Det nye cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

7Likes
4Kommentarer
987Visninger
AA

4. Dette er mit hjem!

Jeg sidder ude på terrassen og ser på mens mine to yngste søskende render rundt og leger med andre børn fra gaden. Den ældste er stadig i skole. Det er nu tre dage siden affæren på caféen. Mine nye venner har holdt sig på afstand, men Kaidan er tit kommet forbi. Han er allerede en solid tilstedeværelse for Derek, Jane og Cal. Og når man snakker om solen.

 

"Hey John." Den dybe stemme får mig til at smile. Jeg ville nødig indrømme det, men jeg er allerede dybt forelsket i ham. Jeg har dog også en anelse om at han ved det. Jeg kommer på benene.

 

"Hey Kai." Han giver mig et knus og jeg indhaler hans duft. Et kys på min pande og en klukken. Jeg ser over hans skulder og på Nihlus der kikker på os med sigende øjne. Jeg stikker min tunge ud mellem mine tænder. 

"John!" Jeg trækker hurtigt tungen tilbage på plads da Sarren kommer hen og ryster på hovedet.

 

"Han begyndte." siger jeg og peger på Nihlus. Nu griner børnene, deres forældre og Kaidan. De bliver aldrig trætte af at se mig og mine Mentorer skændes eller diskutere. 

"Kom nu. Du bad om hjælp med at lave mad til i aften, såh. Her er jeg." Kaidan trækker mig med ind i huset. Vi træder ind i huset og hen til køkkenet. Han finder opskriften og jeg åbner vinduet. I aften havde jeg inviteret James, Ashley, Robert og Steve over for at spise med. Alle kommer og derfor har jeg spurgt Kaidan om han kunne hjælpe mig. Selvfølgelig havde han sagt ja. 

 

"Hvornår var det at Kryik og Arterius tog afsted igen og hvorhen?" Jeg gik køleskabet igennem og fandt tingene frem. Gik skabene igennem og fandt det krydderi som James havde kæmpet for at give mig.

"Imorgen." Sarren og Nihlus skulle tilbage til deres base for Turians. Der ligger flere dages rejse fra Terra Nova. Jeg havde kun tilbragt under en uge med dem, men deres job er også vigtigt. 

 

"Laver du salaten?" spørger Kaidan mens rækker omkring min talje for at få fat i det krydderi som jeg bruger mest. Jeg kysser hans kind og begynder at snitte salaten og frugterne.

"Glæder mig til at se de andre ansigter." mumler Kaidan og jeg klukker stille. Vi falder ind i en rutine omkring hinanden. Jeg hører hoveddøren gå op og lukke så. Et kort blik over skulderen afslører mine søskende med Nihlus og Sarren. 

"I laver meget mad." siger Jane med rynket bryn.

"Cortezdrengene, James og Ashley kommer over og spiser med." Jeg kan hører Nihlus knurrer og jeg sender ham et skarpt blik. 

 

"Skal vi dække bord?" spørger Derek og træder frem for at finde tallerkener. Jeg flytter mig og smiler. Jane og Cal kommer hen for at hjælpe. Sarren har puffet Nihlus hen til bordet og mellem de to får de gjort plads til alle.

"Betyder det at du er ved at få venner nu?" spørger Cal og jeg ser overrasket på ham.

"Har I ikke det?" De ser alle tre på hinanden. 

"Jo, men hvad nu hvis de ikke kan lide os?" mumler Cal. Jeg lægger kniven og går hen til Cal. Sætter mig hug foran ham og lægger en hånd på hans skulder.

 

"Så mister de en god og loyale ven." siger jeg alvorligt. Nihlus kommer hen og tager glasene fra Jane.

"Smut ind på jeres værelser og få gjort jeres lektier færdige." siger han. Cal styrter ind på værelset og jeg kan musik komme fra hans rum. Jane og Derek følges hen til deres værelser. Jeg kommer op og sætter hænderne på hofterne. 

