På flugt fra Snofru

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Færdig
Et barn er slave i det 1.-2. dynasti. En dag, da barnet forsøger at stjæle mad, må det flygte fra vagterne.

1Likes
1Kommentarer
150Visninger
AA

1. På flugt fra Snofru

Det er varmt, jeg sveder. Jeg har vabler på mine snavsede hænder og fødder, men en af vagterne råber bare ad mig, og befaler at jeg skal se at komme i gang, eller han vil piske mig.

”Okay, okay”, snerrer jeg, ”Jeg skal nok”.

”Nu ikke så næsvis”, svarer store vagt.

Jeg slæber mig igen over mod brønden med papyrus-spanden i hånden. Det gør jeg hver dag, fordi jeg skal hente vand til de trætte arbejdere, der arbejder med at bygge den store Snofru-pyramide færdig. De tusindvis af trætte og tørstige arbejdere, der skal have vand, er ved at gå mig på nerverne. Jeg er fra Nubien, taget som slave og arbejder nu for Farao Snofru. Det eneste, jeg har med mig fra mig hjemland er et simpelt armbånd af ler. Det er billigt, men min mor har givet mig det, så jeg er rigtig glad for det.

Også arbejderne er slaver. De er ved at være færdige med den 61 meter høje Snofru-pyramide. Det er den største bygning, der nogensinde er blevet bygget. Den mad jeg får, er ikke nok til at mætte mig, men det er nok til at holde mig i live.

En dag, hvor vagterne ikke ser nær så godt efter mig, sniger jeg mig hen mod det store maddepot, for at tage noget mad, så jeg kan blive ordentlig mæt. Jeg har ingen lovlig adgang og skal være forsigtig. Men en død skarabæ knaser under mine fødder.

Den store vagt hører det og råber: ”Stop”.

Jeg stivner af rædsel. De har opdaget mig. Da jeg er kommet mig over forskrækkelsen, begynder jeg at løbe. Jeg løber alt hvad jeg kan, men selvom jeg løber stærkt begynder fire vagter at hale ind på mig. Jeg sætter kursen mod Snofru-pyramiden. Jeg begynder at løbe mod indgangen og endelig når jeg derhen. Desværre er vagterne også hurtige. Jeg når lige at smutte indenfor i pyramiden, men da jeg er kommet ind, lukker vagterne for indgangen. Jeg er fanget. Den store limsten foran indgangen betyder, at der heller ikke er noget lys. Jeg hamrer mine hænder mod den kolde og ru sten, men det eneste, der sker er er mine hænder gør ondt.

”Så let giver jeg ikke op”, tænker jeg ved mig selv.

Jeg begynder at gå den anden vej, væk fra den blokerede indgang. Efter noget tid begynder jeg at kunne skimte en lysstribe i det fjerne. Jeg begynder at løbe mod lyset.

”En udgang”, tænker jeg.

Det må være den udluftningskanal, jeg har hørt arbejderne tale om. Da jeg når derover ser jeg, at det faktisk er en udgang, og jeg priser Ra: ”Tak Ra”, stønner jeg. Ra er en del af den religion, der er blevet påtvunget mig, mens jeg har været slave i Egypten. Jeg begynder at klatre op, men jeg synes, at jeg mangler noget. Og så slår det mig. Jeg mangler mit ler-armbånd. Jeg skynder mig tilbage efter dette særlige minde om mit hjemland, men jeg kan ikke finde armbåndet. Derfor skynder jeg mig igen tilbage mod udluftningskanalen for at komme ud. Jeg leder og leder, men kan ikke finde stedet igen. Så nu er jeg kvit. Nu begynder jeg at blive bange. Hvis jeg hverken kan finde udgangen eller mit armbånd, såe. Tja, så vil jeg sulte herinde. Men pludselig ser jeg den store limsten blive skubbet fra indgangen og lys falder ind på gulvet og afslører at mit armbånd ligger i halvmørket. I det samme løber nogle vagter ind. De har åbnet indgangen til pyramiden igen for at fange mig.

”Stop”, råber vagterne.

”Nej, jeg vil ej”, svarer jeg. ”I får mig ikke”.

Jeg begynder at løbe. Jeg løber den vej, jeg tror, udluftningskanalen er, og heldigvis og det er den rigtige vej. Jeg begynder at kravle ud gennem den smalle passage. Vagterne er for store til at kunne følge efter mig.

”Han slipper fra os”, råber vagterne. Jeg hopper ned på det varme sand og sniger mig hen til karavanepladsen og gemmer mig i en af dyrenes oppakning og så tager jeg af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...