længsel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2016
  • Opdateret: 16 mar. 2016
  • Status: Igang
En tekst jeg har skrevet på et par år.. noget er opdigtet og noget er fra min virkelighed.

0Likes
0Kommentarer
47Visninger

1. smerten..

Lyden af den silende regn var som en befrielse. Som om hver en faldende dråbe trak en lille smule aff den ulidelige smerte der huserede rundt I hver en cencimeter af min ødelagte krop mod jorden.

Det var blevet dunkelt udenfor, selvom jeg sad på mit værelse kunne jeg mærke mørket udenfor trække sig stille ind i min krop. 

Det var nu 3 lange uger siden, men min krop var stadig i krig.

Den ene halvdel af min krop var overbevist om at det var rigtigt at glemme det hele, men den anden halvdel havde en tomhed der ikke ville kunne beskrives, en tomhed ingen har fortjent at føle.

Der var flest af de dage hvor jeg aller helst bare ville sidde i den usle vindueskarm og kigge gennem min fedtede rude, men der var også de dage hvor det ikke engang kunne overskues.

Den smerte det havde påført mig var helt uforståelig, det gjorde mig usikker, og sårbar.

Jeg havde aldrig følt den smerte som nu, aldrig havde en person såret mig så dybt og inderligt.

Mine søde drømme om natten var blevet til klamme mareridt. Jeg vågnede ofte skrigende helt gennemblødt af sved og tårer, med en følelse af at ingen var med mig.

Da jeg havde gået rundt i en zombielignende tilstand i 2 måneder var mine venner holdt op med at skrive, de havde faktisk helt  boykottet kontakten.

Min familie var holdt op med at spørge efter mig og prøve at få mig til at deltage i ting.

Jeg var slet ikke social, ikke så meget fordi jeg ikke havde lyst, men mere fordi at en smerte skar som en kniv i brystet når jeg prøvede at glemme ham. Som om min krop ikke ønskede det.

Min far var ved at flippe ud over det, og han fik flere gange om dagen stablet et skænderi på banen. Han mente at det var noget pjat, og sagde "smerte er bare svaghed der forlader kroppen" . Det havde han sagt hele mit liv, måske havde han ret.

Jeg sad i min lille vindueskarm og var i gang med den tredie roman i den måned, jeg så ikke andet en bogstaverne der nærmest sprang op i mine øjne og blev til billeder.

Jeg holdte pause for at tænke, da jeg følte mig overvåget, som om der stod en lænet op af min låste dør og betragtede mig, nærmest sugede den triste rest af energi ud af mig.

Det havde stået på i et stykke tid, så følelsen af at være overvåget var næsten værre end følelsen af at være forladt. Ville det nogensinde stoppe, ville jeg nogensinde få mit gamle liv tilbage.

Det var i start august og skolen ville snart begynde, havde jeg lyst, eller var jeg bare tvunget. Ville han være der til at håne mig sammen med sit loyale følge, selvfølgelig ville han det.

Men måske var det også på tide at komme over ham og begynde et liv som et normalt menneske. Som min far ville have sagt "hold hovedet højt, ellers falder kronen af", han havde altid været der for mig og støttet mig, måske var det derfor jeg ikke kunne sige ham i mod.

Han var en mand som alle havde respekt for, måske var de lidt bange for ham, men det var vel også forståeligt nok. Når han stod der med sine brede skulder, sine tatoveringer og markerede kæbe var han ikke en man ville sætte sig på tværs af. Selvom jeg vidste at han kun ville mig det bedste, var det svært at tro på når han med sit skuffede udtryk så på mig.

Tre dage til helvede ville begynde, nedtællingen havde stået på den sidste uge, og for hvert kryds i kalenderen følte jeg mig længere og længere væk. Som var jeg blevet trukket af de usynlige reb, der så ofte kvalte mig i mine drømme.

Tanken om at skulle se ham, og alle de andre var forfærdelig, at jeg skulle se hans skæve smil og hans blå øjne,  jeg kunne slet ikke håndtere det.