"Ville have været bedre hvis de andre var her." siger jeg og går tilbage til salaten. Kaidan, der har stået og set på, kikker nysgerrigt på mig.

 

"Wrex, Garrus og Jacob?" Jeg nikker til svar.

 

"De giver dem selvtillid og styrke." Nihlus og Sarren dækker bord mens jeg driver væk i mine tanker. Sammen bliver vi hurtigt færdige. Trods det er midt i August er det stadig varmt.
"Sneer det om vinteren?" spørger jeg og tænker på den glæde Cal og Jane ville få. 


"De kloge tror at vi får en masse sne. Børnene ville elske det, men det betyder også hårdt arbejde for os. Byggefolkene skal være hurtige med de sidste huse og vi skal sørge for at vi kan holde fjenderne på porten gennem den tid." siger Kaidan og stiller gryden med kartofler over på komfuret. Det ville blive nogle travle måneder. 
"Vi ville rende mellem Citadelet og Terra Nova, samt andre poster." siger Nihlus og ser på Saren der nikker for at bekræfte. En herlig duft breder sig.
"John?" Jeg ser på Nihlus og smiler skævt. Kaidan og Saren kikker nu også på mig. Deres bekymring skinner i deres øjne.


"Måske du skulle sætte dig lidt?" foreslår Saren og jeg går hen til sofaen. Jeg glider ned i den med et lykkeligt suk og lukker øjnene. På sidste har jeg ikke været på toppen. Været svimmel og træt.
"Jeg kunne godt bruge lidt hjælp." Jeg åbner øjnene og kikker hen hvor stemmen kommer fra. Jane står med hendes lekiter i hånden. Cal står der også.
"Kom her. Så skal jeg hjælpe jer." siger jeg og klapper på sofaen. Begge kommer hurtigt hen. Cal kravler op på skødet af mig. Jane sætter sig tæt op ad mig. Cal begynder at læse højt for mig, af en bog de har i skolen. Jane begynder at regne plusstykker sammen. Jeg lytter til Cal og hjælper Jane.


"Du er en løgner, Shepard!" Jeg kikker op. Der er råb og larm udenfor hvilket får mig til at rejse mig op. 
"John?" Jeg gør tegn til mine søskende om at blive siddende. Kaidan slutter trop med Nihlus og Saren. Jeg åbner døren. Hvad jeg er får mig til at stivne. Derek står og gør front imod fem unge mænd. Derek kikker mig med et trist og surt blik.
"Er der et problem?" spørger jeg.
"Hold din kæft!" snerrer en af de unge mænd. Kaidan træder frem og stiller sig ved min side. Nihlus og Saren ser på fra bag os. 


"Hvem er den mand, fjols?" En af mændene ser på Derek.
"Min storebror, John Shepard. Han er min værge og..." Derek ser tøvende på mig. Jeg har øjne for mændene og de blå øjne er hårde. Med smidige skridt sår jeg ved Dereks side.
"I kan melde jeg hos Anderson. Hvis I ikke kommer ville Vega, Williams og Alenko hente jer i jeres hjem." Nihlus har en myndig stemme og mændene går væk med tunge skridt. Jeg sitre stadig af vrede. Et tag om Dereks skuldre og vi går ind i huset. Cal og Jane sidder stadig i sofaen.


"Hvad gik det ud på?" spørger jeg Derek der sætter sig hos vores søskende. Han trækker på skuldrene og piller i et sår han har på knoerne. Jeg kører en hånd over mit hår.
"De tror ikke på at vi kender Palaven eller Thessia." mumler han. Jeg ser på Jane og Cal der nu også finder gulvet meget interessant. Jeg vender mig med ryggen til og knytter næverne. 


