A new start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2016
  • Opdateret: 24 mar. 2016
  • Status: Igang
det med at være flyttet hjemme fra når man kun er 14? ens bror der flytter hjemme fra men er 20? hvordan må det liv være?

0Likes
0Kommentarer
54Visninger
AA

1. Nye omgivelser, nye mennesker, nyt liv

Det at sove længe når det weekend eller ferie, når solen skinner ind af dit vindu og vækker dig, eller din mor kommer og vækker dig fordi hun mener at du skal få noget ud af dagen i stedet for at spilde den på kun at sove.

Du strækker din søvnig krop, gaber, tvinger dig selv til at stå ud af sengen, tag tøj på og få spist din morgenmad så du kan få startet din dag.

 

I sin weekend eller ferie vil man for det meste bare lave ingen ting og kun slappe af fordi der intet at bekymre sig om, men tænk hvis du kun var 14 og fik at vide du skulle flytte hjemme fra?

Hvordan vil du have det at skulle bo på et opholdssted? Det at skulle kombiner sit ''gamle'' liv med det nye? Ikke bo hjemme mere hos sin forældres trykke rammer mere, ikke kunne følge med i hvad der sker i din gamle by fordi nu bor du nok 20 min. eller en hel time væk der fra, og alt sammen er kommunens skyld.

 

Jeg blev vækket af mine forældre 10:30 som de plejer, i det lille sekund hvor jeg trækket vejret dybt ind i min lunger følte jeg at det vil blive en dag ligesom alle de andre, men så, så jeg den store mørke grønne kuffert fylde på mit gulv og jeg viste godt inderst inde hvad der skulle ske i dag.

 

Kender du det hvor at du skal opleve noget helt utroligt på en dag, du har sikkert glædet dig i flere dage, uger eller måske flere måneder, men så når dagen kommer er den nok ikke som du forventet, begejstringen er ikke ligeså høj mere som den var i går.

 

Jeg glædet mig virkelig til at få en nye start i mit liv, men på dagen, jeg prøvet virkelig at være glad fordi det var det jeg vil udstråle at det faktisk var noget jeg havet set frem til og at det ikke er noget jeg ville fortryde, men det var en så hård tanke for mig, alle de ting jeg plejer ville blive ændret og mit liv vil nok ikke være det helt samme, så mange ting jeg skulle give slip på selvom jeg kun er 14.

Hele morgen kom min mor nok ind sådan efter hver 10 min. og spurgte hvornår jeg ville pakke fordi hun ville være med til det , hun så det nok som et stort øjeblik for os begge to, men sandheden er jeg pakket min kuffert alene fordi det vil blive for hårdt for mig hvis min adaptiv mor skulle være ved min side.

Sidde på sit gulv omringet af alt sit tøj som står stablet op som pæle, sidde og soter det man skal have med og det der skal smides ud, bare det at få små billeder op i sit hoved fra hvert stykke tøj fordi man sikkert oplevet noget specielt en dag med lige præcis dét stykke tøj, jeg må indrømme at jeg ikke kunne lade vær med at græde selvom jeg er en person der ikke kan lide at græde.

Jeg fik lukket kufferten, pakket de sidste ting, fik stablet dem sammen over i hjørnet så det ikke fyldte så meget også gik resten af dagen med at prøve at smile, min forældre spurgte flere gange hvorfor jeg så, så trist ud det var jo en stor dag for mig, hvorfor jeg ikke tog det med positiv energi?

Men jeg prøvet virkelig.

 

Det gik først op for mig da jeg sad i bilen, at alt det der sker for mig lige nu, det ikke normalt?

 

Vi kom til mit nye hjem, sat al min bagage ind på mit værelse, også sat jeg mig på min nye seng og kigget, betragte de hvide vægge, indånde den nye duft.

Min forældre gik rundt i rummet og mumlet til dem selv, min bror sad i en stol over for mig og betragte mig sidde og prøve at forstå hvor jeg faktisk var henne.

