Englekrigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
Rose er en ganske almindelig pige. Hun går i skole og alting er som det plejer. Indtil hun møder en i skoven. Hun og har brug for hjælp. Rose indser også at det ikke er let at gemme hende. Hun finder også ud af at hendes verden bliver truet af nogle mørke skabninger som er ligeså mørke som helvede selv...

0Likes
0Kommentarer
287Visninger
AA

3. Kapitel 3 | En ven i nød

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne jo ikke bare efterlade hende her, men jeg kunne jo heller ikke bare vente, min mor ville jo blive bekymret. Jeg nåede slet ikke at tænke mere, da englen pludselig vågnede. Jeg hørte hende gabe og udstøde et gisp. "Hej" sagde jeg, det lød fuldkommen dumt at sige til en engel. Engelen kiggede på mig. Hun var faktisk pæn. Pænere en den pæneste pige.  Hendes hår var rødt og krøllet. Hendes kjole var hvid. Hun var cirka på alder med mig. Ligesom mig var hun 14, gik jeg ud fra hendes højde og brede. Stilheden var lidt akavet og jeg blev nødt til at sige noget. "Hvad laver du her?" jeg prøvede at lyde så venlig som muligt. Der gik et stykke tid inden hun svarede. "Rose, det må jeg ikke fortælle til dig" svarede hun. Den første tanke der slog op i mig var, hvordan kender hun mit navn. "Hvordan...", "Jeg vidste dit navn, det er bare noget engle kan når man kigger på et menneske". Hun prøvede at rejse sig, men uden held. Først nu opdagede jeg at hendes ene vinge var blodrød, på grund af pilen der borede sig ind i vingen. "Har du brug for hjælp.. Øhh" årh jeg kendte jo ikke hendes navn, "Angie. Og nej tak" sagde Angie. Hun prøvede at komme op, og hun sukkede da det ikke lykkedes hende. "Må jeg få lidt hjælp?" spurgte hun. Efter jeg havde hjulpet hende op og stå, sagde hun" Jeg kan ikke flyve tilbage til engleriget på grund af krigen, og min vinge. Jeg har slet ikke noget sted at være". Hendes ansigt blev blegt og hun lignede en, der kunne besvime vert et sekund. Jeg greb hende inden hun faldt til jorden, jeg lagde hende ned stille. Jeg blev nødt til at gøre noget. "Angie, det her kommer til at gøre lidt ondt" sagde jeg og hev pilen ud af hendes vinge. Jeg holdte hende for munden, da jeg vidste hun ville skrige. Blodet piblede ud og jeg måtte stoppe det, men hvordan?  Jeg kiggede omkring. Min jakke! Selvfølgelig. Jeg stoppede blødningen med min jakke. Angie kom til sig selv igen, men rejste sig ikke. "Hvad gør jeg nu?" spurgte hun til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...