Det nye cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

7Likes
4Kommentarer
946Visninger
AA

1. En ny start

Solens stråler er matte og kolde. Folk søger sammen i grupper og knuger deres ting ind til sig. Jorden har kun få måneder tilbage. Det gælder ikke kun Jorden. Palaven og Thessia, samt mange andre, er døende. Folk kæmper for at overleve, men der giver næsten ingen mening. En dag fandt en forsker dog ud af at man kunne sende folk tilbage til kridttiden. De første 7 hold er sendt af sted. På hvert hold er der omkring 150 mennesker. Hvorfra ved jeg det? Jeg er der selv med mine søskende. Navnet er John Shepard.

 

Jeg åbner øjnene da jeg mærker en tung vægt lande oven på min ryg. Et hurtigt glimt over skulderen bekræfter mine anelser. Min lillebror, Cal, kikker på mig med sine brune øjne og uskyldige smil.

"Morgen, Joh." siger han. Jeg ser hen mod døren hvor Derek og Jane står. Cal er 11 år. Derek er 15 og Jane 14. Jeg er snart 22.

Jane har rødt hår ned til skuldrene, og mørk hud. Huden har vi fra vores far og håret. Tja, mine søskende elsker at farve det. De grønne øjne skinner af livsglæde og nysgerrighed. Og hendes personlighed? Hun er sjov. Klar til at rode sig ud i ballade og kommer nemt ud af dem igen med sin charme.

Cal har gyldent hår der er klippet kort. Igen den mørke hud, men denne gang skiller den sig virkelig ud. De blå øjne er nysgerrig og klar til humor. Han er en læsehest og ville altid vide noget nyt.

Derek ligner mig næsten på en prik. Det eneste der skiller sig ud er hans hudfarve. Den er lysere end vores andres, men mørkere end vores mors. Hans sorte hår er flettet og de isblå øjne har en gennemskærende effekt på andre. Han er enspænder, men er klar til at hjælpe.

Jeg er selv mørk i huden, karseklippet sort hår og mørkeblå øjne. Jeg er Sentinel og som den eneste i min familie kan jeg betvinge Biotics. Tidligere Marinesoldat og nu betjent. Jeg er venlig og klar til at lytte, men min vrede side. Åh gud. Ingen har lyst til at se den.

"Ved I godt hvad klokken er?" brummer jeg og ruller op på siden. Cal falder ned fra min ryg, men kaster sig hurtigt over mig igen. De er meget afhængige af mig og mit job. Vores forældre døde da Jane var 7. Heldigvis har jeg nære venner der trådte frem da jeg havde mest brug for det. Med hjælp fra Jacob Taylor, Garrus Varkarian Wrex, Grunt og Wreav Urdnot, tre brødre, har jeg kunne holde os oven vande.

"Joohn." Jeg bliver revet ud af mine tanker da en smal krop ramler ind i mig. Jane sidder og ser mut på mig.

"Du lovede at vi skulle med dig på arbejde." hviner hun og de to andre nikker. Jeg kommer ud af sengen med et suk og trækker en T-shirt på. 

Vores lejelighed er ikke ret stor. Mine søskende er nød til at dele et værelse mens jeg sover på sofaen inde i stuen. Stuen hænger sammen med køkkenet. Spisestuen er også stuen. I køkkenet har vi et lille køleskab, meget lille komfur og lidt bordplads. Badeværelset er meget lille. Vi kan kun lige være der alle sammen hvis vi klemmer os sammen. 

Jeg lunter hen i køkkenet mens jeg gnider mine øjne fri for søvn. Jane smutter forbi mig med latter. Ungerne er klædt på, klar til en dag i mit selskab. Jeg er tidligere marine og nu betjent. Jeg må nok hellere sige at jeg opgave min militærkarreer da vores forældre døde. Jeg ville være væk for længe af gangen.

Jeg finder vores morgenmad frem der består af brød med pålæg og mælk. Sammen sætter vi os og spiser. Mit karseklippet hår er efterhånden langt igen. En fast beslutning går jeg ud og tænder for klipperen på badeværelset. Kører den gennem håret. Totter falder ned i vasken og på gulvet. 

"Nej. Jeg ville sidde foran." Jeg kan hører Janes stemme tydeligt. Barber skægget der er ved at vokse frem og gøre vasken og gulvet rent. Med faste skridt går jeg ud. Jane står med hænderne i siderne og ser op på Derek.

"Unger." siger jeg og rynker brynene. De ser alle hen på mig.

"John. Derek siger jeg ikke må sidde foran." hviner Jane og stiller sig klods af mig. Jeg hviler en hånd på hendes røde hår. Cal kommer også hen for at slå armene om mit ene ben.

"Jeg har sagt at hvis I ikke kan enes sidder I alle bagi." brummer jeg og ser på uret. Damn. Klokken er allerede mange.

"Okay. I sidder alle bagi. Vi skal afsted nu." Jeg genner dem ud mod døren. Hurtigt trækker jeg i min politiuniform og tager skilt, pistol og nøgler med.

"John. Vores tasker." Jeg skynder mig tilbage på deres værelse og griber deres tasker.

"Så er det altså nu. Ligemeget om I mangler noget eller ej." siger jeg og skubber dem blidt af sted.

