Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17087Visninger
AA

15. Kapitel 15: Hailey McCain

Kapitel 15: Hailey McCain et måde med fortiden

Jeg havde fundet Harry, han reageret på hans navn der blev skreget af mig – måske fordi vi også var nogle af de eneste der var på broen. Harry var blevet sur og frustreret over at jeg havde fundet ham, og han ikke kunne få gjort det han var gået ud efter. Jeg var blevet sur fordi han opførte sig barnligt, og at han ville risikere hans liv for mit – det kunne jeg altså ikke finde mig i. ”Harry, hvad tror du, at du har gang i?” jeg rev fat i hans arm, jeg synes ikke at han kunne slippe så let fra det hele – han havde næsten givet mig et hjertestop. ”Hvad rager det dig Hailey” jeg må indrømme at ordene gjorde ondt, men måske fordi Harry betød så meget for mig – Han var min bedste ven.

”Det rager mig det at du kunne være fanget, død!” jeg brugte ordet Harry selv havde brugt mod mig, vi var ikke nået længere ind til slutningen af broen. ”Så var i jo sluppet for manden” jeg fnøs håndligt, jeg kunne ikke lade være. ”Tror du selv på den, så var han bare gået efter en af de andre drenge!” jeg var så tæt på at råbe ham ind i hovedet, men jeg beherskede mig. Og det var ikke en let sag, jeg havde stadige ikke kontrol over hvordan man styrede sine følelser. Harry åbnede munden for at sige noget men jeg afbrød ham før han fik sagt det han ville. ”Harry du er den jeg har det bedst med, du betyder så meget for mig” ordene var blevet mildere. ”Hvad med Niall?” jeg kiggede kort væk, men han greb fat i min hage og hev hen tilbage så jeg kiggede lige ind i øjne på ham. ”Jeg holder af ham, men det er ikke det samme” han kiggede undrende på mig, et skævt smil var kommet frem.

”Kan du lide Niall?” jeg kiggede ned, den lyserøde farve steg med hastige skridt ind på mine kinder. ”Du kan lide ham” hans ord blev overgearet mens han hev op i min hage og lod mig kigge ind i hans grønne øjne – det mindede utrolig meget om mine, det skræmte mig.

”Han kan også lide dig” jeg kiggede undrende på Harry, der dog bare rystede på hovedet imens han hev mig hen mod en af de mange taxaer der stod og ventet på at blive benyttet mod betaling, jeg håbede han havde penge på sig.

”Har du penge på dig Harry, for det har jeg ikke” et smil fandt frem på mine læber, han var virkelig et unikt menneske, og jeg fik lov til at lære ham at kende, sådan rigtig.

”Selvfølgelig” som om det var en selvfølge, det er ikke alle der lige tænker på den måde.

 

Vi var nået hjem til Harry igen hvor de andre drenge sikkert var der. Harry åbnede bare døren da vi var kommet op til etagen vi skulle være på, det var jo også trodsalt også hans lejlighed. ”Er det jer, Liam og Zayn” vi kiggede kort på hinanden imens vi trådte ind i stuen. ”Harry, Hailey – gud i er tilbage i god behold” vi nikkede kort inden vi satte os ned i sofaen.

”Hvor er de andre?” ordene formede sig på mine læber. ”Liam, Zayn er på vej…” jeg kiggede afventende på Louis, manglede han ikke at afslutte sætningen. ”du burde nok lige ringe til din far, inden han sender alt politi ud for at finde dig” jeg løftede det ene øjnebryn, hvad havde Louis nu sagt til min far.

”Hvad har du sagt Louis” ordene blev mere bebrejdende ind de virkelig skulle have været. ”Bare ring til ham” Harry nikkede sig enig, hvorfor skal man ikke spørge mig om. ”Jeg har ingen telefon” fnøs jeg irriteret.

”Her” Louis rakte mig hans telefon, havde tastede nummeret og ringede op. ”Den ringer” han viste at jeg skulle tage den op til øret, så det gjorde jeg. ”Hej far” jeg havde hørt at telefonen var taget da han sagde noget ind i røret.

