Be Safe With Me - One Direction

Hailey McCain forsvandt sporløst for 8 år siden og ingen har hørt fra hende eller set hende. På otteårs-dagen for hendes forsvinden får familiens ven og verdenstjernen Harry Styles en besked fra en mand der truer med at dræbe Hailey hvis ikke Harry betaler en masse penge. Det bliver en dramatisk periode både Hailey og Harrys liv men også fyldt med venskab og hvem ved, måske også mere end det?

20Likes
13Kommentarer
17076Visninger
AA

10. Kapitel 10: Niall Horan


Jeg kunne mærke hendes søde ånde mod mine læber. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, da jeg langsomt lænede mig frem, men hun havde gjort det samme. Det var som om, at den perfekte afslutning, på flere timer med samtaler, så dybdegående at de fleste hemmeligheder var sluppet ud, skulle være sådan. Ligefra min første kæreste, til hendes kæledyr i første klasse. Jeg følte nærmest jeg kendte hende lige så godt som jeg kendte mine bedste venner. Hailey var ikke længere bare den pige, der var blevet mishandlet, og derefter hjulpet af os. Nej, nu var hun min ven. Min veninde, en af mine tætteste veninder. Det betød meget for mig, at hun åbnede sig op for mig. Hun havde endnu ikke fortalt om sine oplevelser hos sin kidnapper, men for at være helt ærlig, så ville jeg også helst undgå, at høre om det. Pigen foran mig, Hailey. Hailey Mccain. Den berygtede, den sørgbare, hende man ville sætte til siden, havde jeg valgt at jeg ville være en af dem, der ikke satte hende til side. "Hailey?" Hviskede jeg. Jeg vidste ikke om hun var utryg omkring det her. Jeg var ærlig talt rimelig spændt på, hvordan hun ville reagere. "Niall?" Svarede hun, overraskende roligt. "Stoler du på mig?" Jeg forsøgte at fange hendes øjne, men de blev skygget, af hendes guddommenlige, lange øjenvipper. "Ja," åndede hun, stadig kun med få centimeter fra mine læber. Jeg lagde forsigtigt en hånd mod hendes kind, og lænede mig så de sidste centimeter frem.
Den eurofiserende følelse, fløj igennem min krop, som var den ved at drukne mig. Den flød igennem mig, fra fingerspidserne og ind til mine organer, fyldte min krop op. Hendes læber lå bløde mod mine, som en pude, lavet af de fineste fjer. Da den voldsomme, ukendte følelse blev ændret til en ubehagelig luftmangel, trak jeg mig forsigtigt væk. Denne gang mødte jeg hendes grønne, længselsfulde øjne. Jeg kunne på ingen måde beskrive, de følelser der lå gemt i den grønne iris. Men der var intet spor af noget, der ikke var positivt. 
"Wow," gispede hun, stadig var hendes ansigt tæt på mit. Hun kunne ikke holde et lille grin inde. "Wow," gentog hun. Denne gang blev hendes pupiller en anelse udvidede, og hendes øjne skinnede af lykke. Hun lagde sine hænder på mine kinder, og lod vores læber mødtes igen. Det andet kys var ikke ligeså langt som det første. Men det forhindrede ikke i at den fantastiske, henrivende steg i mig igen. Denne gang trak hun sig væk. Hendes hænder fladt slapt ned fra mit ansigt, og et lille smil var at se på hendes mund. "Det var..." Hun kiggede genert ned i sit skød. Jeg løftede forsigtigt hendes ansigt op, med mine tre midterste fingre, så vores øjen mødtes igen. "Fantastisk," afsluttede jeg hendes sætning. Den røde farve steg i hendes kinder, og hun smilede genert, sødt til mig. "Syntes du det?" Spurgte hun usikkert. "Ja. Det var..." Jeg tænkte mig kort om. "Ubeskriveligt," hviskede jeg. Hendes ansigt fortrak sig i et stort smil, som ikke kunne undgå, at smitte af på mig. Som vi sad og studerede hinandens skønhed, kunne jeg til sidst ikke holde det første lange gab inde. Jeg havde trods alt også været oppe i omkring toogtyvetimer. Hun rødmede svagt igen. "Jeg er også træt," sagde hun så. "Lig dig til at sove," sagde jeg blidt, og strøg hende over håret. Hun tog fat om min hånd med begge hænder. "Vil du ikke blive her? I nat?" Spurgte hun tøvende. Jeg smilede og nikkede kort til hende. "Selvfølgelig." Hun smilede taknemmeligt, og lagde sig så udmattet i sengen vi sad i. Jeg skubbede dynen op over os, og lagde mig roligt ned ved siden af hende. Da jeg strakte min arm ud, så hun det som det rigtige signal, og lagde sit hoved mod min skulder. Jeg lagde armen om hende, og kyssede blidt hendes tinding. "Tak." Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg sagde tak over. Måske var det bare det, at hun havde åbnet sig op for mig, blevet min veninde, og måske også endda lidt mere end det. Hun lagde tøvende en hånd på mit bryst. "Selv tak. Godnat, Niall," hviskede hun. 