Ude på vejen foran vores lejelighedkompleks holder vores grønne Mako. De sætter sig alle lydigt bagi mens jeg lægger deres tasker om i bagagerummet. Vores naboer vinker til mig og jeg løfter en hånd til hilsen.

"Tager du dine søskende på med arbejde, Mister Shepard?" spørger Fru Andersen.

"Jah. Det er 'tag dine børn med på arbejder dag'" smiler jeg og lukker bagagerummet.

"Men da jeg ikke har nogen børn tager jeg mine søskende med."

"Er det ikke svært med tre børn?" spørger hendes mand. Jeg ryster på hovedet.

"Det er fordelen ved at have tætte venner. Wrex samt hans brødre har altid tid til mine søskende. Det samme gælder for Jacob og Garrus." Det lysner for dem.

"Wrex er ham Krogan-fyren? Og Garrus er en Turian ikke?" Jeg smiler og gør om til førersædet.

"Jo. Jeg ville virkelig elske og sludre videre, men jeg er nød til at tage på arbejde." Jeg vinker farvel til dem og sætter mig ind. Cal sidder lænet vinduet. Derek sidder med sin mobil og Jane chatter på sin iPad. Derek har fået kæreste på mens Jane har en del beundrere. Cal er stadig ung, men har problemer med at finde sin seksualitet. Jeg husker tydelig vores samtale.

Jeg sidder foran pejsen og nyder en øl. Tvet kører mens jeg sidder og stirrer ud gennem vinduet. Dagen har været hård for mig og mit team. Min hverdag er altid travl. Aflevere børnene på hver deres skole. Tag på arbejde. Arbejde over for at kunne forsørge os alle. Tag ud og handle ind. Hent Cal fra klubben. Hent Jane fra Wrexs hjem. Vent på at Derek kommer hjem. Lav mad og hjælp med lektierne. Gør rent og send ungerne i seng, men ikke uden kamp. Jeg læner mig tilbage og sukker. Jeg tænder for mobilen og sætter mig til at se sport på den.

"John?" Jeg hører en træt og grådkvalt stemme. Jeg vender mig om og ser Cal stå der. Hans gyldne hår skiller sig ud fra vores families mørke hud.

"Hvad så, Cal?" Jeg rejser mig op. Han står i sin pyjamas og holder sin bamse i favnen. Jeg står selv kun klædt i shorts og en gammel tanktop. Han står stille og skifter vægten fra den ene fod til den anden. Jeg bliver bekymret og sætter mig på hug foran ham.

"Cal. Hvad er der sket?" spørger jeg alvorligt. Hans ser op på mig.

"Er vi anerledelse?" spørger han stille. Gud i helvede hvor har jeg lyst til at lyve for ham, men jeg kan ikke.

"Hvorfor  tror du det?"

"Min lærer sagde at vi fra Shepard-blodlinjen er noget for sig. At vi kan bærer børn, men hvordan og hvorfor?" Han tigger om sandheden. Med et suk samler jeg ham op og bærer ham hen til sofaen.

"Kan du huske historierne om hvordan vores forfædre nedstammer fra blandede racer?" spørger jeg og sætter mig godt til rette.

"Jah. Vi er i familie med Turian, Asari, Krogan og Drell. Og selvfølgelig mennesker." siger han og jeg kan se stoltheden skinne i hans øjne.

"Ja. Men en af racer har evne så de af det mandlige køn også kan bærer børn." siger jeg og kører en hånd gennem hans hår.

"Der er så meget vi ikke ved omkring de andre racer." Han hviler sig op af mig, men nikker så tøvende.

"Så der er intet galt i at være til mænd?" spørger han. Jeg klukker.

"Åh min uskyldige lillebror. Jeg er til mænd. Og alle på stationen ved det." Han hører ikke, men er faldet i søvn oven på mig. Jeg smiler og bærer ham forsigtigt ind i seng. Derek og Jane sover tungt. Jeg ser på dem alle da de ligger i hver deres seng. 

Jeg kører gennem gaderne og radionen kører på lavet volume. Gaderne ser næsten ens ud. Samme farver, samme sult og samme problemer. Alle kæmper for at overleve og brødføde deres familier.

"John. Hvem skal holde øje med os i dag?" spørger Jane og jeg kikker på hende gennem bakspejlet.

"Jeg skal ordne et par rapporter. Grunt har lovet at se efter jer. Hvis I er heldige kommer Garrus forbi." siger jeg og drejer ned af en sidegade.

"Grunt? Hvad med Wrex og Wreav?" spørger de. Jeg sukker og holder for rødt.

"Vi skal undersøge en lagerbygning senere." siger jeg tålmodigt. Vi ankommer til stationen og jeg parker ved siden af Garrus' bil. Jeg standser bilen og vi træder alle ud. Jane styrter afsted mod hoveddørrene Cal og Derek tager deres tasker og følger efter hende.

"I ved hvor mit bord er." kalder jeg efter dem.

"Ja. ja." svarer Jane og forsvinder ind i bygningen. Brødrene lige bag hende. Jeg tager Janes taske.

Stationen er stor og har op til 250 betjente. Bygningen er hvid og blå. Har tolv etager og solidt bygget. 

Jeg går ind og hen mod elevatorerne. Kvinderne ved skranken smiler.

"Morgen, Shepard. Jeg syntes nok jeg så de yngste Sheparder komme styrtende ind." Jeg griner.

