Heksejæger

Da Caleb Archer var blot 10 år gammel forsvandt hans forældre en nat, hvor det var meningen, de skulle have vundet alt. Nu bor han hos sin tante og forsøger at leve et normalt liv med skole og venner, der ikke bærer præg af fortiden - eller så godt som man nu kan, når man er heksejæger.
En aften, hvor alt syntes at gå i den forkerte retning, finder han blandt resterne af forældrenes gamle ting en dagbog, der viser sig at indeholde langt mere, end hvad hans tante gav den ud for at gøre. I jagten på at finde ud af, hvad der skete med hans forældre og hvordan han kan få fingrene i hjertet af den heks, der har været grunden til alle jægernes problemer, støder han på han nye udfordringer, får øjnene op for nye kræfter og møder Evie, der formår at krybe sig ind under huden på ham. Hvad sker der, når han til sidst stiller sig selv det spørgsmål, om heksene i sidste ende er værd at jagte?

14Likes
58Kommentarer
2148Visninger
AA

7. Dagbogen

Dagbogen

 

Eva stod allerede i hoveddøren og ventede trippende på Caleb, da han kom hjem. Hendes røde hår var som altid sat op i en hestehale, hun havde sit babyblå hospitalstøj på og havde dertil trukket en snehvid kittel over. Den sad stramt til hendes buttede krop og lave krop, så han ikke kunne forstå, hvordan det på noget tidspunkt kunne være behageligt at gå i.

Caleb flåede bildøren op og skyndte sig ud.

“Jeg er ikke sikker på, hun trækker vejret.” Han pustede ordene ud og skyndte sig at åbne døren ind til pigen. Eva var løbet hen til dem og skubbede ham let til side, så hun kunne få et blik på pigen. Hun lagde forsigtigt en finger på hendes hals for at måle pulsen.

Hoveddøren gik op igen og Ayla kom løbende ned ad trappen. Hun smilede stort og en smule lumsk, det var over hendes sengetid og hun havde altid det smil på læben, når hun havde snydt sig til at være længere oppe.

“Caleb!” Hun kastede sig ind i armene på sin bror, han krammede hende hårdt tilbage. “Hej Eva.”

“Hej Ayla,” sagde Eva og kastede et hurtigt blik på Ayla, før hun igen vendte sin opmærksomhed mod pigen.

“Hvor er tante Philippa?” spurgte Ayla, da hun havde gennemsøgt bilen og området omkring dem efter hende. “Hvem er det?”Ayla var hurtigt over ved siden af Eva og så på pigen. “Hvad er der sket med hende?” Hun så bekymret på. “Hvor er tante Philippa?”

“Ayla, gå ind i seng. Tante Philippa kommer sent hjem,” sagde Caleb og skubbede hende let på vej hen mod døren.

Noelle kom trissende ned af trappen med sine ting. Hun kastede et hurtigt blik på pigen, men sagde ingenting. Hun havde oplevet mærkeligere ting hos familien Archer.

“Er det okay, jeg smutter?” spurgte hun, hendes tone var flad og hendes ansigtsudtryk følelsesløs, som forsøgte hun at identificere sig med en mursten. Caleb nikkede bare og gav hende nogle kontanter i hånden.

“Ayla, vil du ikke nok være sød at gå ind i seng?” spurgte han igen, “så er du sød,” bad han.

Ayla mumlede et ‘okay’ og slog en gang med sit brune og halvlange hår, før hun vendte sig rundt og gik ind. Da Caleb var sikker på, hun var helt inde, vendte han sin opmærksomhed mod Eva og pigen igen.

“Klarer hun den?” spurgte han uroligt, “Eva?”

Eva stod med rynket bryn og så på pigen. Hun rørte let på sig.

“Hvad er der?” spurgte Caleb og gik tættere på.

Eva rystede lidt på hovedet, som kunne hun ikke tro sine tanker. “Hun er af en sjælden race af hekse, Caleb.” Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og lagde en hånd på det ene af hendes ben. Hun så en smule forvirret ud og pustede ud igen. “Jeg har aldrig mødt en så ung.” Hun åbnede øjnene. “Hvorfor er hun i så dårlig en tilstand? Man skulle tro, de ville passe bedre på hende.”

