Heksejæger

Da Caleb Archer var blot 10 år gammel forsvandt hans forældre en nat, hvor det var meningen, de skulle have vundet alt. Nu bor han hos sin tante og forsøger at leve et normalt liv med skole og venner, der ikke bærer præg af fortiden - eller så godt som man nu kan, når man er heksejæger.
En aften, hvor alt syntes at gå i den forkerte retning, finder han blandt resterne af forældrenes gamle ting en dagbog, der viser sig at indeholde langt mere, end hvad hans tante gav den ud for at gøre. I jagten på at finde ud af, hvad der skete med hans forældre og hvordan han kan få fingrene i hjertet af den heks, der har været grunden til alle jægernes problemer, støder han på han nye udfordringer, får øjnene op for nye kræfter og møder Evie, der formår at krybe sig ind under huden på ham. Hvad sker der, når han til sidst stiller sig selv det spørgsmål, om heksene i sidste ende er værd at jagte?

14Likes
58Kommentarer
2170Visninger
AA

8. Pigen Evie

Pigen Evie

Caleb gik ud fra badeværelset og ind på sit værelse. Han smed sig i sengen og åbnede den slidte bog. Han sad længe og så på sine forældres initialer. Det var underligt. Det her var det tætteste, han havde følt sig på dem siden deres forsvinden.

Uden at tænke over det, gled hans øjne langsomt i. Han havde ikke lagt mærke til, hvor træt han egentlig var, før han kom til at slappe af.

“Caleb,” sagde en rolig stemme i det fjerne. “Caleb, kan du ikke tage over i lidt tid? Jeg trænger til at få et hvil.”

“Jo, jo selvfølgelig,” mumlede han og lukkede øjnene op. Eva stod bøjet ind over ham. Hun havde små, sorte rander under øjnene, der hang en smule. “Hvordan har hun det?”

“Bedre, men hun vil ikke snakke med mig. Hun spiste og drak bare det, jeg gav hende, for at lægge sig til at sove igen,” forklarede Eva roligt.

Caleb nikkede bare og fjernede sig fra sengen. “Du må godt sove i min seng.”

“Tak,” sagde Eva og lagde sig træt ned. Det tog på hendes kræfter. Det var han sikker på - også selvom han i virkeligheden ikke vidste præcis, hvad hun havde lavet inde ved pigen. Det var der ikke rigtigt nogen, der gjorde.  

Caleb tog bogen med i hånden og ind på det andet værelse. Han lukkede døren stille i bag sig og satte sig i lænestolen, der var placeret ovre i hjørnet ved siden af vinduet. Han skubbede kort de sammentrukne gardiner svagt til side for at kaste et blik ud i mørket. Hans øjne skannede forhaven, lå et par sekunder på buskene, der indrammede gårdspladsen og løb hen over vejen, hvor bilerne drønede forbi. Så dækkede han vinduet til igen og lænede sig tilbage. Han kastede et blik over på pigen, der lå med ansigtet op mod loftet og øjnene lukkede. Han kendte stadig ikke hendes navn. Efter det Eva havde sagt, følte han en mærkelig trang til at vide det hele. Der var noget underligt ved at have hende her i huset og ikke have nogen anelse om, hvem hun var eller hvad hun hed.

Caleb åbnede bogen og slog denne gang op på den allerførste side. Den sirlige skrift løb hen over papiret og små tegninger lå mellem bogstaverne, hvilket gjorde det hele svært at tyde. Noget løb i ring, andre steder blev tingene gentaget og da han bladrede lidt videre, var der en hel side, hvor den samme sætning fyldte det hele ud til kanterne. Han gik videre til næste side.

D. 24-02-1996.

Ordene sank ind, blev vendt og drejet.

Magten sejrer for den, der dræber,” læste han højt for sig selv og rynkede brynene ved lyden af de mærkelige ord på hans tunge. Han satte sig frem i sædet og støttede albuerne på sine knæ. “Lyset opstår, når mørket tæmmes og Dronningen holdes i skjul,” fortsatte han. En detaljeret tegning af et menneskehjerte var tegnet på midten af siden og delte sætningerne op på begge dets sider. Alligevel var der noget fremmed ved det og detaljerne virkede uigenkendelige. “Vandet løber, når floden er udtørret og fiskene døde.”

Det gjorde det ikke lettere, jo mere han læste. Tværtimod. Hvilke fisk? Hvad havde de med en dronning at gøre? Og hvem pokker var hun?