"Morgen Petersen." Jeg går hen til elevatoren og går ind. Trykker på sjette etage. Mens vi venter tager jeg min cap på og træder ud. Betjente går mellem hinanden og snakker.

"Morgen Commander." siger en af de ældre. Jeg giver ham en kort salut.

"Er det John Shepard?"

"Jep."

"Han er jo en legende."

"Og hans team har er det bedste."

"Hvorfor kalder de ham Commander?"

"Har du ikke hørt? For to år siden reddede han denne stations ledere og alle rådsmedlemmerne og de andre racers ledere. Han førte alle racer sammen og tog fjenden på sengen."

"Wow." Jeg smiler for mig. Mit team er Grunt, Wrex, Wreav, Garrus og Jacob. Commander er blevet mit kodenavn. Garrus er Archangel, Wrex er Shotgun, Wreav kaldes Wrath og Grunt Stormer. Jacob har navnet Shield. Vi seks udgøre stationens eliteenhed. 

Jeg får øje på mit team og slutter mig til dem. Jane sidder og snakker med Grunt omkring de beundrer hun har. Derek lytter til Jacob om hans arbejde. Cal sidder og tegner på Wreavs mappe. Jeg sætter Janes taske ned på mit bord. Garrus og Wrex kommer hen. De har alle taget mine søskende ind som deres udvidet familie.

Garrus er en Turian fra Palaven. Han er tidligere C-Sec og nu betjent sammen med os. Han går altid i rustning, vidst noget med at hans sider er meget sårbare, mere end vores. Han har to store pigge, et på hvert ben. Han har to kløer på fødderne, der fungere som fødder. Tre kløer på hver hånd. Hans ansigt er ret specielt. Hans højre side af ansigtet er maltrakteret. Hans ene underkæbe er fyldt med ar og den anden er fuldstændig normal. På hans hoved har han pigge. Hans blå øjne har et køligt skær over. På benene et par store pigger. En på hver. Alle Turians er gode løberer, nok de bedste i hele Galaxen.

Wrex og hans blodbrødre har også hele tiden rustning på. Wrexs er rød. Deres øjne er blodrøde. Wrex har et ar på højre side af ansigtet. Det løber fra overkæben og ned over munden. Hans hudfarve minder meget om den lyse hudfarve som Nordmænd og andre fra Norden har. Han er lederen for alle klaner fra Tuchanka. Han var tidligere lejesoldat, men valgte at følge mig. Han har en kone, Bakara eller Eve. Han er den ældste af ham og de to andre. Han har en farlig humor. Han kan ikke altid tales til fornuft, heldigt at jeg er ligeså stædig som ham.

Wreav er den mellemste og den med det korteste temperament. Han ligner sin bror, men har ikke arret og render rundt i en grå rustning. Han elsker at tilbringe tid med mine søskende. Han kæmper med en styrke man sjældent finder hos andre.

Grunt er noget specielt. Jeg fandt ham i laboratorium. Fanget af Cerberus og kun et barn. Jeg tog ham med mig ombord på mit skib og holdte ham sikker. Wrex og hans folk var glade for at jeg havde fundet endnu en af deres slags og endda reddet ham. Jeg blev hurtigt hans lærermester og beskytter. Da jeg fik fjernet mit skib tog Wrex og Wreav sig af ham. Grunt er yngre end Cal, men højere. Han er legende og har det sjovt med Cal og Jane. Altid i godt humør.

Jacob Taylor er også en Biotics som mig. Han er dog soldat og har ikke de samme talenter som mig, men så har han noget andet jeg ikke kan. Han er mørk i huden. Ikke helt som en afrikaner, men tæt på. Kortklippet sort hår og begyndelsen på et skæg. Munter og lyttende. Jeg tror at Derek ser meget op til ham.

"Hvad skal der så ske idag?" spørger Wrex. Jeg trækker på skuldrene og samler en rapport op.

"Vi må se hvad chef har til os." svarer jeg og sætter mig ned ved mit bord. Garrus går til sit bord, der er forresten lige bag mit. Wrex har sit til højre for Garrus'. Jacob sidder til min højre side. Grunt til min venstre med Wreav lige bag ham. Jeg begynder at gennemgå rapporterne der efterhånden bliver smidt på mit bord. Jeg sender selv nogen videre til mit team eller andre teams. Jeg sidder med næsen dybt begravet i en rapport omkring et mord da vores chef kommer ud.

"Vi har et problem folkens. Portalen er Cerberus' hænderne. Portalen og en masse civile." Der opstår en brummen og snakken. Vi har aldrig oplevet af Cerberus har været så modige.

"Hvad med de vagter der var der?"

"Døde." Jeg rejser mig op.

"Striker-team melder sig." siger jeg med en klar røst.

"Echo-team er med."

"Delta her." Alle teamene melder sig hurtigt. Vores chef nikker tilfreds.

"Afsted med jer." Vi spurter ned i kælderen hvor vores udstyr til sådanne missioner opbevares. 

Jeg tager det tunge udstyr på. Hjelm og rustning. Mit rustingen er sort med hvide, blå og røde striber der løber fra hver skulder og ned af armene.  Jacobs er midnatsblå. Ingen af Urdnot-brødrene bruger rustingen da deres hud er som en for dem. Garrus er blå og hans hjelm er meget længere end vores da den skal have plads de pigge han har på hovedet. Hans er en dyb blå. Mine søskende ser på os med store øjne. Specielt Cal. Ingen af dem har set os i fuldt udstyr.

