Er tiden inde?

Det er en novelle. Selve emnet handler om en gammel reality stjerne, der ikke rigtig ved hvad hun skal gøre af sig selv. Hun er forvirret, og bange.

0Likes
0Kommentarer
51Visninger

1. Er tiden inde?

Er tiden inde?
Jeg går igennem gaden. Her er køligt. Jeg gnider mine hænder sammen. Utroligt selvom jeg har mine dejlige brune læderhandsker på, har jeg det som om, at jeg er på antarktisk. Jeg lader mit blik vandre, og ser mennesker løbe med fuld fart hen til den nærmeste butik for, at de kan finde den perfekte gave til deres nærmeste før butikkerne lukker. Jeg kan mærke en brændende fornemmelse, et sikket tegn på, at nogen kigger på mig. Kan de genkende mig? Jeg vender mig om. Nej, der er ikke nogen, der kigger på mig. Det må være indbildning. Selvfølgelig er der ingen, der kigger på mig. Det er næsten et år siden. Et minde der bare skal glemmes. Jeg trækker vejret dybt ind og puster ud. Der dannes noget der ligner et røgsky ud af min mund. Selvom jeg ved at, der er ingen, der kigger på mig, trækker jeg alligevel min grå hue lidt længere ned, og dækker min mund med mit tykke indigofarvede tørklæde, så man kun kan se mine dybblå øjne. Jeg skal lige til at fortsætte, da jeg ser nogle teenager kigge på mig med mistænksomme øjne. Jeg vender mig om og går med hastige skridt videre. 

Efter at have gået et par minutter mere, hvor jeg har sendt stjålne blikke ned ad gaden for at se, om de nu også er fulgt efter mig, ender det alligevel med, at kulden vinder over mig. Jeg finder et tilflugtsted inde i "Cafe Tempus". En lille hyggelig cafe med dejlig varme. Jeg går hen for at bestille en kakao, men må vente lidt, da der er nogen foran mig. Jeg løsner mit tørklæde, så jeg kan trække vejret ordentlig. Jeg kigger ud af øjenkrogen for at se, om der er nogen, der har genkendt mig. Hvis de har, viser de det i hvert fald ikke. Jeg sukker lettet og mærker mine muskler løsne sig lidt. Kun lidt. 

Det er blevet min tur til at bestille. Jeg siger selvfølgelig, at jeg gerne vil have en kakao, men det virker som om, at fyren hvis job er at tage imod min bestilling, har travlt med at stirre på mig. Jeg kan mærke, at min krop spænder igen. Jeg flytter ubehageligt vægten over på min venstre fod. Har han genkendt mig? Da han ser mit ansigtsudtryk, går han hurtigt i gang med at lave min drink. "Her er der en drink til skønjomfruen" siger han med et charmerende smil, mens han blinker med det ene øje. Jeg giver ham hurtigt pengene med rystende fingre uden at sige noget. Han ville ikke kalde mig skønjomfru, hvis han vidste hvem, jeg virkelig var. Efter at have fået min dejlige varme kakao skynder jeg mig væk fra fyren. Jeg er næsten lige ved at gå ind i nogen, og mumler hurtigt undskyld, for så at fortsætte. Jeg sætter mig ved et bord længst henne ved hjørnet, helt henne ved skyggerne. Jeg tager mine handsker af og klemmer mine hænder rundt om koppen med den utroligt varme kakao i. Jeg trækker vejret dybt ind og puster så ud. Jeg fæstner mit blik på fyren og prøver at skubbe minderne væk. Fyren er i gang med at betjene en anden kunde. Han smiler et selvsikkert smil, som enhver pige ville falde for. Enhver pige med undtagelse af mig. Fyren kigger hele tiden op som om, at han leder efter nogen. Jeg trækker mig lidt længere ind i skyggerne. Jeg skal lige til at tage et slurk af min kakao, da jeg ser, at der er skrevet og tegnet noget på koppen. Et pænt skævt juletræ er tegnet med en sort tus, under juletræet er der 8 cifre skrevet med en skæv skrift, ved siden af står der: ring til mig! Det ville være umuligt for mig at forelske mig i en fyr igen. Ikke efter at have været med i det program. Jeg havde været en 19 årig pige, der bare gerne ville have lidt sjov, og møde nye mennesker. Jeg havde slet ikke tænkt på hvad der ville ske, efter programet var slut. Det realityprogram ødelagde mit liv. Jeg prøver at holde kvalmen inde sammen med minderne, men det ender dog med at minderne vinder. Det er som om, at alt lyd bliver skruet helt ned omkring mig. Tilbage er der kun mig, mine tanker og mine minder.
 
"Og vinderen af Paradise hotel er.... Alexandra Mary Grace Ross!" Selvfølgelig ville jeg vinde, jeg vidste det fra starten. Jeg havde spillet mine kort rigtigt, manipulerede med de rigtige personer, fået dem til at stole på mig, og bagefter..bam.. ladet dem sejle deres egen sø. Det havde været så let som at klø mig selv i nakken. At blive kaldt diva, en snob, utroværdig, og drama queen ville stoppe når de først så hvor fantastisk jeg var. Jeg gik op til værten, og tog imod de 25.0000 kr. med et stort falsk smil. Jeg skulle lige til at åbne min mund og fortælle dem den tale, jeg havde øvet mig i i flere uger, da jeg hørte et råb. Xavier Frederiksens øjne lyste af vrede, mens han kiggede på mig. Bag alt vreden var der en dyb sorg, men hans stemme var ikke til at tage fejl af, den lyste af rent had. "Alt det de sagde om dig var sandt! Du er ikke andet end en bedrager! Hvad blev der af os, om at holde sammen?! Jamen tillykke du vandt! Du har vundet et liv med berømmelse og penge!" Efter at have sagt de ord, stormede han ud uden at værdige mig et blik. 