De kørte så hjem efter en halvanden time, nok de mest mærkeligste minutter i mit liv, nu stod jeg næsten på egne ben.

 

Tirsdag morgen bliver jeg vækket, vågner stille og roligt i den blødeste seng, kigger rundt i rummet og bliver mødt af de lyse farver væggene giver rummet, det første jeg gjorder var at skrive til min kæreste fordi jeg sjovt nok savnet ham, klædte mig på, fik spist også var jeg på vej til storbyen for at handle nogen ting ind til værelset, da vi var færdig og halvt fyldt bilen op med al verdens ting fik vi også en lille kop kaffe/kakao, vi kørte så videre da vi skulle ud på min skole og fortælle hvad der sker i mit liv lige pt. Så fik jeg det overstået,de tog det meget pænt, men selvfølgelig lidt overrasket.

Det der lyste min dag op efter den svære opgave var at jeg så ham, min kæreste som jeg fik et stort kram af og et lille kys, også kunne jeg ikke lade vær med at smile resten af dagen fordi han var i min tanker.

Jeg var kommet tilbage til det nye hus, fik spist aftensmad , gik over på værelset og var sammen med en veninde, vi fik lagt ansigts maske, kigget på min nye ting og skypet med kæresten, vi sad foran ham og fortalt vitser og et øjeblik følte jeg at alt det her nok skulle gå at inte skulle forandre sig bare fordi jeg var flyttet, mere glad kunne jeg ikke blive.

Pludselig siger han ''og hey du! Skal lige snakke med dig i morgen'' et sted inde i mig havet jeg hørt de ord før, den måde han sagde det på.

''jeg vil nemlig gerne gøre det inden jeg tager af sted på ferie'' og der slog det klik.

Han ville slå op med mig.

 

Jeg hader tanken om folk der sætter et gøremål for sig? Du skal ikke tving dig selv til at gøre onde ting? Du skal selv have lysten, det du gør skal du gøre med din egen vilje. Hvis det indbære at andre bliver såret eller du selv bliver såret så bare stop!

 

Jeg spurgte så min veninde om jeg lige kunne få lov til at være alene med ham, turde ikke rigtigt at kigge på ham selvom han bare var på en skærm.

''Er det, det jeg tror det er du vil gøre mod mig...igen?'' sagde jeg med min lavste stemme, kunne næsten ikke høre mig selv.

''ja...det tror jeg?'' svaret han efter nogen minutters stilhed.

''godt...men så går jeg fra dig nu så vi begge slipper for at se hinanden i øjnene i morgen når vi alligevel ved hvad der kommer til at ske'' med fast stem, for en gang skyld føltes det rigtigt hvad der sket, måske var det rigtigt at jeg ikke skulle være sammen med ham, ikke nu hvor der sker en hel del, jeg ville jo ikke kunne få tid til ham, jeg elsket ham utroligt højt og jeg ved han følte det samme men selv lykkelig kærlighed vare ikke for evigt.

Jeg fortalte de andre unge hvad der lige var sket og de alle sammen så chokeret på mig, lidt efter lidt spurgte de om jeg ville snakke om det eller om jeg ville græde, om der var noget de kunne gøre for mig, men jeg sad der, rejste mit hovedet, kigget på dem, smilet og sagde at det var okay, at det var jo mig der tog beslutningen fordi jeg ikke ville blive såret.

 

Det med at vi udsætter os selv for at bygge en facade, nogen når så langt at selv deres bedste ven eller veninde ikke kan kende forskel, andre når ikke så langt fordi de bliver opdaget også bliver stoppet? Men det når du møder et nyt menneske hvad ville du så udsætte personen for, sætte en facade op så de aldrig lære den rigtige dig at kende, at du sætter dig selv på arbejde fordi du bange for hvad der kan ske, men du kan også mærke hvor meget det skader dig, fordi hvem er det du prøver at blive når du bare gerne vil være den rigtige dig? Gør dig selv den tjeneste altid vælg at være dig selv fordi så kan nogen hjælpe når du har brug for det selvom du nok ikke vil have det.