Vi småløber ned mod bilerne der holder udenfor. Derek holder Jane og Cal i hænderne. Alle Teamene er klar til at rykke ud. Echo og Delta er allerede kørt. Alpha og Beta er på vej ud af parkringenspladsen. Jeg tager den store Jeep med plads til os alle ni. Jeepen har et stor lad, hvor Urdnot-brødrene sidder. Tre bagsæder og to passagerforsæder samt det sæde hvor chaufføren sidder. Mine søskende har bagsæderne. Garrus og Jacob sidder foran hos mig. Wrex klasker en hånd på taget.

"Så kører vi Shepard." Jeg starter bilen og kører afsted i hurtig fart.

"Kan vi ikke kører hurtigere?" brummer Jane. Jeg ryster på hovedet. Vi kommer ud på vejene. Trykket på speederen bliver tungere. Jacob slutter sirerene til.

"Var det bedre, Jane?" spørger Cal og ser ud af vinduet. 

Jeg kan mærke adrenalinen pumpe gennem min krop, men jeg forholder mig rolig. Vi når frem til bygningen hvor portalen er. Jeg stiger ud og de andre følger efter. Jeg skynder mig hurtigt hen til Alpha-teamet.

"Hvordan ser det ud?" spørger jeg.

"De har Kai Leng med sig." Jeg knurrer og slår min næve i jorden.

"Damn!" Vores problemer er lige blevet meget større.

"Og alle ved at du er den eneste der kan danse med ham."

"Det hjælper ikke ligefrem."

"Hvorfor ikke? Du er en Sentinel." Et skrig bryder stilheden og det får os alle i gang.

"Så rykker vi!" Sammen får vi sparket dørene op. Alle der er Biotic lyser blå og fungere som lys for de andre. Mine søskende holder sig mellem mit team.

"Hallo. Er her nogen?" Der lyder et dump og jeg snurrer mod højre og hæver min M8 Avenger. Ganske rigtigt står der er Cerberus-soldat. Han ser rundt på os og griner.

"Chefen sagde at der ville dukke en Shepard op, men de tre yngste." Jeg skærer tænder. Lader til at han ikke har set mig. Derek stiller sig foran Jane og Cal med rasende øjne.

"Det her bliver nemt." Soldaten træder frem. Jeg sniger hen bag ham.

"Virkelig?" Han snurrer rundt og ser overrasket på mig.

"Shit!" Jeg kaster en bølge af mørk energi mod ham og han flyver tværs over rummet og rammer væggen med en knasende lyd.

"Chefen sagde ikke noget om at The Commander ville komme!" Jeg snurrer rundt. Der står en mindre hær af Cerberus-soldater. De civile står fanget foran dem. Alle betjente kommer op på siden af mig. Mine søskende befinder sig i midten godt omringet af vores venner. Jeg får øje på en mand klædt i sort.

"I skal kun få fat i de yngre Shepards. Jeg tager mig af den ældre." lyder hans kolde stemme. Fjenden styrter mod os.

"Pas på med hvem I skyder!" brøler jeg mens vi kaster os fremad for at møde dem halvvejs.

"John. Bag dig!" Jeg dukker mig og svinger mit ben op og bagud. Der lyder et støn.

"John Shepard aka Commander. Tidligere soldat. Sentinel og den bedste af de bedste." Jeg ser op og får øje på den sortklædte mand.

"Og du må være Kai Leng. Cerberus' Snigmorder?" Vi begynder at gå i en cirkel omkring hinanden.

"Måske." Hans svar er koldt. Med en knurren kaster vi os over hinanden. Vi er begge Biotics og ved hvordan man kæmper. Jeg ruller væk under ham og får sparket ham hårdt i lænen. Jeg hører råb.

"Leng. De får de civile væk." Jeg griner og svinger benene væk under ham. Jeg kommer op og begynder at skyde de soldater der prøver at få ram på enten betjente eller civile. Garrus og Jacob kommer hurtigt op på siden af mig.

I al kampens hede mister jeg overblikket over hvor mine søskende er. Indtil jeg hører et rædselslagen skrig. Jeg kikker ud til venstre og ser en gruppe Cerberussoldater trække mine søskende mod Portalen der er tændt. Jeg spærrer øjnene op. Man kan ikke komme tilbage hvis man først er gået igennem.

"Neej!" brøler jeg, men det er forsent.

"Jooohhn!" Mine søskende bliver kastet igennem. Jeg ser rødt/blåt og kaster mig frem. Jeg har ikke længere kontrol over mine Biotics og kaster venner og fjender ud til siden. Civilebørn bliver nu også kastet igennem Portalen. Jeg tager fat om Kai Leng og kaster ham mod Portalen.

"Shepard." Jeg kan hører Garrus' stemme som en meget fjern kalden. Jeg går frem mod fjenden som et rovdyr. Jeg kan se frygten i deres kropsholdning. Kai Leng ser på mig gennem de sorte briller han har på.