Det hele lød så sindssygt i hans ører, at han fandt sig selv sidde at grine lavmælt af hele situationen. Hvad fanden var det, han var endt i? Hvad var der galt med hans familie? Hvad var det her for en syg verden at være havnet i og hvorfor syntes normale, kedelige, routinedrevede mennesker ikke at lægge mærke til, hvad der skete omkring dem? Hvorfor var han en af de få, der skulle have den forbandelse at have øjnene åbne for det sigende ukendte?

Alle disse spørgsmål gled gennem hans hoved og fik ham til hårdt at kaste armene ned mod armlænene og hovedet mod ryglænet. Han fejede irriteret bogen ned af sit skød med en hurtig og voldsom bevægelse, så papiret blafrede i luften og den landede få meter fra ham med et lavt bump. Han lukkede øjnene, lagde ansigtet i sine hænder og masserede tindingerne med det yderste af sine fingerspidser.

“Pokkers tage jer mor og far,” mumlede han. “Pokkers tage jer!”

Han forblev i samme stilling i et stykke tid, lyttede til pigens pibende vejrtrækninger og spekulerede på om hendes liv var lige så fucked up, som hans var. Efterfølgende tog han en dyb indånding, da det begyndte at svie for hans øjne, men han havde ikke lyst til at indrømme, hvad der var tæt på at ske. Han holdt vejret, rejste sig op fra stolen og kiggede kort hen på pigen igen, idet hun rørte svagt på sig. Langsomt gik han hen mod bogen, sparkede lidt til bordbenet på det lille skrivebord og standsede foran den. Inden han samlede den op, skimtede han datoen øverst i hjørnet på den side, bogen havde slået op på, da den var landet på gulvet.        

D. 24-02-1998.

Han sank en klump. Ikke det her igen, tænkte han.

Det var den samme side, som da han tidligere den dag havde fundet den. Datoen. Han klemte læberne sammen til en smal streg og fik bogen op fra gulvet, før han kunne nå at sparke til den. Så stirrede han på sætningen fra sidst.

Solen står op i vest,” mumlede han for sig selv. “Hvad skal det her-- hvorfor,” snakkede han men kunne ikke finde nogle svar på sine endeløse spørgsmål.

“Det handler om Dronningen,” lød en svag stemme pludselig og fik ham til at fare sammen, så bogen endnu en gang endte på gulvet. Han mistænkte sig selv for at have et lettere problem med ikke at kunne beholde ting i sine hænder.

Caleb drejede rundt og kiggede ned på pigen, der nu havde åbnet sine øjne og kiggede op over dynen og hen på ham. Hendes hud var hvid, og selv fra, hvor han stod, kunne han se sveddråberne, der beklædte hendes pande. Det virkede uvirkeligt, at han lige havde hørt hende forme en rigtig sætning. Hun så stadig ikke ud til at være særlig langt i sin bedring - på trods af, hvad Eva havde sagt - så han havde ikke forventet at høre fra hende før om et par dage.  

“Hvad sagde du lige?” spurgte han med sammenknebne øjne. Han farede hen til hendes side, hvor han trak lænestolen frem. Han satte sig ned og lænede sig frem for bedre at kunne se fregnerne, der løb hen over hendes ansigt. Dynen var trukket helt op til hendes hage og hun lå på ryggen som en, der var ude af stand til at røre sig fra halsen og ned. Hendes hoved var drejet og hendes øjne var fulgt med hans bevægelser.

“Dronningen,” hviskede hun og hendes stemme knækkede. “Det handler om hende.”

“Dronningen?” spurgte han forvirret. “Hvem?”

Der blev stille og der gik to minutter, hvor han bare så på, mens hun hev efter luft. Hun forsøgte at vende sig, men det var, som om det ikke rigtigt var muligt. Han havde lyst til at hjælpe hende men var bange for, hvad hun ville sige til, hvis han rørte hende igen. Var hun skrøbelig? Eva havde selv hentydet, at hun ikke virkede særlig samarbejdsvillig.

“Hun var magtfuld,” sagde hun, da han var sikker på, at han ikke ville få noget svar. “Hun fik solen til at stå op i vest.”

Han så hende direkte i øjnene. “Hvad mener du?” Han hadede sig selv for at lyde så desperat. Ivrigheden i ham ville tage alt det, han kunne få ud af hende. Fiske ordene og den viden hun tilsyneladende havde frem. Han ville bare gerne have de sætninger i bogen til at give mening.

Hun åbnede munden, lukkede den og åbnede den så igen.

“Da hun blev født, var hun magtfuld,” hviskede hun så lavt, at han måtte koncentrere sig yderligere.

“Hvad mener du?” gentog han igen, for han forstod stadig ikke noget af de tunge ord. Hun svarede ikke og han blinkede kraftigt. “Hvad er dit navn?”

“Evie.”

Og så lukkede hun øjnene og faldt i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...