Got lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
16-årige Ophelia Shaw's forelskelse på hendes bedste ven, Oliver, har hun besluttet skal stoppe i nat. Hun er på besøg med nogle andre venner i hans kæmpe sommerhus/slot. På den første nat lister hun gennem de mørke forvirrende gange, for at komme til hans værelse.

Men det går helt galt og Ophelia kommer til at tage en forkert drejning et eller andet sted på vejen. Hun ender i et helt andet soverværelse som tilhører sangeren Justin Bieber.

4 år efter kan Justin Bieber stadig ikke lade være med at tænke på den unge pige, der listede ind i hans seng under de underligste omstændigheder, da han besøgte hans familie sommerhus.

Hvad sker der når de mødes igen til Olivers bryllup?

Før du begynder at læse den, bør du vide at min historie er ret sexuel, men hvis du er gammel nok til at kunne håndtere det, så læs den!

154Likes
263Kommentarer
150563Visninger
AA

18. De tårer han ikke skulle se

Kevin har forladt mig. 

Så meget for at vi skulle blive så vi kunne få lidt tid sammen. Da jeg vågnede ved 9 tiden, var han allerede ude og stå på ski med nogle venner. Derfor er jeg nu endt med at gå rundt i haven med mit kamera og tage billeder af alle de overdådige ting. Min telefon ringer og selvom jeg allerede har en ide om at det er Victoria, eftersom hun har ringet sådan 20 gange siden i går morges da de tog hjem. Hun er bange for at misse noget mellem Justin og jeg eller bare i det hele tiden, så jeg har lidt valgt at ignorere hende, bare for at være fri for at skulle forklare alt. 

Det overrasker mig lidt, når det ikke er Vics navn der står på min skærm, men Miguel. Han er en af mine tætte venner fra Paris. Han studerer til fotograf og vil sikkert være meget skuffet over kvaliteten i de billeder jeg lige har taget. 

Før jeg nåede at sige hej eller noget, udbryder Miguel fornærmet at jeg ikke har ringet. "Er din telefon gået i stykker eller sådan noget?" 

"Mey Mick, jeg har også savnet dig." Hjemve fylder pludselig min krop og jeg kan ikke lade være med at savne alle mine venner i Paris og specielt Miguel. Han var den første jeg mødte da jeg flyttede til Paris, fordi han ville have mig til at stå model for nogle billeder. På det tidspunkt kiggede jeg bare skræmt på ham og sagde nej. Det endte selvfølgelig med at vi uddelte numre til hvis nu jeg skiftede mening. To dage efter ringede han og spurgte om jeg ikke ville assistere ham til når han skulle ud i naturen og fotograferer. Jeg sagde bare ja, for min serie ville først starte nogle uger senere og jeg manglede venner og noget at lave. 

Fra den dag har vi været virkelig tætte og han er altid klar på at give en hjælpende hånd eller bare være der for mig. "Hvis det er for besværligt for dig at have den helt nye iphone 6s, så kan jeg da godt tage den og så kan du få min 5'er," siger han med et flabet grin. 

Miguel kunne ikke være mere jaloux over at jeg havde fået en 6s'er af serien, som afskedsgave. Jeg har ingen ide om hvordan de fik råd til den, men jeg er sgu meget glad for den. "Jeg ved udemærket hvordan den virker, jeg har bare undgået dig." 

Det fik Miguel til at grine højt og jeg hørte noget snak i baggrunden. "3 sekunder." Miguel sagde et eller andet til personen på fransk. Ja, det er sgu lidt overraskende at jeg ikke kan fransk endnu, men jeg bor i Paris. Måske kan Justin lære mig det? Hvad tænker jeg på? Justin skal ikke lære mig noget, for så snart den her tur er ovre, skal jeg aldrig have kontakt med ham igen. 

"At være venner med dig er som at være venner med den sidste banan i verden og alle andre er aber. Min ven Louis er helt vild med dig og specielt modelbillederne af dig, som du ikke tænkte på at få mig til at tage!" 

"Det må du sgu undskylde, Miguel. Det tænkte jeg slet ikke på. Måske næste gang," siger jeg og sætter mig under et stort træ, hvor jorden ikke er beklædt med sne. 

"Nå det kan også være ligemeget, for jeg er lidt blevet suspenderet i de næste to uger, for at starte en slåskamp." 

Chok flyver gennem mig. Miguel er slet ikke en voldelig person. Han er meget beskyttende og kan godt blive virkelig sur hvis man fornærmer eller snakker grimt om nogen han holder af, men han plejer ikke at gå amok. "Suspenderet, hvad fanden?"

"Ham her fyren fra min klasse havde dit modelbillede og det var helt krøllet og fyldt med jizz. Det var fucking klamt, så jeg slog ham. Han skal ikke tænke på min søster på den måde." Miguel og jeg er nærmest som søskende, så tætte er vi. 

Folk tror altid at vi er kærester, men vi er ikke engang tæt på at have sådan nogen følelser for hinanden. "Tak, fordi du forsvarede min ære, men jeg håber ikke du har ødelagt dit smukke ansigt." 

