Got lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
16-årige Ophelia Shaw's forelskelse på hendes bedste ven, Oliver, har hun besluttet skal stoppe i nat. Hun er på besøg med nogle andre venner i hans kæmpe sommerhus/slot. På den første nat lister hun gennem de mørke forvirrende gange, for at komme til hans værelse.

Men det går helt galt og Ophelia kommer til at tage en forkert drejning et eller andet sted på vejen. Hun ender i et helt andet soverværelse som tilhører sangeren Justin Bieber.

4 år efter kan Justin Bieber stadig ikke lade være med at tænke på den unge pige, der listede ind i hans seng under de underligste omstændigheder, da han besøgte hans familie sommerhus.

Hvad sker der når de mødes igen til Olivers bryllup?

Før du begynder at læse den, bør du vide at min historie er ret sexuel, men hvis du er gammel nok til at kunne håndtere det, så læs den!

154Likes
263Kommentarer
151062Visninger
AA

21. Der efter midnat hvor hun ser dem

Det er langt efter midnat, når jeg får viklet Justin arme af min krop og kravler ud af hans seng. Hans arme prøver at finde mig igen og et fornærmet suk kommer fra ham i søvne. Bare fordi jeg har set det virke i film, tager jeg en pude og ligger den i hans arme. Overraskende nok krammer han den ind til sig og et lille uskyldigt smil beklæder hans læber. 

"Hvad er det du gør mod mig, Justin?" hvisker jeg, når jeg bliver nødt til at bekæmpe tanken om bare at ligge mig i hans arme igen og nyde hans varme. Jeg tager nogle skridt væk fra sengen, så jeg ikke kommer til at vække ham, og kommer til at træde på Justins sweater fra i går. Uden rigtig at tænke over det, tager jeg den på og nyder duften af ham som omringer min kolde krop. 

Min krop er træt, mens mit hovede flyver med en million tanker i minuttet. Og det er ikke på grund af vores fantastiske sex i går aftes. Nej det er på grund af de ord han hviskede da der var ovre. Hvorfor sagde han det? Hvorfor skulle han ødelægge det hele? 

En snært af vrede fylder mig. Alt var lige så fint og så siger han de få ord, som får min hjerne på overarbejde og overraskende nok får mit hjerte til at banke hurtigere. Det er ikke sådan her det er ment. Det er ikke sådan her det skulle ende. 

Jeg tænder læselampen over i hans lille læsehjørne. Bøgerne på den store bogreol, er de samme klassikere som jeg elsker. Han har endda systematiseret på samme måde som jeg har gjort. Det får mig til at blive lidt mere irriteret over at vi faktisk minder mere om hinanden end jeg troede. Det ville være så meget nemmere hvis han personlighed var lort, så ville jeg i det mindste have en undskyldning, for at flygte. 

"Tag med mig hjem." 

Urgh bare tanken om at han sagde det, lige da alt var perfekt. Lige da jeg var ved at komme ned fra orgasmen, så siger han det, som gør alt kompliceret. 

Hans ord havde fået mig til at stivne og bare stirre op på ham i forvirring. De ord gjorde det helt klart at han ville have mere, jeg kan ikke længere bilde mig selv ind at det hele nok skal blive okay. At jeg kan tage tilbage til Paris og glemme alt. 

"Please Justin. Ikke nu." Jeg havde ikke kunne få mig selv til at sige nej i det øjeblik. Hans krop presset mod min, smeltet sammen som en person. Mit blik var ikke længere på hans ansigt. Jeg havde bare kigget op mod loftet, for at dække følelserne i mine øjne, som jeg endnu ikke selv forstod. 

Nu ved jeg godt hvad følelserne i mig betød. Jeg er ved at falde for ham og det er for sent at gøre noget ved det. Jeg kan ikke nå at vende om, det eneste jeg kan gøre nu er at tage hjem og gøre alt hvad jeg kan for at overbevise mig selv om at det aldrig ville have gået anyways. 

Hvem ved? Måske vil han miste al interesse for mig når han kommer tilbage til sit hektiske liv. Er han ikke også i gang med en tour eller sådan noget? Det mindes jeg at Oliver fortalte mig om, fordi han var så glad for at Justin holdt pause for hans skyld. 

"Kig på mig." Mere behøvede Justin ikke at sige, for at jeg kiggede direkte ind i hans store brune øjne, som har den der mærkelige magt over mig. "Sig at du ikke vil se hvor det her kunne gå hen. Sig at du ikke vil have mig og så skal jeg nok stoppe. Så vil jeg gøre alt for at glemme at jeg nogensinde har set ind i dine smukke blå øjne. Så vil jeg glemme det blik du har når du kigger på mig, som du gør lige nu. Så vil jeg give slip på dig." 

