Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17082Visninger
AA

8. Kapitel 8: Niall Horan



"Harry, du bliver nødt til at tage det roligt." 
Harry kiggede paralyseret rundt i lejligheden. "Hvordan skal jeg dog kunne gøre det?" Spurgte han chokeret, hviskende. Jeg tog telefonen ud af hans hånd. Den sidste uge havde han fået en besked dagligt. Samme påmindelse, samme aftale, samme gen. Og jeg var den eneste der vidste noget. Denne gang havde han ikke turdet fortælle det til Liam og Louis. Efter at Hailey var vendt hjem, havde han fået en ny besked. Med en ny plan. Om en uge, som der stod i sidste brev, skulle han møde op, ved Tower Bridge sammen med Hailey, og de skulle ikke regne med en varm velkomst. 
Og hvordan tog man det så lige roligt? Ja, det ved jeg ikke. Jeg skyndte mig at slette den nyankomne besked og lagde så hans telefon langt væk fra ham, ind i gæsteværelset. Han var ikke den eneste der var blevet påvirket, af alt dette. Hver gang jeg gik ind i dette rum, tøvede jeg altid, bare ved tanken om at Hailey havde siddet herinde. Men nu var hun hjemme og fri. Jeg håbede at hun har det bedre. Jeg gemte hans telefon væk i en skuffe, og gik så hurtigt ud af værelset igen. Harry rokkede uroligt frem og tilbage i lænestolen. Aldrig havde jeg set noget lignende. "Harry? Harry, tag det roligt," "men Niall!" Råbte han vredt. "Kan du ikke fatte det? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at overleve! Tror du virkelig han lader os leve? Hailey leve? Hvad!? Jeg ved ikke hvem han er, men han er ikke venligsindet, okay Niall! Og hvis du ikke passer på, så ved han, at du er så langt inde i det her, som det er muligt..." Han stoppede pludseligt op. "Også skal du også dø. Du kommer til at dø Niall. Og det hele er min skyld," sagde han chokeret. Jeg tog de sidste skridt hen til ham, og lagde mine hænder på hans skuldre. "Harry." Jeg spyttede nærmest ordet ud. Jeg sank en klump. Han havde jo ret. Han havde ret. Jeg mødte hans øjne. Og det var som om jeg så præcis ind i Haileys frygtfyldte, skræmte øjne. Grønne, bange øjne. Og måske var det det, der var mest skræmmende i dette øjeblik. Og måske var det det, der gjorde mest ondt lige nu. "Hvis du bliver ved sådan her... Så slår han dig ihjel inden du møder ham. Hold nu ud, Harry. Hailey klarede det," jeg fik pludselig ondt i brystet. Hvordan kunne en ti-årig klare det, når Harry, en toogtyveårig, der har klaret mere end de fleste i hans alder, og så dog, ikke kunne?
Harrys kiggede opgivende på mig. "Undskyld. Undskyld," hans stemme blev lavere. Han rejste sig op, og trak mig ind i et kram. "Undskyld," hviskede han. Jeg sagde ikke noget. Helt ærligt, hvad skulle jeg sige? Han trak sig fra mig igen og nikkede for sig selv. "Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal stille op. Hvis du ved hvad jeg mener," sagde han. Jeg nikkede bare. Han gik med lange skridt ud i køkkenet. Jeg vidste ikke hvad han skulle, men så længe han ikke kiggede på sin telefon, så var det okay. Jeg satte mig roligt ned i sofaen. De rolige lyde, af Harry der højst sandsynligt satte vand over til kaffe eller te, lød i køkkenet. Det slog mig kort, at den eneste Harry reelt havde fortalt det her til var mig. Og det var som om, at den første tanke der selvfølgelig plantede sig i mit hoved, var at han ville forråde mig. Den egoist jeg er. Eller han er. For tænk hvis det her bare var en måde, at smide alt det her drama hen på mig? Jeg jagede mine hænder tværs over mit ansigt, i en urolig bevægelse.

Hvis du bliver ved på denne her måde, så slår han dig ihjel, allerede.

Sætningen, jeg netop havde sagt til Harry stak mig i brystet. Det her gjaldt ikke kun ham længere. Ikke kun Hailey.
Det handlede også om mig. 
En klokke, man ikke hørte tit, lød. Bevægelserne stoppede ude i køkkenet. Jeg rejste mig hurtigt op, og gik ud til Harry, der kiggede stift hen på mig, der kom ind. "Har du inviteret de andre over?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Nej. Og de har en nøgle til opgangen. Det der er den anden klokke," sagde jeg lavt. Vi kendte hinanden så godt, at det var en normal ting for os at have. Jeg havde også nøgle til de andres lejligheder, ligesåvel som de havde til min. 
