Lost Lempo

På en idyllisk og øde strand går moren, Jolie, og hendes dreng, Philippe, men da drengen ser et syn af en mand med en kappe, forsvinder han på mystisk vis. Gennem lang tid går Jolie igennem ild og vand for at få sin dreng tilbage. Hun skal dybere ned, end hun tror.

2Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

2. Borte 48 Timer

Politistationen fremstod mere tavs end stranden. Der var ganske vist nogle mennesker, der sad og ventede, men alle var tavse. Man kunne se bekymringen på folks ansigter. Hun var begyndt at blive ængstelig mens hun sad og ventede. Følelserne hang nærmest i luften i det lille venteværelse ved siden af receptionen, hvor tavsheden af og til blev afbrudt af kliklydene fra et tastatur. Nu måtte betjenten snart kalde på hende, for det føltes som om hun havde siddet og ventet en evighed.

To betjente kom gående, de stoppede op foran døråbningen. Den ene af dem havde to papirer i hænderne. Hun lyttede til deres samtale i et forsøg på at fjerne fokus fra sine rystende hænder.  

Da betjenten kom ind til hende, forklarede hun situationen, og sagde samtidigt, at hun ventede med at melde det, fordi hun vidste, at politiet ikke ville gribe ind ved sager om forsvundne børn før efter der var gået mindst 24 timer. Hun ville desuden også først sikre sig, at hun havde ledt de steder, hun kunne, før hun gik til politiet. Hendes øjne var trætte, hendes læber tørre. Lidt efter fugtede hun sine læber, og skulle til at åbne munden. Betjenten kom hende i forkøbet:

“Så du ham sidst på stranden?”

Hun nikkede langsomt og tænksomt. Han havde måske fået øje på noget og var løbet tilbage, eller måske var det meget værre end dét. Hun spurgte om, hvad de gjorde ved bortførelser.

“Eftersom der kun var jer to på stranden, tror jeg at muligheden er lille, men jeg vil ikke udelukke, at der kan være tale… om en bortførelse.”

Det sidste sagde han med et medfølende suk.

“Jeg kan hjælpe dig med at lave en efterlysning. Vi kan spørge rundt i byen om nogle har set en dreng omkring de 7 med mørke krøller, og mørke øjne.”

Jolie nikkede bekræftende på beskrivelsen af sin drengs udseende. Hun svarede, at folk i deres by ofte sagde, at han havde de mest genkendelige øjne. Hun forklarede, at han var bortadopteret, men at han ikke vidste noget om det. Betjente rynkede øjenbrynene idet han hørte hende tale om adoptionen. Han rømmede sig:

“Adoption kan få visse komplikationer senere hen, hvis du forstår. Der er visse ting, vi må udelukke, før vi kan gå videre.”

Jolie kiggede forvirret på ham, og spurgte, hvilke ting, der kunne ligge i det.

“At han måske kan være blevet bortført af nogle fra sin biologiske familie. Altså, der kan jo være en risiko. Det har man set før i sådanne sager.”

Han kunne se, hvordan hun langsomt blev mere bleg. Han pegede på et glas vand, og hun drak en slurk.

“Med lad os nu ikke tænke det værste. Vi skal have fundet din dreng, og vi skal nok gøre vores bedste. Det kan du være helt sikker på.”

Hun takkede ham for hans tid og tog hjemad med en prikkende fornemmelse i hjertet.

 

**

Borte i 4 dage

Stilheden i huset var ved at blive for meget. Den mindede hende om katakomberne, der lå i udkanten af byen; stilheden herskede over disse mørke gange, fyldt med lange rækker af knogler og deres tilhørende kranier, men det var som om de kaldte på nogen. Der var blevet lukket for turister for omkring et halvt år siden, og man vidste ikke hvorfor. Engang havde den været et spændende sted for turister fra Spanien, fordi landet selv havde mange katakomber. Spanierne havde selv historier fra katakomberne, som de fortalte, når de var på ferie i Toulon.

En efterlysning var jo sat i gang, og indtil videre havde hun ingen grund til at frygte, at politiet ikke kunne finde hendes dreng. Hun vidste godt, at hun havde glemt at lede et sted, men hun kunne ikke huske hvor. Hun tænkte på de 4 dage, der var gået siden hendes dreng forsvandt. Hun havde grædt sig selv i søvn hver eneste aften, og når hun endelig var faldet i søvn, vågnede hun af mareridt. Der var sket så meget for hende, og hendes krop var i konstant stress. På 3. dagen havde nogle dykkere undersøgt grotter og klipper på stranden, men de var alle tomme. Omkring klokken 20 om aftenen var de hoppet i vandet fra en båd langt ude på det dybe vand. De var 4 dykkere, der ledte efter ham i havets mørke. Efter lang tid, hvor de havde søgt, gav de op, og sagde at de ville lede videre næste dag. Heller ikke i dag havde de fundet nogen.

I hele byen var der blevet sat efterlysnings-sedler op på hvert et træ, hver en bygning, hvert et skilt. Flere havde henvendt sig til hende, men det var fordi de ville kondolere, og sige at de ville gøre deres for at finde hendes dreng. Hvis de så en lille dreng med krøllet hår og mørke klare øjne, ville de komme til hende med det samme.  

