Breve til Selma

//vinder af 2. pladsen i ONEkonkurrencen

6Likes
0Kommentarer
610Visninger

4. 4

Hej Selma

Du må altså undskylde, hvis du ikke kan læse det her, for jeg kan virkelig ikke se, hvad jeg skriver i det her lys. Jeg kunne selvfølgelig have en ligeså ulæselig håndskrift, som jeg ville, og det vil dybest taget ikke gøre nogen forskel, men jeg vil trods alt gerne fastholde illusionen om, det betyder noget, om mine bogstaver står på linjerne eller ej. Desuden - hvad nu hvis jeg om ti år beslutter mig for at læse de  desperate breve, jeg skrev dengang, og fremtidigemig opdager, at minderne kun er et stort rod af blåt blæk? Men gad vide hvad fremtidige mig ville syntes om nutidige mig? Vil jeg blot, syntes jeg var irriterende og alt for fuld af selvmedlidenhed? Vil jeg overhovedet stadig kunne se mig selv i de her breve, eller vil jeg værre en helt anden?

Sådan noget er skræmmende at tænke på, Selma, så det er nok bedst for alle parter, hvis jeg lader vær. I stedet vil jeg bare sørge for at få et par minder til at klynge sig til de her sider, så hvis jeg engang samler en version af notesbogen, der er så dækket af fremtidens støv, man ikke længere kan se, den er  blå, op, vil de minder stadig være der - støvdæklede eller ej. 

I hver fald - kan du huske hvordan jeg hader fester? Hvordan jeg plejede at brokke mig til dig over den flaske stemning, det alt for fine tøj, og musikken der flænsede mine tommerhinder? Gennem årene er mit had til fester kun vokset - ja, jeg ved godt, du ikke troede, det var muligt, heller ikke mig. Og derfor har verden sådan en dejlig sans for ironi, som den lige nu har placeret mig til en skolefest. 

Jeg sidder i et hjørne og skriver til dig i det farvede lys fra dansegulvet, der tydeligvis ikke har anden funktion end at få ens øjenæbler til gøre så ondt, så ondt. Normalt vil jeg måske være bekymret for, at nogen skulle se mig og forlange at få at vide, hvad jeg lavede, men jeg ved, at chancerne for, at du er virkelig, er større, end de er for, at nogen skulle lægge mærke til mig. De har alt for travlt med at danse - og når jeg siger danse, mener jeg at hoppe op og ned med armene i vejret, som prøver de at holde stemingen op, der i forvejen er så falsk, det ikke engang ville give et brag, hvis den faldt til jorden. Eller også står de i udkanten af festen og nipper til en sodavand, de leger er alkohol, da de er åh så voksne. De har så gang i hver deres samtale med hinanden, da musikken er så høj, at man ikke kan gære andet end at lade som om, man kan høre hinanden. 

Faktisk sidder jeg og siger ordene højt, som jeg skriver dem ned til dig, da de alligevel drukner i dårligt popmusik. Det er også lidt befriende for en gangs skyld at kunne sige  præcis, hvad jeg ville uden at blive dømt, og jeg har lyst til at råbe ud over hele festen, at jeg hader dem, men det vil trods alt være at udfordre slæbningen, og vi ved vist alle, hvem der vil vinde. 

I stedet bliver jeg bare siddende og hælder mine frustrationer ud på papiret, som heldigvis ikke her noget i mod det, mens jeg forsigtigt tapper min fod i takt til musikken. Du begynder nok at undre dig over, hvad i alverden jeg dog laver her, når jeg tydeligvis hellere ville være alle andre steder. 

Men mine forældre tvang mig til at komme til festen, da de syntes, det er vigtigt for mig at være social. Da de sagde det, måtte jeg virkelig kæmpe for ikke at fnyse så hånlydt verden rystede. For det gør mig om andet bare til et større SOCIALT udskud at sidde i et hjørne og skrive SOCIALT med blokbogstaver i en notesbog. Selvfølgelig forestiller de sig sikkert, at jeg er der ude på dansegulvet og hopper som en treårig i springhallen - bare for at finde mit bånd til mine ih så kære klassekammerater. De har et billede af, at jeg ville danse tæt på den røg fra røgmaskinen, som Dj'en med den værste musiksmag nogensinde bliver ved med at tænde. 

Røgen er dog kun vanddamp - jeg tjekkede ved at gå direkte ind i en stor røgsky før. Alligevel har det nok været højdepunktet af festen indtil videre, da jeg faktisk nød at se, hvordan alting pludselig forsvandt i vanddamp, og jeg kunne forestille mig, skolen var ved at brænde op. Men så stødte en fra min klasse ind i mig med et udtryk i ansigtet, der gjorde det klart, også hun syntes, jeg var mere end bare malplaceret, og jeg opdagede, at verden ikke forsvandt bare fordi, jeg ikke kunne se den. Så jeg gik over i hjørnet og er nu social sammen med dig Selma, selvom det nok ikke var det, mine forældre mente. 

Men - må jeg tilstå noget til dig? Selvfølgelig må jeg det. Der er en lille del af mig, som har lyst til a gå derud og  rent faktisk være med til festen. Det er nok den del, mine forældre holder mest af - ikke at jeg kan bebrejde dem, da det er den del, der gør det klart, jeg faktisk er deres barn. For på den del har dansegulvet en næsten magnetisk kraft, og den del tørster efter at være fuldkommen overfladisk som alle andre - bare i et par minutter. 

Jeg ved det, jeg ved det, Selma. Jeg skal ikke glemme mig selv, bare fordi lyset er lidt hvor festligt, og at jeg føler mig lidt for alene i mit hjørne. Men det vil jeg nok heller. Jeg vil bare hoppe akavet op og ned et par gange og indse, at jeg stadig er usynlig for alle andre end dig, ligesom du er usynlig for alle andre end mig  og så gå tilbage til mit hjørne. Det kan vel ikke skade, Selma? Jeg har stadig mine principper, men jeg har bare virkelig brug for at tabe dem på det gulv, der dundrer af fødder for et øjeblik og glemmer at jeg er, som jeg er. Bare et enkelt øjeblik.

Vi ses igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...