Heartbreak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2016
  • Opdateret: 6 apr. 2016
  • Status: Igang
Det her er bare en samling af små tekster jeg har skrevet omkring mit knuste hjerte. Det er ikke noget særligt. Måske kender du det, måske gør du ikke. Men det er i hvert fald sådan jeg har det

4Likes
1Kommentarer
1443Visninger
AA

6. Piller

Da det var allerværst tog jeg piller.

Mange piller.

Det var i sommerferien lige efter at mit værste mareridt var kommet til virkelighed.

Jeg kunne ikke sove. Tankerne farede rundt i hvirvelvinde og ville ikke lade mig få et stille øjeblik.

Tænkte han på mig?

Hvorfor havde han gjort det?

Elskede han mig stadig?

Hvad havde jeg gjort galt?

Hvad skulle der nu ske med ham?

Med mig?

Det var først når stjernerne havde lyst i flere timer at jeg faldt i søvn hvis jeg overhovedet fik lukket et øje.

I mine drømme hjemsøgte han mig. Han holdt mig i hånden og kyssede mig på kinden. Det var forfærdeligt at vågne.

Jeg troede aldrig jeg ville stoppe med at græde. Jeg kunne vågne midt om natten til lyden af min egen hulkende stemme der hviskede hans navn.

Jeg havde ondt af mig selv på en helt ny måde. Det var som om jeg så det hele udefra og så mig selv blive revet itu uden at kunne samle stykkerne op.

Jeg blev min egen bedste ven.

Vi samlede stykkerne op sammen. Mig og den knuste pige. Jeg trøstede hende og hviskede hende søde ord. Lindrede hendes smerter. Jeg gav hende piller så det ikke var så galt. Vi talte sammen i lyset af månen om alt det der var sket og hvad der nu ville ske.

Jeg ved ikke hvordan jeg fik styrken til det. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde.

Men jeg klarede det. Jeg samlede mig selv op på bunden af min egen elendighed.

Hun er der stadig, den knuste pige. Nogen gange skinner hun virkelig igennem og har brug for at blive set og hørt. For det meste sidder hun bare stille i mit baghoved med sine rødsprængte øjne og bævende læber, bleg af at være blevet gemt væk i mørket.

Hun kaster et dystert skær over min bevidsthed, men hvis jeg gemmer hende langt nok væk i mit sind kan det næsten ikke ses. Kun hvis man kigger godt efter. Så kan man stadig se hendes ensomme øjne og knækkede sjæl der ryster som et espeløv og lydløst tigger om hjælp.

Nogengange bliver jeg lidt i tvivl om hvem af dem jeg er.

Hende der tog styringen da alt gik galt og som smiler stærkt til omverdenen eller hende den knuste pige der græder i sit stille tusmørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...