Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17073Visninger
AA

9. Kapitel 9: Hailey McCain

 

Hailey McCain: Niall

Jeg var gået med Harry ind i stuen, jeg kunne ikke genkende noget her inde, men det var måske også fordi jeg kun havde bevæget mig rundt i hans gæsteværelse. Imens jeg sad inden i stuen sammen med Harry kiggede jeg ud mod Niall og Justin, de stod og snakkede men jeg kunne ikke hører hvad de snakkede om. ”Hailey?” jeg kunne hører Harry stemme i bagrunden, men det var som om jeg ikke reageret på mit navn blev sagt højt. ”Hailey” stemmen ble bare højre, men stadige med ingen reaktion fra min side at. ”Niall, Justin” jeg kunne stadige hører Harrys hæse stemme, hans stemme der havde en snert af utryghed. Jeg kunne hører fodtrin, jeg kunne se to svage skikkelser stå med front mod mig – men jeg reageret stadige ikke. Ingen ved hvordan det er at ikke kunne gøre noget, været lammet men ikke af skræk. Jeg kiggede stadige lige ud, eller det regnet jeg med.

”Hailey” jeg kunne hører en stemme, en stemme jeg kendte som min brors. Jeg blikkede en masse gange, men det virkede ikke til at lykkes – mine øjne gjorde ondt, ondt af ikke at blikke normalt.

”Justin” jeg åbnede munden, ordene forsvandt fra min mund – ud i det åbne forum. ”Hailey, blik” Nialls stærke accent var ikke til at overhører, han var den med den stærkeste accent af de tre drenge. Jeg gjorde som Niall bad om, jeg kunne mærke med det samme hvordan vandet omslugte mine øjne og lod øjne blive fugtige og optimale igen. Jeg rystet svagt på hoved, hele verden blev tydeligere igen – i stedet for tre skikkelser var der tre drenge med forskellige træk i ansigtet. 

 

”Hvad skete der?” denne gang var min stemme svag og spinkel, bange for stemmes skulle knække. ”Du faldt i staver” jeg kiggede op gennem mine øjnevipper, lige op på Niall. Et smil var svagt at finde på min læbe, min kinder der havde fået noget sult på sig, jeg havde fået markante kinder, kindben – lægen sagde at det var fordi jeg stadige manglede masser af fedt, kropsvægt overalt. Justin kiggede frem og tilbage, frem mod Niall tilbage til mig. ”Hvad?” min stemme havde fået kræfterne igen, lød stærkt og bevist. ”Jeg er bare glad” vi alle kiggede undrende på Justin, jeg nok mest.

Hvad var han glad for?

 

Vi var blevet spurgt om vi ville spise med, men det var nok mest hentyde til Justin. Jeg ved ikke hvad Niall og Justin havde snakket om, men de havde fået Harry med på det – hvad det handlede om viste jeg ikke, men havde jeg ikke allerede sagt det. ”Hailey?” jeg nikkede kort med hovedet imens jeg tog en bid af den varme mad foran mig. ”Vi har snakket om at du skal være ved Niall eller Harry i et stykke tid” Justins ord gjorde ondt på ham, det kunne selv jeg se. ”hvorfor?” min stemme dirret. ”Vil i ikke have mig mere?” spørgsmålet var kun henvendt til Justin, det gjorde ondt at han havde formuleret ordene. ”Hailey, selvfølgelig vil vi det. Men du lukker ikke op?” jeg kiggede ned i tallerken, ned på maden der hurtig var blevet det mest spændende at se på.
”Hailey, du må da kunne forstå det”

 

*Love*

 

Timerne var gået stille, Justin havde hentet min taske, den var dog ikke særlig fyldt. Jeg sad inden på gæsteværelset, inderst inde var jeg glad for at være her, jeg følte mig tryg. Men tryg gjorde det ikke bedre for mig, jeg viste Harry ikke var glad for det, han var bange, skrækslagene. Jeg ville ikke ud fra værelset, jeg savnede min familie selvom jeg ikke havde været meget sammen med dem, så var de trodsalt min familie.

”Hailey?” Nialls hoved poppede op ved dørkarmen. ”Niall”  jeg trak svagt ud i endelsen af hans navn, Niall smilede dog svagt og en anelse usikkert tilbage til mig. ”Harry og jeg vil se en film. Vil du med?” han var trådt ind af døren og hen til sengen var han nåede. ”Vil Harry gerne have det?” jeg kiggede ned i sengen, mine lange øjnevipper ramte min kinder – et lille svag brise efterlod øjnevippernes gang. ”Ja” han hev svagt i ordet, som han ikke var sikker. ”Niall, det kan godt være jeg har været væk i lang tid. Men jeg er ikke dum” for hvert ord jeg udtalte, strammede jeg om min mave, ordene blev lavere. ”Hailey. Kom” Niall ramte lige der hvor jeg var mest sårbar, ordene der stadige sad fast i underbevidstheden.

”Lad mig være!” ordene blev spydige imens mit blik var limet til sengens silkebløde dyne. ”undskyld Hailey”  jeg kunne mærke Nialls ord som var triste og såret. Jeg lod mit blik ramme hans imens jeg kiggede intens på ham. Der var noget over ham jeg ikke kunne sætte ord på. ”Så lad mig være her inde. Jeg vil gerne lære dig at kende” hans smil varmede om mit svagt og skrøbelige hjerte, jeg blev utrolig nok en anelse tryg – mere ind hvad jeg havde troet.

 

”hvad med Harry?” stemmen der kom fra mig var svag og usikker. ”Han overlever nok, jeg har tilbragt hele dagen med ham” hans smil viste hans skinnende hvide tænder. Jeg kiggede hurtig ned i på dynen, dynen som var svøbt om mig. ”Okay” min stemme blev skinger og lidt fjoget.

”Hvad er din største frygt” Nialls hånd røg hurtigere op til sin mund ind han nåede at reagere. ”Niall, det er okay. Jeg ved godt det ikke var med vilje” jeg trak vejret kort. ”Men det er ikke manden som tog mig. Det jeg frygter mest er ikke manden, døden eller noget i den stil” vejret blev igen trukket højt og utryg. ”Det er mere at jeg er bange for jeg aldrig får en kæreste som kan acceptere mig som jeg er” mit smil famlede med ordene der forladte min læber.

 

*Love*

 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde siddet i sengen og bare snakket. Nogle af spørgsmålene havde dog taget længere tid at snakke om, andre spørgsmål havde fået mig til at græde, grine og føle mig tryg. Jeg havde fundet ud af Niall ikke havde haft mange kærester i løbet af hans liv, men at han alligevel ikke havde mistede håbet om hun var der ude et sted. ”Niall hvad er klokken” et ur, mobil eller noget i den stil havde jeg ikke, jeg viste også at jeg ikke ville kunne finde ud af det. ”7 om morgen” jeg kiggede overrasket på ham. 7 om morgen, hvordan kan det være. Jeg kiggede på Niall, hans blå øjne var blevet tydeligere nu når solen var på vej op, hans øjne som utryg nok gjorde mig lidt tryllebundet – og det gjorde mig utryg. Utryg ved følelsen som var at finde i min mave.

”Niall” han nikkede kort, kort men med et smil på læberne. Inden jeg havde fået tænkt mig om eller stoppet mig selv, havde mit hovedet bevægede sig ind mod hans. Vores hoveder var kun få centimeter fra hinanden, jeg kunne mærke hans ånde, og jeg var sikker på han kunne mærke min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...