 

***

Hun havde netop bestilt en omgang Moules Frites, og sad nu for enden af det lange bord i spisestuen. En større muslingeskal tog fat i de andre muslinger, nærmest bortførte dem fra deres trygge hule i deres skaller. Godt nok var det trøstemad, men hun havde ingen appetit. Intet kunne trøste hende, før hun fandt Philippe.

Mens hun sad og spiste, greb hun telefonen, og ringede til sin mor. De andre aftener havde hun mest snakket med sin far, fordi han var en handlekraftig type. Han var vant til at tage fat om problemerne. Hendes mor derimod havde altid været sårbar, når der opstod problemer, men hun havde brug for omsorg fra sin mor. Hun svarede hurtigt, da hun ringede. Hendes mor sagde ikke så meget, det var mest Jolie som snakkede om dagene uden Philippe og bekymringerne. Hun fortalte om katakomben.

“Hvad er det, du siger, Jolie?”

Moderen virkede bekymret, og hun fortsatte:

“Tror du, at han er gået hele vejen derned alene?!”

Jolie sagde ingenting, men stirrede frem for sig. Hun vidste ikke helt selv, hvad hun skulle eller ville tro, måske var hun ved at blive skør. Hun gik ud i skabet, tog en lang striktrøje på. Hun tog maden fra spisebordet og satte sig i sofaen med det. Langsomt spiste hun en pomfrit, men smed den ned på tallerkenen igen. Hun blev tør i munden igen. For at fugte munden, drak hun Perrier og vred citronsaft i. Det smagte ikke så godt, som det plejede at gøre. Hun tog derefter et glas limonade for at skylle munden fra den bitre smag. Hun smed resten af maden ud. Hendes mor var stadig i røret, men der var helt stille. Hun spurgte, om hun stadig var der, men der var blot en hvislen.

Jolie gik ovenpå på sin drengs børneværelse. Hun stod lidt i døren, men gik forsigtigt ind. Med et blødt dump satte hun sig på hans seng. På hans lille kommode stod et billede. Det forestillede hende og Philippe for to år siden, da han var 5. Han sad på hendes skød og deres ansigter var tæt på hinanden, smilende. Han havde en hvid t-shirt på, det var sommer og varmt den dag. De havde siddet ude i haven, mens hendes bror, Jean, havde taget billedet. De var lykkelige. Jolie havde kærlighed nok til hele sin drengs liv. Det havde hun vist lige siden hun så ham som spæd. Da hun sad der på Philippes seng og svælgede i billedet og den lykkelige tid, ramte trætheden hende, og hovedet faldt langsomt ned på den bløde seng. Det sidste hun så, var hendes lille barn.


Hun rejste sig fra sengen, gik gennem mørket og ud i haven, mens månen lyste i natten. Det som trak i hende, var på sit stærkeste, og hun fulgte med den. De eneste lyde kom fra cikaderne, der var oppe i træerne. Det var som om at lydene gik i en bestemt retning, som om at de formede en slags vej. Nu vidste hun, hvor hun havde glemt at lede. I de Underjordiske Gange. De var som en verden for sig, og denne verden åbnede sig, da hun gik ned ad vindeltrappen, og det hvislede bag hende. Da hun kom ned fra trappen, frøs hun, mens hun trak striktrøjen om sig. Hun så en lille mørk skygge længst henne ad gangene. Noget ramte hende, som en knytnæve i hovedet.

“Philippe?” hviskede hun.

Hun nærmede sig, og kunne konstatere, at det var en lille dreng. Hun vendte ham langsomt om. Han havde et bordeauxrødt tæppe omkring sig, som hun ikke havde set før. Hun så Philippes lille ansigt komme frem fra lyset udefra.

“Mama, må jeg vågne?”

Hun smilede, og mærkede en bølge komme op fra lungerne af. Flere tårer trillede ned, og ramte ham. Hun hulkede, mens hun krammede ham ind til sig. Aldrig havde hun været lykkeligere, selvom hun sad nede under jorden.

“Skal vi hjem nu?”

Lige da han havde spurgt om det, kom en skikkelse gående fra mørket dybt inde. Instinktivt greb hun fat om ham, beskyttende. Et menneskeformet væsen med kappe stod på lang afstand fra dem. Den kiggede på hende med mørke øjne. En lav fløjten kom pludselig indefra. Det lød som en blokfløjte. En svag lyd, som alligevel skar i ørerne på hende. Philippe havde knebet øjnene sammen, som om, at han ikke kunne tåle at se. Skikkelsen havde stået stille i noget tid, men den kom langsomt gående igen, skridt efter skridt. Hun knugede ham til sig.

“Hold dig væk fra mit barn! Forsvind!” råbte hun desperat af fortvivlelse.

Væsenet stoppede op ved hendes udråb, men mimikken havde ikke ændret sig. Det stod så og stirrede på hende, nærmest udfordrende. Pludselig åbnede kappen sig, og det forvrængede ansigt formede sig til hendes fars ansigt. 

***

Hun slog øjnene op, og kiggede direkte på uret. Det slog på det sidste tolvte slag. Hun rejste sig, gik over til vinduet og kiggede ud ad vinduet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...