"Stop O. Enten så lægger jeg på eller blokerer dig på facebook." Miguel hader at blive kaldt smuk, selvom det virkelig er hvad han er. Har har det perfekte ansigt, som er en blanding af barnligt og den perfekte voksne mand. 

Som 19 årig er han helt udvokset med brede skuldre og store overarme, men det ændre ikke det fact at det ikke er muligt for ham at gro ansigts-hår, så hans kinder og hage stadig er babyblød.

Græsset under mig er næsten frossent, men jeg kan ikke mærke kulden, fordi jeg har min tykke gåsedunsfrakke på. Jeg sidder og river det næsten døde græs af jorden, bare for sjov. "Haha okay. Whatever. Ringede du bare til mig for at sige hvor dum du har været eller var der andet, du ville fortælle?" 

"Jeg var over i din lejlighed, for at låne det perfekte lys. Der var et brev... Fra din far." 

Mine fingre stoppe med at pille ved græsset og hvis vi havde været sammen havde han set mit skræmte blik. "Åbnede du det?" 

"Ja, jeg håber det var okay?" siger han med et akavet grin. Det er typisk Miguel han er altid alt for nysgerrig. "Han er kommet ud af fængslet og vil gøre alt for at gøre det godt igen. Han skrev at han savnede dig og virkelig gerne vil se dig." 

Miguel har fået fortalt hele historien om hvordan min far endte i fængsel og ødelagde ikke bare sit eget liv, men også mit og Kevins. Han hader ham næsten lige så meget som jeg gør, bare på grund af det. 

"Det er fint. Jeg vil ikke se ham." Nogensinde. Tilføjer min hjerne bittert. 

Før mine tanker begynder at få mig ind i et andet univers, begynder Miguel at synge vores sang, som af en eller anden mærkelig grund er en Lady Gaga sang. Jeg kan ikke lade være at grine og synge med. Derefter lægger vi på og mine tanker fylder mig igen. 

Jeg presser mine ben ind mod mit bryst og savner pludselig bare at være derhjemme. Det har aldrig været min spidskompetence at være væk hjemmefra i længere tid og slet ikke når min far ikke er låst inde. Selvom han aldrig har såret mig fysisk er jeg altid lidt bange når han er på fri fod, for han kommer altid og prøver at gøre det godt igen. Det ender altid med at han råber af mig om hvor dårlig en datter jeg er og alle de gange jeg har skuffet ham. Endnu en god grund til at jeg er flyttet til Frankrig, for hans prøveløsladning ikke lader ham forlade landet. 

"Minou?" 

Hurtigt dækker jeg smerten i mine øjne og prøver at lave et godt pokerface, før ejg kigger op på ham. "Shit, hvad er du? En ninja, hvorfor hører jeg dig aldrig komme?" 

Mit pokerface er tydeligvis ikke særlig godt, for Justin kigger bekymret på mig og sætter sig på hug foran mig. Hans hånd ligger sig på min kind og tørrer en tåre, som jeg ikke havde opdaget, væk. "Hvem fik dig til at græde?" 

Han trækker mig indtil sin krop og krammer mig ind mod hans hårde og varme brystkasse. "Ikke nogen. Det må være noget pollen allergi." 

Vi kigger begge på den frosne natur omkring os. God undskyldning. 

"Ikke lyv overfor mig, Minou." 

Hans duft omringer mig, ligesom hans arme gør og jeg får pludselig lyst til bare at fortælle ham alt. Og det gør jeg så også selvom jeg aldrig før bare sådan har fortalt det til nogen. Miguel fik det fortalt af min bror, en gang hvor Kevin var på besøg og blev tæt med Miguel. Tårer løber ned af mine kinder, mens jeg fortæller ham om mine daddy-issues. Min kind er presset mod hans bryst og når jeg afslutter historien, lukker jeg mine øjne og begraver hele mit ansigt i hans sweater. 

"Kig på mig. Ophelia." 

Mine øjne rammer hans og jeg ser hvordan hans kæbe er spændt og øjne hårde, som om han prøver at holde noget inde. Sikkert en eller anden forfærdelig kommentar om min far, som bare vil sårer mig. Selvom jeg hader min far, så er han stadig min far og jeg kan ikke helt glemme ham. Justin lukker kort sine øjne og når han åbner dem igen er de ikke fyldt med medlidenhed, men med noget jeg slet ikke har forventet. Det ser ud som om han virkelig holder af mig. 

"Jeg kan ikke på nogen måde sige jeg ved hvad du har været igennem og heller ikke hvad du stadig går igennem. Men det er helt vildt hvor stærk du er. Andre ville for længst have brudt sammen og gået igennem livet bitter og usikre, men du er smuk, klog og stærk. En far burde altid være der for en og det var din ikke. Det er ikke din skyld og fuck hvor ville jeg ønske at jeg kunne gøre det hele bedre." Hans brune øjne viser at han mener det hundrede procent og min mave laver en mærkelig salto. "Du er Bree." 