"Gå ind og gør jeg klar til middag. Gæsterne kommer om lidt." siger jeg roligt. De rejser sig og går ind med slæbende skridt. Jeg sætter mig på sofaen med en pust. Saren og Nihlus ser på hinanden. Kaidan sætter sig på hug foran mig.
"John. Tal til mig." Han tager min hænder og holder dem mellem sine. Jeg ser på ham med trætte øjne.
"Hvorfor tror folk ikke på os?" spørger jeg og lukker øjnene. Jeg hører slet ikke vores venner komme ind.
"De møgunger var efter Derek igen?" spørger Ashley vredt. Det får mig til at se på hende med rynket bryn. 
"Igen?!" Hun nikker og jeg stønner blot, sænker mit hoved. Kaidan ser på Ashley.
"I går var de også efter ham. Jeg tror at du burde snakke med Anderson. Hvis ikke det så Hackett ihvertfald. Du er jo næsten familie til dem." siger James mens jeg rejser mig med hjælp fra Kaidan. Hans hænder hviler om min talje.
"Tjo." siger jeg og ser rundt. 


"Unger. Mad." kalder jeg mens Saren stiller maden på bordet. Vi finder vores pladser ved bordet. Mine søskende er begyndt at holde af mine venner, men de savner stadig dem hjemme i fremtiden.
"Ser lækkert ud, Shepard." siger Robert og sætter sig ved sin mand.
"Jeg kaldte ind forstærkninger." siger jeg og ser på Kaidan med et smil. Efter problemet med hele forsamlingen for dage siden, besluttede jeg at åbne mit hjerte og give Kaidan den chance han ønskede sig. 
"Såh. Hvordan går det mellem jer to?" spørger Steve og læner sig frem. Kaidan flytter lidt på sig.
"Kaidan er en stor hjælp."


"Ville du kunne se ham i din fremtid?" Jeg føler at jeg er til afhøring. Som svar hæver jeg et øjenbryn mod Cortez. 
"Det ville vi beslutte, Cortez." siger Kaidan og kaster et advarende blik mod James og Steve. De griner begge to. 
"Såh. Hvordan går det i skolen?" Ashley ser på mine søskende. Jane smiler. Hun beundre Ash meget og kan lide hende.
"Godt. Jeg kan læse bøger er to klasser over mig." mumler Cal. Derek trækker på skuldrene. 
"Jeg klarer mig ok."


"Ok? Lærerne er imponeret over alle de sprog som Derek kan." James ser op fra sin mad. 
"Hvor mange sprog snakker du?" Jeg tager en bid af den bøf som Kaidan har lavet. Saren og Nihlus nipper lidt til deres mad mens de lytter med halvt øre.
"Krogan og Turian. Lidt Asari og Salarian." Et stolt smil breder sig over min mund. Jeg ser rundt og nyder det selskab der er samlet i mit hjem. Varmen breder sig i min krop. Hånd glider over bordoverfladen og øjne bliver fjerne. 
"John?" En hånd hviler på min ryg. Jeg drejer blikket og ser på Kaidan. Han blik er spørgende. Ingen af de andre ligger mærke til os.


"Hvad så?" Spørgsmålet er tydeligt. Hvad tænker jeg på og føler jeg.
"Tænker hvor heldig jeg er. Har fået et nyt hjem, nye venner, en Lover og min gamle venner og familie kommer." Jeg rødmer og Kaidan smiler stolt ved ordet lover. 
"Hvad sagde du siden du har fået Kai til at smile som en flækket vandmelon?" spørger James med hans dybe spanske accent. Jeg ser ned i min mad.
"Et ny titel jeg har fået. Ser ud til at jeg også har fået en date til Høstfesten." Han ser James og Robert med et tilfreds blik. Begge stirrer måbende på mig.


