Dangerzone - divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Anastasia har nu Daniel på hendes side, men hvad med hele samfundet der er imod hende. Vil hun gemme sig væk igen, flygte eller kæmpe imod? Hun skal stadig gennemfører prøvelserne ved at blive skytsengel uden at blive opdaget som Truthchild. Vil nye venskaber opstå eller gå i stykker? Vil Anastacia blive opdaget, og hvis hvad sker der så?. Nye minder kommer tilbage om hendes familie, der vender om på det hele. Det største spørgsmål af dem alle, hvad sker der da Daniel kommer i tvivl med hensyn till Anastacia?
Dette er del to af Truthchild (anbefales at læse del 1)

0Likes
0Kommentarer
666Visninger
AA

4. Katastrofalt

Overvældet kniber jeg mine øjne sammen, og åbner dem igen. Mig og Daniel står øverst på listen, hvilket vil sige, at vi har klaret os bedst, og deler førstepladsen. Folk rundt om mig begynder at klappe, og give mig et klap på skulderen. Kun en gør det ikke. Tris.

Jeg kigger på hendes plads, og ser til min overraskelse, at hun ligger på 13 plads, hvilket vil sige, at hun ligger til at blive faktionsløs. Hun klarede den ikke så godt til nogle af de ting vi trænede, men heller ikke så dårligt, at hun fortjener at blive faktionsløs. Desværre er konkurrencen hård, og de skytsenglefødte er også med på ranglisten. Kun 10 går videre, og heldigvis er jeg en af dem indtil videre, men alligevel er jeg trist på Trises vegne.

Jeg går over til hende, og ser hendes skræmte ansigtsudtryk. Jeg har aldrig set hende så seriøs og bange. Hendes øjne fyldes med tårer, og før jeg når at åbne munden, er hun løbet ud af lokalet.

Jeg løber efter, og fanger hende i en blindgyde. Hendes kinder er våde af tårer, og snottet løber ned af næsen på hende. Hun krymper sig sammen til en kugle, og begynder at hulke. Mit hjerte knuses i tusinde stykker og jeg for lyst til at skifte mig ud med hende. Jeg har aldrig set hende så grædefærdigt. Stille går jeg over mod hende og krammer hende ind til mig.

"Bare rolig... vi finder ud af noget", siger jeg for at berolige hende. "Jeg......Gider..... Ikke... ende faktionsløs", svarer hun snøftende med hulk indimellem sine ord. "Du var på 13. pladsen og der er plads til 10. Du skal bare komme 3 trin højere op, og så er du der", siger jeg med håb i stemmen.

Hun ryster på hovedet, "hvordan har du så let ved det? Du kom øverst på listen med Daniel". Jeg sukker tungt, "det kræver hårdt arbejde... Jeg er opvokset hos sanddru. Jeg har aldrig lært at slås eller noget. Jeg har bare været gemt væ...", mere når jeg ikke at sige, før jeg standser mig selv. Hvad har jeg gang i?

"Jeg.... har.. bare kæmpet og troet på mig selv, og nu skal du gøre det samme for mig!", siger jeg og prøver samtideligt at redde min hemmelighed. Hun kigger på mig med sine lysene, nøddebrune og overvejende øjne. "Kom vi skal nå over til kampene, hvor du kan vise, hvad du kan!", råber jeg svagt til hende.

"Tak Ann, det havde jeg brug for", siger hun og tørrer sine tårer væk. Derefter går vi hånd i hånd hen mod træningssalen.

~~~

Zara, en jeg ikke har bemærket før i tiden, er i gang med sin kamp. Hun er ved at vinde mod Peter. Tris har vundet sin kamp mod Will. Han er stærkt bygget, men lille, så hun klarede den. Dog med et par skrammer, og et blåt øje, men det betyder vel ikke noget, fordi hun vandt. Zara er en stærk modstander, og jeg tjekkede også hvilken plads hun lå i på ranglisten. Hun ligger på fjerde plads. Hun er høj, og man kan se hendes muskuløse arme tydeligt i dag, da hun kun har sin T-shirt på

Jeg bider mig i læben for ikke at skrige, da hun sparker Peter, og blodet fra hans mund rammer mig i ansigtet. Han er faldet omkuld, og kampen er endelig ovre. Jeg får ikke tid til at skylde Peters blod af ansigtet, da jeg hører mit navn blive råbt op lige efter. Min modstander er Molly. Hun er få centimeter højere end mig, men har mange flere kræfter i slagene. Jeg så hendes sidste kamp, hun tævede Al, som han var en dukke.

Jeg tørrer blodet af hovedet med mit ærme, og går med usikre skridt op. Denne gang er det ikke Daniel, som skånede mig, jeg er oppe i mod, men Molly. Hun skuler til mig, og sender mig et blik der kunne dræbe. "Denne gang bliver dit dukkefjæs ikke skånet, prinsesse", hvisker hun meget tæt på mig ansigt, da vi er deroppe.

Vreden stiger op i mig, og mine kinder bliver brandvarme. "Du får at se hvem der er en prinsesse", svarer jeg vredt, og hører derefter Eric råbe start. Raseriet overtager, og jeg kommer ved en stor fejl til at bruge næsten alle mine kræfter på de første slag mod Molly. Hun parere dem let, og giver mig et spark mod min mave tilbage.

For at undgå mavepusteren, er det eneste jeg kan nå at gøre, at vende min krop, så sparket rammer mig i siden. Jeg bider hårdt tænderne sammen for ikke at skrige, og tager nogle dybe indåndinger. Der går knap 2 sekunder, før hun begynder at slå mod mit hoved. Jeg prøver at parere slagene, men flere af dem slipper igennem.

Jeg kan mærke blodet sive ned fra alle huller i mit ansigt. Munden, næsen og ørene. Svimmelheden overtager mig, og jeg kan ikke længere føle hendes slag. Jeg prøver indimellem at slå imod, men hun undviger let, og slår bare hårdere til. Pludselig er jeg landet på gulvet, og hoster blod ud.

"Bliv ved", hører jeg Eric råbe, om det er til mig eller Molly ved jeg ikke. "St...op" stønner jeg ud, da hun begynder at sparke endnu hårdere til mig. Hun stopper dog ikke, men sparker bare hårdere til med et lumskt smil. Jeg prøver at kravle væk fra hende med min sidste rest af energi, men lander bare med en høj lyd på jorden igen.

Jeg lukker øjnene i, og lader mørket tage mig. Lidt efter mærker jeg ikke flere slag, men jeg vågner ikke......


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...