englepige

en kort novelle om hav og salt og ham.

44Likes
24Kommentarer
1118Visninger

1. englepige

Og jeg er intet andet end fregner og slushice, da hans blik fanger mit, et lysglimt over den blå himmel, et sug i de brune tæer. Han er højere end mig, spiller guitar og hedder Mathias.
- Og hvem er du så, englepige? spørger han smilende. Englepige. Den sommer er jeg hans englepige. Jeg sidder bag på den mørkebrune cykel på vej hjem fra stranden, og selv da jeg kravler ind under lagnerne i parcelhuset på Ingemannsvej, alene og med friske blomster på min hud, kan jeg mærke bumpene på grusstien under cyklen, der pressede min krop tættere mod hans.
Min mor siger, at jeg dufter af noget nyt, og jeg forsikrer hende om, at det i hvert fald ikke er Mathias med de mørke øjne. Hun griner.
Jeg er ikke kun en mælkebøtte med ham. Jeg er en vildere, en valmue i motorvejskanten, knejsende over verden, som ikke tilhører andre end ham.
Han lærer mig at fiske, sådan holder du på fiskestangen, ja, sådan, og vi fanger krabber ved havnen. Han kysser mig på molen. Først på panden, lidt forsigtigt, og da jeg kigger op, holder hans hænder om mine kinder og hans læber trykkes mod mine.
Han dufter af salt, hav; bølgerne, der skyller mig ind mod ham og stranden igen, uanset hvor meget jeg sparker med benene.
Jeg elsker hans hænder. Spinkle fingre, der leger ved kanten af mine shorts. Nusser mine ben, min mave, min hals, min kind.
- Se. Jeg ligger med hovedet i hans skød, i skyggen under bøgen ved Svanelunden. Det er sommerens varmeste dag, og min hvide T-shirt klistrer til min mave, og mit hår sidder tæt om hovedet.
- Himlen er blå, forsætter han, og peger mod himlen lige over parkens høje træer. "Men ude i horisonten ligger der skyer. Det kommer til at regne, det ved jeg."
Jeg følger hans finger med øjnene og møder de grå skyer bag trætoppene.
- Du, vi burde bade i aften så, regnvejrsbade, han læner sig ind over mig, og foresætter tæt på mit øre; nøgne. Jeg fniser og gemmer hovedet i hans bukseben. Nøgne.

Cykelturen går hurtig, mine arme om hans talje, mit ansigt mod hans ryg. Varme og græs og sved og ham suser igennem mine næsebor, og jeg bliver høj af tanken om, at det er lige netop mig, som er hans englepige. Mig.
Stranden er tom og de hvide badehuse ligger som små pletter af maling i sandet. Vi smider cyklen ved toiletterne og hans hånd finder min, som vi går mod vandet. 

Og da han trækker mig ned i sandet, ser jeg, at himlen er så blå, selvom klokken er nok til, at piger som mig burde være hjemme nu, under parcelhuslagnet og med åbent vindue. Men jeg er her, i sandet, og han skubber min bikini op, vi er under himlen, vi er himlen.
- Den er blå,
- Hvad? Han stønner, og min krop ryster nu.
- Himlen er blå. Du sagde at det ville skye til, men den er blå, hvisker jeg.
Han tysser på mig. Jeg lukker øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...