Dangerzone - divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Anastasia har nu Daniel på hendes side, men hvad med hele samfundet der er imod hende. Vil hun gemme sig væk igen, flygte eller kæmpe imod? Hun skal stadig gennemfører prøvelserne ved at blive skytsengel uden at blive opdaget som Truthchild. Vil nye venskaber opstå eller gå i stykker? Vil Anastacia blive opdaget, og hvis hvad sker der så?. Nye minder kommer tilbage om hendes familie, der vender om på det hele. Det største spørgsmål af dem alle, hvad sker der da Daniel kommer i tvivl med hensyn till Anastacia?
Dette er del to af Truthchild (anbefales at læse del 1)

0Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

9. Hemmeligheder bliver fortalt

Hej dagbog

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte dette, men jeg har besluttet at skrive i dig, da jeg har så mange ting, jeg vil tale om. Det er ikke sikkert, at jeg kommer til at skrive meget i dig, eller om jeg bare ender med at droppe ideen, men jeg kan love, at jeg vil prøve.

Jeg kan starte med grunden til, at jeg overhovedet har besluttet at skrive i dig. Daniel får mindre og mindre tid til at være sammen med mig, og han er nok den eneste, jeg taler rigtig med her hos skytsenglene. (Men selv ham holder jeg hemmeligheder for). Jeg savner ham sådan, så derfor har jeg valgt at skrive til dig, om ting jeg plejer at tale med ham om. 

Jeg kan begynde med Tris. Hun prøver konstant at tale med mig, siden jeg opdagede forholdet mellem hende og Four, men jeg fejer hende bare væk. Siden jeg opdagede deres forhold, har jeg også bemærket en del andre ting om hende, som jeg ikke gjorde før. Hun opfører sig underligt, mærkeligt og hun lyver ofte, plus, at jeg flere gange har set hende snige sig ud om aften. Om de ting hun gør, har noget med Four at gøre, ved jeg ikke... 

Adam er begyndt at besøge mig ofte til besøgsdagene, vi snakker godt sammen, men også han, holder noget hemmeligt. Hvorfor går han altid så tidligt? Hvad er det, han hele tiden vil undlade at tale om? Hvorfor ser han altid så smadret ud når han kommer? Jeg har prøvet at få det ud af ham flere gange, men han skifter automatisk bare emne. når jeg får det op i vores samtale..

Så er der Zara, hende har jeg faktisk kun godt at skrive om. Hun er blevet en slags veninde for mig. Vi holder dog stadig mange hemmeligheder for os selv, og snager ikke for meget i hinandens liv . Vi kæmper og træner sammen, og jeg er virkelig begyndt godt at kunne lide hende. Hun har meget tilfælles med mig, hvilket nok også er grunden til at vi klikker så godt. Vi kæmper begge for at komme højt op i ranglisten (selvom hun stadig ligger højest), vi holder vores liv samt følelser for os selv, og når vi er fast besluttede på at gøre noget, gør vi det.

Så er der mindet, som jeg stadig ikke, er kommet videre med. Situationen er den, at jeg prøver at finde Zabrina, den anden Truthchild, men hun er ikke til at finde. Jeg har stadig ikke fortalt om mindet til nogen, men måske skulle jeg fortælle det til Daniel? Han er trods alt, den person jeg lige nu, stoler mest på. Men hvad var det min mor altid sagde? "Hold dine minder for dig selv, ellers ender de med at dræbe dig". Måske skulle jeg lytte til min mors råd, og finde ud af noget selv?

Jeg ligger den blå kuglepen fra mig, med et stort suk. At skrive dagbog er ikke noget for mig, kan jeg allerede fornemme på min stærke skrivekrampe. At skrive var nok det værste ved skolen for mig. Jeg gemmer hurtigt dagbogen indunder den snavsede madras.

Efter at have skrevet om alle mine problemer, hober de sig alle op igen. Jeg ligger den lille lommelygte, jeg købte i markedet hos skytsenglene, fra mig inde i min hvide pudes betræk. Den og dagbogen er en af de få nyttige ting, jeg har købt hos skytsenglene. Med rolige bevægelser bevæger jeg mig lidt i den knirkende seng, mens jeg prøver ikke at vække nogen. Jeg burde faktisk ikke var oppe, men natten når alle sover, er det eneste tispunkt, jeg kan skrive dagbog, hvor ingen vil snage eller forstyrrer.

Jeg kigger på det skinnende ur i det store overfyldte soveværelse, og ser at klokken er 11. Daniel burde for længst være kommet forbi mit soveværelse som lovet. Jeg rejser mig så stille som muligt fra sengen, og beslutter at gå hen til ham i stedet. Med museskridt går jeg hen over de knirkende brædder, der i mit hoved, hver gang de knirker, lyder som bombeslag. Da jeg næsten er ovre hos de skytsengle fødte, hører jeg Fours og Erics stemme på gangen.

Jeg kigger mig panikslagent rundt, og finder et langt gardin ved siden af mig. Med hastige, vaklende og stille skridt farer jeg hen mod gardinet, og gemmer mig. Stemmerne kommer tættere på, og jeg håber inderligt, at de ikke kan se mig.

"Jeg skal nok sørge for, at han ikke sniger sig ud igen. Hvad var det han hed?" spørger Four, med en seriøs stemme. Jeg åbner munden, da det går op for mig, at det er Daniel, de taler om. "Daniel.....og Molly" svarer Eric tonløst, og som altid koldt.

Straks begynder jeg at blive fortvivlet over situationen. Hvad laver Molly og Daniel sammen om aftenen? Hvornår blev de venner? De kan umuligt lave noget uskyldigt om NATTEN. Tårrene fyldes mine øjne, og jeg overvejer bare at overgive mig til Eric og Four. Min krop bliver lammet, og jeg kæmper desperat efter at trække vejret uden at støje. Et  panikanfald følger, og jeg føler mig som en løve fanget i et bur.

Er Daniel og Molly samen? Jeg vidste det! Den pludselige interesse for mig, de søde ting han sagde og gjorde, det var for godt til at være sandt. Erics og Fours stemme bliver til en svag mumle, og det føles, som om jeg har vat i ørerne for omverdenen. Tårrene triller ned af mine kinder, og jeg prøver at tage mig sammen, men kan ikke. Flere gange prøver jeg at bilde mig selv ind, at jeg overreagere, men min indre stemme, fortæller mig, at jeg har ret i mine påstande.  

Han legede bare med mig, som var jeg en dukke. Eller rettere sagt, DE legede med mig. Alt det vi havde var skuespil fra hans side af. Mine ben begynder at føles som gele, og jeg griber hårdt fat i vindueskarmen, for at holde mig stående. Mine hænder begynder at ryste af mit hårde greb om vindueskarmen og mine knoer bliver hvide, da vreden over Daniels svigt træder ind.

"Men i næste uge er så dagen, hvor vi finder ud af, om vi har fået nogen divergent´s børn til vores faktion. Jeg kan stole på dig i det her ikke?" spørger Eric, og vækker straks min interesse, selvom min vrede og sorg. "Ja selvfølgelig" mumler Four stille tilbage.

Forvirret spørger jeg mig selv om hvad en Divergent er...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...