"Sweet dreams, Beauty."

*love*

En puslen fra døren, fik mig til at slå øjnene op. Jeg kunne stadig mærke den spinkle krop, der lå tæt op ad min, men mit blik var rettet mod døren. En høj skikkelse, med brede skuldre stod med sine muskuløse arme over kors. Eftersom jeg netop havde slået øjnene op, blev jeg et kort øjeblik skræmt for livet. Hvad hvis det var kidnapperen? Men da jeg fik øjnene helt op til skikkelsens ansigt, så jeg de lange krøller, der smøg sig om hans ansigt. Jeg vidste at han sikkert stirrede chokeret på os, men jeg sagde ikke noget. "Niall?" Spurgte han lavt. Han havde set at jeg var vågen. "Mhm," jeg ønskede ikke at han skulle ødelægge dette øjeblik. Alt føltes så roligt og perfekt. Han sukkede. "Det er okay. Bare kom ud, når i er vågnet, ikke?" Han sendte mig et bredt smil, så de to smilehuller gravede sig frem i hans kinder, og blinkede med det ene øje, inden han vendte sig og gik. Jeg blev næsten overrasket over hans opførsel. Jeg havde regnet med at han ville blive vred og gå ud af sig selv, men måske han havde fundet sig selv frem igen. Han ville aldrig ødelægge noget som det her, for andre mennesker. Mit blik røg ned på den fine skønhed i mine arme. Hun lå ikke så træt mere, med samme stilling som da vi faldt i søvn. Hun trak vejret roligt, så roligt jeg aldrig havde oplevet det før. Jeg løftede forsigtigt min ene arm, og lod min hånd forsigtigt stryge over hendes hoved. Ja, det var dumt at gå hen og forelske sig i den unge pige, men som man altid fik at vide, kunne kærlighed ikke styres. Uanset hvor dumt det lød. Da håret fra hendes ansigt var blevet strøget helt væk, kunne man nu se den flotte figur, hendes ansigt efterhånden havde fået. De mærkværdige, lange øjenvipper ramte forsigtigt det øverste af hendes kind. Jeg smilede forsigtigt over mit syn. Bare vi ikke stod i den situation, at vi kun havde få dage tilbage, inden det store show gik løs. Min hjerne lavede et syret flashback, til de læber der havde skabt en utrolig følelse i mig igår. Jeg havde kysset mange piger, endda også været i seng med dem, men aldrig havde nogen kunnet få mig til at føle sådan. Mine fingerspidser gled forsigtigt hen ad mine læber, men det var på en ingen måde det samme, som at mærke hendes læber dér. Et lille suk, og et kort gab, fik mig til at smile ned til Hailey igen. Hendes øjne var let åbne, og et dejligt smil lå på hendes læber. "Godmorgen, Beauty," jeg smilede stort til hende. Hun åbnede sine øjne helt, og få sekunder efter kunne man svagt tyde den røde farve i hendes kinder. "Godmorgen, Niall," hviskede hun. Hun kiggede genert ned over os, som stadig lå tæt sammen. Hun satte sig smilende op, i skrædderstilling. "Du var ikke vågen længe, vel?" Spurgte hun bekymret. Jeg grinede lidt og satte mig op, så vi kunne kigge på hinanden. "Overhoved ikke." Hun kiggede smilende ned i sit skød, og mødte så mine øjne igen. "Harry sagde, vi bare skulle gå ud og få noget at spise, når vi vågnede," jeg smilede svagt til hende. Hendes ansigt mistede lidt af gløden over mine ord, og kiggede igen ned i sit skød. "Er Harry stadig vred over-" at jeg stadig er her? Afsluttede jeg hendes sætning, i mit hoved. "Hailey." Jeg tog forsigtigt hendes hånd, "Harry har aldrig været vred på dig. Tro mig. Han kan godt lide dig, som person, du er et dejligt menneske. Men han er stadig lidt..." Jeg bed mig i kinden. "Påvirket af beskederne," sagde jeg lavt. Hun kiggede op på mig med en ny glød i øjnene. "Så han har ikke noget imod, at jeg er her?" Spurgte hun glad. Jeg rystede smilende på hovedet. "Ikke det mindste. Nå kom, han venter nok på os," jeg hoppede grinende ud af sengen, og kiggede så smilende på Hailey, der kort rettede sit hår. "Okay," hun smilede stort til mig, og kunne ikke holde et grin tilbage, da hun mødte mine øjne. "Hvad?" Jeg skar en undrende, fjollet grimmasse. Hun pegede på mit hår. "Prøv lige at se dig selv," grinede hun. Jeg stillede mig hen ved siden af hende, hvor spejlet stod. Mit hår stod ud i alle retninger. Jeg havde ladet det gro en anelse, og havde også fået farvet det platinblondt. Jeg smilede lidt til mit spejlbillede, og rettede så hurtigt på mit hår, så det sad normalt igen. "Tilfreds?" Spurgte jeg hende snobbet om, hvilket fik hende til at grine og nikke. Jeg smilede sødt til hende, og åbnede så døren, hvorefter vi gik ud i køkkenet. 