"Tillykke. I fortjener at være glade." siger Nihlus mens Saren sender Kaidan et advarende blik.
"Knuser du ham. Knuser vi dig. Det gælder for Hackett, Anderson, Nihlus og mig. Jeg finder altid mit mål til sidst." knurrer han. Jeg ser på min ældste mentor med et tiggende øjne. 
"Saren!" hvæser Nihlus og lægger hans hånd over Sarens ampport. Saren stivner. Alle ved at vores ampporte er utrolige følsomme.
"Åh. Det her er en perfekt familie." griner Ash og ser på mig med skævt grin. Jeg sender selv et skævt smil.
Resten af middagen er under en komfortabel snak. Da vi er færdige begynder jeg at tage af bordet.
"Lad os hjælpe." siger Ash og rejser sig med Steve. Nihlus tager hurtigt fadene og komme hen med dem. Steve begynder at vaske op mens Ash tørrer af. Nihlus og mig tager bordet.


"Lad os gøre desserten klar." siger Robert, mens han tager fat om Steves talje og drejer ham i retningen af sofaerne. Ash og mig flygter ud da James og Kaidan kommer efter os med våde klude. En latter fylder os og en varm følelse.
"Gotcha." James får fat i Ashley. Jeg springer let over spisebordet og holder det mellem os. Latteren kan høres og vi holder en omgang tagfat rundt om bordet. Ash og Steve hepper på mig mens de andre griner. Mine søskende holder sig udenfor mig jeg kan se at Jane filmer det hele. Kaidan indhenter mig, men jeg griber fat om hans arm og svinger ham over mig. Et dump lyder.

"Damn, John. Hvor har du lært det henne?" De andre ser måbende på os og jeg kikker mig over skulderen. Kaidan er kommet på benene og står lænet op ad bordet længere væk. Han gnubber sin skulder og ser på mig med hævet øjenbryn.


"En refleks." mumler jeg og går hen til Kaidan. Mine arme glider om hans nakke. Et forstående glimt glider over ham og hans hænder glider om min talje.
Efter mine mentorer er taget hjem til deres hytte og mine søskende er i seng, sidder jeg med mine venner og kæreste, kan jeg kalde Kaidan det?
"Klar til mødet imorgen?" spørger Ash. Jeg sidder lænet op af Kaidan. Ash sidder ved James mens Steve sidder på Roberts skød.


"Det er jeg vel." mumler jeg. I morgen har Hackett tilkaldt et møde over Holo. 
"Ved du havde det går ud på?" spørger Ash og strækker sine ben. Jeg ryster på hovedet.
"De ville ikke sige det." 
"Du burde være frisk til imorgen. Og vi har arbejde." Steve rejser sig og trækker Robert op af stolen. Jeg kommer også på benene. Kaidan, James og Ash følger vores eksempel. 
"Såh. Vi ses vel i morgen?" Ash ser på mig med neutrale øjne, men jeg på fornemmelsen at jeg ville blive krydsforhørt.


"Måske." 


"Come on." Ash ser på mig med stikkende øjne.
"No chance chief gunner." siger jeg. Kaidan klukker og hviler sit hoved mod min hals. Jeg lader en hånd glide gennem hans hår. De to par går ned gennem gaden og hjem. Jeg ser at Kaidan er på vej også.
"Jeg burde nok også se at komme hjemad." mumler han, men stopper da jeg tager hans hånd og trækker ham ind i huset igen. Jeg vender mig mod ham og hviler mine hænder på hans kindben.


"Kaidan. Jeg er ny her, men du har allerede gjordt så meget for mig og mine søskende. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne takke dig nok." mumler jeg og stirrer ind i de gyldne øjne. Han smiler ømt og stryger en hånd over min ryg.
"Jeg ville altid være her for dig, John. Et kald og jeg ville være her." siger han og trækker mig ind i et kys. Øjnene lukkes og jeg lader mig synke væk i det. Arme snoer sig om den anden partner. Langsomt skilles vi. 
"Enten så bliver jeg, eller også burde jeg gå." mumler han og ser på mig. Jeg ser væk. Jeg er ikke klar til at lade ham blive endnu, men snart. Er kys på min hals og han går ud af huset. Jeg går rundt i huset og aner ikke hvad jeg skal. Med et suk går jeg ind på værelset og falder omkuld på sengen.