”Gud Hailey, godt du er okay” jeg kiggede ned på min ene hånd, der ikke holdte telefonen op til øret.

”Ja, og Harry er okay” lidt fornærmede lød jeg, måske fordi jeg var sur over han ikke spurgte.

”Det var godt, hvorfor gjorde du som du gjorde” jeg kiggede mod døren der gik op og ind kom Liam og Zayn, men ingen Niall.
”ja, undskyld far. Jeg var bare bange for der var sket noget med Harry” Harry smilede sødt til mig, med en lille puf i siden. ”Bange?” han lød helt forvirret.
”Ja bange far, han var ikke til at finde i over et døgn” ordene lød helt normale. ”Er du forelskede?” jeg kiggede undrende lige ud.

”Far, hvad?” at du er bange for en dreng, som du ikke kender så godt – at der er sket ham noget” jeg var frustreret.

 

”Hvor er Niall?” jeg havde lagt på med min far, eller det havde han gjort – jeg viste ikke hvordan man gjorde det. ”Det ved jeg ikke”

Jeg kiggede med undrende øjne på de andre, alle undtagen Zayn ”Hvordan ved i det ikke?” min stemme dirret, tænk hvis han var taget ud for at finde mig og Harry bare for at selv at forsvinde, det ville jeg ikke kunne bære at vide.
”Det sidste jeg hørte fra ham var at han tog ud for at finde dig Hailey” Louis stemme afbrød min tankestrøm. ”Så det vil sige jeg er skyld i det?” sætningen fik hele min krop til at dirre af skyldfølelse.

”Det er ikke din skyld Hailey, og det ved du jo godt” denne gang var det Zayn der snakkede til mig. ”Hvad? Siden hvornår er vi kommet på talefod?” jeg havde vendt min krop halvt om, front mod Zayn. ”Hailey, jeg ved godt det jeg sagde i går var over grænsen” Zayns stemme var nervøs, og det burde han også være. ”Så må du jo lærer at tænke før du taler. Du ved ikke hvem du såre med dine ord” Louis, Liam, Harry og ikke mindst Zayn stirrede overraskede på mig.

”Hvad?” jeg var oprigtig forvirret og samtidige skide ked af det – men det skal de andre ikke vide, jeg vil ikke vise min svaghed mere, jeg vil videre og ikke tænkes som en skrøbelig pige – men sandheden er nok alt andet ind hvad jeg vil have den til at være.

”Hvordan kan du være så voksen, og så rationel med alt det du har oplevet?” Liams oprigtige underen slog pusten ud af maven på mig. ”Det finder man hurtig ud af at være, ellers bryder du fuldstændig sammen – hurtigt” Liams stemme blev mindre da Harry afbrød ham. ”Det kan du da ikke mene, du var 10 år” Harrys stemme var oprørt, høj og lys. jeg kiggede ned på mine hænder som var foldet og strammet godt sammen.

”Hvad er der sket med dig Hailey?” Zayns forvirret blik var ikke til at slå ud af hoved, og ikke mindst alt det han havde hørt – og jeg havde fuldstændig glemt at han stadige var her. ”ved du overhovedet hvem jeg er Zayn?” min stemme var frustreret og nervøs. ”Hailey er du parat til at fortælle ham det, du behøver ikke” Liams stemme var blid og omsorgsfuld. Jeg trak kort på skulderne.

”Nej” Zayns stemme var fuld af frustrationer og forvirring. ”Så lov du ikke siger noget til nogen om hvem jeg er” han nikkede stump. ”Hvem tro du jeg er. Hvis jeg hedder Hailey, jeg var 10 da noget forfærdelig skete, drengens nervøsitet og beskyttende adfærd?” han kiggede undrende på mig og ikke mindst de andre. ”siger Hailey McCain dig overhovedet noget?” et skævt svagt smil var at finde på mine læber, jeg blødte svagt op for Zayn – ingen anelse hvorfor.

