Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17081Visninger
AA

12. Kapitel 12: Niall Horan

"Alt ser fint ud, Hailey." Lægen sendte hende et nik, da hun trådte ned fra vægten. Mit blik lå fæstnet på lægen, selvom Hailey var gået hen til mig og lod sig læne op ad mit bryst. Jeg lagde min arm om hende og nussede forsigtigt hendes arm. Jeg var nervøs for hendes sundhedsmæssige tilstand. Det var jo en af grundende til, at hun kom herhjem, til Harry. Psysisk havde hun udviklet sig utrolig meget, og vi var efterhånden blevet rigtig tætte. Liam var også blevet en af hendes tættere venner, Louis knep det med. Jeg havde beroliget hende igår, efter han havde sagt det til hende. Selvom jeg kendte Louis og udemærket godt vidste, at han kunne finde på at lukke sådan en kommentar ud, så irriterede det mig stadig. Kunne man være så uforskammet? Hvem vidste hvad hun havde været igennem? Hun havde ikke givet detaljer på hendes reaktion igår, men jeg kunne gætte mig til (uden tøven) at hun var blevet voldtaget. Mange gange, endda. Lægen sendte os et overrasket smil, og kiggede så hen på Harry og Justin, der kiggede nogle papirer igennem. "Det hele ser rigtig godt ud," forklarede lægen, Mr. Willis. Justin lyste op imens Harry så en anelse lettet ud. Måske endda også lidt sørgmodig. Efterhånden som Hailey havde været her, var hun også blevet vores veninde, vores søster. Eller, jeg vidste ikke helt hvor vi to, lå henne lige nu. Men jeg vidste at jeg måske følte mere for hende end jeg burde. "Du har lavet en stor udvikling, igennem den sidste uge." Han nikkede glad til Harry. "Du har taget fem kilo på," han vendte sig sådan, så han kunne se på Hailey og Harry samtidigt. Jeg kunne høre Justin sukke lettet op. "Og der ser bestemt også ud som om at du er blevet mere social." Han sendte hende et forsigtigt smil. "Hvad skal det betyde?" Spurgte Justin. "Hvad mener du?" Min stemme var en anelse nervøs. Hvad hvis hun tog hjem til sin familie nu, og faldt ned igen? Lægen sendte os alle et hurtigt blik. "Jeg syntes det skal være op til Hailey. Hun er myndig og kan selv bestemme hvor hun vil være. Men der skal bare være ro og støtte til hende." Han kiggede skiftevis på Harry og Justin, indtil hans blik ramte Haileys. Hailey blev en anelse nervøs ved siden af mig. Hun lænede sig ikke direkte op af mig som før. Denne gang var det en let omfavnelse om mit bryst jeg kunne mærke. "Justin?" Spurgte hun spinkelt, hun greb fumlende min hånd. Justin sendte hende et roligt smil og gik helt hen til hende. Han virkede ikke til at være påvirket over, at jeg stod med armen om hende, og holdte hende ind til mig. Hans indtryk på mig var godt. At han var en rolig, stabil, venlig fyr. Hun klemte hårdt om min hånd inden hun gav slip. "Kan vi lige tale? Alene?" Spurgte hun, denne gang med mere kontrol i sin stemme. Jeg gav automatisk slip på hende, og hun gik med Justin ud i gangen, og ind på hendes - vores - værelse. Lægen sendte Harry et sigende blik. "Jeg går nu, for situationen ser fin ud. Men informer mig, om jeres aftaler," han gav Harry og derefter mig hånden. Harry smilede venligt. "Selvfølgelig. Tusind tak, Dr. Willis." 
Få minutter efter kunne vi høre døren smække. 
Harry sukkede. "Niall?" Jeg vende mig langsomt om. "Det er godt hun har det fint. Ikke?" Hans stemme var tøvende. Jeg vidste hvad han tænkte. Der var kun få dage til at Harry skulle mødes med Haileys kidnapper. Og situationen ville blive værre, hvis hun var hos os. Men alligevel nikkede jeg. "Jo. Det er godt," forsøgte jeg mig med et lille smil. Harrys mundviger veg også en anelse op. Han kiggede ned i gulvet igen, og gav sig til at rydde op på det halvstore badeværelse. Jeg besluttede mig for at vige fra hans side, og gik i stedet for ud i gangen. På vej ind i stuen, hørte jeg en lav samtale fra værelset ved siden af. Selvom jeg i bund og grund ikke måtte, stoppede jeg op. 
"Hailey er du sikker? De har ikke gjort dig noget, vel?" Justins bekymrede stemme lød, nærmest tiggende. Han ville have Hailey med hjem igen. "Ja, jeg er sikker, Justin. Bare rolig. De har ikke gjort mig noget. Ingen af dem! De er så beskyttende... Især Niall. Jeg føler mig også tryg ved Harry, men Niall får mig til at føle, som en anden person! På den gode måde," tilføjede hun hurtigt. Jeg stivnede i mine, ellers så rolige bevægelser. "Hvad mener du Hailey?" Spurgte Justin nervøst. For vi vidste begge hvilken følelse Hailey bar inde med. "Han gør mig så rolig..." Sagde hun drømmende. "Jeg kan ikke undgå at føle mig nærværende omkring ham."