“Hun var sat til en masse maskiner, havde et kæmpe rør siddende i halsen.” Eva vendte hovedet på pigen, så hun kunne se den anden side af halsen. Et svagt gisp slap ud gennem hendes læber.

“Uden at vide noget, så tror jeg, de har forsøgt at tappe hende fra hendes kræfter,” sagde Eva forarget. “Hvad var det for nogle modbydelige mennesker?”

“Hvilke kræfter?”

“Hun er en af de mest sjældne hekse racer, der findes. En drømmefanger.”

Caleb så en smule uforstående på Eva. Han havde hørt om drømmefangere før. Han vidste hekse lavede drømmefangere for at man kunne købe dem og de kunne fange ens dårlige drømme og han var også godt klar over, at der var en race af hekse, der blev kaldt det, og at det var dem der lavede drømmefangerne. Han havde bare aldrig stiftet bekendtskab med dem før.

“De kan vandre ind i dit sind, Caleb - det er nutidens farligste hekse. Hvis de vælger at være frygtet, kan de blive det med det samme. De fleste lever dog i fred og bruger deres evner til at hjælpe,” forklarede Eva. “De er en døende race. Lad os få hende ind.”

Eva flyttede sig så Caleb kunne komme til at løfte hende. Han fik hende forsigtigt op i sine arme og bar hende indenfor. Ayla sad i stuen og så tv, hun kastede nysgerrige blikke på dem, da de trådte ind. Caleb sagde ikke noget til, at hun ikke var gået i seng, han fortsatte bare op mod gæsteværelset. Han var meget forsigtig, da han gik op af trappen, idet han var bange for, at han ville komme til at slå pigen ind i væggen eller mod gelænderet på trappen. Det var typisk i sådanne situationer, han altid formåede at præstere det værst tænkelige.   

Mens Caleb gik op med pigen, forsvandt Eva ud i køkkenet for at finde noget, hun kunne rense sårerne med.

Caleb lagde varsomt pigen ned på sengen og hun åbnede øjnene lidt. Forvildet så hun rundt i rummet men stoppede brat og kiggede Caleb direkte i øjnene. Der var stadig ikke rigtigt liv i det havblå blik, der blot observerede ham uden følelse. Han forstod ikke, hvordan en så livløs kunne have så sigende stor magt.

Efter, hvad der føltes som flere lange minutter, faldt hun hen igen.    

“Så,” sagde Eva, “lad os se, hvad vi kan gøre for hende. Hun har brug for hvile, mad og væske. Når hun er vågen, skal hun drikke og have flydende kost. Jeg bliver her indtil din tante kommer hjem.”

Hvis hun kommer hjem, tænkte Caleb.

“Tak,” sagde han taknemmeligt. Han følte sig overflødig, som han stod der og kiggede på, men han havde ikke lyst til at forlade pigen, selvom hun var i gode hænder.

“Caleb?” sagde Eva roligt, “hvad med at få din søster i seng? Så tjekker jeg lige om pigen er helt okay?”

“Okay,” sagde han og gik en smule kejtet ud af døren.

Ayla sad nede i stuen og så tegnefilm, mens hun sang stille med på sangen, der blev spillet i fjernsynet.

“Du skal til at i seng,” sagde Caleb roligt.

“Jeg gider ikke,” sagde hun uden at kigge på ham.

“Nu!” kommanderede Caleb, han sagde det ikke hårdt, men det var nok til, at Ayla så på ham. “Du skal i seng nu.”

“Men…”  begyndte hun. Caleb rystede på hoved. “Caleb?”

“Kom så,” sagde han i et kommanderende tonefald og Ayla kom på benene. Hun surmulede forbi ham og forsvandt op af trappen.

Han tog sin mobil frem og smed sig i sofaen. Elliot havde skrevet.

 

Hvad sker der? Hvorfor lagde du på så hurtigt?

