The Element Crystal

2 Personer er blevet født i en landsby, - Crystal, og Ezra. Crystal og Ezra er født med en speciel evne, og lederen af landsbyen tror at det er en forbandelse. En dag kommer der krig i deres landsby, og lederen beskylder børnene, og de flygter væk. "Næste dag gik Crystal og Ezra videre for at finde noget at bygge deres hus ud af. Efter noget tid, kom de til en skov. Skoven var mørk. Crystal syntes at den var uhyggelig, og sagde at Ezra selv måtte hugge træ derfra, imens hun ledte efter frø til at plante for mad. Imens Ezra huggede træ, og Crystal ledte efter frø, stødte Crystal på noget. Hun kiggede op, mærkede noget hårdt, og faldt langt tilbage. Crystal kiggede frem, og så noget hun ikke havde forventet…"

1Likes
4Kommentarer
178Visninger
AA

1. Speciel

Der var engang en landsby, langt væk fra alt fare. Landsbyen lå omkring bjerge. Alle folk der boede i landsbyen kendte hinanden. Det var ikke ligefrem alle der var de bedste venner.

En dag blev der født en dreng. Forældrene døbte ham, Ezra. Han voksede op i landsbyen, og elskede at lege med vand, men hver gang han kom i nærheden af det, skete der enten en ulykke, eller noget sært… Et år efter, blev der født en pige. Hendes navn var Crystal. Hun elskede også vand, men der skete det samme som med Ezra hver gang hun nærmede sig det… Enten skete der en ulykke, ellers opførte det sig sært…

Der var ingen der forstod hvorfor det skete. Landsbyens leder tænkte at børnene sikkert havde fået en forbandelse, og var for farlige for landsbyen. Forældrene bedte til lederen, og sagde at de ville gøre alt for at blive i landsbyen med deres børn. De sagde at de nok skulle holde styr på dem, og deres specialitet. Lederen gav dem en chance, men forklarede, at hvis det skete det mindste, ville de blive bortvist fra landsbyen. Forældrene holdte det hemmeligt for alle, og sørgede for, at børnene aldrig kom i nærheden af vand…

 

Efter 5 år var Ezra og Crystal allerede blevet rimeligt store. De forstod ikke hvorfor de ikke måtte være i nærheden af vand, da' de elskede det. De måtte heller ikke være udenfor og lege med de andre. De skulle blive hjemme, og hvis de ville være sammen med nogen, skulle det være efter spisetid, - fordi der er vand, - og hjemme hos dem selv. Børnene vendte sig til det, og deres evner blev stærkere.

5 År senere igen, var Ezra's og Crystal's evner blevet meget stærkere. En dag skete der noget sært. Børnenes hud begyndte at blive tør. De fik det dårligt, og deres hud blev tørrere og tørrere. Forældrene forstod ikke hvad der skete. De tænkte, at det sikkert var deres evner, som var skyld i det. De havde jo vandkræfter, og havde derfor brug for vand. Forældrene havde holdt dem væk fra at lege for meget med vand, eller stå tæt på en sø eller lignende. Efter noget tid, besvimede børnene. Forældrene tog børnene ud til søen i skoven lige udenfor landsbyen, og lagde dem i kanten af vandet. De ventede i et øjeblik, og der skete intet. Crystal's mor begyndte at græde, og tog hænderne foran ansigtet. Ezra's forældre kiggede trist på hende, og derefter hen på Ezra.

Men pludselig skete der noget sært... Crystal's hår opførte sig sært. Hendes spidser begyndte at lyse. En bølge af lys gik igennem hendes hår, - først fra spidserne, op gennem håret, og hen imod hovedbunden. Efter lyset, kom der en blå farve, efter brunt, og det endte med at hun havde brunt hår, med blå spidser. Hendes øjne begyndte at skinne som krystaller. Ezra's hår begyndte også at skinne. Efter lyset, kom der også en blå farve, og derefter blev det brunt, og endte med at få brunt hår med blåt pandehår. Hans øjne begyndte også at skinne som krystaller.

Søen begyndte at lyse, og børnene gjorde også. Det lyste så kraftigt, at man kunne se det fra flere kilometers afstand. Efter et øjeblik, stoppede de og søen med at skinne, og de vågnede. Forældrene besluttede at lade børnene være i nærheden af vand, men de skulle være forsigtige. Ezra og Crystal tog nogle gange ud til søen for at lære deres evner. Ved søen var der næsten aldrig nogen, og der kunne de ikke gøre skade på nogen.