Harry stod ved vindueskarmen, og var ved at brygge kaffe, da vi kom gående ind. "Der er i jo!" Grinede han. Ham blinkede med øjet, hvilket fik Hailey til min side til at rødme. Jeg grinede lidt, og gik så direkte hen til køleskabet, hvor jeg kort skimmede det for morgenmad produkter. Jeg vidste vi faldt i søvn i nærheden af klokken halv otte om morgenen, men jeg regnede ikke med at hverken Hailey eller jeg, kunne spise frokost baseret mad. "Det var også på tide," sagde Harry. "Klokken er allerede kvart i to." "Kvart i to?!" Udbrød Hailey, og jeg så hende fra min vinkel, at hun vendte sig og kiggede på dialoguret der hang på væggen ude i køkkenet. Jeg tog forskellige madvarer ud, og lukkede køleskabet igen. Harry trak på skuldrene. "Det gør ikke noget. Jeg gør det også nogen gange," forsikrede han med løftede øjenbryn, hvilket fik Hailey og jeg til at grine. Hailey satte sig på en stol ved siden af mig, og begyndte samtidigt med mig på at smøre et stykke brød. Harry satte sig overfor os. Vi sad i en behagelig stilhed i et par minutter, indtil Hailey forsigtigt spurgte: "Harry?" Harry sendte hende et kort smil. "Ja?" "Hvad," hun tøvede lidt. "Hvad er det, du har på dine arme?" Spurgte hun så. Jeg smilede hjerteligt over hende. Hun kunne simpelthen være så forfærdeligt kær. Harry lagde sin kaffekop fra sig, og strakte sin arm ud, så alle hans tatoveringer kom til syne. Ankeret ved hans håndled, var det første man lå mærke til. "Det er tegninger," forklarede han. "Det kaldes en tatovering," Hailey strakte forsigtigt sin arm ud, og rørte hans anker. "Kan det ikke komme af?" Spurgte hun med rynkede bryn. Harry rystede smilende på hovedet. "Nej. Men de fleste af dem har en speciel betydning for mig. Andre er sådan lidt tilfældige," sagde han smågrinende. Hailey lod sine fingre køre rundt på hans arm, igennem alt det indtørrede blæk. Jeg havde aldrig haft en trang til at få en. Selvom jeg var den eneste i bandet, der ikke havde en, og jeg måske godt kunne have følt en anelse gruppepres, så generede det mig ikke. Det ville nok genere mig mere, hvis jeg fik en. Hvad var pointen? Bare fordi der var noget der betød noget for en, burde det ikke nødvendigt at få det printet i sin hud. Hailey trak hånden til sig igen. "Er du ikke..." Hun ledte efter de rigtige ord. "Man skal vel være modig, for at vælge at få noget tegnet på sin arm, resten af livet, ikke?" Spurgte hun. Et lille stik af jalousi ramte mig. Hvad hvis hun bedre kunne lide Harry, fordi hun syntes han er modig? "Ja," fløj det ud af mig. "Eller også temmelig dum. Harry har over halvtreds af dem," sagde jeg med løftede øjenbryn. Harry kiggede forbavset hen på mig, men smilede så lummert. Han havde regnet mig ud. Han kunne ikke holde et grin inde. "Halvtreds? Men så må nærmest hele din krop, være dækket!" Udbrød hun. Harry tænkte sig om. "Jeg tror," startede han. "At der er en tatovering på alle mine legemsdele, undtagent hovedet." Hailey kiggede chokeret hen på mig, "nu har du vel ikke gjort det samme, vel?" Spurgte hun. Jeg rystede lettet på hovedet. "Nej. Jeg kan ikke se pointen i at få sådan en," sagde jeg og nikkede mod Harry, der trak på skuldrene. Hailey åndede lettet op. "Så er det da ikke jer allesammen der går rundt med det der," sagde hun. Den sten der kortvarigt havde lagt på mine skuldre, var fjernet igen. "Niall er den eneste i vores band, der ikke har