Hun var forelsket. I mig. Og måske burde jeg være nervøs over det. For Hailey Mccain var ikke ligefrem en helt almindelig pige. Men det betød ikke at jeg ikke følte det samme for hende. I mange år, havde jeg ventet på at en pige blev rigtigt forelsket i mig. Uden at de vidste om jeg var kendt, eller om jeg var, anderledes. Hailey kunne lide mig for den jeg var. 
Jeg kunne høre dem slå armene om hinanden. "Vi elsker dig, Hailey," nærmest hviskede Justin. Jeg kunne ligefrem mærke familiens savn til hende, igennem døren. De måtte have det forfærdeligt. Efter otte års adskillelse, valgte Hailey os, frem for dem. Den dårlige samvittighed sneg sig tungt ind i mit bryst. Jeg havde ondt af dem. Jeg kunne høre skridt ikke så langt fra døren, så jeg skyndte mig at tage nogle lange skridt ind mod stuen, hvor Harry nu sad. Hailey kom smilende ud. Jeg smilede lettet til hende. Hun var okay. Hun gik direkte hen til mig og slog armene om mig, og jeg kunne næsten mærke hvordan en boble af tryghed ramte os. Justin rømmede sig bag os. Jeg gav roligt slip på Hailey og sendte ham et lille smil. "Jeg tager hjem nu," sagde han langsomt og fik øjenkontakt med Hailey som bare nikkede. Justin stak hovedet ind i stuen. "Vi ses, Harry," sagde han venligt. Harry smilede stort til han og vinkede. "Vi ses Justin. Tak fordi du kom," Justin sagde også kort farvel til os, og gik så også ud af døren. Hailey sukkede tungt. "Er du okay?" Kunne jeg ikke dy mig for at spørge. Hun nikkede med et smil. "Alt er fint." Jeg mødte hendes øjne, de udsendte en ny form, for en spændende følelse imod mig. Jeg kyssede forsigtigt hendes pande. "Er du sikker? Lov mig at fortælle det, hvis der er noget galt, Hailey," jeg smilede forsigtigt til hende. Hun lagde tøvende en hånd på min kind, og for at vise hende, at det var i orden lagde jeg min hånd på hendes. "Jeg er lidt..." Hun skævede ind i stuen. "Jeg er nervøs for Harry. Det skulle ikke havs været gået ud over ham," sagde hun lavt. Jeg kunne blive helt forundret over hvordan hun kunne tænke så meget på andre. Ikke engang Harry var sådan. "Harry skal nok klare sig. Bare rolig." Jeg kiggede ind i stuen, hvor min bedste ven sad og smilede over noget i fjernsynet. Alligevel var der noget i hans blik, der var ændret. Hailey sukkede. "Okay. Tak Niall," hviskede hun. Jeg gav slip om hendes hånd og lagde den i stedet forsigtigt på hendes hofte. Hun kiggede ned på min hånd, og derefter op på mig igen. Hun lagde begge sine hænder om mine skuldre, og jeg lod mit ansigt komme helt tæt på hendes, inden hun trykkede sine læber på mine igen. Det var som om at efter jeg havde hørt hende sige, at hun var forelsket i mig, så føltes det hele mere rigtigt. Læberne blev skilt ad flere gange, og jeg lod forsigtigt mine læber ramme hendes på ny igen og igen. 
En dørklokke fik os til at trække os væk fra hinanden. Som refleks gav vi slip på hinanden og kiggede ind i stuen hvor Harry sad med et skævt smil. "Hvis i ellers er færdige, så kan i jo åbne døren," sagde han små grinende. Hailey rødmede kraftigt. Jeg klemte blidt hendes hånd og kyssede hendes kind, inden jeg åbnede døren for vores venner. Louis og Liam. Liam hilste glad på os begge, og han fik et kram fra os hver. Desværre kunne jeg mærke Hailey stivne ved siden af mig, da Louis langsomt rakte ud og gav mig et kram. 
"Hej Hailey." 