Jeg havde praktisk talt boet hos Harry den sidste uge. Men han havde ikke haft noget imod det. Desværre skulle jeg sove i gæsteværelset. I det værelse Hailey sov i. De første par nætter, havde været rædsomme. Hendes duft hang i rummet, og gjorde det umuligt for mig at hvile mig. Hendes duft paralyserede mig. På en helt forkert måde. Den tiltrak mig, og fik mig til at tænke på hende. Havde hun det godt? Var hun okay? Har hun søskende? Hvad hvis hun ville glemme alt om os? Om mig? 
Harry forlod køkkenet og åbnede istedet for døren til opgangen, for de nyankomne. Han havde uden videre lukket op, hvilket overraskede mig lidt. Hvad hvis det bare var nogle sindsyge fans? Der blev trykket på dørklokken ude i gangen også, men denne gang kiggede Harry med mig med et bedende blik. Så jeg gik ud, tøvede en del med at åbne døren, og kiggede så på de to personer foran mig. 
Den unge pige, med mørkt hår, havde nogle specielle ansigtstræk, jeg ikke umiddelbart kunne placere. Underligt nok lignede hun...
Hailey. Men hvad lavede hun her? Også med en ung mand? 
En ung mand på omkring min og Harrys alder, stod sammen med hende, med et lille smil på læben. Ham kunne jeg på ingen måde genkende. Mig blik røg ned til pigen, der var halvandet hoved lavere end manden. Og da jeg kiggede igennem de lange øjenvipper, måtte jeg holde mig selv fra at gispe. 
Ingen tvivl. Det var Hailey. 
Kun få personer jeg kendte, havde de øjne. De kraftige, tryllebindende, voldsomme øjne. Selvom farven havde præcis samme tekstur som Harrys, var hende øjne fyldt med så meget mere. Savn, utryghed, tryghed, fortvivlelse. Man fik nærmest hele hendes livshistorie, bare med ét blik. Et lille smil var placeret på hendes kinder. Hun var næsten ikke til at genkende. Hun havde taget noget mere på i kropsvægt, og lignede næsten en sund og rask ung kvinde nu. 
"Hailey?" Spurgte jeg lavt. Men hvis det gik så godt, og hun havde en til at beskytte sig, hvorfor kom hun så tilbage? Jeg mødte den uigenkaldelige piges blik, som denne gang var fyldt med glæde og håb. "Niall," sagde hun glad. Jeg sendte hende også et stort smil. Selvom det var første gang hun så mig uden briller, havde hun heldigvis ikke svært ved at genkende mig. Den irske accent var også utrolig skarp i mig tilfælde, og det platinblonde går, med de mørke rødder, var heller ikke helt uforglemmelige. 
Jeg kiggede på manden bag hende. Hvem var han? Egentlig var min første indskydelse, at det var hendes kæreste, men det var fuldstændig umuligt. Hun blev kidnappet som ti-årig, og kom hjem for en uge siden. Hvordan skulle man så kunne have en kæreste? Jeg sendte også ham et venligt smil. "Undskyld. Jeg er Justin. Haileys storebror," han rakte sin hånd frem, som jeg tog glædeligt imod. Jeg kunne nu se nogle få ligheder mellem dem. De havde samme smil og ansigtsform, men kun Hailey havde fået æren af de smukke grønne øjne. De havde også samme hårfarve.
 "Niall Horan." Jeg smilede kort til dem begge. "Kom med ind," jeg trådte ind i gangen og lukkede døren efter dem. Hailey skubbede forsigtigt de nu passende sko af, og kiggede så denne gang spørgende på mig. Jeg vidste med det samme hvad hun mente, også selvom jeg ikke kendte hende specielt godt. Jeg nikkede mod køkkenet. "Harry er derude," jeg smilede kort. Men hun nåede ikke langt, før Harry selv kom ud i gangen. "Hailey." Han stirrede overrasket på hende, men skyndte sig så at sende hende, et halvhjertet smil. Hailey smilede tilbage. Hun var tryg nu. Måske jeg i virkeligheden blev en smule nervøs over det. For Hailey var ikke den nemmeste, at være beskytter for. Men hvad have vi regnet med? Hvis det var os, der havde taget os af hende, og passet på hende efter otte år i fangenskab, der langsomt var ved at skræmme livet ud af os, så overraskede det mig ikke. Harry vendte sit blik mod Justin. Han lænede sig op af dørkammen til køkkenet. "Hvem er du så?" Spurgte han. Jeg kunne godt fornemme, at det gik ham på, at Hailey og hendes bror var her. Han prøvede mest muligt at undgå hele scenariet omkring brevet, men han vidste også godt, at han måtte se realiteten i øjnene. Justin smilede forsigtigt til ham. "Jeg er Justin. Haileys bror," Harry nikkede bare uden at sige mere. Hvad gik der af ham? Jeg var ellers helt overbevist om, at han aldrig ville virke uhøflig over for nogen, nogensinde. Ikke engang i sådan en situation. Harry sendte ham et kort smil. "Må jeg spørge om, hvad i laver her?" Spurgte han så, lettere køligt. Jeg tror ikke Hailey, eller Justin for den sags skyld, kendte til Harrys temperament, der i upassende situationer, godt kunne svigte. Jeg sendte ham et skarpt blik, men uden brug af stemmen, cuttede han mig fuldstændig af. Måske det lød åndsvagt, men de grønne øjne, som både Hailey og Harry havde kunne virkelig få en til at skære tænder. Jeg kunne se at Hailey begyndte at blive utryg, så jeg tog forsigtigt et skridt frem og bredte mine arme ud, som i et kram. Hun kiggede på mig med et spørgende blik, ikke fordi hun ikke forstod min handling. Fordi hun ikke forstod Harrys. Jeg sendte hende et beroligende blik og smilede så til hende. Uden tøven strakte hun sine arme om mig i et tæt knus. Jeg kunne både se og mærke på hende, at hun havde taget på, og at hun havde haft et ordentligt hjem, den sidste uge. Hun trak sig væk fra mig igen. Først der opdagede jeg at Harry stod og talte med Justin. 
