Handling og konsekvens

En lidt mere sort historie denne gang. Faktisk er det min skriftlige fremstilling fra en terminsprøve for nogle år siden. Desværre misforstod jeg dengang opgaven, så nu synes jeg, historien fortjener en chance til, et sted hvor den ikke behøver at opfylde nogle specielle krav. Pigen, den handler om, er kommet alt for langt ud, hun har droppet sin fortid efter at hendes mor har sendt hende hen for at bo hos sin tante, og nu lever hun et liv med et overforbrug af hash og kun overfladiske venskaber.

0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. Handling og konsekvens

~~Handling og konsekvens
Jeg stirrer ind i spejlet med kritiske øjne. Ser på min krop som lige nu kun er iført undertøj og som er omgivet af det rodede værelse. Mit lange mørke hår hænger løst og rodet ned over mine skuldre, og min mascara er løbet. Jeg kan ikke se sådan her ud, tænker jeg og griber hårbørsten på natbordet. Men hvad kan jeg gøre? Jeg ligner noget der er løgn ligemeget hvad jeg gør. Jeg kyler hårbørsten gennem rummet og nyder lyden da den rammer væggen med et smæld.
Hvad er det på min kind? Det er vel ikke en tåre, er det? Hvorfor står jeg her og tuder som et lille barn? Men tårerne bliver ved at falde, og jeg kan ikke stoppe dem ligemeget hvor meget jeg ønsker det. Med rystende knæ og iskolde hænder nærmest falder jeg ned på sengen bag mig og forsøger at få styr på mig selv. Hvad er det der sker med mig? Jeg plejer aldrig at vise mine følelser, så hvorfor nu dette pludselige anfald af gråd? Men det lader ikke til, at tårerne har tænkt sig at standse, de bliver ved og ved med at falde, og efterhånden ryster hele min krop.
Helt automatisk rækker jeg hånden ud og griber den neglefil jeg har liggende på mit bord. Jeg kan ikke se noget tydeligt for tårerne, men jeg ved præcis hvor den ligger, selvom det er længe siden jeg sidst brugte den. Uden at se på noget, stikker jeg den ned i huden på min underarm. Jeg smiler og trykker hårdere til. Jeg havde helt glemt hvor rart det føltes, selvom dette ikke er den helt rigtige smerte. Hvis det skulle være helt rigtigt, skulle der være blod og såret skulle være tydeligt at se bagefter. Jeg er nok bare ikke nogen hartcore cutter, eller hvad fanden man nu siger.
Jeg smider filen fra mig på sengen og rejser mig igen for at gå hen til spejlet. Den smalle røde stribe på min arm er tydelig i et par sekunder før den langsomt falmer og kun efterlader et utydeligt mærke på min hvide hud. Alting er så hurtigt væk, som vand der løber væk gennem fingrene på en før man når at få fat på dråberne. Jeg får gåsehud, og en kuldegysning løber ned langs min rygrad.
Jeg ryster på hovedet og tager tøj på før jeg går ned ad trappen.
På det nederste trin står jeg stille og lytter. Min tante må for alt i verden ikke opdage mig. Jeg kan lige høre hende begynde at spørge mig ud om hvor jeg er på vej hen, hvorfor min bluse er så neringet og om jeg nu også har det godt, og det orker jeg simpelthen ikke lige nu.
Så stille som muligt lister jeg gennem gangen og åbner forsigsjgt hoveddøren. Jeg lukker den så stille som muligt og skynder mig så ned ad trapperne, hen over den alt for perfekte græsplæne med de velplejede træer i fine rækker og små søde urtepotter med nyudsprungne forårsblomster og ud på vejen. Jeg føler en vanvittig trang til at løbe tilbage og sparke blomsterkasserne i stykker. Hvorfor har de ret til at være så uudholdeligt perfekte, når mit liv er sådan et kaos?

Da jeg når frem til huset hvor denne lørdag aftens fest skal holdes, hører jeg tydeligt musikkens høje dunken, og jeg mærker med det samme mit humør løfte sig et par takker. Jeg glæder mig til at kunne glemme alt, at kunne drikke og slippe væk fra de kvælende forventninger og de umulige krav, som ikke er umulige for andre at opfylde, men kun for mig.

Jeg ser min mors ansigt for mig og hører hendes fortvivlede og ynkelige stemme:
"Søde skat, jeg ved ikke længere, hvad jeg kan gøre for dig. Jeg tror det er tid til at vi gør noget andet før det her kører helt af sporet."
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med et hånligt blik lænede hovedet tilbage og himlede med øjnene. "Før det kører af sporet!" Sagde hun virkelig, før? Som om det hele ikke allerede er gået galt! Og hun fortsatte:
"Jeg har aftalt med tante Anne, at hun tager dig til sig i et stykke tid. Du kan bo hos hende ... bare ind til ... ja, til det hele er blevet lidt mere normalt."