Hailey kiggede nervøst op på mig. Jeg var skuffet over at Louis havde opført sig på den måde, aftenen inden. Tænk at han havde sagt det om os. Og Haileys fornemmelse blev ikke bedre af, at vi lige havde stået og kysset. Jeg vidste hvor meget det gik Louis på, så jeg smilede beroligende til hende. Hun vendte sig mod Louis igen. "Hej," sagde hun lavt, tøvende. Liam og jeg gik langsomt ind i stuen, men jeg fokuserede stadig på deres samtale, jeg vidste Hailey var nervøs. "Hailey? Undskyld. Du aner ikke hvor dårlig samvittighed jeg har haft," Louis lød virkelig bebrejdende. Han talte sandt. Hailey kiggede tøvende ned i sit skød. "Det var aldrig min intention at såre dig," han lagde tøvende en hånd på hendes skulder, hvilket fik hende til at se op. "Jeg - og de andre - ved slet ikke hvor meget du har været igennem, og selvom du sikkert ikke tror på mig, så skal du vide at jeg har en stor respekt for dig." Han ramte hendes øjne, og jeg blev vred og glad på samme tid. Jeg vidste han talte sandt, og var jeg var glad for han havde indrømmet det lige ud for Hailey. Men jeg var vred. Hvor meget hun havde været igennem? Skulle han virkelig ramme de steder, stadigvæk? Det var som om at det gik op for Hailey, at Louis var til at stole på. At han var vores ven. Ligesom Liam. Overraskende nok, svang Hailey sine arme om ham. "Okay. Tak, Louis," hun gav slip på ham igen. Louis smilede et stort taknemmeligt smil. "Selv tak Hailey. Du er mit idol," han puffede blidt til hendes skulder. Hun smilede, men kiggede så spørgende på ham. "Et idol, er en du ser op til," smilede han. Hailey nikkende forstående. "I er også mit idol," sagde hun så, langsomt. Selvom Liam og Harry så programmet i fjernsynet, vidste jeg også at de et eller andet sted hørte deres samtale. Og efter de ord, vendte vi instinktivt vores hoveder mod dem. Hun kiggede først på mig, og derefter på Harry og Liam. "Det er da helt utroligt, at i har rejst rundt i hele verden, fordi i kan synge. Det er virkelig vildt," sagde hun, denne gang lidt højere, smilende. Harry lyste op i et stort smil. Jeg kiggede hen på Louis, der betragtede hende lidt fra sin egen vinkel. Speciel, det var hun. "Tak, Hailey," grinede Liam. Hailey smilede. "Kom her," sagde jeg og klappede på pladsen mellem Liam og jeg. Hun satte sig grinende ved siden af mig, og Louis fulgte hende, hen på den anden side af Harry. Jeg sukkede tilfredst og lagde en arm om hende. Lige da jeg skulle tro, at vi ville sidde lidt her, og slappe af sammen, rejste Harry sig op. Vi fulgte ham alle med blikket, da han med maniske bevægelser gik ud i gangen og tog sit overtøj på. Det var Hailey der brød stilheden, da han trådte et par skridt ind i stuen igen; "hvor tager du hen?" Hendes stemme lød spinkel, bekymret. Harry sendte hende et anstrengt smil. "Jeg går mig bare lige en tur. Du ved... For at tænke tingende igennem. Jeg er hurtigt tilbage," han trådte hen til hende, og klemte blidt hendes hånd, i en beskyttende gestus. Hailey mødte hans øjne. For første gang idag, mødte de grønne øjne hinanden. Det var som om at den 'grønne kraft' tiltrak hinanden i en gennemsigtig stråling. Hailey nikkede tvivlsomt. "Så ses vi vel?" Spurgte hun nervøst. Han smilede forsigtigt. Han var nervøs og usikker. Hvad gik der af ham? Han var så rolig og afslappet lige før. "Det gør vi," sagde han lavt, og kiggede så rundt på os, men lod sit blik lande på mit. Enten var realiteten ramt ham som en knytnæve i maven, eller også var han ved at lægge en plan. Han så beslutsom og nervøs ud. Jeg sendte ham et skarpt blik, og det var som om at hans silhouet veg forskrækket tilbage. Men det gjorde han ikke. Det var bare ren indbildning. Han vendte sig om igen og gik så ud i gangen, og videre ud af døren. 
Louis' mund stod let åben, som var han i chok. "Dét der," mumlede han. "Det er ikke normalt," afsluttede Liam. Jeg forsøgte at tage en dyb indåndning, for at falde til ro. Jeg var ubevidst blevet nervøs. "Han kommer tilbage." Sagde jeg med lukkede øjne. "Det gør han."