"Det var et dårligt træk at sende mine søskende gennem Portalen." Min stemme er kold og en snerren. Med faste skridt glider jeg frem mod ham. Han bakke bagud. Jeg sætter af og slår armene om livet på ham. Vi ruller rundt og mod Portalen.

"John!" Alt bliver mørkt.

"Er han okay?"

"Jeg ved det ikke Major Alenko." Jeg slår øjnene og sætter mig hurtigt op.

"Whoa." Der står en gruppe mennesker omkring. Jeg kan også se et par Salarians og Asari.

"Rolig nu. Du kom gennem Portalen sammen med en anden." Jeg kommer op på benene og får et godt kik på  de personer omkring mig.

Den ældste af dem ser ud til at være fra Canada. Han har en lys hud og sort hår. Hans øjne. Mand hvor man kan blive fortabt i dem. En gylden Whisky-farve. Hans rustning er isblå og han har en M9 Avenger i den ene hånden. Den anden lyser med Biotics.

Den yngste er soldat. Jeg ville gætte på Spanien eller der omkring. Hans hår er stilet i en hanekam. De mørkebrune øjne er gennemborende.

Den mellemste er en kvinde. Lys og sort hår. Det er noget specielt omkring jeg ikke kan sætte fingeren på. De andre er normale soldater og vagter. Et par enkelte læger.

"John!" Jeg får øje på mine søskende og de kommer løbende hen til mig. De andre børn ser sig skræmte omkring. En af de andre får øje på mig.

"Hr. Betjent. Ville vores forældre også komme igennem?" spørger en lille dreng. Jeg sætter mig ned på hug.

"De ville komme. Mine drenge ville sørge for det." siger jeg og hviler en hånd på hans hoved. Det letter stemningen en del.

"Vent. Vent. Er du betjent?" Spanieren, udfra hans accent at dømme, ser målløst på mig.

"Tidligere Marine og nu betjent. Jeg stoppede da vores forældre døde."

"Hvor ligger du i rang?"

"Jeg er Eliten sammen med mine venner." Kvinden ser på mig med undersøgende øjne. Jeg lægger hovedet på skrå og hviler min Avenger over den ene skulder. 

"Hvad sker der her?" En ældre mørk mand kommer hen imod os. Jeg genkender ham straks.

"Anderson?" Han ser på mig med forvirret øjne og jeg tager hjelmen af.

"Shepard!" Han kommer hurtigt hen til os og hviler en hånd på min skulder mens den anden glider undersøgende over mit ansigt. David Anderson er en meget gammel ven af familien. Ham og Steven Hackett har givet mig meget tillid til mit arbejde og lagde et godt ord ind for da jeg skiftede job.

"Hvad laver du her?"

"Jeg kom efter de her tre." Derek står ved min side mens Cal og Jane står bag os.

"Du er far?" En af soldaterne ser nysgerrigt på dem.

"Niks. Mine søskende."

"Og dine venner?"

"Garrus Varkarian. Urdnot Wrex, Wreav og Grunt, Jacob Taylor."

"Tja. I kommer ikke tilbage af den vej. Så hvad med at I følge med os?" spørger Anderson. Jeg kløer mig i nakken.

"Hellere end gerne, men vi har intet med os." siger jeg og ser rundt.

"Vi finder ud af det. Kom med." Anderson fører an. Jeg følger efter med mine søskende mellem ham og mig.

"Shepard? John Shepard?"

"Det ville jeg tro." "Damn. Hvis han ender med at samarbejde med Major Kaidan Alenko og Chief Gunner Ashley Williams har fjenden ikke en chance."

"Såh?"

"Har du ikke hørt det?"

"Hørt hvad?"

"De kalder ham Commander. Han reddede de øverste fra at blive dræbt. Han ledte alle stationer ind i en kæmpe redningsaktion."  Jeg himler med øjnene. 

"Hold øje med den Portal. En eller anden send besked til Hackett." brøler Anderson. Soldater skramler afsted for at fuldfører hans ordrer.

"Alenko, Williams og Vega med mig." De tre slutter sig til os. Vi går gennem junglen mens Anderson bliver ved med at se sig over skulderen.

"Sig mig, John. Har du en elskede tilbage i år 2206?"

"Niks. Ingen udover mine venner. Mine søskende er her allerede." Anderson er på mine søskende.

"Javel ja." Vi fortsætter i stilhed i lang tid.

"John. Jeg er træt i benene." Cals stemme skærer gennem stilheden. Jeg ser på ham. Han er slank bygget og næsten ingen muskler. Jeg hænger min Avenger ved min hofte og samler ham op på min ryg. Han hviler sit hoved på min skulder. Jane og Derek er hellere ikke så friske mere.

"Hvor langt er der?" spørger jeg da vi kommer over en bakke. Synet der møder får mig til at standse. 

Efter at have gå igennem skove, enge og en enkelt sump kommer vi til vores ny hjem. En kæmpe koloni fyldt med bygninger og marker.

"Velkommen til Terra Nova." siger Anderson med et smil. Cal ser op fra sin skulder.

"Wow. Er det vores nye hjem?" spørger han. Jeg nikker og begynder at gå ned mod kolonien. Anderson slutter sig til ved min side. Derek og Jane følger efter.

"Vi kunne god bruge dig som vagt." siger Anderson og rejser en gren der hænger i vejen. Fuglesangen kan høres tydeligt.

