Heartbreak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2016
  • Opdateret: 6 apr. 2016
  • Status: Igang
Det her er bare en samling af små tekster jeg har skrevet omkring mit knuste hjerte. Det er ikke noget særligt. Måske kender du det, måske gør du ikke. Men det er i hvert fald sådan jeg har det

4Likes
1Kommentarer
1447Visninger
AA

1. Læber

Han har stjålet mine læber. De er ikke mine mere. De føles anderledes, som om de er mere værdifulde fordi de har berørt hans, som om de har fundet deres mester og nu har givet ham fuld loyalitet.

Hver gang jeg ser dem eller rør dem ved jeg at de ikke er mine længere. De sidder i mit ansigt og smiler når jeg vil det, men jeg tror at hvis jeg nogensinde skulle kysse en anden ville de ikke lystre.

De ville lukke sig sammen og nægte at åbne sig bare den mindste smule.

Jeg troede det ville være mit hjerte han tog. Jeg troede at det ville banke for ham og ham alene, at mine læber ville søge alle mulige andres for at finde trøst og begær, men istedet vil mit hjerte hellere end gerne banke for alle andre end ham mens mine læber er dem der ikke vil samarbejde.

Til min egen overraskelse har jeg det fint med det.

For mig virker det naturligt ikke at kysse andre og har da heller ikke have lyst til det.

Mine læber kender hans og de vil altid kunne genkende dem. Selv nu, hvis jeg lukker øjnene, kan jeg mærke dem mod mine.

Store, bløde, varme læber der altid vil være mine i minderne.

Måske er det fordi hans læber aldrig sårede mig. De gjorde aldrig ondt, han gav mig altid hvad jeg ville have og fejede benene væk under mig gang på gang.

Det var mit hjerte han sårede. Det var mit hjerte der for længst var fløjet bort efter så megen smerte og ulidelighed og det var mit hjerte der først blev selvstændigt og stabilt.

Jeg savner ham sådan. Hver dag. Hver aften, hver nat. I mine drømme, i mine tanker, i min hverdag.

Jeg tænker på ham inden jeg falder i søvn, han er der i mine drømme, han hjemsøger mig om morgenen og ser mig i øjnene i løbet af dagen og sådan kører det om og om igen i et kredsløb jeg ikke kan komme ud af.

I dag kørte jeg rundt og rundt på hele Frederiksberg og lidt af Valby uden sans og samling. Jeg kørte bare.

Mit hoved var andetsteds, mine ben pumpede bare af sted. Det var som at sove i en bil. Jeg anede ikke hvor jeg var før jeg vågnede og så mig omkring. Jeg kørte ved siden af KB's baner. Jeg vidste at han spillede fodbold der, men jeg havde ikke på nogen måde kunne forudsige det her.

Ude på banen blev der spillet kamp. Per automatik søgte mine øjne efter ham, og der, midt ude på banen i sit spilletøj, løb han rundt og spillede fodbold. Jeg stillede min cykel bag et skur og satte mig i en busk tæt ved. Han ville ikke kunne se mig, jeg kunne knap se ham, men jeg vidste han var der. Han scorede ikke mål, han løb bare.

Jeg ved ikke om de vandt. Det interesserede mig ikke.

Gennem hele kampen bed jeg mig i læben. Da jeg kørte hjem blødte den næsten. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men det gør jeg. Hver gang jeg ser ham. Mine tænder glider over underlæben og bider til. Nærmest som for at stoppe mine læber i at løbe hen til deres ejermand.

Jeg er langt ude og jeg ved det godt. Det nærmest sygt. Jeg har siddet og observeret en dreng uden han ved det.

Og det sørgeligste er, at det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...