en," sagde Harry så. Jeg kiggede spørgende på ham. Vidste Hailey egentlig hvad vi lavede til hverdag? Hailey kiggede forvirret hen på mig. "Band?" Spurgte hun. Harry nikkede. "Vent her," sagde han så, og forsvandt ud af køkkenet. Jeg lænede mig afslappet tilbage i stolen, og kiggede hen på Hailey. "Vi synger. Sammen," sagde jeg så. "Synger?" Spurgte hun overrasket. Jeg nikkede. "Vi er sådan... Ret kendte," grinede jeg. Hailey kiggede ned i sit skød. "Halvtreds siger du? Han må da være sindsyg," mumlede hun. Det gik op for mig, at hun stadig talte om tatoveringerne. Jeg grinede højt. "Prøv at se her," jeg tog min mobil frem, og gik ind på twitter. Vi fulgte allesammen forskellige fansider, så hvis jeg var heldig... "Se!" Jeg viste hende billedet af Harry sidste år, der uden at have andet på en badebukser viste sig på skærmen. "Er det Harry?" Spurgte hun forbavset. Jeg nikkede. "Se hans ben." Jeg pegede ned på hans ene lår, hvor en stor tiger var tatoveret. "Se hans bryst," mumlede hun. Hans overkrop var også dækket af adskillige, store tatoveringer. "Det er altså lidt for meget," sagde hun så, med et overrasket blik. "Jeg vidste ikke Harry var sådan type," sagde hun. "Hvilken type?" Spurgte jeg. "Du ved... Dem der går med tatoveringer og sådan," forklarede hun. Jeg grinede. "Sådan er Harry ikke. Han er ikke en bølle. Men han har nogle lidt alternative måder at udtrykke sig på," nikkede jeg. "Du har vel set hans støvler ude i gangen? Og hans lange frakker?" Hun nikkede. "Det var måske bare... En kort tanke," smilede hun. Jeg smilede også, en anelse blødhovedet til hende. Harry kom smilende ud i køkkenet igen, denne gang med en CD-afspiller og et par CD-er, som jeg kunne gætte mig til var vores. Han nikkede ned mod spisebordet. "Hvis i lige hjælper med at rydde af, så kan vi kigge lidt på det," smilede han. Både Hailey og jeg rejste os, og hjalp med at sætte opvasken i opvaskemaskinen, og med at sætte ting ind i køleskabet, og skabene. Vi satte os igen som før, og Harry tog tingene med over på bordet. "Vi synger," sagde han med et smil. "Du kan godt huske Liam og Louis, ikke?" Spurgte jeg. Hun nikkede. "Vi fire synger sammen i det her band." Harry lagde vores CD-er på bordet i kronologisk rækkefølge. Han sendte Hailey et roligt smil. "Vi spiller mange koncerter. I hele verden faktisk," sagde han stolt. Hailey kiggede forbavset på os. "Verden? Kina, Rusland? Hele verden?" Sagde hun måbende. Jeg nikkede. "Vi har rigtig mange fans. Fordi vi er en gruppe, der fungerer," sagde jeg. Hun nikkede lidt. "Det her," sagde Harry og skubbede Up All Night albummet hen til hende. Hun tog det forsigtigt op og kiggede på det med rynkede bryn. "Er det virkelig jer?" Hun lod et lille grin slippe ud. Jeg lænede frem, til mit ansigt var lige ud for hendes. Vi stod, fem dengang, i en stor bunke på hinanden med et stort smil på læberne. Harrys hår var ukontrolleret med den store bunke krøller på toppen af hovedet. Hun pegede på mig. "Er det dig?" Spurgte hun med et lille grin. Jeg puffede blidt til hende. "Ja. Jeg var da mega flot, helt ærligt!" Udbrød jeg. Hun grinede højt. Harry lænede sig også frem, så han kunne se disken, på hovedet. "Det er Liam og Louis." Sagde han og pegede. Hailey holdte et grin inde. "Og det er dig," sagde hun og pegede på den unge Harry, der dengang kun var sytten år. Harry rødmede. "Du ved... Jeg er blevet