"Ja, men hvad mine søskende?"

"Vi finder på noget. Den ældste er gammel nok til at arbejde. De yngste kan stadig gå i skole." Han rufler op i Cals hår. Han fnyser kun og gemmer sit hoved ned i min nakke. Vi ankommer til porten. Folk står linnet op, klar til at modtage de nye der kommer. Jeg er rundt. Mange af hytterne er lavet af træ og har solceller på tagene. Ser ud til at være primitivt, men hey. Jeg har intet imod det.  

"Admiral Anderson. Vi har fået besked om at forældrene til børnene er kommet igennem." En ung kvinde kommer hen og ser forpustet ud. Et kort blik kastets på os.

"Men du sagde ikke noget om at de her ville komme igennem." Jeg kan mærke hendes mistro ebbe af hende.

"Samantha. Mød John Shepard og hans søskende." Jeg bøjer hovedet til hilsen. Anderson vinker os videre.

"Kom med. Så skal I se jeres nye hjem."

"Du vidste vi ville komme?" Spørgsmålet ryger ud af mig.

"Jeg havde en anelse. Jeg fik bygget et hjem specielt til jer. Et hus faktisk. I alle få jeres eget værelse." Derek og Jane lyser op. 

"Det lyder...dejligt." siger jeg og smager på ordene og lader Andersons nyhed sive ind. Vores eget hus og hver vores værelse.

"Godt. Jeg var bekymret for at jeg måtte give det væk." Han klukker stille og åbner døren. Jeg sætter Cal ned og træder ind. Det føles allerede som vores hjem.

Man træder ind i en lille gang og derefter ind i køkkenet der er forbundet med spisestuen/stuen. På højre side mellem køkkenet og stuen er der et lille udhug. På hver side af udhugget er der to døre. Over på den modsatte side af udhugget er der endnu en dør. 

Køkkenet er smart og åbent. Bordpladerne er af mosaik. Fryser og køleskab står ved siden af hinanden op af væggen. Ovnen er en god størrelse og de har endda sørget for kaffemaskine. For at sige det kort: Der er alt hvad man har brug for.

Spisestuen/stuen er det samme. Spisebordet er skåret ud af et gammelt, men solidt grantræ. Stolene er også ud af det træ. Der er puder på sæderne. Stuen er også dejlig. Hvide sofaer og en behagelig stol. Kun en ud af de to sofaerne har et ryglæn. Der er intet tv, men en radio hænger på væggen. Der står en reol med bøger og tomme billederammer. 

Rummet har store vinduer og enkelte lys der hænger ned fra loftet. Der hænger billeder fra London før krigene brød ud. Et kort over verden fra vores tidsalder og så et skitseret kort over den nye verden. Rummet er malet hvidt og har træplanker som gulv. Loftet er belagt med træ. Egetræ ville jeg gå ud fra.

Dørene ind til værelserne er skydedøre og væggene er tynde, bortset set fra det indtil det soveværelse der have en dobbeltseng. Døren ud til badeværelset er en almindelig dør, gudskelov, så man kan få privatliv derude.

Badeværelset ligger for sig selv. Der er et smalt, men langt vindue mellem bruseren og toilettet. Håndvasken på en smuk bordplade der er af træ. Gulvet er af af klippesten og væggene er en blød blå. Spejlet er lille og lysene hænger et lille stykke over spejlet.

Den første værelse på venstre hånd har en enkelt seng der står op af den vægstore vindue.Oppe i loftet er der et ovenlys vindue som kan åbnes. Ved siden af sengen står der et lille natbord med en lampe på. Der er en tøjreol klar til at blive fyldt. Et skrivebord står op af væggen modsat sengen. Papir og blyanter ligger på bordet mens stol står rykket fint ind. Rummet er malet hvidt og har træplanker. En smuk dekoreret lampe hænger ned fra loftet. Der er legetøj og jeg kan beregne at det er til en 11 årige.

Værelset ved siden af ligner det meget. Bortset fra af vinduet er på den modsatte væg af døren og er knap så sort. Det ser faktisk ud som om der er et vindue inde i vinduet man kan åbne. Og værelset er beregnet til en på 14 år. Det ser ud til at familier har doneret legetøj. Tøjreolen har indskårne blomster på siderne. Skrivebordet står ved siden af døren. Sengetøjet og også ret tøset. Jeg kan se at Jane allerede glæder sig til at tage sit værelse i brug. Lampen har blomster tegnet på skærmen.

På den modsatte side ved værelset overfor er der stadig nogen enkle ting der mangler, en lampe på skrivebordet og stolen ved skrivebordet. Mens ellers ser der ret flot ud. Og alderen er vidst til en teenager. Sengen står ved siden af døren. Tøjreolen står ved fodenden. Skrivebordet står ved vinduet og igen et vindue inde i vinduet. Jeg bliver mere og mere overrasket. Lampen er meget enkel.

Det sidste værelse, mit værelse, er nok den dejligste. Sengen er stor og lækker. Den står ved den modsatte væg af det store vindue. Der står et tøjskab ved vinduet op af væggen. Der ligger en uniform på sengen og en rifle. Jeg går ind og kikker mig omkring. Lamperne er små og giver et dejligt lys. Værelset har to loftvinduer der kan åbnes.

