Forskellige sind ONESHOT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2016
  • Opdateret: 21 mar. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
51Visninger
AA

1. Livets endelige beslutning

Da jeg kiggede ned på gaden, fra mit vindue, virkede alting så lille. Jeg sad på vindues kammen med benene dinglende ud over parken. Det var tidlig morgen, og tågen lagde sig blidt. Jeg elsker dig. Ordene hang stadig erindringen. Mente han det virkeligt? Elskede han mig? Det ville jeg nok ikke finde ud af, da i dag nok ville være den sidste. Jeg lænede mig lidt frem ad, bange for hvad der ville møde mig. En dør blev revet op inde i min lejlighed. Nogen kaldte mit navn, men jeg hørte ikke efter. Det eneste jeg fokuserede på hvordan jeg kunne gøre det smertefrit. Et par al for velkendte arme blev revet om mig og rev mig bagud, ind i lejligheden igen og slap mig først da jeg stoppede med at kæmpe i mod. Jeg rejste mig op, og han vendte mig rundt og tog fat om mit ansigt. Han stod bare der og stirrede på mig med sine blå dybe øjne. De var fyldt med skuffelse, vrede, sorg og på samme tid lettelse. Alt var for sløret, og de blå øjne fyldte mit hoved med tanker. Liam.

"Hvad fanden laver du?" Spurgte han strengt, men med en antydning af bekymring. Jeg kiggede ned på mine tæer, havde allermest lyst til at jeg bare havde sprunget noget før. Jeg kunne ikke klare hvis han nu begyndte at hade mig, afsky mig, som alle andre. 

"Liam jeg" min stemme knækkede, og jeg stolede ikke nok på den til at forsætte. Den prikkende fornemmelse, bag øjnene forsvandt, da jeg nedelig lod tårene komme. Han trak mig ind til sig, og omfavnede mig. Jeg rev mig fri. Og kiggede på ham. Den samme følelse fra den første gang, han krammede eller holdt mig i hånden, kom listende ind på mig. Skyld følelse. Jeg havde ikke forstået det dengang. Men jeg gør det nu. Jeg havde allerede planlagt min vej ud af verden, da han kom ind i mit liv. jeg vidste at jeg ville dø snart, jeg vidste at jeg ville tage mit eget liv. Men jeg sagde intet. Jeg lod ham langsomt forelske sig i mig, selvom jeg havde troet det ville være umuligt. Ville han komme til at savne mig, når jeg er væk? Jeg havde spurgt mig selv det spørgsmål mindst hundrede gange. Jeg har altid troet han bare ville vende mig ryggen. Mit troskab til andre mennesker, og jeg stolede ikke på nogen. Hvorfor skulle jeg også det? De ville alligevel bare, vende sig om og få sekunder efter, har de allerede et bedre liv end jeg nogensinde har haft. Liam satte to fingre under min hage, og løftede mit ansigt, som hidtil havde vendt sig mod mine tæer. Han trak mig ind i endnu et kram. 

"Hvorfor i al verden.." begyndet han. Jeg afbrød ham, med et fnøs. 

"Liam, du har ikke været i mit liv, hele vejen igennem" sagde jeg, i mens jeg tegnede små cirkler på hans brystkasse.

"Nej, det ved jeg da godt, men" Begyndte han igen. Jeg rystede afværgende på hovedet, og trak mig fri.  

"Du forstår det ikke" jeg begyndte at gå nogle skridt baglæns. "Det hele bliver meget bedre for dig, hvis du bare lader mig gøre det" Hans øjne flammede, og jeg kunne se på ham, han både var såret og vred. 

"Hvordan i helvede, skulle det gøre godt for mig, når du er væk, Sydney!? " nærmest råbte han, og jeg trådte endnu et advarende skridt tilbage mod vinduet. "Fortæl mig lige, hvordan mit liv skulle blive, åh, så meget bedre, ved at mit livs kærlighed, springer ud fra sit femte etagers, høje lejlighed?" Jeg rystede på hovedet igen, og tårene banede vejen fra min øjne til, min hage. Tårene blev ved, og jeg kunne ikke holde dem inde. 

"Liam, vi er knap nok blevet atten endnu" sagde jeg med rystende stemme. "Du vil finde en anden" 

"Men det er jo dig jeg vil have, Syndey! Hvorfor forstår du det ikke?" 

