Dangerzone - divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Anastasia har nu Daniel på hendes side, men hvad med hele samfundet der er imod hende. Vil hun gemme sig væk igen, flygte eller kæmpe imod? Hun skal stadig gennemfører prøvelserne ved at blive skytsengel uden at blive opdaget som Truthchild. Vil nye venskaber opstå eller gå i stykker? Vil Anastacia blive opdaget, og hvis hvad sker der så?. Nye minder kommer tilbage om hendes familie, der vender om på det hele. Det største spørgsmål af dem alle, hvad sker der da Daniel kommer i tvivl med hensyn till Anastacia?
Dette er del to af Truthchild (anbefales at læse del 1)

0Likes
0Kommentarer
557Visninger
AA

6. Tilbagevendende minder

Efter nogle fredelige dage på hospitalet skal jeg ud, og kæmpe for at komme højere op i ranglisten. Min mave snører sig sammen af nervøsitet og spænding. Jeg tager en dyb indånding. Daniel og Tris er lige gået efter deres hverdagsbesøg, i de 5 dage jeg har været på hospitalet. Jeg tager mit almindelige tøj på og snører mine sko. De blå mærker i ansigtet er væk, hvilket jeg er taknemmelig for, men jeg har stadig flere på kroppen.

På vejen ud af hospitalet begynder mit hoved at gøre kraftigt ondt. Det hele drejer rundt for mit syn, mit hoved dunker og mine skridt bliver vaklende. Jeg lukker øjnene hårdt i, og prøver at glemme smerten, men den har sat sig fast og vil ikke gå væk.

Jeg går de sidste vaklende skridt hen mod døren, og klamrer mig fast til den. Mine ben svigter, og jeg mærker min krops dunk, da den falder. Et skarpt lys dukker op for mit inde syn, og det næste jeg ser, kommer jeg aldrig til glemme.

Ham der styrer forsøget, hvis navn jeg endnu ikke kender, giver en nervøs dame, en fjernbetjening af en slags. Nervøsiteten stråler ud af hende, og han lader til at bemærke det, så han uddyber, hvad han vil. "Gem den, vi får måske brug for den", starter han ud med at forklarer, og lægger fjernbetjeningen ind i damens hånd. Han holder stadig fast i hendes hånd, selvom han har lagt fjernbetjeningen.

Selv jeg fornemmer den anspændte og forvirrende spænding, der er i damens blik. Hun kigger forfjamsket på ham, men han sukker bare som svar på hendes forvirrede udtryk. "Kun for en sikkerhed skyld", siger han så opgivende, så jeg straks finder ud af, at damen ved, hvad fjernbetjeningen gør. Jeg kigger skarpt på hende, og leder efter noget, der kan afsløre, hvad fjernbetjeningen gør.

Endelig siger hun noget. "Jeg ser ingen grund til at bruge den hr. Steve, vi har alt under kontrol" svarer hun ham skælvende og tydeligvis nervøs.

"Kalder du, at der findes børn, som kender til hele projektet fra deres fødsel af, og kan afsløre os hvert minut, under kontrol? De er farlige og gemmer sig så vi ikke kan finde, og dræbe dem. Lad os tage Zabrina, vi slog hendes familie ihjel, men på mirakuløs vis overlevede hun", spytter hr. Steve nærmest ordene ud med en streng og overbevisende mine.

Damen kigger tænkende på Steve, og bakker samtideligt lidt bagud med usikre skridt, og en igen anspændt mine. "Det betyder da ikke, at vi skal dræbe hele byen, for så er projektet allerede i stykker med sikkerhed" mumler hun utilfreds, før hun går med fjernbetjeningen knugende i hendes rystende hånd... Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst, efter hendes sætning. De vil sprænge byen i luften!!

"Ann... Ann vågn op".  Et sæt arme rusker i mig. "Nej.. nej.. gør det ikke" mumler jeg, og er egentlig ikke helt klar over hvad jeg siger. "Ann vågn op" bliver personen ved, med en svag bekymring i stemmen. I stedet for at komme tilbage til nuet, prøver jeg derimod at komme tilbage til mindet om forsøget, da jeg vil vide mere. Det er lang tid siden, jeg fik et sidst, og jeg er bange for, at det vil være for sent, inden jeg for det næste.

Måske, er det fordi, der ikke er sket noget specielt med forsøget eller, fordi minderne forsvinder med alderen. Jeg lukker øjnene, men ser kun mørke. Uanset hvor meget jeg klemmer øjnene sammen, kommer mindet ikke tilbage. Mit hjerte banker derudaf, og mine lunger brænder efter luft., da jeg som regel ikke trækker vejret, når jeg får minderne.

Jeg opsummere den nye viden jeg har fået. De vil måske tilintetgøre byen. Det er en nervøs og anspændt dame, der holder byens skæbne, i sin knugende hånd. Ham der styrer projektet hedder hr. Steve. Der findes flere af mine slags, en ved navn Zabrina. Hun kan måske hjælpe, men først må jeg finde hende....

Mine lunger skriger efter luft. Jeg åbner øjnene og munden, så jeg kan få noget luft. Underlige lyde kommer ud af min mund, mens jeg gisper efter vejret. Zara kigger på mig, med sine mørkebrune forskrækkede og undrede øjne. "Hvad skete der?" spørger hun nervøst, og holder fast i mine underarme, for at hjælpe mig med at rejse mig op. "Ikke noget, jeg tror vel jeg besvimede" lyver jeg med en rynke i panden over hendes nervøsitet, men vælger bare ikke at spørge mere ind til det.

"Du var væk i meget kort tid af en, der var besvimet" siger hun og løfter mistroende øjenbrynene. "Hvor lang tid var jeg væk?". Jeg undrende på hende og rynker brynene, da jeg synes det varede længere, end hun hentyder til. Mine øjeblikke plejer som regel at tage 3-5 minutter, hvilket jeg synes er ret lang tid.


"Du var væk i 10 sekunder højst" svarer Zara.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...