"Hvordan skal jeg kunne sige nej til det her?" spørger jeg og kikker på Anderson. Han smiler og vinker de tre soldater frem der fulgte efter os. 

"Giv ham taskerne." siger han. Major Alenko rækker mig tre tasker fyldt med tøj. Ashley Williams rækker Jane to tasker, James Vega rækker Cal og Derek også to tasker hver. 

"Vi fik info omkring jer fra den modsatte side. Hackett og mig holdte aldrig op med at holde øje med jer." siger Anderson og klapper mig på skulderen.

"Få gjordt jer til rette. Det er allerede aften." siger han og vinker sine soldater med sig. Jeg står og ser efter dem og kan ikke lade være med at smile og kikke rundt. 

"Må vi flytte ind på vores værelser?" spørger Jane og hopper op og ned med taskerne. Jeg kikker på klokken. Ganske rigtigt er klokken lidt i seks. En utryg og trist følelse breder sig i mit bryst.

"Jah. Vi må hellere få pakket ud." Vi går ind på værelser. Jeg lukker døren og sætter taskerne ned på gulvet. Jeg synker ned på sengen og begynder at tage min rustning af. Jeg kikker på min hjelm. Jeg sidder her med en ny chance mens mine venner er hjemme i den anden tid og kæmper for at overleve. 

"Hallo." En stemme kalder og jeg rejser sig mig. En dyb indånding og jeg træder ud i stuen. Majoren er vendt tilbage med flere poser af hvad der ligner madvare. Jeg træder længere frem i stuen. Mine søskende kikker ud fra deres værelser. 

"Hej. Kan jeg hjælpe dig?" spørger jeg og han ser på mig. Hans blik skinner og der er noget ved ham der siger 'Sjælemage'. 

"Ja. Jeg har købt madvare til jer. Anderson er glad for at du er kommet og Hackett ville snart kikke forbi når han kan slippe væk fra Citadel." siger han. Jeg går frem og befrier ham fra nogle af de tunge poser.

"Det er virkelig værdsat." siger jeg og smiler til ham. Han rødmer og gør honnør. Efter han er gået begynder jeg at pakke ud. Derek kommer ud og hjælper. Jane og Cal hopper op på køkkenbordet.

"Hvad skal vi lave? Der er ingenting at lave." klager Jane. Jeg ryster på hovedet og ser strengt på hende. 

"Vi er stadig nye her, så vi må vente og se. I kan jo gå ud og kikker på vores forhave og så tænke på hvilke planter vi skal have." siger Derek og skyller frugterne. Jane ser tænkende ud og går så ud. 

"John. Må jeg godt gå ud og se mig om?" spørger Cal og ser ud af vinduet der vender ud mod "gaden". Jeg bider mig tænkende i læben. 

"Du er nød til at vente til i morgen. Det er al for sent og vi skal til fælles møde i morgen." siger jeg og han ser mut ud. Jeg sukker og tørrer hænderne i et viskestyk som der ligger på bordet.

"Lad os kikker hurtigt ud gennem døren ok? Resten må vente til i morgen." siger jeg og sammen går vi ud. 

Vores forhave er der ikke ret meget af. Der er en enkelt bed og resten er terrasse. Der er borde og stole der op af væggen. Vores hus ligger tæt op af det store hegn der beskytter kolonien fra de vilde dyr. Folk går rundt eller sidder udenfor deres huse. 

"Jeg kan ikke tro at vi skal bo her?" siger Derek og sætter sig ned på en af stolene. Jeg brummer og sætter mig ned ved siden af ham. Jane og Cal sidder på gulvet og kikker rundt.

"Tja. Tro eller lad være, men det er det altså." siger jeg og rejser mig op. Maden laver ikke sig selv.

"My my. Er det ikke Commander." Jeg vender mig op og får øje på James Vega der står sammen med to andre mænd. Jane og Cal sidder og kikker nysgerrigt på dem.

"Jeg har netop lige fortalt Esteban og hans mand omkring dig. De var begge ret vilde efter at møde dig i person." siger James Vega. Jeg kikker nysgerrigt på de to andre mænd.

"Navnet er Robert Cortez og det her er min mand Steve Cortez." siger den ældre mand og lægger armen om den anden. Jeg rækker en hånd. 

"John Shepard. Det her er Derek, Jane og Cal." siger jeg og peger på mine søskende. De smiler alle til hilsen.

"Jeg har hørt at du kom gennem portalen som et uheld." siger Steve Cortez og lægger hovedet på skrå.

"Jah. Mine søskende blev kastet igennem så jeg måtte følge med." Jeg trækker på skuldrene. Jeg bryder mig egentligt ikke om at snakke for meget om hvad der skete.

"John. Jeg er sulten." siger Jane og ser op på mig. Jeg sukker og ser ind mod køkkenet. 

"Jeg har et par kogebøger med. Jeg tænkte at du nok kunne bruge den." siger James Vega og rækker mig ind pose med kogebøger. Jeg smiler. 

Tak skal du have." 

"Vi snakkes senere." siger Robert Cortez og sammen går de tre venner videre ned af gaden. Jeg ser på bøger og så efter dem. 

"Lad os få lavet noget mad." siger jeg og fører an ind i køkkenet. I køkkenet gør jeg mig klar. Derek følger trop mens Jane og Cal ser på. Jeg finder en nem opskrift. Heldigvis har James Vega mærket de nemme fra de svære. 