ældre," sukkede han. Denne gang kunne hverken Hailey eller jeg holde et grin tilbage. "Det er i da allesammen, det er i ihvertfald heller ikke sådan, Louis og Liam ser ud," sagde hun med et smil. Hun fjernede smilet kort efter. "Hvem er det?" Hun pegede på det femte hoved. Zayn. Harry rykkede sig i sædet. "Zayn, var med i bandet engang. Men så..." Han trak på skuldrene. "Han laver sit eget musik nu," tog jeg over. "Gik han bare? Ud af det blå?" Spurgte hun fortvivlet. Jeg nikkede. "Det musik vi laver... Det er ikke hans stil, rigtig. Så sidste år, tog han hjem fra en af vores ture, og forlod bandet," jeg bed mig i læben over mindet. Hailey smilede trøstende til os. "Det er jeg ked af," sagde hun. "I virker som om i var helt tætte. Det er i vel stadig," sagde hun genert. Harry smilede stort og kiggede hen på mig. "Vi fire, er nærmest brødre," sagde Harry. Han rødmede. "Jeg plejer nogen gange at sige, at Niall, Louis og Liam er mine ældre brødre," han kiggede ned i sine hænder. Jeg grinede. "Det kan man vidst godt sige." "Men hvad med Zayn?" Spurgte Hailey. "Hvis i var så tætte, hvad gik der så galt?" Jeg sukkede. "Jeg ved det heller ikke, Hailey. Men jeg ved at vi alle er glade nu. Og at det er det eneste man ønsker for sine brødre," smilede jeg. Hailey smilede skævt. "Og nu har vi også en søster," blinkede Harry. Hailey kiggede forbavset på ham. "Mig?" Spurgte hun måbende. Harry nikkede. "Dig." Jeg så hvordan hendes kinder blev ildrøde, så jeg skubbede min stol lidt tættere på hende, og trak hende ind i et kram. Hun lagde sine arme om min hals. "Tak." Hviskede hun. Jeg overgik mig selv, og placerede et lille kys på hendes kind. "Selv tak, Hailey." Harry kiggede med et kærligt smil og nogle skuffede øjne på os. "Hvad så med-" han blev afbrudt, af et ding, fra hans telefon. Klokken er 15:00. 
Klokken 9:00, 15:00 og 21:00 modtog Harry den selvsamme besked. Samme trussel hver gang, hver dag. Hailey trak sig ud af min omfavnelse og kiggede hen på Harry. 
Jeg så hvordan de grønne, identiske øjne stirrede direkte ind i hinanden. Så sagde Hailey: "jeg vil læse den," sagde hun sammen bidt. Harry svarede ikke, men tog telefon frem, og låste den op. Hele tiden havde hans blik hvilet på hende. Så rystede jeg til sidst på hovedet og tog fat i hendes hånd. "Hailey, jeg-" jeg kiggede op på Harry. "Vi, vil ikke påtvinge dig mere smerte end-" hendes hoved vendte sig mod mig i et ryk. "Niall," sagde hun, med så skarp en stemme af jeg ikke vidste om det virkelig var Hailey. Jeg mødte de skinnede grønne øjne, men den lille snert af utilfredshed, som der tit også lå i Harrys, ramte mig som et piskeslag. Jeg blev chokeret over, hvor meget de øjne begyndte at lige Harrys. Jeg sank en klump. "Niall," sagde hun så, lidt mere blidt. "Jeg vil gerne læse det. Ja, i valgte selv at hjælpe mig dengang, men jeg syntes ikke at det er fair, hvis jeg i skal redde det hele," jeg så hendes beslutsomme blik, og kiggede derefter over på Harry, der kiggede med et bid i sin læbe, opgivende på os. "Okay," sagde jeg så. Harry åbnede beskeden, og skulle lige til at række den til Hailey, da han stoppede op. Hans øjne læste langsomt beskeden og kiggede så istedet chokeret over på mig. "Niall," sagde han uroligt. "Det her er ikke i orden mere," og de øjne han sendte mig, begyndte mere og mere at lige Haileys. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...