Heksejæger

Da Caleb Archer var blot 10 år gammel forsvandt hans forældre en nat, hvor det var meningen, de skulle have vundet alt. Nu bor han hos sin tante og forsøger at leve et normalt liv med skole og venner, der ikke bærer præg af fortiden - eller så godt som man nu kan, når man er heksejæger.
En aften, hvor alt syntes at gå i den forkerte retning, finder han blandt resterne af forældrenes gamle ting en dagbog, der viser sig at indeholde langt mere, end hvad hans tante gav den ud for at gøre. I jagten på at finde ud af, hvad der skete med hans forældre og hvordan han kan få fingrene i hjertet af den heks, der har været grunden til alle jægernes problemer, støder han på han nye udfordringer, får øjnene op for nye kræfter og møder Evie, der formår at krybe sig ind under huden på ham. Hvad sker der, når han til sidst stiller sig selv det spørgsmål, om heksene i sidste ende er værd at jagte?

14Likes
58Kommentarer
2164Visninger
AA

10. Alt og intet

“Ud!” kommanderede Caleb, mens han stadig holdt om Evie. “Ud. Nu!”

“Caleb ...” begyndte Philippa. Men han rystede bare afvisende på hovedet. “Vi burde ikke have haft den tilgang, vi er bare trætte og ivrige efter at få dem fanget.”

“Det er jeg ligeglad med,” sagde Caleb hårdt. “Jeg vil gerne have, at I går ud … nu!”

Philippa og Leo blev begge stående, ventede på, at han ville ændre sin mening, men det skete aldrig. De gik alle sammen ud af værelset med hovederne hængende mod jorden. Evie var stoppet med at græde, og Caleb rørte let ved hendes hår og førte det væk fra hendes ansigt, mens hun så træt op på ham.

“Vær sød at få mig væk herfra,” bad hun. “Vil du ikke nok?”

Caleb krummede sig let under Evies bedende øjne, han ville så gerne hjælpe hende, men han vidste på samme tid, hun ikke var klar til at komme videre. Ikke helt endnu og han ønskede ikke, hun skulle af sted.

“Det er ikke så let,” forklarede han hende. Hvor skulle han tage hende hen? Og hvordan kunne han være sikker på, at hun ikke ville falde om uden videre, hvis ikke hun havde Evas hjælp? Det kunne gå grueligt galt.

“Bare for en aften.” Hun rev lidt i hans t-shirt, prøvede at få ham til at følge med hende. Alligevel rørte han sig ikke ud af stedet.

Caleb hadede de ord, dernæst kom ud af hans mund. “Du er syg, Evie. Vi er nødt til at vide, hvad de har gjort ved dig. Hvem du er. Jeg ved, du er mægtig og alt det her, men-”

Hun tog en dyb vejrtrækning, slap hans trøje og trak sig væk. Stille lagde hun sig tilbage og vendte ryggen mod ham.

“Du er bare ligesom alle de andre.” Hendes ord blev dæmpet med puden. “Jeg kunne lige så godt være blevet der. I er alle kun ude på at eksperimentere. Udnytte mig. Jeg troede, det her var anderledes, men der tog jeg fejl.”

Det var det meste, han nogensinde havde hørt hende sige og et eller andet sted havde han håbet, at når den tid kom, hvor hun åbnede mere op, så ville det ikke være som det her.

“Evie-”

“Gå ud og leg med de andre, Caleb. Jeg er sikker på i kan fortsætte jeres skoleforsøg derude.”   

Mod sin vilje rejste han sig op, rystede på hovedet og kiggede ikke tilbage, før han smækkede døren i bag sig. Selvom det hele føltes så forkert - at det på en måde var i strid med hans egne regler - greb han dagbogen og kravlede op af trappen til loftet. Han fandt en gammel lænestol, der førhen havde stået i hans forældres soveværelse, slog sig ned mellem alle tingene og forsøgte at lade genkendeligheden trænge gennem sin hud. Få det hele til at give mening. Han bladrede arrigt op på en tilfældig side og lod sine øjne skimme ned over papiret. Han lagde mærke til, at siden før havde været revet i stykker men nu var tapet sammen igen. Som altid var der ikke nogle af ordene, der sammensat gav mening, så efter at have læst den samme sætning femten gange, opgav han igen. Det var, som om intet i øjeblikket fungerede.

Caleb gjorde et sidste forsøg, da han rev sin mobil op af lommen og ringede til Elliot igen.

 

***

Der gik en uge, hvor stilheden konstant lå over huset. Der var ikke rigtigt nogen, der snakkede til hinanden og kun allerhøjest nødvendigt befandt de sig i samme rum - med undtagelse af Ayla selvfølgelig. Hun var ikke helt klar over, hvad der foregik, men blev ved med at stille spørgsmål, som Caleb ikke helt vidste, hvordan han skulle svare på. Eva var flyttet hjem igen og kom nu kun, når det var nødvendigt, hvilket gjorde mareridtet endnu værre. Det var tider som disse, hvor Caleb bare ønskede, at han kunne flytte hjemmefra. Væk fra det her vanvid. Men han havde ikke tænkt sig bare at lade Ayla i stikken. Kun Gud kunne vide, hvad der ville ske med hende, hvis hun skulle tilbringe resten af sine dages ende alene sammen med Philippa.

Forsigtigt listede han ud fra sit værelse og hen over det gamle og knirkende trægulv. Han stoppede op foran Evies dør, men havde ikke nogen plan om at gå derind. I stedet lagde han øret mod fladen og kastede trangen til at kigge ind gennem nøglehullet væk. Der var stille og han spekulerede på, om hun allerede var gået i seng. Klokken var kun omkring otte.