Skrig lyder omkring mig. Jeg står og ser mig omkring. Jeg er ude på foran Terra Nova. Kroppe af Reapers ligger på jorden. Kan se Reapers bøjet over menneskekroppe. Blodige hænder. Blikket glider ned til mine hænder og en forpint lyd slipper forbi mine læber. Blod er smurt udover dem og kan smage jernet i min mund. Scenen skifter foran mine øjne. Min mor står foran mig med røde øjne. Far bag hende. "Du må love os at beskytte dine søskende. De har brug for dine instinkter." siger hun grådkvalt og hviler en hånd på min kind. Jeg læner mod hånden og kan mærke tårer. "Jeg er så ked af det." hvisker jeg og ser bedende på dem. "Det ved vi søn, men du har holdt dem sikre. Du har sande venner og dine mentorer har stadig din ryg." siger far og træder frem. Hurtigt går jeg hen og omfavner ham. "Du er en kriger, John. Noget du har arvet fra din far." siger mor og slutter sig til omfavnelsen. "Synet før?" hvisker jeg og hviler min hovedet mod fars hals. "Det der kunne ske. Hvis du ikke samler dem der er forvirret. Du må samle en flok som du kan stole på." siger far og stryger min nakke. Jeg trækker mig tilbage og mine blå øjne møder hans ligeså blå. "Hvem kan jeg stole på?" "Dem der ville hjælpe dig og din familie." Er svaret og langsomt forsvinder. "Husk, John. Vi ville altid være i jeres hjerter og i jeres børn." siger mor og stryger min kind igen. Jeg lukker øjnene.


Jeg vågner op. Ikke i frygt, men mere i tristhed. Jeg ser på min omni og overvejer at ringe til Kaidan. Kort efter står jeg op og tager tøj på. Shorts og en Tanktop. Lister ud af huset, tager mine sko og låser døren. 

"Hvad sker med mig." mumler jeg og kører en hånd gennem mit hår. Jeg går ned af vejen der er oplyst af lygterne. Vinden er blid og afkølende. Jeg stopper ved hegnet og hviler mig op ad de tykke stammer. Jeg ser ud mellem dem og ud i skoven der ligger foran os. Cikaderne kan høres og det er faktisk en beroligende lyd. Natten er ret lys og jeg kikker op på himlen.


"Shepard?" Jeg vender mig om og ser Robert. Hans blik er bekymret og han slutter sig til mig ved hegnet. "Hvad laver du oppe på denne tid?" spørger han og kikker ud i skoven. "En urolig drøm." mumler jeg og sukker. Et gys løber ned gennem min rygrad og får min muskler i armene til at spændes som en refleks. "Ja. Det kender jeg. Dine søskende?" Det slår mig at jeg har efterladt dem uden overvågning. "Derek er gammel nok til at passe på dem." siger jeg udmattet og bøjer hovedet mod hegnet. Fodtrin kan gøre mod gruset og en anden velkendt stemme kommer til. "John. Robert." James standser på den anden side af mig.


"Det lover ikke godt med så mange cikader." mumler James og stirrer op på himlen og så på skoven. "Hm?" "Lover storm inde for de næste par dage." svarer han og jeg ser mod vest. Mørke skyer kan ses langt ud i det fjerne. "Gå hjem og sov, Commander. Du er død på dine fødder." siger Robert og skubber mig i retningen af mit hjem. "Cortez har ret. Kaidan og Ash ville have mit hoved hvis jeg ikke sender dig hjem." siger James og tager fat om min skulder. Jeg knurrer og går hjemad. Mine trin får gruset til knirke og når huset hurtigt. Skoene bliver udenfor på terrassen og jeg lister ind igen. 


Jeg kikker hurtigt på klokken og opdager den ikke er mere end 01.21 om natten. Med et suk tager jeg toppen af og smider shortsene på en stol i mit værelse. Dynen er nu kold og ret velkommen. Jeg putter mig ned i sengen og lader øjnene glide i. Langsomt falder mit hjerte ind i en rolig rytme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...