 

”Vent du er Hailey McCain” kunstig pause. ”Den forsvundet pige” jeg nikkede stump med en kort rettelse. ”Den kidnappede pige”

 

 

*Love*

 

Resten af dagen og noget af natten var gået med at tænke alle tænkelige senariere Niall kunne have været udsat for. Men en ting er sikker, jeg ville ikke tænke på den endelig situation kidnapperen stod for, han stod med Nialls liv i hånden, lev eller dø.
Jeg havde været inden på værelset, drengene ville gerne have mig ud men jeg kunne ikke overskue det, jeg viste ikke hvordan jeg skulle reagere, er det ikke positiv ved at Niall ville lede efter en, men hvad er der positiv ved at han ikke er kommet tilbage, og alle af drengene viste at Niall ikke kunne finde på at blive væk uden at skrive noget til en af de andre drenge.

   Niall hvor er du, hvor er du – du kan ikke bare forsvinde fra mig. Det kan jeg ikke klare, du er den der har støttet mig allermest af alle drengene, jeg vil ikke indrømme det – men nok også den jeg har stærkeste følelser for. Hele aften og det meste af natten havde jeg hørt efter drengene, hvad de gjorde, hvad de sagde.

Jeg ved ikke hvad klokken var, da jeg igen var vågnet – var jeg virkelig faldet i søvn, hvordan kunne jeg finde på det, det gjaldt jo liv og død, og så var jeg faldet i søvn. Hvordan kunne jeg.

Jeg kiggede kort op på uret ved sengebordet, jeg kunne regne ud af det var Nialls ur, da jeg ikke havde fået anskaffet mig et ur. Klokken var præcis otte om morgen, hvilket vil sige at jeg havde sovet fra tre om natten til otte om morgen, så det ville sige fem timer. 

Jeg stod op, værket skulle i gang, jeg skulle finde Niall men om det var en god ide tvivlede jeg virkelig stærkt på. Men det var jeg ligeglad med, jeg skulle ikke efterlade Niall alene med en pædofil og ikke mindst en psykopat.

 

*Love*

 

Jeg stod henne ved enden af vejen, vejen jeg havde været på for få uger siden, var det nu forkert det jeg gjorde, var det det manden ville have mig til. Jeg ved godt at det er ussel at få kolde fødder, men jeg var virkelig ved at få kolde fødder, jeg var bange for hvad der efterfølgende ville ske, ville vi begge dø – ville Niall være rasende på mig. Men en ting var sikker, ja Niall ville være rasende på mig, og jeg ville nok højst sandsynligt blive ked af det, men det var ikke det vigtigste.


Hvert skridt jeg tog mod huset, hvert skridt jeg nærmede mig manden var jeg ved at vende om. Huset lå i et fredelig villakvarter, og det gjorde mig bare endnu mere utryg – at en psykopat kunne leve så normalt og så være så modbydelig. ”Hej miss” en ung skraldemand smilede til mig imens han hældte skralden ned i hans bil skraldebrænder. ”Hej sir” jeg kiggede lidt utryg rundt.

”Er du okay” han hev sine møgbeskidte handsker af, og trykkede kort på min ene skulder. Jeg skuttet mig igen, jeg kunne ikke det der med fremmede og deres berøringer – men er det også så forkert.

Jeg trak vejret dybt inden jeg var nåede hen til huset, bilen var væk. Men det betød ikke at han ikke var hjemme. Jeg trak håndtaget svagt ned i hoveddøren, den var ikke låst. Måske fordi vejen var så velfungerende at han stolede på de andre, jeg  ville aldrig stole på ham.

”Niall?” ordet var så lavt imens jeg nærmede mig den bekendte trappe, det gjorde ondt at se på.

Jeg trak ned i håndtaget til kælderen, og synet var alt hvad jeg var bange for. Niall gennemblødt af blod, om det var hans eller mandens.

”Niall!” hvisket jeg panisk imens jeg løb ned af trappen, lige ned til mit hjemmelavede mareridt.

 

”Hailey”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...