 

En dag hjemme i Crystal's hus, havde hendes forældre sagt noget til hende. "Du er noget specielt min pige," sagde de. Det samme skete for Ezra. Hans forældre havde sagt "Du er noget specielt min dreng.". Et år senere, havde forældrene kaldt deres barn hjem. Crystal og Ezra fik en rulle papir hver. "Læs den, når du føler, at du har brug for det,". Crystal og Ezra forstod ikke, men tog imod rullen. De overvejde altid at åbne den, men huskede ordene. "Læs den, når du føler, at du har brug for det,", og besluttede sig for, at vente til et tidspunkt, hvor de bare vidste at de skulle bruge det. De havde dog stadig ingen anelse om hvad det var, eller hvad der stod i de ruller.

 

Efter 2 år kom der krig i landsbyen. Nogen måtte have set lyset fra børnene, da' de skinnede ved søen nogle år før. Forældrene bad børnene om at løbe, og aldrig komme tilbage. "Nej!" Havde de sagt. Crystal begyndte at græde, og nægtede, indtil en stor kugle af et eller andet der var i brand, ramte huset ved siden af, som blot var nogle få meter væk. De alle fik et chok.

     "Gå nu!" Sagde Ezra's far. Crystal kiggede på hendes forældre, og de nikkede. Crystal og Ezra løb ind i deres hus, og tog en sæk med, som de havde fået af deres bedsteforældre, lige inden de døde. Ezra og Crystal tog nogle småting med sig, og løb ind i skoven, og langt væk. Landsbyen blev smadret, og de fleste døde. Lederen af landsbyen påstod, at det var børnenes skyld, og at forbandelsen også havde ramt landsbyen nu. De overlevende truede forældrene, og løb efter dem. Forældrene løb væk fra landsbyen, og kom aldrig tilbage…

 

Ezra og Crystal skulle nu klare sig selv. Crystal var kun 13, og Ezra 14, og de havde næsten intet lært om naturen, da' de havde været spærret inde i deres hus i næsten 10 år. De vidste hverken om deres forældre stadig levede, om hvordan deres landsby så ud, hvad de skulle gøre, eller om hvordan de overhovedet brugte deres evner. Men… Det de ikke vidste… Var… At de ikke var de eneste…

 

Crystal og Ezra var nu nået til enden af skoven. De begge var bekymret for landsbyen og deres forældre. De overvejede at gå tilbage til landsbyen, men vidste at det var for farligt, og besluttede, at gå tilbage til søen i stedet for. Da' de var nået hen til søen, begyndte Crystal at græde. I starten forstod Ezra ikke hvorfor, og Crystal forklarede, at det var fordi hun fik skyldfølelse over det med landsbyen, og at hun var bange for at hendes forældre var døde. Ezra forstod, og foreslog, at gå tilbage til landsbyen, for at se hvordan den og de andre havde det. Da' Crystal og Ezra kom tilbage til landsbyen, troede de ikke deres egne øjne. Landsbyen var fuldkommen smadret, og brændt ned. Der var få folk der gik rundt, og prøvede at reparere landsbyen, men det var håbløst. Crystal og Ezra stod på bakken mellem skoven og landsbyen, og kiggede. Man kunne stadig se flammerne fra i går efter krigen. Man kunne høre den stille vind, og det larmende vand der var ved siden af bjerget. Pludselig fik en af landsbyboerne øje på Crystal og Ezra, og råbte det til de andre. De begge spurtede væk fra landsbyen, ind i skoven, forbi søen, og så langt væk som muligt.

De vandrede gennem bjergene, og ledte efter et hjem. Efter en dags gåtur, fandt de et sted, der var beskyttet af bjerge, pyntet med blomster, træer, vandfald, og grise. Crystal og Ezra besluttede sig for at bo her, og slog sig ned. De lavede et lille bål ved siden af bjergvæggen, og maste sig op af den, for at holde varmen.

Næste dag gik Crystal og Ezra videre for at finde noget at bygge deres hus ud af. Efter noget tid, kom de til en skov. Skoven var mørk. Crystal syntes at den var uhyggelig, og sagde at Ezra selv måtte hugge træ derfra, imens hun ledte efter frø til at plante for mad. Imens Ezra huggede træ, og Crystal ledte efter frø, stødte Crystal på noget. Hun kiggede op, mærkede noget hårdt, og faldt langt tilbage. Crystal kiggede frem, og så noget hun ikke havde forventet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...