Caleb havde ingen anelse om, hvordan det stod til med hende. Siden hun bad ham om at forlade rummet, havde han holdt sig væk, og han kunne ikke blive enig med sig selv om, om det var stærkt eller svagt. Eva sendte ham mærkelige blikke, hver gang de krydsede hinanden i gangen, men han nægtede at spørge indtil Evie. På et tidspunkt havde hun bedt ham om at hente mad til hende og han havde med det samme vendt sig om og var gået tilbage ind på sit værelse. Et eller andet sted håbede han bare, at Eva havde gjort det i stedet for. Han ønskede ikke at hun skulle sulte - han ville bare ikke have mere med hende at gøre. Han var ikke ligesom alle andre. At blive sammenlignet med Philippa - og i det hele taget folkene, der havde taget hende til fange - var det sidste han ville.

“Caleb?” Det gav et sæt i ham og han trak sig hurtigt væk og snublede lidt tilbage. “Hvad laver du?”

Han sukkede, himlede med øjnene. “Jeg spiller banjo i verdens største rockband og kaster med høns, mens jeg vasker op.”

Philippa kiggede medfølende på ham.

“Nej, jeg lytter gennem døren. Hvad fanden skulle jeg ellers lave?” bandede han og kørte begge sine hænder gennem sit i forvejen uglede hår. Han fik stadig ikke meget søvn og natten bestod derfor kun af at vende og dreje sig og tænke over alt det, som han aldrig ville kunne få chancen for at lave om på.

“Hvordan går det?” Hun kom helt tæt på, lagde en hånd på hans overarm og sendte ham er opmuntrende smil - det var i hvert fald det, han var sikker på, var meningen med det. “Jeg ved det kan være svært, men-”

“Org, for pokker Philippa!” Han rystede hendes arm af sig og trådte nogle skridt baglæns. ”Engang imellem kan du så ikke bare acceptere, at der er problemer og stille dig ansigt til ansigt med dem? Nogle gange-” Caleb begyndte at massere sine tindinger. “Nogle gange giver du mig bare hovedpine.” Han så mod jorden og håbede et eller andet sted, at nogle af Evies kræfter havde smittet af på ham, så hans ønske om at få Philippa til at forsvinde ville gå i opfyldelse, men hendes nærhed forblev i udkanten af hans opfattelse.

“Jeg er ikke sikker på, at du forstår,” sagde hun efter noget tid. Hun gik tættere på igen, fangede hans blik og forstod tydeligvis ikke hans hentydning. “Du vil det her lige så meget, som vi vil. Jeg ved det. Jeg kan se det i dine øjne. Hvorfor er det så helt præcist du ikke vil samarbejde så?”

“I presser hende til noget, hun ikke vil! Hvad har I gjort, mens jeg har holdt mig væk? Hvad har I sagt til hende?”

“Caleb, vi er nødt til at få svar, før det er for sent. Før hun er død. Hun er magtfuld og folk leder efter hende-”

“Hun er et menneske!” udbrød han og slog arrigt ud med armene.

“En heks, Caleb,” rettede Philippa roligt med hævede øjenbryn, og kiggede op på ham. “Du må forstå, der kan ligge ondt bag de blide øjne. Dine forældre arbejdede hårdt for at holde sindet åbent for fare og ikke kun venlighed. De forventer det samme af dig.”

Caleb bed sig i indersiden af kinden og kunne smage blodet, der langsomt begyndte at løbe. Det kunne også være ligemeget det hele. Han ville gerne have noget med hende at gøre. For filen, hvor ville han gøre alt for at hjælpe.

“Ved du hvad? Glem det!” udbrød han og rystede utroligt på hovedet. “Jeg har længe fundet mig i dit sludder, men nu er det slut. Jeg vil selv hjælpe hende, for jeg er faktisk en af de folk, hun stoler på.” Stolede på, hviskede en stemme i hans hoved, men han sagde det ikke højt. “Jeg vil snakke med hende. Lige nu. Hjælpe hende væk fra det her gudsforladte sted. Ja, ved du hvad? Jeg vil endda se venligheden i hendes øjne og lade være med at opdigte lort, der stiller uskyldige mennesker i dårligt lys. Godt du er med.” Til sidst smilede han stort, mere falsk end nogensinde, og sluttede det hele af med en salut. Derefter gik han hen til døren, tog en dyb indånding, mens han lagde hånden på det kolde håndtag. Det var først nu han lagde mærke til, at vinden trak gennem nøglehullet og det kunne ikke gå hurtigt nok med at få svinget døren op.

Rummet var tomt. Dynen lå i enden af sengen, hvor hun havde sparket den af, og kulden hang i luften fra det åbne vindue og skubbede til de lange gardiner. Kommodeskufferne stod åbene, tøj hang ud over kanten, og fjernsynet kørte ovre i hjørnet. Alt så ud som det hele tiden havde gjort, mens hun var her - bortset fra, at det var hun ikke. Hun var væk. Havde forladt rummet. Huset. Hvordan kunne de lade det ske?

Philippa var hurtigt henne ved siden af ham. “Hvor er hun henne?”

Caleb stirrede hen på sengen, ude af stand til at bevæge sig.

Han sank en klump. “Væk,” formåede han at få ud gennem sine stramme læber.  

“Er du sikker på, at hun ikke bare er på toilettet?”

“Jeg er sikker.” Og det var han. Energien havde forladt rummet og det sitrede ikke længere i hans krop.

Hun var stukket af og han havde ingen anelse om, hvor han skulle finde hende igen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...