Det altid rarest at få en hjælpende hånd end at skulle stå alene med hele verden.

 

Jeg havet lyst til at græde, tænkte hvorfor jeg ikke kunne vise at jeg faktisk var ked af det der skete,

jeg elsket ham så hvorfor kunne jeg ikke vise mig selv at jeg var såret, det var kun følelsen af at et metal rør havet stukket sig igennem mit hjerte og gjort at det føltes som et tom rum der var tilbage i mig.

 

 

Næste dag i skolen var hans venner så utrolig respektløse, de råbte, skubbet mig som var jeg ingen ting, en smule voldelig blev de og kun fordi jeg havet gået fra min eks.

 

Jeg forstår ikke hvordan nogen kan være voldelig fordi der bliver taget sådan en normal beslutning?

Er det virkelig sådan vi vil behandle hinanden? Være voldelig når der bliver taget en så ligegyldig beslutning.

 

Min taxi hentet mig, blev kørt hjem.

 

Det jeg ikke kunne lade vær med at tænke på efter sådan en dag, er det mig der er det forfærdelig menneske?

Alt hvad jeg gør såre altid nogen et sted og jeg ved godt at man aldrig ville kunne gå igennem livet uden at komme til at såre nogen på sin vej.

Men hver eneste bevægelse jeg gør, hvert eneste ord jeg siger er de bare forkerte siden jeg skader en eller anden? Eller er det bare mig der forkert?

 

Min første uge er gået, min første weekend er overstået uden for min adaptiv families trygge rammer.

På en måde føltes det som en lejre tur, at jeg bare skulle være et andet sted et par dage også hjem den kommende weekend på ugen.

Det var sådan en dejlig tanke at jeg snart skulle hjem, hjem til det der var mit normale liv, mærke at alt var som det plejet før jeg tog af sted og selvfølgelig savnet jeg min familie, men det mærkelig var at det var som om jeg ikke kunne huske hvordan mit værelse så ud, hvordan mit hus var inden i, det eneste der var, var små glimt af hvert rum, bare sådan et lille stykke men ikke det hele, har jeg virkelig glemt hvordan mit hjem ser ud?

Weekenden der hjemme gik ikke som jeg havet forventet, jeg regnet med at det bare vil være en afslappede weekend hvor jeg kunne få lidt ro inden i mig selv og at min forældre vil være som de plejet, men den savn de havet til mig var for kraftig for mig, de behandlet mig som var jeg en meget speciel gæst selvom jeg bare ville være mig, de havet købt alt den mad jeg elsket, min mor der havet ryddet hele mit værelse op, små gaver som de syntes jeg skulle have og den nyhed at min storebror havet besluttet sig til at flytte til Barcelona.

Det hele blev for meget for mig, jeg blev så udmattede at jeg var nød til at sove i mit hjem i den anden by, det var jo ikke det jeg ønsket mig....

 

Har nu snart levet en måned her.

 

Alt der sket for mig på bare den måned lyder sikkert hårdt, men man ville altid møde nogen udfordringer selv i de bedste oplevelser.

Alle de sår som jeg har lavet på mig selv på den rejse vil altid være mindes mærker.

Mindes om de følelser man ikke kunne udtrykke, mindes for den smerte der var og det at mindes at livet aldrig ville været let og nok aldrig bliver det.

Men se på det positiv, hvis du skal igennem noget der måske er lige så hårdt så husk der altid er lige så gode ting som der er af dårlig, og hvis du virkelig er der hen hvor du ikke kan bunde så bed om hjælp, du vil fortryde det hvis du ikke gør det, så red dig selv mens du stadig kan.

 

                                                                                       -Madhavi

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...