Dangerzone - divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 15 maj 2016
  • Status: Igang
Anastasia har nu Daniel på hendes side, men hvad med hele samfundet der er imod hende. Vil hun gemme sig væk igen, flygte eller kæmpe imod? Hun skal stadig gennemfører prøvelserne ved at blive skytsengel uden at blive opdaget som Truthchild. Vil nye venskaber opstå eller gå i stykker? Vil Anastacia blive opdaget, og hvis hvad sker der så?. Nye minder kommer tilbage om hendes familie, der vender om på det hele. Det største spørgsmål af dem alle, hvad sker der da Daniel kommer i tvivl med hensyn till Anastacia?
Dette er del to af Truthchild (anbefales at læse del 1)

0Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

7. Besøgsdag

2 måneder senere

Jeg piller ved mine negle, og prøver at stoppe sommerfuglene i at flagre i maven, grundet min nervøsitet. For når jeg er blevet spændt eller nervøs de seneste besøgsdage, er det bare endt med en stor skuffelse, da Adam ikke kom. Det er besøgsdag, altså søndag, og ikke i en eneste af dem, er Adam dukket op i. I dag føles ikke anderledes, så jeg sætter ingen forhåbninger til, at han kommer.

"Han kommer denne gang" siger Daniel beroligende, og kan som altid, læse mine tanker. "Og hvis ikke, kan du jo bare hænge ud med mig og min mor. Hun lader til at kunne lide dig, for som hun altid har sagt, så ønskede hun sig en datter" tilføjer Daniel til sin første sætning, med en kæk stemme, og lægger sin arm om min skulder, som i et skulderkram.

Jeg smiler tilbage, da jeg de seneste besøgsdage faktisk har tilbragt med Daniel og hans mor. Hun lukkede mig med det samme ind, som var jeg hendes familie, og vi faldt i rigtig god snak. Hun mindede mig meget om min egen mor, og hun gav mig også den morkærlighed, jeg så inderligt savnede. Mig og Daniel lader dog stadig overfor alle undtagen Tris, som om, at vi kun er venner, hvilket gør, at vi bliver nød til at lyve for hans mor nogen gange.

"Jeg synes nu, at du er perfekt som dreng" svarer jeg kækt tilbage, da det han sagde før, selvfølgelig var for sjovt. Han ser sig diskret rundt, og giver mig et hurtigt kys, hvilket jeg selvfølgelig tager imod. Jeg smiler et forelsket smil, som han gengælder. Pludselig hører vi stemmer i baggrunden, vi trækker os hurtigt fra hinanden, og går med let afstand til hinanden over mod den store kantine, som en gang om ugen, til besøgsdag, bliver brugt som fællesrum. Mig og Adams hænder snitter hinanden, mens vi går, og mit hjerte begynder at banke hårdt mod mit bryst. Selvom vi nu er en slags kærester, får han ved bare en lille berøring, stadig, altid mit hjerte til at banke hurtigere.

Jeg åbner forbavset munden, da jeg ser Adam stå usikkert, med hænderne i lommerne, i den støvede kantine. "Adam er her..." hvisker jeg mundlamt. Hans mørkebrune, næsten sorte hår, er vokset en del siden sidst, og dækker noget af hans pande. Huden er helt bleg, og de sorte rander han har under øjnene, er ikke til at overse. Måden han står på og hvordan de mørkebrune øjne skinner, viser hans usikkerhed, og måske også noget... frygt? Han har taget sine mørkebrune sko på, som jeg engang gav ham til hans fødselsdag, en grøn kortærmet T-shirt og nogle creme-farvede bukser.

Han har i 3 måneder ignoreret mig, og endelig står han her, i hjørnet af kantinen, lidt væk fra de andre mennesker, som om han er bange for dem. Dette er øjeblikket jeg har ventet på til besøgsdag, men alligevel står jeg der, forstenet og helt fortabt for ord. Jeg dækker hurtigt mine sår, med min sorte trekvartærmede trøje, så godt jeg kan, så han ikke kan se de blå mærker og dybe sår, jeg har fået i løbet af de hele 4 måneder jeg har været hos skytsenglene.

Adam vender sit søgende blik hen mod salen, og får øje på mig et minut eller to senere. Han sender mig et tvivlsomt skævt smil og kigger skeptisk på mig, som om han forventer, at jeg vil gå eller værre. Daniel finder diskret min hånd, og giver den et svagt klem, som for at sige farvel, før han smiler til mig og går over mod hans mor.

Jeg går smilende og med mistillid over mod min bror, da jeg slet ikke kan fatte, at han er her. Min hjerne tænker på højtryk og tankerne hvirvler, mens jeg er på vej hen mod ham. Hvad skal jeg starte med at sige? Har du det godt, efter jeg svigtede dig, og gik hen til skytsenglene istedet for sanddru? Hvorfor er han her endelig? Hvorfor er han... bange?

"Hey" siger vi begge på samme tid og griner det nervøst og akavet væk. Vi sætter os på den mugne mørkebrune bænk. Jeg lader mit blik søge hen til Daniel, da jeg ikke ved, hvor jeg skal kigge hen. Det har aldrig været så akavet mellem mig og min bror. Vi har altid haft et godt forhold til hinanden, og efter vores forældre døde, blev vi bare endnu tættere, men lige nu, ved jeg bare ikke, hvad jeg skal sige til ham. Han kigger lettere forlegen på mig, og mumler hej igen. En nagende stilhed breder sig over os, og jeg begynder at trippe rastløs med foden. Det er en af ulemperne ved at være skystengel, du skal simpelthen altid lave noget, da din krop ikke kan få ro, fordi den til daglig hele tiden er i gang.

