig skylden. Jeg ville ønske jeg bare kunne komme væk, væk fra alle.

Jeg håber altid på det bedste nå vi skal her ned til svigerfamilien. Vi kommer væk fra alt det som stresser os, men det er som om vi bare falder mere og mere fra hinanden. Tit tænker jeg på om det er mig som skubber ham væk? Jeg ønsker ikke at miste ham, men det er bare snart nemmer at holde ting hemmeligt for ham end at sidde og føle at han ikke lytter overhovedet.

Tit nå jeg vil fortælle ham noget, afbryder han mig bare og snakker om noget helt andet. Og han siger at jeg skal fortælle ham nå der er noget galt. Det er som om han ikke kan håndter det. Ja jeg er sindsyg men jeg kæmper, mere end det virker til han gør. Nej jeg skal ikke klare. Min far har da ikke tævet mig som lille, men det svigt jeg har følt over for min mor da jeg var lille er slemt nok.

Flach back

Far havde råbt af mig igen. Grund: jeg var for følsom og næriv. Mor havde igen bare siddet og lyttet mens hendes eneste datter står alene og ser op på en vred mand der skælder ud. Jeg var 6 år, og jeg følte mig ensom og skræmt som jeg stod der og prøvet at lege stor og stærk. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg løb op på mit værelse og græd stille. Normalt kunne jeg høre alt hvad der skete neden under, men nu var der stille.

Der gik hele to timer for min mor listet sig ind til mig for at sig om jeg var okey. Vred og skuffet sad jeg i vinduet og lyttet uden en mine. "Undskyld, men jeg vil ikke være uvenner med ham." Det var det eneste hind sagde før hun gik. Hendes livs gnist var væk, og det havde efterladt både hendes og mit hjerte åbent og sårbare. Det var der jeg ville forhindre at dette skete igen.

Svigt er noget forfærdeligt noget, og nå det så er ens mor, der altid har lovet at hun ville kæmpe for en eller med en lige meget hvad. Svigtet har nok gjort at jeg ikke helt tror på nogen vil lyttet til mig eller hjælpe mig nå det virkelig gælder! Inderst inde håber jeg en vil, men jeg har ikke set nogen der virkelig viser tegn på det. Jeg ved Han elsker mig, men han er for bange til at vise at han holder med mig nogen gange. Det gør ondt nå han giver min far rat og så bagefter siger at han ikke mente det.

Helt ærligt , han har givet min far rat i at jeg er glemsom, snobbet, blondinedum, svag og andre ting. Ja jeg er glemsom, men snobbet, svag, nej. Jeg kan være blondinedum engang imellem men hvem kan ikke det??

Jeg kan ikke mere. Nat efter nat tænker jeg om det ikke bare var bedre at forlade denne verden, men noget holder mig tilbage. Ikke rigtig venner eller famile for de virker til at være ligeglade. Hvad er det jeg gør forkert??? Jeg for aldrig rigtigt muligheden for at forklare folk det der sker inde i mig, så jeg skriver det ned i håbet om at en er modig nok, en der elsker mig nok til at læse hvad jeg skriver og gør noget ved det. Men det er nok bare endnu en drøm jeg kan skylle ud i wc'et og glemme alt om.

Far vis du læse dette: du vinder!

Klokken er 00:43 og tak for i nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...