Breve til Selma

//vinder af 2. pladsen i ONEkonkurrencen

6Likes
0Kommentarer
605Visninger

5. 5

Kære Selma

Jeg er ensom. Det er ikke fordi, det først er gået op for mig nu, men stadig det er ikke de tre ord, jeg ville have tatoveret, selvom de definerer mig og min tilværelse lige nu. Men jeg kan heller ikke vælge de præcise øjeblik, hvor jeg gik fra alene til ensom, da linjerne mellem de to ord, smelter  sammen jo nærmere man kommer dem. Men jeg vil bestemt kalde det ensomhed, at du er min eneste ven, og de mennesker, jeg har haft samtaler med på over ti sætninger kan tælles på en hånd. 

Det er vel også meget min egen skyld, da jeg nu engang bare kunne holde op med at være, som jeg var og altid ville være i skønneste orden.  Men jeg tror, at problemet er, det er tusind gange sværere at bevæge sig fra ensom til alene end den anden vej, da ensomheden ligesom har det med at klamre sig til en, så man til sidst bliver mere vant til dens tilstedeværelse, end til sin egen skygge for slet ikke at tale om andre mennesker. Jeg har det faktisk tit som om, en eller anden idiot har sat en mur op mellem mig og alle andre - den mest perfekte istandsatte mur nogensinde, og selvom det bare er en halvdårlig metafor, er det umuligt at klatre over den. Ja, mine forældre gider ikke engang at prøve, og jeg får nogen gange på fornemmelsen det var dem, der bad idioten om at sætte den op. 

Eller måske det er det et lovkrav, at alle de ensomme skal forblive ensomme, for ellers vil det betyde, de skulle ud blandt andre mennesker, og hvad nu hvis ensomhed smitter? I så fald, er du ikke specielt heldig min kære Selma, da jeg tror, at jeg lader lidt af min ensomhed flyde ud med blækket, hver gang jeg skriver til dig, og nu er det nok også for sent for dig, hvis dine fingrespidser har suget den op, som de strejfede mine ord. På den anden side - du må i forvejen havde været ret ensom i alle de år, du var i den glemte udkant af min bevidsthed og ikke stødte på andet end andre forkastede barndomsminder fra dengang, jeg troede vindueshimler og  tændstiksbølger var ord. 

Men erkendelsen af at være ensom ramte mig for alvor i går til festen, da jeg forgæves prøvede at føle mig som en del af  fællesskabet vil at tabe samtlige tanker på dansegulvet. Men det viste dig - at ensomheden blev hængende, usynlig for alle andre - ligesom mig faktisk, og jeg opdagede hurtigt, jeg bare ikke hørte til der. 

Så jeg brugte de næste par timer på at sidde i hjørnet med min blå notesbog, som jeg legede, var dig, knuget hårdt ind til mit bryst, som et skjold mod ensomheden, mens jeg længtes efter mit pulterrum, hvor musikken ikke fik verden til at eksplodere i lyd gang på gang. Og så begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg aldrig ville slippe helt fra ensomheden, da den altid vil hjemsøge mig på en eller anden måde. 

For nu at skifte emne, da jeg ikke ville blive for trist - minder jeg ikke lidt om Harry Potter? Jeg bruger evigheder i mit lille pulterrum - selvom det er selvvalgt - og er anderledes med stort A. Jeg har endda briller, selvom de nu er firkantede, samt et ar i panden, som vi kan forestille os er lynformet. I modsætning til Harry - kommet jeg dog aldrig til at få det brev, der kan vise mig, at jeg faktisk passer ind på et vist slot - langt væk fra alle de tåbelige Mugglere, hvor de ganske vist også holder fester, men det betyder ikke noget, for de kan trylle. Trylle, Selma!

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg helst ville have. Et brev fra Hogwarts, eller et brev tilbage fra dig. Eller det gør jeg vel, da jeg aldrig ville turde åbne et brev fra dig, da jeg er bange for, at du vil sige vores lille pennevenskb er slut, og uden dig - hvad vil jeg sp have tilbage. Jeg vil helt sikkert begynde at tale til edderkopperne, der altid kravler rundt på pulterrummets vægge - bare for at tale til nogen.

 Det må ikke ske, Selma, så på en måde er jeg glad, for du er tvunget til at være tavs, når du skal læse mine beretninger om mit patetiske liv. Så selvom min 11-års fødselsdag for længst er forbi, vil jeg aldrig opgive håbet om at blive accepteret i troldmandssamfundet. 

For nu må jeg dog blive siddende i mit pulterrummet, hor støvet efterhånden har hobet sig sådan op, jeg ikke længere tror, jeg indånder luft -  kun støv. Jeg indånder støv og udånder elendighed. Hvis jeg var mere kreativ ville jeg sikkert lave en kemisk formel for det, så den kunne stå i lærebøgerne vil siden af dem for respiration og fotosyntese. Jeg er bare ikke sikker på, resten af verden bil være interesseret i min opdagelse af, hvordan ensomhed og støv bliver til elendighed, som du og jeg . 

Hvis elendigheden så bare kunne blive herinde, ville det være dejligt. Men ork nej, elendighed har de samme kræfter som ensomhed  og jan nemt sprede sig - de tog udgør sådan et gør par, det er synd, de bruger, deres kræfter, som de gør.

I det mindste er jeg blevet vant til det. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men det er sandt. Man kan vænne sig til det, ligesom man på et fly kan falde i søvn uden at tænke over, man befinder sig i flere kilometers højde eller stirre op på himlen uden at tænke på hvor lille man er i universet,

For Selma, jeg føler mig hul. Hul, som en skal, der så nemt kan knække, hvor man allerede kan se revner så tynde som spindelvævene herinde brede sig i med lysets hast. Hul, som noget der faktisk kun er der for at sørge for, verden ikke kommer til at virke tom Jeg spekulerer tit på, om det er alle, der engang i mellem føler sig hule, eller det kun er mig. Men hvis jeg skulle have svaret, skulle jeg først finde modet til at spørge et sted nede i mit hule dyb, og det der kendetegner hul er jo, der ikke er noget. 

Vil du spørge for mig? 

I hvert fald - mine ben sover, så  jeg må hellere se at komme ud igen og se om mit Hogwartsbrev ikke snart vil komme

Vi ses

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...