Broken

Broken er baseret på en virkelig historie...Min historie.
Hun er i stykker, og da hendes forældre finder ud af det, sker der en stor omvæltning i hendes liv. Men kan hus klare presset, eller må hun bukke under.

0Likes
0Kommentarer
128Visninger

1. Kapitel 1

Broken

 

 Beruset. Beruset på mere end en måde, gik hun på det ordinære grå fortov hjem.

Hun slingrede, de andre kaldte ham for en svagpisser.

Hun vidste det var sandt, vidste også hvorfor. Det var sorgen. Den forbandede sorg, den der havde fået hende til at tage kniven i hånden og skære, en, to, tre gange så blodet piplede.

Den sorg der altid nagede lige under overfladen.

Det var derfor hun blev så nemt påvirket.

 

 Hun var anderledes end de andre. Det havde hun altid været, hun hørte rock, ikke det der meningsløse pop, hun havde altid en anden mening end andre, og frem for alt afskyede hun opmærksomhed.

 

 Hun vaklede ind af døren

-Klokken er mange, hvor har du været?

- Ingen steder. Mumlede hun og slæbte sig op på sit værelse.

Alene. Hun havde brug for at være alene.

Høretelefonerne lå på hendes skrivebord, hun proppede dem i ørene, og tændte for musikken. ACDC det eneste rigtige efter hendes mening.

Hun krængede blusen over hovedet, arrene lyste mod hendes hud.

-Hvad fanden er det!

Hendes mor kom farende ind.

- Hvad har du gjort?!

Hun løb, løb og løb. Hun havde ingen luft tilbage.

En gammel dame kiggede på hende.

- Er du okay?

Hun nikkede,  tårerne begynde at presse sig på. Det havde været hendes plan at fortælle dem det før eller siden, bare ikke på denne måde.

De måtte se hende som en kujon, hun vidste hvad de mente om mennesker som hende, hun nægtede at tænke på ordet, det forfærdelige ord, der stemplede en som defekt. 

Hun vidste at hendes forældre så disse defekte mennesker som svage og opmærksomhedskrævende.

Var hun svag? Svaret var klart ja! Hun gemte sig bag hendes uigennemtrængelige facade af slidte cowboybukser, sort tøj og make up, hun gik ikke med så meget, men lige nok til at folk lagde mærke til det.

Folk beskrev hende som den der kunne klare det hele, den som kunne hjælpe alle, hende der ikke fik andet end tolvtaler. Det var hun ikke, hun var blevet stemplet, som hende der kunne klare det hele.

Det kunne hun ikke, hun fik syv i matematik, og når der kom en hen for at fortælle om hvordan personen var blevet såret havde hun bare lyst til at løbe væk.

Hun kunne lige høre hendes klassekammeraters stemmer sige:

- Yes jeg kom i gruppe med nørden, eller

-hun har sikkert fået tolv igen.

Det var det. Det der fik hende til at gøre det. Skære.

Det var koldt. Hun frøs ind til det inderste. Uden at hun tænkte over det begyndte hun at begive sig hjem.

 

 Hendes mor og far stod i døren, hun kunne se afskyen i deres ansigter.

-Hvad er du!?

Råbte hendes far, efter de havde trukket hendes bluseærmer op, og afsløret de lysende røde ar overalt på hendes arm.

-Jeg er mig far, kan du ikke det?

Tårerne pressede sig på igen.

 De stod der, udtryksløse. Mere konservative end nogensinde. Det eneste der var at læse i moderens ansigt var afsky, afsky for denne datter, der havde skadet sig selv, og efter moderens mening hele familien bare for at få opmærksomhed.

 

 -Gå op på dit værelse og bliv der!

Råbte faderen.

Det var som om hun var limet fast til gulvet, hun kunne ikke få blikket fra moderens ansigt.

-Nu!

Råbte han igen

Hun vendte sig stille om, og begyndte at gå op at trappen.

Det var som om hendes verden gik i stå, det hele faldt sammen omkring ørene på hende, hun kunne ikke mere.

Hun lagde sig på det kolde gulv, og lod sig gennemstrømme af kulden.

Hun flyttede bunken af aflagt tøj under hendes seng, og gravede kassen frem.

Hængelåsen var låst, heldigvis. Hun vred den op med nøglen, det hele var der, blyantspidseren, stjerneskruetrækkeren og papiret.

Døren gik op, moderen løb hen til hende og skubbede kassen ud af hendes hånd.

-Dumme teenager. Sagde hun bare.

Faderen rømmede sig med et irriterende host,

- Du har ødelagt vores familie, du har tæret os op indefra.

Hun åbnede munden og lukkede den igen uden at der kom en lyd over hendes læber.

-Vi kan ikke have dig her mere, du har en halv time til at pakke at komme ud. Vi vil ikke se dig igen.

Hun var paralyseret. Hun kiggede på moderen, den medlidenhed der plejede at kunne anes bag hendes kolde går øjne var væk.

-Mor?

 - Du gør som din far siger.

Det var så ulig hende, hun overgav sig altid til sidst.

Hun kunne ikke fatte det.

-Pak

sagde faderen og trak moderen med ud af værelset.

Hun stod helt stille, hvad skulle hun gøre? Hvor skulle hun gå hen?

-hvis du ikke har pakket om et kvarter kommer du af sted uden dine ting!

Hun samlede hurtigt sine ting.

Der var helt stille da hun kom ned i entréen.

-Mor, far i kan ikke gøre det her.

-Det kan du tro vi kan.

Hun åbnede døren. Den kolde luft slog mod hendes ansigt, og virkede opvågnende.

-James farvel så da.

Hun smækkede døren efter sig.

Hun løb, løb og løb, klokken var mange da hun endelig dumpede ned på bænken foran hendes bedste vens hus,

og hendes verden brød sammen, hun græd til der ikke var flere tårer tilbage, hun skulle ikke tilbage, aldrig i livet.

Faderens spørgsmål vendte tilbage til hende,

Hvad var hun?

Nu vidste hun det, hun var i stykker,

hun var Broken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...