Jeg skubber minderne væk, går op til døren og går ind uden at ringe på. Sådan er det her, meget mere åbent og let end hjemme hos mig. Alle er velkomne og her er der ingen forventninger til hvad man skal og ikke skal, ingen sender underlige blikke eller kommer med små diskrete kommentarer med overdrevent venlige stemmer.
Indenfor bliver jeg modtaget med åbne arme og bliver straks en helt naturlig del af det der foregår.
Jeg ser på den opdeling der helt automatisk er i sådan et rum. I et hjørne sidder en gruppe mennesker og ryger, i et andet sidder en anden lille gruppe med noget der ser mere alvorligt ud end cigaretter. I midten står dem der hurtigt har tømt nogle glas med vodka blandet med sodavand for, ligesom jeg har planer om, at slippe væk fra deres problemer. De fleste af dem er piger i lidt for korte kjoler eller nedringede t-shirts, flere af dem med sår på arme og ben, alt for meget makeup og som taler med høje og alt for glade stemmer. De er de første til at komme løbende og kramme og råbe hej søde, længe siden, ser godt ud skat, jeg har savnet dig og så videre.
Og nå ja, så er der den række af piger i mere normalt tøj, uden så meget makeup og med akavede ansigtsudtryk. Det er de andre, outsiderne, dem som er med som "gæster". Jeg gætter på, at det er nogle af de piger som lige nu står sammen med mig som har inviteret dem og som med det samme har glemt dem igen. Jeg tænker, at det måske faktisk er disse akavede piger som ikke rigtigt hører til her, der er deres rigtige venner og ikke dem, der lige nu står omkring dem og taler om, hvor meget de elsker dem. Problemvennerne, det er os, os der kan ryge og drikke sammen, men som knap nok kan føre en seriøs samtale, og så er der de andre. Vennerne, som man kan tale med når det hele bliver for meget, dem som altid er så perfekte og som altid er klar til at hjælpe med lektierne, når man selv ikke kan overskue dem. Dem som man på en gang hader og elsker.
Jeg overvejer et øjeblik at gå hen og snakke med dem, at falde tilbage i min gamle rolle og snakke dæmpet og roligt i stedet for hele tiden at være på. Begge roller har de samme fordele og de samme ulember. I min nuværende rolle kan jeg slappe af og behøver ikke leve op til nogen forventninger, men samtidig er jeg nødt til hele tiden at være klar med en sjov kommentar som kan dække over, hvor langt ude jeg egentlig er. I den anden rolle er det i orden at vise sine følelser, i orden at græde og der vil altid være nogen at betro sig til og at tale med, men samtidig er man så pæn og kedelig, hvis man er med i den gruppe. Men hvad er egentlig det bedste?
Jeg beslutter mig nu alligevel til at blive stående og smiler, da en eller anden rækker mig en drink. Glem det, tænker jeg. I aften vil jeg leve det liv jeg elsker og glemme alt det andet.
Min plan lykkes dog ikke helt, og jeg bliver ved med at kigge over i retning af de piger, der nu har dannet en lille halvcirkel og som snakker og griner forsigtigt sammen. De behøver ikke hverken alkohol, cigaretter eller hash for at have det sjovt, de er smukke og nede på jorden, de er lette og høflige at snakke med og selv om de sikkert føler sig overflødige her, så ser de afslappede ud på en helt anden måde end os der står i midten af det hele.
Mine tanker bliver dog hurtigt slørede af alkohollen som på mystisk vis bliver ved med at være i mit glas.
Jeg kysser forskellige drenge og ender med en af dem i et hjørne. Vi er begge væk i alkoholtåger, men alligevel, eller måske præcis derfor, føles det rart at sidde så tæt på et andet menneske, at mærke hans arme omkring mig og hans læber imod mine.
Næste dag kan jeg knap nok huske hvad der er sket, men føler kun den altopslugende tristhed der altid er en følge af at ryge hash, når man i forvejen er deprimeret.

Men selvom mor lovede, at jeg en dag ville komme tilbage til hende, så skete det aldrig. Præcis som med alt andet hun lovede. Og tante Anne opgav mig også til sidst, og uden nogen særlig indledning meddelte hun mig en dag, at hun havde reserveret en plads til mig på en efterskole. Inden jeg så meget som undersøgte noget, vidste jeg, at denne efterskole måtte være en af dem, hvor fortvivlede og ofgivende forældre sendte deres unger hen, når de enten ikke orkede eller kunne passe på dem længere.
Selvfølgelig var det sådan et sted jeg måtte ende på et tidspunkt, tænker jeg, idet jeg smider min taske ind bagi bilen og hopper ind på forsædet ved siden af Anne som starter motoren. Jeg ser mig ikke tilbage da bilen kører, jeg har for travlt med at være vred til det, og i stedet sidder jeg blot og stirrer stift ud i luften.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...