"Hvad skal vi lave, John?" spørger Derek og ruller ærmerne op. Jeg peger på en opskrift der hedder 'Slasherkød med nøddesovs'. Han ser lidt eftertænksomt på den.

"Det er da værd og prøve ikke? Hvis vi skal overleve her er vi nød til at lægge vores kost om." siger jeg og finder kødet frem. Derek finder nødderne og begynder at mose dem og presse saften ud af dem. Jeg steger kødet og tilsætter lidt olie. 

"John. Jeg er sulten."

"Det er vi alle, Jane. Dig og Cal kan begynde at dække bord." De begynder straks at finde tallerkener, bestik og glas.

"Hvordan går det med sovsen, Derek?"  spørger jeg og vender kødet på panden.

"Det kunne være gået bedre." knurrer han og rører fortvivlet rundt i gryden. Jeg kikker over og tager fat om hans hånd.

"Prøv med ikke så voldsomme bevægelser og måske du skulle skrue op for blusset." forklarer jeg roligt. Han lytter og sammen får vi lavet maden færdig.

Vi sidder sammen omkring bordet og smager langsomt på maden. Det smager overraskende godt. 

"Er du sindssyg det smager godt." siger Derek og skovler i sig. Jane nikker og sovsen drypper ned af hendes hage. Jeg kan ikke lade være med at smile. Måske der alligevel var en fremtid for os her.  

Vi tager af bordet og gjort rent. Vi er alle trætte.

"Jeg ville gå i seng." mumler Jane og går ind på sit værelse og lukker døren. Jeg ser ud på badeværelset. Der er tandbørster og tandpasta, men alt det andet mangler vi. Jeg hører et dunk og vender mig om.

"Cal." klukker jeg stille. Min yngste bror er faldet i søvn ved bordet. Jeg går hen og skovler ham op. Jeg bærer ham ind på hans værelse overfor mit. Derek kommer ind og ser hurtigt på os.

"Jeg hjælper Jane med tænderne." mumler han. Han er selv iklædt nattøj, bestående af en Tanktop og natbukser. Jeg nikker og får Cal ud f tøjet. Han er nu halvt vågen og prøver at hjælpe. 

"Du burde virkelig snart holde dig vågen. Du er alt for tung at bærer rundt på." grubler jeg mens han trækker i nattøjet. Han går ud og børster tænder mens jeg lufter ud på deres værelser. Jeg stiller mig ud mellem vores værelser. Jane er den første der kommer ud.

"Nat, John." mumler hun og giver mig et kram.

"Sov godt, Jane." Derek kommer med Cal på slæb. 

"Sov godt i to." siger jeg. Rufler op i Dereks hår og kysser Cals pande. Derek går ind og lukker døren til sit værelse. Jane og Cal lader dørene til deres værelser stå åbne. Jeg går rundt og roder det sidste op. Slukker de store lys og sætter mig ud på terrassen med en bog.

"Hey." Lyder en stemme. Jeg ser op og smiler til Majoren.

"Mister Alenko." siger jeg og lægger bogen fra mig. 

"Hehe. Bare Kaidan. Mister Alenko er min far. Er du faldet til her?" spørger han og stikker hænderne i lommerne. Selvom han er ikke er på arbejde er han stadig klædt i uniform. Magen til den der ligger inde på min seng sammen med min rustning og mit tøj jeg ikke har pakket ud endnu.

"Tja." Svaret er tøvende. Han opfatter det straks.

"Dine venner?"

"Jeg ville snarere kalde dem vores udvidet familie." Han klukker.

"En Turian og tre Krogans?"

"Da vores forældre døde trådte Wrex og hans brødre fra Miliæret for at hjælpe mig. Garrus er min bedsteven siden jeg var teenager. Jacobs forældre var bedstevenner til mine, så jeg har kendt ham siden jeg var lille." Jeg ser ned. Han nikker og ser rundt. 

"Jeg bure nok komme videre. Ser dig rundt omkring, Shepard."

"Jeg skal kalde dig Kaidan og du skal kalde mig John." Han griner og giver mig en salut. Han går videre og ned mod sin hytte, der overrakende nok ligge 20 meter længere nede af gaden. Jeg begynder at læse igen indtil det bliver for køligt at sidde udenfor.

Jeg går ind og låser døren. Lister rundt og slukker lysene. Jeg går ind og lægger min rustningen nede i bunden af skabet, hænger min uniform op på en bøjle og pakker hurtigt mit tøj ud. Åbner et af vinduerne og går ud for at børste tænder. En klynken får mig til at kikke ud fra badeværelset.

"Joohn." Jeg stikker tandbørsten i munden og går hurtigt hen til Cals værelse.Han sidder op i sengen og stirrer rundt. Jeg kan ikke sige ret meget så jeg lægger blot armene om ham. Han putter sig ind til mig. Jeg nynner en stille og han falder til ro. Han falder i søvn igen og jeg smutter ud for at blive færdig.

Jeg tager tøjet af så jeg kun står i boxershorts. Jeg lukker vinduet og kryber under dynen. Med hænderne foldet bag nakken ligger jeg og kikker ud af de to loftsvinduer. Stjernerne er så meget klarer og smukkere. Med et suk lukker jeg øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...