"Det er dig der ikke forstår!" skreg jeg. Ha kiggede lidt overrasket på, pågrund af den hårde tone. "Du skal nok finde en ny, der er så mange derude der fortjener dig, meget mere end mig" Han rystede på hovedet. Jeg nikkede.

"Liam, jeg vidste jeg ville gøre det her. Jeg har vidst det i flere måneder nu" sagde jeg. 

"Men hvis du hele tiden har vidst det, hvorfor har du så ikke gjort det noget før? Hvis du hele tiden har haft lyst, hvorfor fjorde du det så ikke?" hans ord, kom bag på mig. Ville han nu have jeg skulle begå selvmord? Jeg stod på og kiggede på ham, ude af stand til at sige noget som helst. 

"Netop, jeg vidste du ikke kunne svare Sydney" sagde han en anelse nedladende. "Du kunne ikke få dig til til det, vel?" Hans øjne borede sig ind i mine. "Du fortjener er perfekt liv. Og jeg vil med glæde være den der er en del af det" Han gik hen mod mig, jeg stod tæt op af vinduet, men jeg blev stående da han nærmede sig mig. Han lagde en hånd på væggen bag mig, da vinduet ikke var alt for stort. Med den anden hånd, lukkede han vinduet i, og lænede sin pande mod min. Der var noget ømt, over hans blik, og han kiggede på med med lidt frustration, inde i øjnene. Han lod langsomt hans øjne falde i, og pressede så sine læber mod mine. Et kort sekund, stod jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, men så kyssede jeg igen. Det var vores første kys, eftersom jeg tror han var lidt nervøs, for at skulle kysse mig. Hans hænder samlede sig om livet på mig, og jeg lagde mine arme rundt om hans hals. Da kysset blev afbrydt, kiggede han mig ind i mine øjne. Han smilede til mig, og så godt tilfreds ud. Jeg smilede igen. 

"Jeg har ventet på at kysse dig, siden jeg så dig første gang" sagde han med hæs stemme. 

"Det var da også på tide" sagde jeg, han lo, og kyssede mig igen. Og sådan stod vi, i jeg ved ikke hvor lang tid, bare og nød hinandens selskab. Til sidst, trak han sig væk. 

"jeg er sulten, kan vi ikke få noget mad?" Jeg grinte. 

"Jo, lad os ringe efter pizza" sagde jeg. Da den var bestilt, satte vi os ned, i sofaen og spiste. Da vi var færdige, lænede han sig mod mig, og kyssede mig igen. 

"Du smager godt" sagde han 

"Det er pizzaen" grinte jeg. Han lo, og trak sig fri af kysset et øjeblik. han kiggede på mig, med omsorg og kærlighed i blikket. 

"Lov mig du aldrig nogensinde vil prøve igen " sagde han. Jeg vidste hvad han hentydede til. 

"Undskyld" sagde jeg. Han omfavnede mig, og mumlede, noget i retning af 'det er okay'. 

"Jeg elsker dig, Liam" Sagde jeg til sidst. Han trak sig hurtigt fri, og satte sine hænder på mine kinder, og kiggede på mig. Han øjne strålede. 

"Sig det igen, jeg tror ikke jeg hørte rigtigt" sagde han drillende. Jeg grinte og gentog. Han smilede endnu mere end før. 

"Jeg elsker dig mere" sagde han, og kyssede mig igen. Hvordan kunne jeg nogensinde tro, at det ville være bedst med at afslutte det hele? Jeg følte mig lidt flov over det inden i, og besluttede mig for at lægge det bag mig. Jeg havde Liam. Oh, jeg elsker den dreng.  Så jeg ved godt, at livet kan være svært. Men tænk på alt det positive, du har ved at leve. Lev livet. Det er nok det bedste du kan gøre. 

 

Jeg håber i kunne lide min historie, og tak fordi i læste den. Moralen her, er at du skal ikke tage dit liv forgivet. Det kan godt være at livet ser sort ud. Men tænk, på alle dem som faktisk elsker dig, og bekymrer sig for dig. Om det så er 10 eller 3, gør ingen forskel. De ville stadig være hårdt ramt. Så måske har du familie eller venner, der kan hjælpe dig, som Liam hjalp Sydney. Eller måske har du selv din helt egen Liam? Livet er en fantastisk rejse, du er bare nød til at åbne døren, til flyveren, før du kan komme videre. Nyd livet, det er mere værdifyldt, end det måske kan føles. Det er noget man kun får én gang. Nyd det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...