Englekrigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
Rose er en ganske almindelig pige. Hun går i skole og alting er som det plejer. Indtil hun møder en i skoven. Hun og har brug for hjælp. Rose indser også at det ikke er let at gemme hende. Hun finder også ud af at hendes verden bliver truet af nogle mørke skabninger som er ligeså mørke som helvede selv...

0Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

4. Kapitel 4 | Hvem, hvad, hvordan?

Jeg følte mig utilpas. Jeg ville gerne hjælpe, men hvordan? Angie fik pludselig en idé. "Rose, jeg undskylder for min uforskammethed, men har du måske lyst til at hjælpe mig?!". Jeg tøvede og vidste egentlig ikke om jeg kunne eller ville. Angie tilføjede hastigt da hun så min tøven "Jeg kan godt forstå det, jeg klarer det nok på egen hånd". Hun begyndte og rejse sig. "Angie, vent. Jeg vil gerne hjælpe dig" sagde jeg. "Virkelig?" sagde hun begejstret. Jeg nikkede og sagde "Hvad skal jeg hjælpe dig med?". Angies ansigtsudtryk skiftede fra begejstred til tænknings ansigtsudtryk. "Inden jeg slap væk sagde min far at jeg skulle ændre tøj og skifte farve på mit hår, men vigtigst af alt jeg skulle finde et sted at bo". "Og jeg skal hjælpe med alt det" sagde jeg. "Kun hvis du har lyst". Jeg tænkte dette nøje igennem om det var klogt, men blev overbevist om at det var det rigtige at gøre. " Selvfølgelig vil jeg det" sagde jeg. Angie fik frembragt et smil. Jeg hjalp hende op at stå. Vi gik ind på stien igen. Hun fortalte hvor hun kom fra og hvorfor hun kom ned. Hendes verden var smuk og der var lyst nærmest døgnet rundt. Og hun kom herned fordi nogle af de sorte engle gik i krig. Hendes mor var dronning og hendes far var konge. Da vi næsten kom til enden af stien kom jeg i tanke om noget. "Angie, jeg ved godt det ikke bliver svært at genkende dig hvis vi ændre dit udsende, men hvad med dine vinger, de er synlige?". Til sin store overraskelse lo hun bare af mig og sagde "Rose, engles vinger er en del af en, men engle kan trække vingerne ind i sin sjæl når hun ikke har brug for dem. Men desværre så heler mit sår ikke" De gav lidt mere mening for mig. Hun trak ligepludselig sin vinger ind og det eneste der var tilbage var det hul hendes vinger lavede i tøjet

. "Rose når vi kommer hjem til dig, så lad som om jeg er en af dine nye skolekammerater. Røb ikke noget for hende!" Sagde hun. Jeg var enig. Vi gik videre ned til min vej. "Angie, jeg har tænkt på at vi skifter dit tøj først og farver dit hår bagefter" sagde jeg. "Det gør vi bare." Hun stoppede os for at hun kunne sige noget der krævede øjenkontakt. "Rose det største problem vi har nu er hvor jeg skal sove". Jeg sagde bare "Det har jeg helt styr på". Mere sagde vi ikke før vi kom hjem til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...