"Du forstår det ikke Justin. Jeg har ikke noget job. Jeg har ingenting. Men jeg har bare brug for at et eller andet bliver ved med at være som før. Jeg har en plan, som jeg bliver nød til at følge. Du forstår det ikke." 

I det øjeblik var jeg ved at bryde helt sammen. Jeg var så optaget af tanken om at ingen forstod hvad planen betød for mig. Jeg vil ikke ende som min far, som ikke kan klare sig uden min mor. Jeg vil ikke være så afhængig af en anden person, at jeg ikke kan klare mig uden dem. 

"Jeg ved godt at Sunny love blev aflyst. Jeg ville aldrig bede dig om at forlade dit job for min skyld, men i LA kan du få et nyt arbejde. Du kan være model, skuespiller, whatever. Jeg vil bare ikke miste dig." Jeg turde ikke spørge ham, hvordan han vidste at Sunny Love var blevet aflyst. Det var ikke blevet fortalt til omverden endnu. "Lad mig gøre dig glad, Ophelia." 

Det var for tidligt. Alt for tidligt, men det gjorde fysisk ondt at prøve at sige nej. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, da jeg sagde ja. Jeg ved ikke hvad jeg vil gøre nu. Jeg kan jo ikke bare tage med ham til Los Angeles og hvad me hans tour? Han kommer ikke engang til at være der. 

Og nu er det midt om natten og jeg overanalyserer ting som sædvanligt. Justin havde været så glad, da jeg sagde okay. Da han var kommet, havde han trukket mig ind til hans krop og sukket et suk som viste hvor glad og veltilpas han var. Det havde fået mig til at smile. 

Men det er ikke planen.

Jeg er totalt OCD omkring den og det ved jeg udemærket. Det er ikke fordi jeg har OCD, men tendencerne er der og jeg kan ikke bare opgive alt jeg har arbejdet for. Jeg kan ikke bare opgive den fucking plan. Jeg vil ikke ødelægge det hele, men Justins charmerende natur, søde ord og jaloux tendencer giver mig lyst til at gøre det. 

Tanken får mig til at ryste på hovedet og først der opdager jeg at jeg står foran hans dvd hylde. Den var fyldt med hundredevis af film. Okay måske ikke hundredevis, men mange, virkelig mange. Og jeg kan godt fortælle dig at Justin elsker sine gyser film, ligesom mig... 

"The notebook?" Jeg kan ikke lade være med at grine svagt for mig selv. Han er godt nok ikke som han lige ser ud til. Smilet forsvandt da jeg så hele første sæson af Sunny love boxen stå ved siden af Supernatural. Det forvirrer mig at jeg faktisk ikke tænker på at serien blev aflyst, men at jeg tænker på at Justin har siddet og set afsnit efter afsnit af mig der løber rundt i min bikini og flirter med fyrer og så videre. Det burde have været en creepy tanke, men det forvirrede mig egentlig bare lidt. Hvad har han mon tænkt om mig? 

Pludselig ser jeg et stykke rullet sammen papir og jeg åbner et, som en nysgerrige person jeg er. Det er en plakat af mig fra et eller andet råd løber event. Endnu en plakat er bag den, nu bare et billede af mig fra serien. Hvorfor har han de her? På hylden ligger der også bladet, som jeg stod model for. Jeg har endnu ikke set billederne, så jeg åbner bladet, men nogle billeder ryger ud af det. Dette er et billede af mig og Oliver fra der for fire år siden, hvor jeg mødte Justin for første gang. Jeg griner på billedet og ser helt uskyldig ud, og et billede fra nogle uger før til et skole arrangement også med Oliver. Det var dengang, hvor min far kun havde været i fængsel en gang og jeg ikke vidste hvor stor skade han egentlig ville gøre på min sjæl. 

Hvorfor har Justin billeder og plakater af mig liggende?

Jeg har skrevet på den her historie siden marts og nu har jeg næsten skrevet den færdig. Skrevet! Ikke udgivet. I går aftes skrev jeg det næstsidste kapitel og det er en vildt underlig følelse. Det betyder også at jeg kan fortælle jer hvor mange kapitler der er tilbage, men jeg ved ikke om I har lyst til at vide det? Kommenter om I gerne vil vide, hvor mange kapitler der er tilbage, eller om I bare vil se hen af vejen og så finde ud af det, når den er slut? 

Kommenter hvad I tænker om det og like historien, hvis I ikke allerede har. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...