De ser mig

Jeg ved faktisk ikke, hvilken genre jegvil sige, at denne tekst passer ind under. Den er mit bidrag til skrivekonkurrencen om søskendekærlighed, og herunder har jeg valgt at skrive om at være anderledes. Det er ikke så tit, at jeg bruger mig selv i de ting, jeg skriver, men lige her synes jeg faktisk, det passer meget godt. Jeg håber, I kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
68Visninger

1. De ser mig

~~De ser mig, men jeg ser ikke dem. Eller ser de mig? Ser de andet end mine øjne der drejer rundt? Ser de andet end den arm der næsten altid er låst fast til en andens og i tilfælde af, at denne anden person, denne støtte, mangler, så den lange, hvide pind der gør alting så tydeligt?
Ser de mennesket inde bagved? Ser de pigen bagved? Hende der drømmer, hende der tænker? Hende der kun ønsker, at de ville se hende under skallen?
Og hvis de ser mig, er det så mig de ser? Ser de Ida eller den blinde pige? Jeg får aldrig svaret, for jeg ved, at de som kender mig ser mig som Ida, men hvad med dem som ikke kender mig? Hvad mon de tænker? De som, når de vil give mig hånden, kun møder luft og ser min venindes hånd der løfter min eller hendes diskrete rømmen sig og albue i siden? Med sådan et førstehåndsindtryk kan jeg ikke bebrejde dem noget, kan jeg? Men det gør jeg. Åh ja, det gør jeg. Jeg bebrejder dem deres mangel på overskud, deres snæversynethed, deres manglende medmenneskelighed overfor mig. Men mest af alt bebrejder jeg mig selv. Hvorfor tager jeg mig ikke sammen i de situationer og kommer med en af de blindejokes, jeg ellers altid er så god til at komme med på andre tidspunkter?
Og alligevel ved jeg godt, at det ikke er så sort-hvidt. Der er så meget mere i det, så mange flere faktore. Men den vigtigste faktor er nu, at de ikke ser mig som den jeg er. Når de med forsigtighed nærmer sig som var jeg en tikkende bombe eller måske mentalt og ikke fysisk handicappet, så ved jeg, at de ser en anden, og den anden er ikke mig. Jeg vil ikke kendes ved hende.
Selvom mine øjne er blinde, kan de stadig græde. Men tårerne må vente, for der er folk der har det værre, det ved jeg. Måske tror folk, at jeg er mentalt handicappet, men det er jeg jo ikke. Tænk hvis jeg var. Hvor ville det være frygteligt. Nu kan jeg i det mindste ødelægge fordommene. Jeg kan få folk til at indse sandheden. Jeg ville være et uværdigt menneske, hvis jeg brugte min tid på at græde. Jeg har min førlighed, min hjerne og min stemme. Hvis andre ikke selv vil se tingene som de er, så må jeg få dem til det.
Om det vil lykkes? Om det vil lykkes at få alle til at se, at jeg er som dem? Nej, det vil det ikke. Men for hver eneste gang menneske som, efter at have talt med mig, lægger fordommene væk, er det for mig nok til at fortsætte med at forsøge. Hvis ikke der var forhindringer på vores vej, ville vi blive trætte af det, ligesom vi bliver trætte af forhindringerne. Alligevel stopper man ikke, og det gør jeg heller ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...