Drengen i spejlet

jhuuhu

1Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. 1.

Frida stod og træk vejret dybt foran hendes nye rækkehus. Hun nærmede håndtaget med hendes hånd lige så stille, hjertet sad helt oppe i halsen på hende. Hun anede ikke hvad der ventede på den anden side af døren. Måske var det et lille lorte hus med pis pletter på alle slidte gulve og vægge hvor der drev ned med mug. Nej, hun måtte tænke positivt. Endelig havde hun samlet sig og tog i håndtaget, da hun åbnede døren var det første der kom til syne et lille bryggers med mørke brune klinker, på væggen bag den åbnede dør hang der et gammel spejl, med en mørk træ ramme omkring, lidt gyseligt tænkte Frida, det lignede et spejl der kun hørte til i gamle folks hjem. Sådan et rigtig uhyggeligt gammel mands hjem som var fyldt med træ møbler, og nikotin fyldte hvide gardiner. På en af de andre vægge var der nogle knager formentlig til jakker. Og så var der en trappe der førte op til den øverste etage.  Bag en dør der stod på klem, kunne man lige ane et køkken. Frida åbnede den døren, og der kom et stort rigtig flot køkken til syne, med hvide skabslåger, mørk sten bordblade og et gas komfur. Det gik hele vejen langs væggen, og drejede ved et hjørne og stoppede der. Ligeved hjørnet begyndte stuen, en lille men meget hyggelig stue, der var højt til loftet, hvide nymalede vægge og et stort langt vindue som gik langs hele den ene væg.

 

Ude bag vinduet var der en stor legeplads, sådan en med både sandkasse, gynger, klatre væg og rutsje bane. Bag legepladsen var der en meget stor og mørk skov, selv om det var lyst uden for og solen skinnede var skoven alligevel mørk og dyster, hun havde aldrig brudt sig som så danne skove, hun huskede en episode hvor hende og hendes to veninder Malene og Mejse, skulle overnatte hos hende. De havde aftalt at holde en gyser aften og skulle se en masse film. Da klokken var et og de havde set en masse film, havde de tre begyndt at diskutere om hvem der var den mest modigste, de mente selvfølgelig alle sammen at de selv var det hver især. Da havde Mejse så sagt at den af dem der kunne blive længst tid ude i den mørke dystre skov, var den modigste. Den udfordring sagde ingen af dem nej til, for så havde man jo tabt på forhånd. De listede ud af hoveddøren ligeså stille for ikke at vække Fridas forældre, de havde forbudt dem at gå ud efter mørkets frembrud og derefter cyklede de hen til den nærmeste skov. På vejen der hen var de alle tavse, man kunne mærke nervøsiteten sitre i luften. Der havde været klar natte himmel, så månen lyste det meste af landevejen op.

 

Da de ankom til den meget mørke, store skov, aftalte de reglerne. Man måtte ikke havde telefon med, for så kunne man jo lyse med den. Man måtte heller ik gå længere ind i skoven end de havde aftalt, for de vidste alle godt at skoven var meget meget dyb, og der var mange mennesker som hvert år forsvandt ind i den, og blev meldt savnet. Da reglerne var klare for alle, bestemte de at Frida skulle starte, hun gik ind i skoven med de andre da de havde fundet stedet gik de andre ud igen ud og begyndte at tage tid. Hun husker skoven var meget mørk, mørkere end de fleste andre normale skove, der var et aller andet mystisk over dennne. Hun kom til at tænke over at hendes forældre havde forbudt hende at gå der ind. Hun kunne ikke se hvad der gemte sig længere inde i skoven, kun hvis man kiggede op på de øverste trækroner som blev oplyst af månen. Da hun havde stået der et stykke tid hørte hun pludselig nogle fodtrin nærme sig, og begyndte at løbe. Angsten havde boblet i hende og hun havde forgæves råbt om hjælp. Fodtrinende var lige i hælende på hende, lyden af blade og kviste der knækkede. Hun løb og løb, men lige meget hvor stærkt hun løb kom fodtrinende bare nærmere. Pludselig stoppede hun brat op, og lyden var forsvundet. Hun stod i 5 minutter helt stille og spændte alle musklerne, hun kunne ikke dreje hovedet af angst, rystende mærkede hun koldsveden komme krybene ned ad ryggen, I frygt om at bæstet ville kunne se hende. Da hun syntes hun kunne ånde lettet op og gå hjem, mærkede hun pludselig et åndedræt i nakken og hele hendes krop stivnede og hun stod med frygten i øjnene. 

