Frygtens greb.

Det her er en lille gyser-historie, som jeg vil skrive baseret på mine mareridt, frygt og min fantasi :) håber i vil syntes godt om den.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger

1. Skyggerne

skyggen nærmede sig. Stemmerne blev flere og flere og mere utydelige. "Kom her, hvis du vil dit eget beste. Kom her lille ven." Med et vågnede jeg. Så bange, så forvirret. rundt i huset gik jeg. Stemmerne er jeg så træt af jeg hører dem konstant, ikke engang i mine drømme forsvinder de. Sindsforvirret og skrækslagen går jeg rundt, uden noget formål. Jeg åbner hovedøren, mærker den kolde luft. Min fod rammer flisen, jeg har intet andet end min tynde natkjole på. Ude i den hylene vind, ser jeg den. Den deler så i 2,3,4 snart kan jeg ikke tælle dem mere, de hunser rundt med mig. Jeg løber. Løber alt hvad jeg kan. Jeg løber forbi de mørke huse, jeg hører hunde gø.. Eller er det bare noget jeg forestiller mig? Jeg lukker øjnene og gentager op til flere gange "Det er mig der skaber det, der er intet." Mine tæer fryser, min krop føltes som en stor isterning. De er der, de kommer tættere. Snart er det slut, jeg ved det. Jeg løber, jeg skriger. Jo mere bange jeg er, jo tættere kommer de, jo flere kommer der og jo mere højlydt bliver de. Jeg kan ikke gemme mig. De er i mit hoved, de er uden for mit hoved, de finder mig altid der er intet at stille op. "Vil i ikke godt stoppe? Gå med jer!" Skrigende kom tættere på. Det er kun spørgsmål om tid 10,9.......,3,2,1 de flår mig igennem alt og intet. Jeg er ved en sø, så smuk, så mystisk og så helt igennem magisk og uhyggelig. Det svinger mellem at flyde i lig, og være magisk med lysglimt. Jeg bliver skubbet i. Jeg er påvej et nyt sted hen. Og jeg ved nu, at de virkelig var der, de griner af mig et sted. Jeg er påvej i døden, og det eneste jeg kan fokuserer på er at de griner højere og højere. Gud hjælpe mig og få disse frygtelige skabninger til at forsvinde. Jeg ved nu at jeg ikke var sindssyg. Endelig kan jeg få fred, det her er sidste gang jeg ser til dem. Et smil breder sig på mine læber og jeg kommer over på den anden side. Aldrig har jeg set noget så smukt. En skygge gled igennem det hele. Er dette en drøm? Jeg hørte et grin, jeg så væsnet blive tydeligt, aldrig i mit liv.. Eller hvad det her nu er, har jeg været så bange. Så grusomt et væsen kan komme ind her. Jeg lukkede øjnenes forstillede mig at jeg jeg fik væsnet til at forsvinde og aldrig har jeg været så stærk, så varm og så koncentreret. Væsnet forsvandt. Med et vågnede jeg, og siden den nat så jeg aldrig til skyggerne mere. Men jeg ved, at de findtes (at de fandtes) nu er jeg entelig fri. Jeg kiggede ud af mit vindue og så den smukke solopgang, og de sidste rester af skygger forsvandt ind og siden der så jeg dem aldrig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...