Jeg sukker, da en skyldfølelse breder sig i min krop. Adam er kommet for at se mig, og jeg burde være sød, dog er følelser blevet en af de sværere ting at vise for mig, efter skytsenglene og min families død.  "Jeg ved godt du er vred, fordi jeg ikke valgte at forblive sanddru, og jeg dermed svigtede dig, men jeg kunne ikke klare minderne fra den faktion".  En knude breder sig i min mave ved tanken om mindet der omhandler hr. Steve og den nervøse dame. Heldigvis er der ikke sket noget endnu, men jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal gøre med hensyn til den situation. Jeg ved kun min beslutning skal tages hurtigt.

Jeg kigger af afventende på Adam efter en reaktion. Før jeg skiftede faktion, var han den eneste jeg kunne vise mine følelser til, og han støttede mig altid. Daniel har dog overtaget den rolle nu, på nær det med at jeg fortæller ham alt. Jeg har flere gange overvejet at fortælle Daniel om forsøget og mine minder, men har alle gange fejet det væk af frygt for, om han enten ikke vil tro på mig, eller tro at jeg er sindssyg, og fortælle alle om det.

"Det er fint, det tog bare lidt tid af bearbejde, men det er okay nu, det er ikke derfor jeg er kommet" svarer han afdæmpet med en skrøbelig knækkende stemme. " Hvordan har du det?" fortsætter han og skifter tydeligvis emne.

"Godt, hvad med dig?" spørger jeg bekymrende, da jeg efter ikke at have hørt fra ham i 3 måneder, blev bange for, at der var sket ham noget. Det ville ikke være første gang, systemet ville have dræbt, nogen jeg elsker.

"Du ser ikke sådan ud, hvad er der sket med dig?" svarer han uroligt, og kigger på mig med en rynke i panden, som om han leder efter tegn i mit ansigt, der kan vise at jeg lyver. Jeg lægger den bedste maske, jeg kan, når jeg lyver, da kampene faktisk tager hårdt på mig, dog vil jeg ikke have, han skal bekymrer sig om det. "Ingenting, jeg træner bare lidt" .

Han strammer læberne sammen og nikker modvilligt, som om han ikke er overbevidst, hvilket jeg også forstår, da jeg aldrig har været en god løgner, og min krop er selve modbeviset på det, jeg siger. Den er blevet meget mere markeret, og musklerne på mine arme og ben har gjort mig kraftigere bygget. Mine mave, arme, fødder og ryg er dækket af blå mærker og sår. Mit ansigt er svulmet op, og har flere gamle ar og skrammer.

Hvis jeg havde set mig selv sådan her, for 4 måneder siden, ville jeg ikke, have troet mine egne øjne. "Jeg...jeg har hørt lidt om ranglisten fra min skytsengleven.... og... du ligger ikke... til at blive faktionsløs vel?" skælver han ud, og har en del gange svært, ved at sige ordene.

Efter ordene har forladt hans mund, tænker jeg tilbage på, da Molly slog mig sønder og sammen, og jeg kom helt ned på sidste pladsen. Jeg suger læben ind ved tanken og skuffelsen, da jeg så Zara havde taget min plads, hvilket betød, at hun delte førstepladsen med Daniel. Min plads har ændret sig siden da, men hendes og Daniels har ikke, hvilket jeg sådan set burde være glad for, på Daniels vegne.

"Nej, jeg ligger godt, jeg ligger på 6 pladsen og der er plads til 13" svarer jeg ham med selvsikkerhed i stemmen, så han ikke kan, fornemme den bitre tone, jeg for, over ikke at være på første pladsen som før. Ja, det var lykkedes mig at kæmpe mig op på en 6 plads, så jeg brude enlig være tilfreds. Daniel var så glad på mine vegne, da jeg havde kæmpet mig op, at han svang mig rundt, på vores "hemmelige" mødested, altså taget.

Adam kommer med et forsigtigt smil, og krammer mig med en hurtig og usikker bevægelse ind til sig. Bevægelsen er så hurtig, at jeg slet ikke når at reagere, før den er overstået. "Godt" siger han og rejser sig med forsigtige bevægelser op. Jeg rynker panden lidt. "Der er stadig 40 minutter tilbage af besøgstid".

"Jeg bliver nød til at gå nu, men jeg kommer også i næste uge" forsikrer han, og begynder at gå hen mod døren.

En trist følelse vælter indover mig, og jeg går varsomt med ham ud af kantinen. Jeg ignorer flere af de stirrende blikke på vej ud, og koncentrerer mig om at fører Adam, den rigtige vej ud.  Før han går, trækker jeg ham ind et lang og varmt kram. "Jeg elsker dig" hvisker jeg stille ind i hans ører, før jeg trækker mig fra krammet. Han nikker, "jeg elsker også dig søs", siger han før han med vaklende skridt, begynder at gå hen ad den grusede snoede sti.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...