Det at Justin sammenligner mig med Bree Brady min karakter i Sunny Love, som ikke minder det mindste om mig, er lidt komisk. Hun er fucking badass og sparker så meget røv. Eller sparkede. Det er også lidt komisk at Justin faktisk så min serie. 

Jeg får pludselig helt klaustrofobi af blandingen af hans søde ord og stærke arme omkring mig. Det er ikke sådan her vores forhold er ment til at være. Vi er bare en ferie-flirt. Det er meningen vi skal have sex ikke "putte og fortælle hemmeligheder." 

"Stop med at kæmp i mod, baby," siger Justin opgivende, når jeg prøver at komme ud af hans omfavnelse. Og så presser han sine læber mod mine, med det samme spreder mine læber sig for ham og alt er pludselig godt igen. Hans hånd er på mit baghoved, viklet ind i mit hår og holder mit ansigt tæt mod hans. 

"Følgede du efter mig herud?" 

"Nej jeg skal over til hestene." Selvfølgelig har de heste. "Kom med. Jeg tror ikke jeg kan efterlade dig sådan her." 

"Justin stop," mumler jeg og stiller mig op og går nogle skridt væk fra ham. "Hvad vi havde var... fucking fantastisk, men det var bare sex. Du skal ikke føle at du skylder mig noget. Jeg har det fint." 

Jeg bliver nødt til at tage nogle skridt mere tilbage, når han også stiller sig op, bare for at undgå at skulle stirre lige ind i hans brystkasse. 

"Bare sex?" 

"Fucking fantastisk sex," retter jeg for at løfte stemningen, men det hjælper ikke en flyvende skid. "Jeg er ked af at jeg kom til at dele så meget. Du skal ikke bekymre dig om min tudehistorie om daddy-issues. Jeg skal nok..." 

Længere når jeg ikke, for Justin afbryder mig. "Jeg vil vide alt om dig, hvorfor kan du ikke bare fucking fatte det? Jeg har fortalt dig om hvad jeg synes er svært ved livet. Jeg har fortalt dig om hvordan min mor blev gravid da hun var 18 og min far der ikke blev for at hjælpe. Du har fortalt mig om din far og jeg har en følelse af at jeg er den første du har fortalt det til, så ikke sig at det her bare er fucking sex. Hvorfor skulle vi fortælle hinanden sådan noget, hvis det bare var sex?" 

Jeg stirrer op på ham i chok. Hans øjenbryne er mast sammen og hans kæbe er spændt. Mener han virkelig alt det? "Justin... Om nogle dage vil jeg tage hjem til Paris og så vil alt det her bare være et minde om det bryllup, hvor vi to havde det sjovt. Vi har kun kendt hinanden i en uge og du... skræmmer mig." 

Hans ansigt bliver med det samme blødt igen. "Undskyld, baby." Han kører begge hænder ned over hans ansigt og op igen, så de kan løbe gennem hans hår. "Jeg ved ikke hvorfor jeg opfører mig sådan her omkring dig." 

"Jeg var jaloux." Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig siger det her, men det gør jeg. "Jeg var jaloux der da du havde hende der stripperen omkring dig. Du spurgte mig hvorfor, men jeg ved ikke hvorfor." 

"Det var ikke meningen at du skulle se det." 

"Nå men det gjorde jeg." 

Justin tager fat i mig og drejer mig, så min ryg er presset mod hans brystkasse. Hans stærke arme omkring min talje. "Alle fyrerene derinde skulle have sin tur i sædet. Det var bare virkelig dårlig timing at du kom lige da det var min tur. Hun gjorde intet for mig. Hun gjorde mig ikke engang hård. Hun var ikke dig. Du ved godt at det her er mere end bare sex, ikk?" Hans ånde puster mod min hals og mens han kysser min hals, trækker han min numse ind mod hans skridt, hvor jeg kan mærke hans tydelige begejstring. 

"Jo, men jeg ville hellere have at det ikke er." 

"Det er bare surt," hvisker han og kysser min hals igen. Jeg sukker svagt og læner mig tilbage i ham. "Jeg har ville have dig siden første gang jeg så dig, Minou. Jeg har villet kysse dig, holde dig i så fucking lang tid. Sig at du også vil have de ting."

"Jeg vil have dig." 

Han griner mod min hals og først der opdager jeg at jeg ikke sagde dem, men dig. Det kan vel også være det samme, men alligevel bliver mine kinder røde. 

Nu har jeg besluttet mig for at skrive videre også selvom den egentlig kunne have været afsluttet tidligere. Hvis I ikke gider at få endnu en afslutning, så kan I bare stoppe med at læse her. Jeg tror jeg vil skrive historien videre til at de også finder ud af hvad de vil gøre med deres forhold senere, men den bliver ikke meget længere. 

Tusind tak til alle jer der skrev at i mente den skulle fortsætte. Det gjorde mig virkelig glad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...