 

Caleb rystede på hovedet, da det hele føltes som hundrede år siden, og pludselig kom tanken tilbage til ham. Dagbogen. Han var hurtigt oppe at stå og ovenpå igen. Hans tante havde det med at gemme tingene de samme steder, så den øverste skuffe i hendes kommode, der var han sikker på bogen var gemt. Nu, hvor hun ikke var her, behøvede han ikke engang at liste sig ind på hendes værelse. Et eller andet sted føltes det som bedrag, men han prøvede ikke at tænke på det, da han åbnede den knirkende dør og trådte ind i mørket. Han fumlede med lyskontakten og det gule skær blændede ham for et øjeblik.

Det så endnu mere rodet ud, end det plejede. Skrivebordet i hjørnet var overdynget med tunge bøger, alverdens papirer, kasser med malerpensler og maling, der fik skruerne til at sætte sig løse. Det hele så ekstremt ustabilt ud og lignede noget, der kunne vælte sammen, hvornår det skulle være. Derfor bevægede han sig også varsomt hen over gulvet. Philippas rum var det eneste i hele huset, hvor alt hoppede, hver eneste gang man gik rundt derinde.

Caleb kiggede rundt og lagde mærke til, at hendes seng for en gangs skyld var redt og at der ikke lå tøj overalt på gulvet som sædvanligvis. Den store reol, der fyldte hele endevæggen, var støvet, men alle nipstingene stod snorlige og ordentligt på deres gamle pladser. Alle døde blomster var smidt ud og skraldespanden tømt.

En dyb rynke formede sig mellem hans øjenbryn og fik ham til at tænke tilbage på sin bedstefar, der havde haft samme udtryk. Hans havde bare været konstant.

Efter et par minutter, hvor Caleb forsøgte at gøre op med sig selv, hvad der var sket herinde, slæbte han sine strømpefødder hen af gulvet og over mod kommoden, der stod foran vinduet frem for døren. Han trak i håndtaget på den midterste skuffe og den gik let som ingenting op. Så gabte han, mens han skødesløst fejede tingene rundt i det lille rum og forsøgte at finde den lille læderindbundne genstand. Men som han syntes at have vendt det hele rundt, opstod panikken i ham og han blev mere desperat for at finde det eneste, der gad fortælle ham noget om de forældre, der engang forlod ham.

Han flåede de andre skuffer åben, gennemrodede dem og sprang så videre til skrivebordet, ikke længere opmærksom på at værelset oplevede et mindre jordskælv. Skrivebordet var det eneste, der så ud til at have bevaret sin velkendte tilstand. Han begyndte at løfte nogle af bøgerne op, kiggede mellem malertingene og under alle papirerne. Han væltede et glas med pensler i sin fart, så hele gulvet var en glidebane og hørte skrig inde fra rummet længere nede ad gangen. Da der ikke var noget at finde på skrivebordet, kiggede han under sengen, mellem madrasserne, i bogreolen, i tøjskabet mellem alt det skrækkelige undertøj og blandt hendes hæslige samling af sodavandskapsler. Men intet sted - intet - indeholdt dagbogen.

Caleb stoppede op et sekund for at få vejret. Hans hjerte sprang afsted, det føltes, som om et dybt hul var blevet gravet i hans mave og der lå en vis irritation og buldrede lige under huden på ham. Og så gik han mod toilettet, hvor han sprøjtede koldt vand i ansigtet og fortalte sit rystende spejlbillede, at der var andre måder, hvorpå han kunne finde ud af mere om dem. Det var stadig den dag, så måske han bare skulle gå tilbage til loftet og kigge videre.

Alligevel var han ret så sikker med sig selv i, at han ikke kunne finde ting mere værdifuldt end den satans bog. Han troede ikke engang sine egne ord. Det hele var bare latterligt det hele.

Han rakte ned under vasken efter et nyt håndklæde, fik i stedet fat i alle kvindeprodukterne og skyndte sig at lukke for skabet igen.

Men lige før så han det. Læderomslaget, den slidte ryg og de hvide håndklæder, der gjorde det let at spotte den brune farve. Han sad på hug, skævede til tingene, han lige havde haft fingrene i før han greb ind mellem håndklæderne.

Tillykke, Phillippa. Du er officielt verdens dårligste spiller af tanken brænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...