Ung

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2016
  • Opdateret: 13 mar. 2016
  • Status: Igang
Et lille skriveri om det at være ung, fordi temaet for det næste dramatiske stykke, jeg skal skrive er ung, og det fik mig til at tænke. Måske der kommer flere små tekststykker senere.

1Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Ung

Hvem ved, hvad det vil sige at være ung?

 

Jeg er ung lige nu, så jeg burde vide, hvad det ville sige. Min mor har også været ung, så hun burde også kunne sige det.

 

Hvis min version skal være ligeså god som alle andre, og rent faktisk være sand, så må det at være ung være forbundet med smerte, for jeg har aldrig haft så ondt inden i, som jeg har lige nu, og jeg er lige midt i min ungdom. I hvert fald min teenage ungdom. Det er en anden slags ungdom, når man bliver 20. Tror jeg.

 

Måske er det at være ung også at tage en helveds masse dumme beslutninger. Som at blive i en klasse man ikke kan lide, fordi det er det sikreste, og fordi man inderst inde er bange. Bange for, hvad der kunne ske, og bange for hvad der måske ikke kunne ske. Det er at drikke så meget alkohol, at man brækker sig på toilettet til fester. Samme toilet man klædte om på, da man var mindre. Bare brække sig derude. Flere gange på en aften. Fortryde det når man kommer hjem, men så glemme det, og håbe, at ingen husker det, eller i det mindste ikke nævner det. Ups.

 

Det må være at forelske sig hvert fjerde minut, fordi alle ser så interessante og want-able ud. Det er at græde, fordi man indser, at man ikke kan få nogle af dem, man er i-dette-øjeblik forelskede i. Fordi, de personer man forstiller sig, man ville være perfekt med ikke findes. Det er at føle sig fortabt, fordi man ikke har kysset nogen. Det er at overveje, om man skal lyve for ens veninder og sige, at man har kysset nogen. Fordi det er lettere. Det er at overveje, om man skal sige, at man har kysset et par piger, altså bare sådan smækkys. Det er at frygte, at man så bliver stemplet som en person, der også kan lide piger. Lesbisk. Det er at overveje, om man måske egentlig er biseksuel. Eller panseksuel. Eller noget andet, måske. Det er at acceptere, at der ikke er plads til at fortælle ens familie og venner, om de tanker. I hvert fald ikke endnu. Det er at græde over det, selvom man siger, man har accepteret det.

 

Det er at være så helveds forvirret, at man ikke kan huske hvad der er op og ned, frem og tilbage, til højre og venstre. Det er at hører musik for at slukke for tankerne, bare et kvarter. At lytte til musik, når man ligger og skal sove, selvom det ikke gør, man sover hurtigere, fordi man ikke kan holde ud at tænke de tanker, der ellers kommer. Så er det lettere at høre musik og drømme sig væk. Lade teksten og tonerne være det eneste, indtil man falder i søvn og har uforglemmelige drømme, man alligevel glemmer så snart man vågner. Det er at skrive, så man glemmer at tænke på alt det andet. Bare lade ordene strømme ud, og gå i panik, når der ikke kommer mere, fordi tankerne så begynder at melde sig.

 

Det er en evig identitetskamp, for er jeg virkelig sådan, eller vil jeg bare gerne være sådan? Kan jeg blive sådan, eller har jeg overhovedet ingen magt selv? Hvor mangt potteplanter og genbrugskjoler, skal jeg købe, før jeg bliver, som jeg gerne vil? Hvor mange røde læbestifter, skal jeg købe, før jeg er tilfreds? Hvor mange 12-taller, skal jeg have, før jeg kan trække vejret igen? Hvor mange 12-taller, før jeg er ligeglad? Er jeg allerede ligeglad?

 

Er det at gøre ting, man fortryder? Det hjælper da i hvert fald en med at lære. Noget af det gør i hvert fald, men ikke alt. Nogle ting gør dig bare dummere og tristere for evigt. Alting er ikke en lærestreg, du bliver ikke altid stærkere, fordi det ikke dræber dig. Nogle gang ligger du i stedet for vågen om natten og ønsker, at det havde dræbt dig. Fordi, det ville være lettere. Fordi, der ville være stille. Fordi, det hele kan være lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...