Tilbage til virkeligheden igen. Jeg prøver at presse det sidste af mine minder om programmet ned i et låst rum i mit sind, mens jeg kaster nøglen, så langt væk jeg kan. Jeg kan mærke noget trille ned af mine kinder. Jeg fjerner irriteret tåren. Jeg er nødt til at holde sammen på mig selv. Jeg stormer ud af cafeen rasende, og kun lige holdt sammen. Jeg kan mærke folks blikke på mig, så jeg sætter farten op.

Efter at have gået/løbet et par timer stopper jeg ved en bænk i en park. Jeg trækker vejret dybt ind og puster så ud. Jeg børster sneen fra bænken. Der går et gys igennem mig. Jeg opdager, at jeg har glemt mine vanter og min kakao henne ved cafeen. Så nu må jeg vel bare sidde her og fryse. Jeg kan jo ikke gå hjem. Der er jo en grund til, at jeg er her, men tiden er ikke inde. Jeg tager mobilen op af lommen, og går ind på Instagram. Så her sidder jeg og scroller gennem alle de her billeder, indtil jeg når til et billede. Jeg går i stå. Jeg ved ikke hvad der er galt. Jeg kan bare ikke lade være med at stirre på billedet. Det er et billedet af min bedste veninde Amalie Von Bülow i en bryllups kjole. Hun har et stort smil. Under billedet står der "OMG. Har fået mit efternavn ændret til Simonsen. Lad os nu bare håbe at det holder!#ElskerMitLiv #BedsteDagIMitLiv." Hvordan kunne jeg ikke vide, at det var i går? Sagde hun ikke, at hun skulle til Italien? Jeg tøver et sekund, men trykker så alligevel henne ved hjørnet af billedet. Et navn popper op: "JetteRoss". Jeg trykker på navnet, og det ender med, at jeg kommer ind på min mors profil. Næsten på alle billederne er min bedste veninde og min mor sammen.  Det overrasker mig egentlig ikke. Min mor har også altid bedre kunne lide hende end mig. Jeg skal lige til at slukke min mobil, da jeg ser en besked poppe op. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg skal ignorere det, men min finger har åbenbart fået sin egen mening. "Har i hørt, at Xavier Frederiksen har fået sig en kæreste!!! Han fortjener at have alt den lykke, han kan få efter alt det med Alexandra!" Mit blik vandre ned til den næste besked. "Jeg ved det! Jeg håber, at hun kommer til at leve ulykkelig til hendes dages ende, efter det hun gjorde, det svin! Nej, ved du hvad jeg håber, at hun ender med at dø i en beskidt ulækker grotte helt alene!" Man skulle tro, at jeg har vænnet mig til alle de hårde og forfærdelige sms'er, jeg har fået igennem tiden, men for at være helt ærlig tror jeg aldrig, at man kan vænne sig til, at folk ønsker én død. Jeg lægger min mobil stille væk, og rejser mig op. Mine ben ryster, men jeg formår alligevel at gå videre. 

Bare fortsæt hvisker jeg til mig selv. Solen går snart ned. Tiden er snart inde.

Så her er jeg, med snefnug i mit uglede håret, den kolde vind lige imod mig, og solnedgangens varme stråler. Jeg kigger ned på mine støvler, de er dækket med snefnug, men det er ikke det der fanger mit opmærksomhed. Så tæt på kanten, men alligevel så langt fra. Bare et skridt mere og mine lidelser ville ende. Det er altid det, der er det sværeste. Ikke det med lidelserne ville ende. Nej det er et plus. Det sværeste er at gøre det. At tag det skridt der i virkeligheden ser så lille ud, men som føles som om, at man skal til at løbe et maraton to gange. Hvad sker der efter det hele er slut? Hvor kommer jeg hen? Er der overhovedet, nogen der vil savne mig? Selvfølgelig ikke. Hvis der var, ville jeg vel ikke stå her, og overveje om jeg skal hoppe. Jeg har mistet så mange mennesker, bare fordi jeg var så dum at deltage i det dumme reality show. Hvis jeg kunne tage tilbage i tiden, ville jeg så gøre det? Jeg ved, at det lyder dumt, men jeg kender faktisk ikke svaret. Reality showet har gjordt mig til den jeg er, og jeg har lært meget om livet. Jeg kan også vælge at rejse væk måske til et andet land, måske Texas? Jeg kunne klippe mit lyse bølgede hår kort og farve det brunt, måske endda ændre mit navn? Ingen ville genkende mig. Jeg kunne endelig få ro. Der flyver så mange tanker rundt i mit hovedet, at jeg har svært ved at holde styr på det hele. Det store spørgsmål: skal jeg opgive det hele, mit liv, min fremtid, mine drømme, til gengæld for at få den fred, jeg altid har ønsket mig? Mine indre smerter ville være forbi, jeg vil endelig være fri. Jeg kigger ud i horisonten. Rundt om den runde måne er der nogle lysende stjerner. Jeg har altid ment, at de ligner Ildfluer, hvis job er at hjælpe de vildledte sjæle med at finde ro. Jeg ved godt det ikke er sandt. Stjerner er nogle enorme kugler af gas, men jeg har nu altid godt kunne lide tanken om ildfluerne ligesom, at jeg altid har elsket at kigge på stjernerne. De lyser så smukt på den næsten kul sorte himmel. Før jeg når at opdage det, ser jeg lige pludselig sløret, og et vandfald af tårer falder ned af mine kinder. Jeg gøre intet. Lader dem bare falde. Giver mig selv lov til at græde. Jeg er nødt til at tage en beslutning. Et skridt frem eller et skridt tilbage. 

Er tiden inde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...