"hun er stadig utryg omkring os."
Ordene fik mig til at skælve. Der var kun to - måske kun endda et - menneske hun var tryg ved lige nu. Og det var Harry og jeg. Jeg mødte Harrys blik, der mest af alt så skrækslagent ud. 
"Justin, hør her. Jeg er ked af det men jeg kan ik-" "Harry har fået flere trusler. Vi er alle tre i livsfare. Alvorlig livsfare," fløj det ud af mig. Tre sæt øjne, stirrede chokeret på mig. Harrys blik var en blanding, af chok, fortvivlelse og skræk og midt i det hele en beskyttende hinde. Justin stirrede chokeret og forvirret skiftevis på Hailey og jeg. Og Hailey lignede en der var så utryg ved det hele, at hun var ved at græde. Harrys blik mildnes lidt. "Det er derfor jeg er bange for at passe på hende," Harrys stemme rystede. Justin tog en dyb indånding og masserede så sine tindinger. "Men... Hvorfor har i ikke sagt noget til politiet? Vores far?" Han kiggede forvirret på os. Jeg rystede på hovedet. "Det... Det kunne vi bare ikke, okay?" Sagde jeg højt. Justin kiggede ned på Hailey, som var omkring et hoved lavere end os andre. Hailey skuttede sig og lagde sine arme over kors. "Undskyld," hviskede hun. Jeg stirrede chokeret på hende. "Hailey. Hailey det er ikke din skyld," "jo det er. Hvis det ikke havde været for mig, så var i ikke blevet indblandet i det her," sagde hun lavt, knust. Harry trådte hen til hende, og lagde sine hænder på hendes skuldre. "Vi valgte selv, at passe på dig. Og det vil jeg blive ved med indtil det her er ovre," sagde han med sikker stemme. Haileys øjne blev let blanke. hun sukkede, hvilket fik flere tårer frem. "Undskyld," hun slog derefter også armene om Harry, der mest af alt så en smule overrasket ud. Men han lagde også armene stramt om hende. "Du må ikke være bange," mumlede han. Han strøg hende forsigtigt over hovedet. "Ikke bange," gentog han. Jeg tror mest af alt det også var en konstatering for ham selv. 
Ikke være bange. Ikke bange.
Jeg kiggede hen på Justin, der stod og følte sig nok lidt malplaceret. Jeg gik om ved siden af Harry og Hailey, og stillede mig så ved siden af ham. Så sagde han: "er det ikke mærkeligt, at jeg har det godt med, at min lillesøster er tryg ved andre end en selv? Som ovenikøbet er to unge mænd, på min alder?" Sagde han nervøst. Jeg grinte lavt. "Måske lidt. Jeg har ikke en lillesøster, så jeg kan ikke svare dig. Men skal ikke være nervøs." Han nikkede kort. "Tusind tak for alt det i har gjort. I ved slet ikke hvor meget det har betydet for os, at hun er kommet hjem," han nikkede hen mod Hailey, der var fulgt med Harry ind i stuen. "Nu mangler vi bare, at hun bliver tryg ved os igen," sukkede han. Jeg sendte ham et lille smil. "Vi havde også problemer med det. Det skal nok gå." Han smilede taknemmeligt til mig. "Niall," hans tonelav var blevet lavere. "Hvor mange ved det her? At det er blevet værre?" Jeg skævede kort ind i stuen, hvor Harry og Hailey sad og snakkede. "Fire. Os fire," sagde jeg lavt. Han nikkede og fugtede sine læber. "Er du sikker på i ikke vil fortælle noget, til nogen andre?" Spurgte han og fandt mine øjne. Jeg sendte ham et beslutsomt blik. "Ja. Og ingen af os skal dø. Men det er bare lidt kompliceret nu," mumlede jeg. Han skar tænder. "Har i en plan?" "Nej. Men jeg lover at den sidste der kommer til at betale for det her, er Hailey." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...