Så kom den dag jeg havde frygtet aller mest. Jeg havde ikke sovet hele natten, jeg var bleg som et lig og havde øjne man kunne spejle sig i.

Solen var stadig ikke nået over bjergtoppen og ind af mit vindue. 

Klokken var 06:00, der var stadig en halv time til at vækkeuret ville ringe. Jeg fandt mine slidte løbe sko, og mit gamle trænings tøj frem, måske ville det hjælpe at løbe en tur.

Den tykke duft af regn og skov ramte mig som en dør da jeg trådte udenfor. Det mindede mig om vores natlige udflugter. Ville jeg nogensinde glemme ham?..  Jeg gik forbi laden, over folden, i retning af skoven. Grædende nåede jeg skovbrynet, jeg sank sammen på "hersker stenen". Det var der vi løb om kap til, som små. Jeg sad der lidt, og hørte på fuglenes højlydte kvidren, men fandt så min ipod frem og tændte for musikken.

20 min efter, lettere forpustet sad jeg igen på stenen, med tankerne dansende rundt i hovedet.

Jeg hørte far fløjte efter hestene, og lidt efter en svag men velkendt lyd af hove der taktvis ramte jorden. Lidt efter lå jeg igen i min seng, med et håndklæde omkring mig.

Skulle jeg tage mig sammen og gøre mig klar, eller finde på endnu en lam grund til ikke at kunne tage afsted?

Min elskede veninde Kat's velkendte, og savnede stemme rungede i mit hovede. " ENDELIG! Jeg har sådan savnet dig!" Hun kom løbende i mod mig med armene strakt ud, helt parat til et kæmpe kram.

Jeg følte at jeg havde svigtet hende, ladt hende i stikken.

Jeg hadede mig selv for ikke at have besvaret hendes opkald, e-mails eller beskeder. Hvad var jeg for en veninde, hvorfor havde jeg ikke lukket hende ind i mit helvede.

Hvorfor havde jeg ikke fortalt og forklaret hende omkring mit liv? Så mange spørgsmål, et svar. Jeg var for svag.

Men sådan havde det altid været, det var ikke noget nyt at ingen vidste hvad der foregik i mit liv.

Det var sådan jeg bedst kunne lide det, for hvis ingen vidste noget, var der heller ingen der spurgte ind. Og derfor heller ikke noget at skulle forklare sig ud af.

Mandag morgen, starten på den latterlige rus-uge, en unødvendig tradition for at indvie de nye på skolen.

En hel uge med udfordringer og ballade, og afslutning i form af en kæmpe fest, som har rygte for at ende galt.

Heldigvis er det mit andet år på skolen, så jeg får forhåbentligt lov til at være i fred.

Jeg husker sidste år som var det igår, nøgenløb, klippeudspring, druk, og andre ting der ikke skal hives frem igen.

Ville jeg komme helskindet igennem? Eller ville det være som sidste år med overtrådte grænser og ej forglemte oplevelser? Hvem ved.

Den usle bygning i form af min skole lignede sig selv, og menneskerne der i var der  heller ikke noget nyt i.

Vejen mod klasseværelset var længere end normalt, og en stikkende fornemmelse fortalte mig at folk kiggede på mig.

Med hovedet mod jorden og min musik i ørene gik jeg der i min egen lille verden, mens jeg kraftigt  prøvede at ignorere den gruppe et par meter fra mig.

Hvor jeg havde ham ved jeg ikke, det eneste jeg ved lige nu er at jeg i faretruende høj fart nærmer mig den person jeg så ihærdigt har prøvet at undgå. Hvad nu? Skal jeg sige hej? Bare gå forbi eller skal jeg vende om og flygte mod min kolde men dog utrolig trygge vindueskarm. Nej, fast besluttet og med stærke skridt gik jeg forbi ham, troede jeg.. I virkeligheden lykkedes det mig at snuble over mine egne ben, smide mine bøger højt op i luften for derefter selv at lande med hovedet direkte i gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...