Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17667Visninger
AA

21. Kapitel 21: Hailey McCain

De få dage der var gået med at være hjemme ved mine forældre havde rent ud sagt været forfærdelig. Justin var taget tilbage til Londons centrum, hen til sin kæreste, de elsket hinanden og det var ikke til at overse – jeg havde set hende i går, hun var smuk, afbalanceret og spurgte ikke ind til mere ind højst nødvendig. Jeg sad lige nu sengen, i morgen skulle jeg starte i skole. En helt almindelige skole, det havde jeg fået lov til – med den betingelse at jeg skulle have to store brød ved siden af mig, hvilket vil sige to store og skræmmende bodyguard. Det hjælper slet ikke med at jeg helst skulle have nogle venner, det mente min mor og min far var modsat af alt.

 

”Hailey, kom her ned” jeg traskede ned efter jeg havde svunget mine ben ud over sengen. Jeg kunne høre det var min fars stemme, af alle dem der kunne kalde på mig var det lige ham der havde forbudt mig at se den eneste jeg virkelig holdte af, stolede på.

 

”Hvad?” så få ord jeg kunne veksle med ham, jo bedre. Jeg havde ikke hørt noget fra drengene, de havde ikke hørt noget fra mig.

”Nu har du husket alt til i morgen” hans smil, ville have været skønt hvis han ikke havde ødelagt hvad jeg følte for Niall. Jeg var bange for mine følelser ville forsvinde, men mest af alt var jeg bange for at Niall ville glemme mig og finde en ny og bedre pige. Men det var nok også det bedste.

”Ja.” jeg trak vejret kort, kunstig pause som man siger. ”Må jeg godt gå op igen?” jeg kiggede ned i jorden, Dylan min far og Lucy min mor var begge utrolige triste men på hver deres måde. ”Snak nu med  os Hailey” min far kiggede med sårede øjne på mig.

”hvad skal jeg sige. Du tog Niall fra mig” jeg trak ligegyldig på den ene skulder, jeg kendte ikke de her følelser. Men det siges at de blev kaldt for skuffelse. ”Han gjorde det selv mod jer” jeg rystede opgivende på hovedet. Den samtale var som den sidste for en time siden. ”Nej han gjorde ikke, du gjorde – du skulle forstille at være min far” ordene kom kludret ud, jeg kunne mærke tårerne igen. Jeg tro jeg havde grædt så meget på de her få dage som jeg havde grædt i de otte år i fangeskabet.

 

”Hailey, det ved du godt ikke passer. Han forelsket sig i dig, af alle mennesker fandt han en der havde betroede sig ham” sætningen var ny, og den skræmte mig fra hvid og sans, men jeg ville ikke vise det for ham. Han sårede mig, han skulle have været min far, min far nægter mig mine følelser fra en anden person.

”Han elsker mig, jeg elsker ham. Det bestemmer vi ikke, det gør kærligheden” han kiggede overbærende på mig, med en snert af frustrationer. ”Hvem har givet dig den latterlige forestilling” hans ord var nedladende, den følelse kendte jeg godt. ” Harry, men jeg stoler blindt på ham. Han er min bedste ven” jeg smilte for første gang i lang tid, jeg kunne ikke lade være. Harry betød meget for mig.

”Må jeg så se Harry, hvis du ikke lader mig se Niall? ” hans svar var kold og kontant.

”Nej”

 

Jeg sad inde på værelse, jeg havde endelig fået en telefon. Den var ikke en ny en, men det kunne jeg heller ikke finde ud af. Mobilen var en kompensation for jeg manglede Niall, det sagde Justin – det var også ham der havde givet mig den. Han ville sikre sig at jeg altid kunne kontakte ham, når som helst og hvor som helst – derfor var det eneste nummer hans.

#Hej Hailey, hvordan har min prinsesse det i dag?# det var åbenbart noget han var begyndt at kalde mig.

#Forfærdelig, som sædvanlig# jeg var blevet bedre til at stave, men det hjalp også at jeg havde været en af de bedste i klassen, og de få men brugbare bøger i fangeskabet.

#Det er far igen, om Niall# jeg nikkede for mig selv, det var det nemlig.

#Ja, det er uretfærdig. Jeg var fanget i otte år, og han vil ikke lade mig komme over det# jeg hørte døren gå op, så ind under dynen kom telefonen, jeg viste at min far aldrig ville tillade at jeg havde en telefon. Mest fordi han ikke kunne overvåge den som han kunne med mig.

”Hailey, der er mad” hans stemme var så arrogant at det umuligt kunne være min far – jeg husker ham kun som den glade og positive person, forældre. Men måske ændrede det sig med takt af de ikke viste hvor jeg var i otte år, jeg kunne have været død.

 

Aftensmaden var slugt og spist, og jeg sad igen oppe på mit værelse – skuffet endnu en gang. Jeg havde ti timer til den første time startet, i den nye klasse og jeg glædet mig ikke.

 

*Love*

 

Tiden var kommet til at jeg skulle i skole, første gang efter otte år. I kan kun forstille jer hvordan det var,  og hvis ikke var det nervepirrende, skræmmende og en anelse spændende – mon jeg passer ind i klassen, de nye klassekammerater.

”Miss McCain, vi skal af sted” ind trådte den ene af mændene, hvorfor han ikke havde valgt kvinder viste jeg ikke. Men jeg havde det ikke godt med dem, de var alt for skræmmende.
”Ja tak” jeg kiggede en enkel gang rundt i værelset inden jeg tog min lette taske og gik med dem, ud og hen til skolen.

 

Dagen var gået langsom, jeg savnede Niall som det første og for det andet var der alt for mange indtryk at bearbejde så hurtig, at jeg kunne ikke følge med. Jeg sad nu inde på værelset, det havde jeg gjort siden jeg var kommet hjem, mændene var gået og her var kun mig og min far – min mor var som sædvanlig på arbejde og det ville hun være i lang tid.

”Hailey, hvordan gik din første dag” jeg havde ikke hørt at min far var kommet ind af døren og hen til sengen jeg befandt mig i. Jeg kiggede kort på ham, inden jeg udtalte spydigt ”Som du forventet, ingen ville snakke med mig – jeg har jo to mænd på slæb” jeg viste at min far kun ville mig det bedste i længeden, men jeg kunne ikke se det nu. Jeg var for vred på ham.

 

To uger efter:

Jeg var nået skolen, mændene var lige bag mig. Men alligevel havde jeg formode at få mig en ven i det mindste, og det var meget bedre ind ingen. Hun hed også for resten Hailey så vi var nu to der hed det samme, og var venner. Det kan kun ende skridt, savnet til Niall var blevet mindre men jeg savnede ham stadige utrolig meget. Savnet skyldes måske at jeg havde fået mig en veninde, jeg brugte det meste af min frihed med, når jeg ikke var tvunget hjem.

”Miss McCain, jeg går med ind og Victor bliver udenfor” jeg nikkede kort, jeg viste de gjorde deres job men det var ikke specielt fedt, jeg var allerede stemplet som freaken.

 

”Hailey Mc” jeg kunne ikke lade være med at smile af hendes navn til mig, men jeg svarede da også tilbage. ”Hailey St” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...