*love*

 Louis og Liam var taget hjem. Hailey lå tungt op ad min skulder. Hun sov. Vi havde sat en film på, da Harry gik og midt i tredje film, faldt Hailey i søvn. De nye, interessante, rolige, dejlige omgivelser var stadig overvældende for hende, og jeg kom nogen gange til at tænke på, om det var for tidligt at opbygge et forhold til hende. Men hvis hun virkelig mente det hun sagde til Justin, burde jeg vel ikke være nervøs. Jeg tog forsigtigt fat om hende og bar hende ind i soveværelset. Jeg lagde hende roligt på sengen, så hun ikke vågnede og trak dynen op over hende. Jeg var bekymret for Harry. Når Harry gik en tur for at tænke ting igennem kunne nemt tage mange timer. Men han havde været væk i fire timer nu, og klokken var allerede 22. Kom han sikkert hjem i nat? Jeg besluttede mig for at stole på ham, og lagde mig så forsigtigt ved siden af Hailey. Jeg vidste hun ikke havde noget imod det, faktisk var hun rigtig glad for jeg lå her. Hun følte sig tryg og godt tilpas sammen med mig. Man kunne tydeligt se at hun havde taget de fem kilo på, som lægen havde sagt. Hendes krop begyndte at tage form og hendes krop var ikke udsultet og skrøbelig mere. Hendes kvindelige former var også begyndt at vise sige. Om det var gået op for hende, at hun var en smuk, ung kvinde nu, vidste jeg ikke. Men jeg vidste at hun ikke havde set sig selv i spejlet, i otte år. Det måtte være vildt. Jeg følte mig nærmest afhængig af et spejl. Sad mit hår godt? Var der noget jeg skulle rette? Hvordan kunne hun nogensinde have klaret sig igennem de otte år? Hun måtte være utrolig stærk og stabil. Altså indtil torturen ødelagde hende. Det var helt utroligt, at efter ca. halvanden måned i frihed at hun var vendt så hurtigt tilbage til omgivelserne. Selvom hun både havde psykiske og fysiske skader, lå hun her nu, med tre brødre og en... 
Hvad var jeg egentlig for hende? Ja, vi havde kysset. Ja, vi var forelskede i hinanden. Men var det nok til at kunne give os en titel? 
Indtil videre måtte jeg være hendes bror. Hendes beskyttende, elskede bror. 
Der inderst inde håbede at han endelig havde fundet kærligheden.

*love*

"Niall!" En skinger stemme ruskede hårdt i mig. Hailey stod lænet ind over mig med hænderne stramt om mine skuldre. Jeg kunne mærke hendes negle bore sig ind i min hud. Det gjorde ondt. "Hailey," sagde jeg panisk og fjernede forsigtigt hendes hænder. "Hailey, hvad er der sket?" Hun gispede og trak sig væk. "Harry," udbrød hun forpustet. "Han er ikke kommet tilbage. Jeg..." Hun tog sig til hovedet. "Jeg har ringet til Liam og Louis. De kommer om lidt," sagde hun lavt. Jeg satte mig forbløffet op. Harry var ikke kommet hjem. Var han blevet fuld, og glemt sine vejen? Var han blevet overfaldet? Stukket af? Taget til hans barndoms by, Holmes Chapel, bare for at få et gigantisk pusterum? Ingen vidste det. Og inden jeg havde set mig om, var jeg mindst ligeså nervøs som Hailey. "To dage," sagde jeg gispende. "To dage til deadline."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...