 

Nej nu ville hun ikke tænke mere på den frygtlige oplevelse! Det var vel bare noget hun havde blidt sig ind, hun var trods alt kun 8 år dengang. Da hun havde kigget alle rummene igennem, og konstaterede at alt så fint og dejligt ud, gik hun ud i sin forhave for at ryge en smøg. Mens hun sad der og røg, tænkte hun over alle de frygtlige ting der var sket. Hendes eks som hun var nød til at flygte fra. Da hun var 18 faldt hun pladask for hendes nuværende eks, han hed morten. Hun huskede tydeligt den dag i gymnasiet hvor han kom ind i hendes klasseværelse og læreinden havde præsenteret ham for hele klassen. Han kom der med hans lange mørkebrune lidt krøllede hår, blå øjne og et smil der fik alle pigerne til at smelte. Hun havde været smask forelsket i ham i lang tid, og så en dag til skolefesten skete det endelig han kyssede hende, og ligesiden der og så til for nyligt, havde de været sammen. 

 

Han havde med tiden blevet rigtig voldelig og meget jaloux. Det sidste halve år de havde været sammen, måtte Frida finde sig i en hverdag med tæv og intet social liv.  Hun blev overvåget konstant og når han ikke var hjemme låste han døren. Kun nogle få gange fik hun lov at besøge sin familie, men det var så på den bekostning at han også skulle være der. Hendes selvtillid dalede med høj fart hun følte sig ikke god nok, og fik heletiden af vide at det var hendes skyld, hun kunne jo bare lade vær med at lave mad til kl 18:00 når han først var hjemme kl 18:30. Det eneste hun kunne tænke på var hvordan hun kunne slippe ud af det hus og væk fra hendes sindsyge kæreste. Hun husker spicelt en episode, Han var kommet hjem ved tolv tiden om natten, brast ind i soveværelset, hvor han kom stille hen i mod hende og hun tænkte bare hvad har han nu fundet på, pludselig blev han rigtig voldelig og rev fast i hendes arme og spændte dem fast til deres tremmeseng med nogle håndjern. *Hva så din lille møg tøs, så kom far endelig hjem til dig va!* havde han råbt og derefter spyttet på hende. Efter han havde tævet hende synder sammen havde han voldtaget hende. Hun husker det som et mareridt hun sad der, spændt fast til den seng i mere end to døgn, måtte græde sig i søvn og fik hverken mad eller vand. Det var så forfærdeligt husker hun, det var også der hvor det virkelig gik op for hende at det alså ikke var hende der var noget galt med og hun måtte finde en vej ud af det her.

Så en mandag aften kom chancen endelig, det hun havde ventet på i et halvt år nu. Han var meget beruset og skulle ud med nogle venner,hvor han glemte at låse døren. *Nu er det nu! jeg skal ud her fra og det kan kun gå for langsomt* hun løb ud af døren, og løb og løb, hun husker tydelig følelsen af vind i håret og ikke mindst frihed. da hun havde løbet i noget tid følte hun at nu var hun langt nok væk og hun kunne holde en pause. først der opdagede hun hvor befriende det var, at stå der ude i den friske luft. At mærke jorden under hendes fødder, vinden i håret og solstrålerne der varmede hendes krop. Der stod hun ind til der pludselig kom en løbede ud fra et af de huse der var på den villavej hun var havnet på. det var nu ikke så mærkeligt for hun havde hverken nået at få sko eller jakke på og hele hendes krop var fyldt med blå mærker og ar. *Er du okay? hvad er der sket? vil du med inden for?* lød det fra den flinke hus ejer. Frida kom med inden for og fik meldt hendes eks til politiet. Men helt tryg var hun nu alligevel ikke ved situationen for hun viste at så snart at fandt ud af at hun var væk, ville han koge helt over af raseri og han ville finde hende, og når han fandt hende, ville hun bestemt ikke være i live ret længe. Hun var rædselslagen, da hun senere samme dag sad på politistationen sammen med hendes mor som var brudt ud i gråd (Hun havde jo intet vidst) og havde fortalt det hele, blev de hurtigt enige om at det overhovedet ikke var sikket for hende at overnatte hos hendes forældre, derfor fandt de et krisecenter i Jylland hvor hun kunne opholde sig i 3 måneder. 

krise centeret hjalp hende igennem meget, der var psykologhjælp og mange ander kvinder der havde været ude for noget lignende. De hjælp hende også med at søge akut bolig og få skjult nr og adresse. Hun var også  nød til at sige ja til det første boligtilbud der kom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...