Lost Lempo

På en idyllisk og øde strand går moren, Jolie, og hendes dreng, Philippe, men da drengen ser et syn af en mand med en kappe, forsvinder han på mystisk vis. Gennem lang tid går Jolie igennem ild og vand for at få sin dreng tilbage. Hun skal dybere ned, end hun tror.

2Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

1. Tidevandet

Langs søbredden ved Toulon i Frankrig lå en omfangsrig øde strand. Længst henne gik der to, der efterhånden satte fodspor i sandet.

Stille gik hun med sin dreng ved siden af sig. Han havde samlet sten og muslinger hele den vej de havde gået, som han altid havde gjort: Op gennem græsset på højen, og ned ad bakken til stranden.

Det var tidlig eftermiddag. Hun gik lidt i forvejen, da hendes dreng stoppede op for at snøre sine sko. Hun drejede sig rundt, og gik baglæns. Hun puttede hænderne i sin jakkelomme og smilede da hun så, hvad han havde fundet ti meter længere væk.

Han fik øje på noget, som han samlede op.

”Mama, jeg har fundet en sten med hul i. Jeg må ønske!”

Hun smilede varmt til sin dreng. Han løb klodset hen til hende i sine små blå gummistøvler.

”Jeg ønsker, at du vil passe på mig altid.”

Hun kyssede ham i panden, og tog hans ene krølle bag øret.

”Men du vil ikke altid passe på mig. For en dag flyver jeg måske væk.”

Et lille drilsk smil formede sig på hans læber. Hun stod først lidt undrende, men fattede det sjove, og fangede ham i sine arme.

”Din lille djævel,” snerrede hun for sjov.

Han grinede, solen ramte hans små krøller. De mørke, klare øjne lyste, og man kunne se hans mor i dem.

Solen stod nu på sit højeste. Det havde blæst hele dagen, men nu blev bølgerne højere. Og så var der det store, rustne tårn, som de efterhånden var tættere på. Det truede. Det truede alarmerende. Hun hørte dem ringe på toppen længere inde i byen.

 

Stranden mindede et kort øjeblik om historien om Det Underjordiske, en myte dernede fra, som hun havde fortalt sin dreng om for en måned siden. Først var han blevet bange, men efterhånden blev frygten afløst af begejstring ved tanken om, hvad der kunne være dernede. Midt i tankerne om Philippe, fik hun et opkald fra sin far. Hun stoppede op, mens hun talte med ham. I mellemtiden var Philippe løbet længere væk fra sin mor.  

“Jolie, du sagde noget om at I skulle gå tur ved stranden i dag?”

Hun rynkede brynene, og lod ham fortsætte:

“Tidevandet er på vej ind. I må hellere se at vende næsen hjemad.”

De snakkede videre, idet hun så for sig, at de aggressive bølger omfavnede sin lille dreng.

 

**

Klipperne havde lokket Philippe, han sad nu på toppen og spejdede ud over horisonten. Han forestillede sig, at bølgerne tog imod ham, som en længe savnet ven. Han havde ikke særligt mange venner i den by, han boede i, så han længtes efter en anden at snakke med. Mens han sad på klippen, så han pludselig noget, som kom gående. En skikkelse kom ind på stranden, og den stod og vinkede til ham. Skikkelsen bølgede, som når man kigger gennem ild og den tog form som en mand. På hovedet havde han en hætte.

Philippe hørte sin mors stemme. Han kunne ane fra klippen, at hun stod med telefonen op til øret. Hun virkede oprevet over noget. Han vendte undrende blikket tilbage til manden, som nu stod og smilede, han kunne kun lige akkurat skimte det i det grove ansigt. Han knep sine mørke øjne sammen, og åbnede dem igen. Skiftevis blinkede han med sine øjne, for at bekræfte, om der skulle være nogen, der kiggede på ham.

 

**

Hun afsluttede samtalen, og trådte lidt i sandet. Netop som foden borede sig ned, kiggede hun sig undrende omkring, holdt stadig sin telefon løst i hånden.  

Så faldt den til jorden, overfaldet af sandet ligesom angsten overfaldt hende. Stranden var øde, og hun kunne ikke få øje på sin dreng.

Panikken ramte hende lige så hårdt som bølgerne slog ind mod klippevæggen efterhånden som vinden havde taget til. Hun småløb tilbage, nåede længere op ad stranden, men han var væk, som om stranden havde slugt ham. I hendes fantasi var han begravet i sandet. Pludselig føltes sandet hårdt, idet hun stod og stirrede ud i intetheden og tænkte på ham. Angsten tog til i hende. Hun satte i løb, mens hun desperat kaldte på sin dreng, højere og højere. Hun råbte med stor kraft i stemmen, mens hun ledte rundt på stranden, bag klipperne. Til sidst vendte hun sig mod vandet, og tænkte det værste. Det var mest fordi, at hendes far netop lige havde sagt, at tidevandet var på vej ind, at havet nu bekymrede hende. Hun kunne se, hvordan bølgerne hævede sig, når bølgerne rullede ind mod bredden. Hun løb ud i vandet, hendes kjole blev våd. Hun råbte og kaldte på ham gentagne gange efter hinanden. Hun hikstede efter vejret, og fugtede sine tørre læber. Derefter slog hun tanken ud af hovedet, og løb ind mod stranden igen. Hun tænkte på steder, som han måske kunne været gået hen, men hun kunne ikke komme i tanke om noget, som kunne have lokket ham. Men på den anden side… Hun vidste, at hun trods alt havde en nysgerrig dreng.

 

Hun jokkede til sidst rundt på den øde strand, håbede på, at han ville komme tilbage, hvis hun ventede længe nok. At han bare havde gemt sig et sted. Men efterhånden, som tiden gik, begyndte håbet at rinde ud, ligesom sandkorn i timeglas; det kunne man se i hendes opgivende blik, som hun sad der på stranden og spejdede efter enhver bevægelse. Det var ved at blive tusmørke, og sandkornene var der nu kun få af. Hun gik en sidste runde og besluttede sig for at forlade stranden, da hun endelig måtte se i øjnene, at Philippe nok ikke var der.

 

Det var besynderligt, hvordan hun troede, at han måtte være på stranden. Til sidst endte hun med at halvløbe op ad bakken, hen ad stierne til hun kom til deres hus. Hun flåede hoveddøren op, og kaldte med den sidste rest af panik i stemmen. De første steder hun ledte var hans værelse, derefter stuen. Resten af huset blev tjekket hurtigere og mere overfladisk, mens hun til tider kaldte på ham med gråd i stemmen. Det gamle trægulv i birk knirkede, da hun begav sig ind i stuen med den lille mængde energi hun havde tilbage i kroppen. Der lød et bump, dernæst et suk, idet hun lod sig falde ned på gulvet. Der sad hun så med udstrakte ben, og stirrede lige frem for sig, mens hendes tanker kørte i ond kaos. Dagen endte med, at hun skældte sig selv så meget ud, at hun til sidst ikke havde energi til at være i sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...